Læsetid: 6 min.

Ikke en branche for gamle mænd

Vagtskifte. Aktuel amerikansk (og canadisk) filmkomik spænder fra prisværdig ambition og spændende nytænkning til det fornærmende ringe
Vagtskifte. Aktuel amerikansk (og canadisk) filmkomik spænder fra prisværdig ambition og spændende nytænkning til det fornærmende ringe
5. september 2008

"At lave film er for unge mennesker."

Sådan begrundede Luc Besson for et par år tilbage sin beslutning om at gå på tidlig pension. Nu er Besson ingen stor humorist, men havde han været og havde han derfor i stedet sagt "at lave komediefilm er for unge mennesker," ville han for alvor have haft fat i noget.

For det er tilsyneladende de færreste forundt at ældes med ynde i filmkomediebranchen, hvilket 45-årige Mike Myers' tarvelige The Love Guru - der har dansk premiere i dag - er et bevis på. Myers' humor og frenetiske facon er og bliver en smagssag, men det er svært at komme udenom, at hans tre Austin Powers-film rummede en betydelig idérigdom. The Love Guru, derimod, er en fæl blanding af skamløs genbrug og utilsløret intellektuel dovenskab (en af filmens forstemmende få inspirerede jokes gentages således tre gange).

Gamle før tid

Bortset fra deres solide stemmearbejde i Shrek-filmene har Myers og den to år ældre Eddie Murphy ikke duperet på det seneste. Sidstnævnte lyste stærkt og klart, da han slog igennem i action-komedien 48 timer, der udover at underholde leverede et klart antiracistisk budskab (om end også spandevis af selvfølgelig 1980'er-mandschauvinisme). Men det er over 25 år siden nu, og i betragtning af, hvor skødesløst Murphy har forvaltet sit talent, kan det virke forbløffende, at hans karriere overhovedet har overlevet så længe. Der findes næppe en A-liste komiker med flere entydigt tåkrummende film på cv'et end ham.

Den 'gamle' garde tæller også 46-årige Jim Carrey, hvis seneste bemærkelsesværdige bedrift, Evigt solskin i et pletfrit sind, daterer sig til 2004.

Den store udklækningskasse i amerikansk komik er tv-sketchshowet Saturday Night Live, som til oktober har eksisteret i 33 år. Det ville vitterlig være mere overkommeligt at nævne de store komikernavne, der ikke har trådt deres barnesko her, end dem, der har.

Flere medlemmer af den flok af omtrent 40-årige komikere, der p.t. sætter en stor del af komediedagsordenen i Hollywood - folk som Ben Stiller, Owen Wilson, Vince Vaughn, Will Ferrell og Steve Carell - er da også netop fra Saturday Night Live.

Gruppen kaldes 'The Frat Pack', en forkortelse for 'fraternity', som betyder 'broderskab'. Det giver god mening, da komikerne på kryds og tværs producerer, skriver og medvirker i hinandens film. Da det britiske filmtidsskrift Sight & Sound i sit marts-nummer satte sig for at udrede dette netværk, resulterede det i en meget lang artikel.

Saturday Night Lives historie byder på mindst et krystalklart bevis på, at historien rent faktisk gentager sig: Hvor Chevy Chase - der i dag er på vej ud i glemslen - som ung slog sit navn fast med respektløse parodier på daværende præsident Gerald Ford som en enfoldig og klodset type, blev førnævnte Ferrells claim to fame en mesterlig George W. Bush-imitation komplet med skuldre, der hopper, når verdens mægtigste mand griner af egne, ikke tilnærmelsesvis morsomme kommentarer.

Seriøse ambitioner

Med sin fuldstændig frygtløse tilgang til nøgenscener og det at bære kropsnære og/eller dybt latterlige kostumer kan Ferrell uden videre dikkedarer udråbes til den mindst forfængelige skikkelse i amerikansk komik. Men han har ikke desto mindre - som Carrey i The Truman Show, Man on the Moon og Evigt solskin i et pletfrit sind - slået mere seriøse strenge an, nemlig i metakomedien Stranger than Fiction, der blandt andet handler om dødsangst.

Det samme har Carell i Dan in Real Life, hvor han spiller enkemanden Dan, der har nok at gøre med at opdrage tre døtre, da han falder pladask for en kvinde, som uheldigvis er hans brors kæreste.

Man kunne tænke, at disse afstikkere i hvert fald til dels har til formål at udskyde det tidspunkt, hvor publikum føler, at en given komikers særkende er ved at blive et nummer for velkendt og forudsigeligt.

Selv så udknaldet en kugle som Jack Black bandt an med en dramatisk rolle i Noah Baumbachs ætsende familiedrama Margot at the Wedding, ligesom Adam Sandler flere gange har vovet sig uden for sin simple komiske persona. Han spillede hovedrollen i Paul Thomas Andersons alternative kærlighedsfilm Punch Drunk Love og har på det seneste kastet sig over følsomme emner som Mellemøstkonflikten og homoseksuelles ret til ægteskab.

Mere flydende er grænsen i tilfældet Owen Wilson, fordi han i højere grad end nogen af de øvrige har det tragikomiske som sit naturlige leje. Wilson kører karrieremæssigt parløb med såvel allestedsnærværende Ben Stiller som med Wes Anderson, der i både Bottle Rocket og The Darjeeling Limited forstod at udnytte Wilsons poetiske melankoli.

Gudfar Apatow

'The Frat Pack' er også en henvisning til 1980'ernes 'The Brat Pack' (som igen er en henvisning til Frank Sinatra og vennernes 'The Rat Pack'), der talte blandt andre Emilio Estevez, Rob Lowe og karismatiske Molly Ringwald. Disse purunge skuespillere medvirkede i en række teenagefilm instrueret af John Hughes, hvoraf The Breakfast Club (1985) vel er mest kendt.

Ikke mindst takket være 40-årige Judd Apatow lever ungdomskomedien også i dag i bedste velgående. Apatow har produceret flere af Ferrells film og havde før det pennen i manuskriptet til det interessante flop The Cable Guy (1996), som havde Carrey på rollelisten og Stiller i instruktørstolen.

Som instruktør har Apatow leveret et frisk pust med Knocked Up, i kraft af hvilken han også ligner lidt af en gudfar til det næste komikerkuld. Knocked Up rangerer som en af de mest rummelige og ambitiøse komedier i dette årtusinde. Nok tager filmen udgangspunkt i et kollektiv af ansvarsfobiske drenge- og hængerøve, men den berører også nogle af voksenlivets mindst morsomme sider i form af et ret krast og næsten deprimerende portræt af et humorforladt og lidenskabsløst ægteskab.

Næste generation

Med mindre noget går helt galt, har Knocked Up's mandlige hovedrolleindehaver, 26-årige Seth Rogen, en stor - men altså ikke nødvendigvis lang - komikerkarriere foran sig. I endnu højere grad end Ferrell er kvabsede Rogen begavet med en dybt indlejret og fuldkommen afvæbnende antihelt-kvalitet.

"Sjofel humor, stort hjerte," lød en britisk journalists glimrende bud på en sammenfatning af den unge stjernes appel.

Rogen, der som Myers og Carrey er født i Canada, er også medforfatter på flere filmmanuskripter. Sammen med barndomsvennen Evan Goldberg skrev han sidste års Superbad, der fusionerede løssluppen komedie med vægtige temaer som venskab og loyalitet og en basal respekt for teenagetilværelsens tumult og omvæltninger.

De ikke egnede

To amerikanske komikere i særdeleshed har bundet an med de helt store emner - primært politik, men også religion - på en sofistikeret-humoristisk måde: Jon Stewart gennem snart 10 år som frontmand på det med rette roste parodiske nyhedsprogram The Daily Show og Bill Maher i talkshowet Real Time with Bill Maher samt i sin nye dokumentarfilm Religulous, der, som titlen antyder, stiller sig såre skeptisk an overfor religiøsitet.

Stewart og Maher er formentlig både for intellektuelle og for kontroversielle til at kunne klemmes ind i mainstreamkomedier, og i samme kategori finder vi stand up-komikeren Sarah Silverman. Med sit gudindesmukke ydre kunne jødiske Silverman utvivlsomt få en lukrativ filmkarriere serveret på et sølvfad, hvis blot hun var villig til at gemme vittigheder som denne langt væk: "Forleden kom min yndlingsniece hjem fra skole og sagde, at Hitler slog 60 millioner jøder ihjel. Så måtte jeg korrigere: Det var kun seks millioner. 60 millioner ville jo have været ... utilgiveligt."

Hvem husker dem?

Apatow, Rogen og Goldbergs seneste stener-komedie, Pineapple Express, rammer de danske biografer 31. oktober, og ifølge mange amerikanske anmeldere holdes niveauet fra Knocked Up. Men hvem ved, om 10 år er det måske Rogen og Co.'s tur til at ligne dinosaurer. Tænk blot på Farrelly-brødrene, der for 10-15 år tilbage tegnede sig for triumfer som Dum og dummere og There's Something About Mary, men som sidste år lignede en skygge af sig selv i The Heartbreak Kid. Ganske som Myers altså gør i år.

Det er med andre ord ingen spøg at holde sig på toppen i filmkomikkens verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu