Læsetid: 6 min.

Ikke bare et visitkort til Hollywood

Distribution. D.I.Y. 'Do it yourself'. Det er den nye strategi blandt en række amerikanske uafhængige instruktører, som trods priser og omtale har svært ved at få deres film ud via de traditionelle kanaler
Uafhængig. JimMyron Ross som James og Tarra Riggs som Marlee i Lance Hammers drama 'Ballast', der vandt prisen for bedste instruktion og bedste fotografering i Sundance og faktisk fik et tilbud om distribution fra IFC Films, selv om filmens komplekse historie foregår i Mississippi-deltaet med ukendte afro-amerikanske skuespillere på rollelisten.

Uafhængig. JimMyron Ross som James og Tarra Riggs som Marlee i Lance Hammers drama 'Ballast', der vandt prisen for bedste instruktion og bedste fotografering i Sundance og faktisk fik et tilbud om distribution fra IFC Films, selv om filmens komplekse historie foregår i Mississippi-deltaet med ukendte afro-amerikanske skuespillere på rollelisten.

Lol Crawley

Moderne Tider
19. september 2008

I år forsøgte 3.600 film at få plads i programmet på den prestigefulde Sundance film festival for independentfilm. For fem år siden var tallet 2.000. Sidste år var der premiere på 600 film i de amerikanske biografer. For fem år siden var 466 film på premiereplakaterne.

Tal som disse vidner om, at der i øjeblikket er hård kamp om at få film vist på den amerikanske filmscene, hvad enten man kæmper om et lærred i en almindelig biograf eller en festivalvisning. Markedet er trængt, og ifølge Wall Street Journal går det ikke kun ud over de smalleste film. Film som My Mom's New Boyfriend med Meg Ryan og Antonio Banderas, som antages tidligere at ville have fundet plads i biografen, ryger nu direkte på dvd, mens Hollywood lader til igen at ville satse butikken på de store blockbustere frem for mellemdyre eller uafhængigt producerede film.

Ifølge en række amerikanske mediers analyser i forbindelse med Toronto Film Festival og Independent Film Week i New York, som slutter i dag, er det imidlertid især independentfilmene, som har det svært. De store filmselskaber har i en årrække satset på at lancere egne independent-underafdelinger ud fra en tro på, at der kunne tjenes store penge på baggrund af en relativt lille investering, hvis man indimellem ramte plet.

Det stigende antal film har nu drevet prisen for at markedsføre hver enkelt titel så højt op, at økonomien ikke længere er fornuftig. Tendensen er at lade færre film få premiere, og det går især ud over det smalle og anderledes.

Et nyt system

Blandt de få Sundance-titler med biografpremiere bliver der også længere og længere mellem succeshistorierne. Wall Street Journal nævner Garth Jennings' Son of Rambow, som var populær sidste år i Sundance, og fik flotte anmeldelser og god word of mouth, da den åbnede i amerikanske biografer i år. I en periode med blockbusters som Iron Man, Indiana Jones og Sex and the City var det svært for filmen at gøre sig bemærket, for det er en kamp at trænge igennem, når de store marketingmaskiner buldrer.

Den situation har fået flere independentinstruktører til at prøve kræfter med selv at distribuere for at se, om de kan trænge igennem ved at bevare fuld kontrol over forløbet og skræddersy lanceringen af deres film til de helt rigtige medier og visningssteder. Stadig flere satser på en do-it-yourself-strategi, og i forbindelse med Independent Film Week skriver medier som Indiewire.com flittigt om overgangen fra et gammelt til et nyt distributionssystem med fokus på de nye, digitale muligheder.

New York Times har som eksempel på D.I.Y.-distribution skrevet om Randall Millers populære Bottle Shock, der handler om en amerikansk vinproducent, som i 1976 sætter californisk vin på landkortet ved at slå de franske klassikere i en blindsmagning. Efter Sideways og med Bill Pullman og Alan Rickman på rollelisten skulle man tro, at Bottle Shock ville kunne finde distribution, men ingen har turdet satse på den. I stedet har instruktøren selv skrabet penge sammen til at sætte filmen op i 12 amerikanske byer.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi rige mennesker interesserer sig for vin. Han ville ikke have kunnet skaffe samme kapital til at distribuere en gyserfilm.

Filmklub-modellen

Lance Hammers drama Ballast vandt prisen for bedste instruktion og bedste fotografering i Sundance og fik faktisk et tilbud om distribution fra IFC Films, selv om filmens komplekse historie foregår i Mississippi-deltaet med ukendte afro-amerikanske skuespillere på rollelisten.

Lance Hammer, som selv har produceret, skrevet og instrueret sin film, valgte imidlertid at trække sig ud af aftalen, da der helt enkelt var for lidt penge på bordet, når man bliver bedt om at opgive al kontrol, herunder sine internetrettigheder i 20 år. I stedet har han samlet et hold af rådgivere omkring sig, som skal prøve at få hans film ud via alternative kanaler.

Blandt rådgiverne er produceren Molly Hansen, som har været med til at planlægge en premiere på filmen i Film Forum New York den 1. oktober og derefter en række uafhængige visninger rundt omkring i USA.

"Vi er meget inspireret af, hvordan man lancerede indiefilm i 1960'erne og 1970'erne," siger Molly Hansen til Information.

"Dengang ville de etablerede biografer først ikke vise de nytænkende film, så man var nødt til at satse på de mange filmklubber på universiteter og andre steder rundt omkring i landet. Den strategi prøver vi nu at kopiere. Det kræver en masse benarbejde, men vi håber, at filmen dermed rammer det rigtige publikum. Det er vigtigt for os at få den her film ud på stort lærred og ikke kun på internettet."

Samme personlige drive, som ligger bag skabelsen af filmen, skal også præge dens distribution. Det kræver, at en instruktør som Lance Hammer bruger seks måneder på at følge sin film til dørs ved at rejse rundt og møde dens publikum. Meget i stil med det danske dokumentarfilmkoncept dox-on-wheels, hvor film og filmfolk turnerer rundt til mindre danske biografer. For Lance Hammer gør distributionsarbejdet, at der går tid, før han kan starte på et nyt projekt, men realiteten for de fleste er, at der aldrig bliver en næste gang, hvis den foregående film ikke kommer ud.

Smertefuld separation

New York Times har i en række artikler de seneste måneder beskrevet den pressede situation for independentfilm. Filmkritikeren Manohla Dargis har fremhævet filmselskabernes lukninger af deres indielabels som et af de tydeligste tegn på krisen. Hun påpeger imidlertid, at der filmhistorisk altid har været tale om Hollywood og off-Hollywood. Det var forholdsvis unikt for 1990'ernes filmscene, at Hollywood og indiescenen i høj grad smeltede sammen med selskaber som f.eks. Miramax Films.

Mens 1980'ernes indiefilm var præget af navne som Jim Jarmusch, Spike Lee og Gus van Sant, som ikke lavede film som en slags visitkort til Hollywood, lod en række uafhængige filmskabere i 1990'erne sig frivilligt absorbere af selskaberne for at få større budgetter. Det blev sværere at se forskel på Hollywood- og independentfilm, mens der voksede en hel infrastruktur op omkring indiescenen.

I øjeblikket lader de to miljøer til at bevæge sig fra hinanden, og det behøver måske ikke være en dårlig ting. Efter Manohla Dargis' mening er der behov for, at film bliver betragtet som andet end mulig box office-indtjening; At indiefilm får lov at være indiefilm og ikke visitkort eller billige Hollywood film. Som Sundance-direktøren Geoff Gilmore formulerede det på første dag af Independent Film Week skal man tilbage til at sige, "det var en fantastisk film!", i stedet for, "hvor meget tror du, at den vil indtjene?"

Musikindustrimodellen

Mens de store selskaber lukker deres indielabels, dukker der enkelte nye spillere op på banen. Blandt dem er Beastie Boys-musikeren Adam Yauch (kendt som MCA), som efter at have instrueret Beastie Boys-videoer (under navnet Nathaniel Hörnblowér), gruppens koncertfilm fra 2006 og senest en dokumentarfilm om highschool basketballspillere har kastet sig over filmbranchen. Hans selskab Oscilloscope Laboratories skal producere og distribuere film på samme måde som indiepladeselskaber.

Som han sidste uge fortalte New York Times, er tanken at gøre alt selv. Både når det gælder plakatdesign og dvd-udgivelser, og når det gælder at håndplukke de biografer, som passer til Oscilloscopes film.

Blandt selskabets første premierer er Kelly Reichardts Wendy and Lucy på New York Film Festival, som åbner 26. september. Et af festivalens særarrangementer er en paneldebat under overskriften 'Film Criticism in Crisis?'. Men mon ikke samtalerne i hjørnerne også kommer til at være præget af de aktuelle forandringer for indiefilmen!?

www.indiewire.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her