Læsetid: 11 min.

Absolut anerkendelse

I en alder af 70 hersker der ingen tvivl: Per Kirkeby er mere end lykkedes som kunstner. Men hvad er det der driver værket, spørger han selv, og beskriver anerkendelsen som en slags kastration
Drivkraft. Manglende anerkendelse er jo en enorm drivkraft og giver en aggressivitet, man tit har brug for. Derfor har jeg fulgt en lidt anden taktik og fastholdt nogle områder, hvor jeg stadig føler mig miskendt, siger Per Kirkeby om den totale anerkendelse han møder i dag.

Drivkraft. Manglende anerkendelse er jo en enorm drivkraft og giver en aggressivitet, man tit har brug for. Derfor har jeg fulgt en lidt anden taktik og fastholdt nogle områder, hvor jeg stadig føler mig miskendt, siger Per Kirkeby om den totale anerkendelse han møder i dag.

Helene Sandberg

19. september 2008

Det ligner ikke en krise. Villaen ligner et slot. Stuen ligner et renæssancebibliotek. Og Per Kirkeby ligner en mand med et robust helbred. Det er, som om døden ikke eksisterer i den indkomstklasse, Kirkeby bevæger sig i. Her i Hellerup hersker der sundhed og velstand.

I interviewbogen Jeg er her endnu forklarer Per Kirkeby ellers, at det er nemt at følge hans op og nedture: "Hver gang jeg er i krise, skriver jeg en digtsamling." Han har netop skrevet endnu en, digtsamling nummer 18. Det tyder ikke på et liv i lykke.

"Jeg har jo været meget ulykkelig," smiler Per Kirkeby i sit køkken. "Det, jeg sagde dengang, kom sig af mine svære overvejelser om, hvorfor alle skulle vide alt det om min sygdom. Det er noget, jeg mødte igen fornyelig, da Svend Auken gik ud og fortalte om sin kræft. Der var nogen, der sagde: Hvorfor skal vi vide det?"

Det er, som om vi begynder at tale om Aukens sygdom, så vi ikke behøver at tale Kirkebys. "Hvad synes du?" spørger Kirkeby og løfter blikket fra den blok, han fra interviewets begyndelse har tegnet på. Jeg svarer, at jeg har det svært med følelser og politik. "Det gik dig på, sentimentaliteten?" fortsætter han. "Det har du det svært ved?" "Tror du ikke på oprigtigheden?"

"Selv har jeg det sådan," svarer han endelig, "at jeg er ekstrem grådlabil, og skal helst se feel good-film: Det rørende, et barn der har kræft- jeg græder som en syg. Det kan jo være, at man har et udpræget sentimentalt sind, og det har jeg nok. Jeg har egentligt ikke nogen mening om Auken."

Den lærde malers noter

Kirkeby er netop blevet 70 år, og det er ikke gået ubemærket hen. Han fejres på Louisiana med en omfattende retrospektiv udstilling, som til næste år fortsætter fejringen på Tate Modern i London. På ARoS udstilles hans private arkiv. Galleri Bo Bjerregård udstiller hans tavler og har genudgivet Poul Erik Tøjner store monografi. Kirkeby som geolog hyldes i bogen Verdensbillede om hans udsmykning af Geologisk Museum i København. Borgen har genudgivet Kirkebys Billedforklaringer fra 1968. Og selv har Kirkeby skrevet digtsamlingen Bemærkninger og noter:

Kaligraferer

med mine genvordigheders

nødtørftige billeder

en nedtællende nekrolog

ingen ulykke er ny under solen

notater glemmes

på trods af deres vigtighed

ellers ville verden stå i digte til knæene

en pandemisk influenza

Kirkebys forfatterskab har notekarakter. Hans digte og hans kunstnerbiografier minder både stilistisk og tematisk om fortløbende noter. Kirkeby både skriver og læser meget. Det er derfor, hans tyske kollegaer kaldte ham for den lærde maler.

" Alt det, der ligger derhenne på hylden," siger Kirkby og peger ned i den anden ende af stuen, "det er dagbøger."

"Jeg har hele mit liv skrevet dagbøger. Det lærte jeg som geolog. Man skulle nedfælde alle sine iagttagelser, sine hypoteser, og hvor langt man havde gået. Hvis ikke man kunne aflevere en renskrevet rapport, når man kom hjem, så fik man ikke første halvdel af sit honorar. Der kom jeg ligesom ind i det - og så passer det meget godt med min pedantiske natur. Der står mange noter. Kilometervis. Og de er jo gudskelov ikke alle sammen blevet udgivet."

- Hvad har du skrevet i din dagbog i dag?

"Jeg har faktisk ikke skrevet dagbøger siden sidst i 90'erne. Mit privatliv blev så kaotisk, at den lamentering... den kunne ikke rummes. Og så gik det op for mig, hvorfor det var så forførende at skrive dagbog. Det er en form for selvsmiger. For at skrive en dagbog, skal man have lavet noget interessant, mødt nogle interessante mennesker, gjort noget, som det er værd at skrive om. Og så ender det med at ens liv indrettes for at gøre dagbogen interessant. I stedet for at dagbogen afspejlede det liv, man faktisk havde, så var det dagbogen, der dikterede det liv, man levede."

- Har du opsøgt interessante mennesker for at udfylde din dagbog?

"Nej, det har jeg ikke. Jeg er faktisk løbet ind i mange mennesker, fordi jeg levede et liv som professor i Tyskland. Først i Karlsruhe, siden i Frankfurt. Jeg væltede rundt, ind og ud af lufthavne, havde guldkort til SAS, og jeg fløj fra Basel til Bruxelles for at se en udstilling. Jeg tror, jeg har mødt de fleste af min tids interessante kunstnere."

- Du taler i datid om at møde spændende kunstnere...

"Ja, de er jo døde alle sammen. Der i hvert fald godt tyndet ud. Mange af de mennesker, jeg har kendt, og som har spillet en rolle, har jo været ældre end jeg selv. Når man er ældre end mig, så er man altså i risikozonen. Og så er der altså rigtigt mange, der falder af nu. Der er ryddet op," siger Kirkeby konstaterende og fortsætter med at tegne.

En mondæn anledning

Jeg er for ung til rigtigt at kende Per Kirkeby. Men en række nedslag i hans liv er offentligt kendte. I den ene ende er der geologi og Grønland, et medlemskab af DKP. Der er revolte og den Eksperimenterende Kunstskole. Og så i den anden ende: En mondæn villa i Hellerup og et interview i anledningen af en mondæn udstilling på Louisiana. Per Kirkeby bider knap mærke i nedslagene fra sit eget liv, men afbryder:

"Ta' det bagfra: Er udstillingen på Louisiana mondæn?"

- Louisiana er mondæn.

"Hvad forstår du ved mondæn? Der er jo ikke fordi, jeg skal forsvare Louisiana. Da jeg var ung, kombinerede jeg en radikal politisk holdning med en radikal kunstnerisk holdning, og dengang var Louisiana det værste. Det var borgerligt, det var der, den pæne middelklasse kom for at få kultur..."

- Det er vel lidt sådan, jeg har det i dag.

"Det er interessant. Jeg tænker aldrig over det. Jeg går meget op i, hvilke udstillinger de viser, og jeg er dybt taknemmelig, når der kommer en udstilling med Cézanne. "

"Jeg har historisk haft et meget skiftende forhold til Louisiana," siger Kirkeby og fortæller om udstillingen Tabernakel, der i 1970 især vakte opsigt ved Bjørn Nørgaards berømmelige hesteslagtning.

"Der hænger et foto ved indgangen til Louisiana af mig, hvor jeg sidder på gulvet i et hjemmelavet telt med en symaskine og sand på gulvet og ser meget ungdomsoprørsagtig ud. Og tænk- alene det at kunne få lov til at fylde et helt rum på Louisiana med vådt sand, det lader sig ikke gøre i dag. Det var dengang: Jeg kunne både få lov til at lave det og være i opposition."

Miskendelsen som drivkraft

- Hvordan er det at komme op på Louisiana i dag og se sit livsforløb repræsenteret ved en stor retrospektiv udstilling - 'Mesterværkerne - ultimativt, absolut Kirkeby,' som der står i omtalen?

"Det er en lille smule skræmmende. Det er en udstilling, der i sin form spejler en anerkendelse. Og når man får den der næsten ultimative anerkendelse, så bliver der frataget dig noget. De stjæler det hele så at sige. Manglende anerkendelse er jo en enorm drivkraft og giver en aggressivitet, man tit har brug for. Derfor har jeg fulgt en lidt anden taktik og fastholdt nogle områder, hvor jeg stadig føler mig miskendt. At føle sig miskendt er godt, så har man nogle fjender og kan gøre vrøvl over alle mulige medier, der ikke giver en opmærksomhed."

- Hvor føler du dig miskendt?

"Når jeg laver de her murstensskulpturer, så er der mange der siger: Når han nu kan lave sådan nogle smukke oliemalerier, hvorfor skal han så køre løs med de tosserier, hvor man ikke aner, hvad de skal bruges til: Er det et pissoir eller transformatorstation?"

- Da jeg fortalte vores direktør, forfatteren Morten Hesseldahl, at jeg skulle herop, sagde han: Spørg ham om, hvorfor der skal stå sådan en grim stenskulptur på Humlebæk station.

"Det kan man med al rimelighed spørge om."

- Men skulpturerne er jo ikke en ny opfindelse.

"Det er rigtigt, og det samme gælder for mine skriverier, som heller ikke rigtigt er blevet anerkendt. Det var da interessant, har man sagt, at der var en maler, der kunne sætte et par ord sammen, men så var den heller ikke længere."

- Der var en anmelder, som i anledningen af din sidste digtsamling mente, at det var på tide at kanonisere forfatteren Per Kirkeby.

"Det er selvfølgeligt sjovt. Så nu tænker jeg: Hvis jeg også skal anerkendes der, må jeg finde på noget helt andet. "

En protestant fra Birkerød

Når Kirkeby taler om sin kunst, er der en række formuleringer, der går igen. Han taler et sted om, ikke at have gjort sig fortjent til den blå farve. Gjort sig fortjent til konklusionen. Han taler om omveje og modstand. Forfatteren Ib Michael skrev i en hyldest i anledning af Kirkeby fødselsdag at "Per bryder sig ikke om genveje."

- Det er svært helt at overse en form for protestantisk arbejdsetik i den måde, du beskriver dit arbejde på?

"Jeg voksede op på Bispebjerg, det der i dag hedder Nordvest, og flyttede senere med mine forældre til det dengang nybyggede Husum. Mine forældre var stærkt venstreorienterede, men mine bedsteforældre var indremissionske. Nogen gange har jeg tænkt, at min fars oprørstrip også var båret af en protestantisk moral."

"Men der er fortjent - og der er fortjent. Der er fortjent i ydre forstand, hvor man får en fortjenstmedalje. Og så er der de interne, jeg kan ikke bare sætte en grøn plet på et lærred, men skal hente tilladelse til at gøre det, og det gør jeg ved at kigge ud af vinduet og se efter, at den virkeligt er der. Så jeg ved, at det ikke bare er en grøn, jeg opfinder."

- Så der er også et erkendelsesperspektiv i det?

"Du nævnte før, at det var vældigt flot når man kommer ind på Louisiana. Og det er det også! Der er nogle rum, så hårene rejser sig på en. Det er simpelthen godt gjort. Der er det jo svært at forklare, at de værker har jeg gjort med en mægtig modstand. Det er måske problemet med udstillingen: Man kan ikke se den modstand, de er blevet til med. Og hvis billedet ikke i sig selv fremviser en form for modstand, så er det vel et problem?"

"Men jeg ved ikke om den modstand, jeg oplever, når jeg laver malerierne, kan slå igennem, når man ser dem. Man kan godt lave billeder, der har en ydre modstand, som er grimme eller provokatoriske. Det er jo en hel genre: Blendede guldfisk og billeder, hvorpå man bare skriver 'lort' på eller 'fuck'. Det vil naturligvis udgøre en vis modstand i et vist socialt segment, men jeg taler om en lidt mere subtil modstand. Jeg synes, det er helt legitimt at opleve, at et maleri er smukt, og jeg har altid kæmpet for det, jeg kalder bravur, at male, så det virkeligt er en fest for øjet, som Delacroix skriver i sin dagbog. Da jeg malede sådan i 60'erne, var det oppositionelt; det måtte man ikke. Men når man så ser mine billeder i dag, hvor træffer man så på den modstand? Hvad er det, man støder på, hvis man forsøger at komme lidt ind i dem?"

Klassehad i Hellerup

- Jeg vil gerne vende tilbage til mit indledende spørgsmål: Hvad er det, der er sket i dit liv? Oprørstrang, DKP, Grønland. Og nu en maler i Hellerup med abonnement på Kristeligt Dagblad og en forkærlighed for Berlingske Business?

"Der vil enhver jo svare: Der er sket 70 år."

"Jeg husker det møde i den lokale afdeling af DKP, da SF blev dannet og partiet blev splittet. Da vi gik hjem fra mødet sagde min far: Kraftedme, når man bliver gammel, bliver man konservativ - jeg opfattede decideret SF som en konservativ forsamling af akademikere. Så det er nok en af de ting, der sker."

"Men der ligger vel også i dit spørgsmål en moralsk overtone. Er man blevet forræder, en sat person? Og ja, det bliver man jo. Der er ikke noget mere krampagtigt end folk på min alder, der krampagtigt holder fast og bor på Jagtvejen. Det kan jeg ikke. Jeg tror også, at radikaliteten ligger på et lidt mere subtilt niveau, hvor den er sværere at sætte fingeren på."

En anden fortrydelse

Per Kirkeby fortæller, hvordan han som barn cyklede fra Bispebjerg gennem Hellerup for at komme ud og bade. Om den foragt, hvormed han så på Hellerup-drengene i hvidkridtede sko og med tennisketsjere.

"Jeg havde et rigtigt solidt klassehad. Og det er en del af min mentale påklædning i dag. Jeg øver mig engang i mellem i at overvinde mine fordomme."

Det var ikke Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956, der fik Kirkeby til at melde sig ud af DKP, selvom det vel havde været det nemme svar i dag. Kirkeby meldte sig aldrig rigtigt ud af partiet, men fik i begyndelsen af 1960'erne ikke betalt kontingentet.

"Jeg begyndte at læse en del om Ungarn i gymnasiet. Og det var jo rystende læsning. Men folk som Kai Moltke, den røde greve, forklarede hvorfor det var rigtigt, at russerne havde nedkæmpet revolten. På mit gymnasium skulle vi holde to minutters stilhed for ofrene i Ungarn. Jeg nægtede at gøre det. Jeg nægtede at rejse mig. Og det har jeg jo gjort, fordi jeg troede, det var forkert at rejse sig. Mine klassekammerater har senere husket, at jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville følge trop. Og det havde selvfølgeligt været lettere for mig i dag, hvis jeg blot havde gjort det, fordi jeg ikke ville gøre som alle de andre. Men når jeg ikke gjorde som de andre, var det fordi, jeg synes det var forkert. Derfor sidder jeg den dag i dag med kolde fødder og læser om forløbet i Ungarn. Der er masser af fortrydelse."

- Men hvad er det, der er sket fra ung DKP'er til abonnent på Kristeligt Dagblad?

"Det kommer måske til at lyde som et selvforsvar, men nogen gange tænker jeg: Det ville sguda være mærkeligt, hvis ikke det var sådan. Så ville man da virkeligt være gået i stå, hvis ens indignation altid havde den samme form."

Man skal være både blind og døv for slet ikke at se det religiøse som tema i Kirkebys billeder, men det gør det ikke til et samtaleemne.

"Det med tro og ikke tro - det er slet ikke noget, jeg har lyst til at kommentere. Enten har man en trosoplevelse, eller også har man den ikke. Hvis man ikke har den, forstår man ikke, hvad de andre snakker om, og i virkeligheden skal man nok ikke snakke så meget om det. Sådan er det bare."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu