Læsetid: 5 min.

Farvel til Catalonien

Tilbageblik Allan Simonsens afsked med FC Barcelona er en af de helt store gåder i dansk fodbold. Nu, næsten 30 år efter, fortæller den tidligere stjerne, hvorfor han valgte at sige farvel til Catalonien
Afsked. Allan Simonsen var en af FC Barcelonas store stjerner, men valgte blot 29 år gammel at skifte til Charlton i den engelske 2. division. Nu fortæller han hvorfor.

Afsked. Allan Simonsen var en af FC Barcelonas store stjerner, men valgte blot 29 år gammel at skifte til Charlton i den engelske 2. division. Nu fortæller han hvorfor.

Palle Hedemann

27. september 2008

En varm sommerdag i 1978 gik en mand i jakkesæt rundt i et jysk sommerhusområde. Han ledte efter Allan Simonsen, der et halvt år forinden var blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller og nu holdt ferie hjemme i Danmark, inden han skulle tilbage til sin tyske klub, Borussia Mönchengladbach.

"Det var totalt malplaceret at se denne her mand komme gående ned ad vejen," siger den i dag 55-årige Allan Simonsen, der er i København for at promovere sine erindringer, Europas bedste 30 år efter (People's Press).

"Fyren var agent, og han sagde, at Barcelona var interesseret i at købe mig. Det lød interessant, jeg havde lyst til at prøve noget nyt efter fem år i Tyskland, og Middelhavet var lige mig - sol, god mad og vin og så videre."

Men Gladbach sagde nej, så i stedet lavede danskeren en aftale med FC Barcelona om, at han sæsonen efter, når hans kontrakt med tyskerne udløb, ikke ville skrive under med andre klubber, før spanierne fik lov at give deres bud. Og selv om der var tilbud fra både Hamburg og Juventus og arabiske klubber, hvor han kunne tjene formuer, skrev Allan Simonsen under med FC Barcelona.

Sådan er historien om, hvordan en af de to største danske fodboldspillere nogensinde endte i Spanien, og den er der mange, der kender. Selv prisen blev i sin tid offentliggjort: 13 millioner kroner til den tyske klub og mere end fem millioner til Simonsen. Det er afskeden tre år senere, der er i dag står som en af de helt store gåder i dansk fodboldhistorie.

En anden verden

30. juli 1979 mærkede Allan Simonsen første gang presset. Tidligere i sin karriere havde han blandt andet lavet en tunnel på Franz Beckenbauer og vundet tre tyske mesterskaber og to UEFA Cup-titler, men alligevel blev han overrasket over opmærksomheden, da han første gang trak sin nye klubs blå og vinrøde trøje over hovedet foran presse og fans.

"Det vrimlede med folk, og jeg måtte stå og jonglere med en bold i en evighed, mens der blev taget billeder til fem aviser," siger Simonsen, der oplevede, at det blev endnu mere hektisk, da han fik debut på hjemmebanen Camp Nou i træningsturneringen opkaldt efter klubbens stifter, Juan Gamper.

"Jeg kan huske, at jeg kom ind på stadion og kiggede op og tænkte: 'det er løgn' - så kiggede jeg endnu længere op, og der var sgu lige så mange mennesker. Totalt fuldt hus til en træningskamp! Det var jeg ikke vant til."

I dag er Simonsen er flyttet tilbage til Barcelona efter en tid som træner for Færøerne og Luxemburg, og han er ofte på Camp Nou, hvor han genkender stemningen.

"Men det var mere elektrisk dengang. Du skal huske på, at Franco døde i 75, demokratiet blev indført i 77, og jeg kom derned to år efter, hvor de så muligheden for at få mere indflydelse. I starten kendte jeg ikke til spændingerne mellem centralstyret og Catalonien, men jeg kunne mærke, at der var et eller andet. Det summede på stadion."

Kidnapningstrussel

Specielt i kampene mod Real Madrid var stemningen spændt, også blandt spillerne, der hvæsede, sparkede og spyttede efter hinanden allerede under opvarmningen. Det var de kampe, der virkelig betød noget. Så meget, at en lokalavis en aften - efter at Simonsen havde scoret til 4-0 i 5-0-sejren over Sevilla - fik et tip om, at danskeren ville blive kidnappet, hvis ikke klubben betalte 50 millioner pesetas og satte spilleren af holdet til kampen mod Real Madrid.

"Jeg var rystet. Ikke nok med, at jeg til daglig ikke kunne gå på gaden uden at blive overfaldet af folk, der ville snakke fodbold, nu skulle jeg også spille med livet som indsats," mindes Allan Simonsen, der dog var på holdet, der tabte 3-2 til ærkerivalerne, uden senere at blive kidnappet.

Det gjorde til gengæld hans holdkammerat Quini, der foråret 1982 lå bagbundet 25 dage i en kælder i Zaragoza, inden politiet stormede adressen.

Paradoksalt nok var netop de to spillere afgørende for, at FC Barcelona kort efter vandt UEFA Cuppen for pokalvindere. Allan Simonsen scorede det første mål og lagde op til det andet, som Quini scorede i 2-1 sejren over belgiske Standard Liege.

Ikke desto mindre var danskeren klar over, hvor det bar hen, da han kort efter erfarede, at klubben havde købt argentinske Diego Maradona. Dengang måtte de spanske klubber kun have to udlændinge på holdet, og risikoen for at ende som tredjevalg efter tyske Bernd Schuster og Maradona var stor, indså han.

"Min stolthed sagde mig, at 'det der vil du sgu ikke finde dig i'. Det var jo den bedste sæson, jeg lige havde haft! Så jeg bad simpelthen om at blive løst fra min kontrakt med det samme, og det blev jeg."

En klovn

Atter strømmede det ind med tilbud til spilleren, der blot var 29 år gammel. I stedet for Real Madrid eller Tottenham valgte han til fodboldverdenens overraskelse Charlton fra den engelske 2. divison.

"Det var på mange måder rart at have succes, men det var fandeme hårdt psykisk," forklarer Allan Simonsen. "Tyskland var hårdt, men Spanien var 10 gange hårdere, og det var også en af årsagerne til, at jeg så mit snit til at sige farvel. Nu ville jeg leve mere roligt, så jeg valgte en middelmådig klub - dog med ambitioner og penge (der slap op tre måneder efter, hvor Simonsen vendte hjem til Vejle, red.) - ligesom jeg også senere valgte at træne små lande."

- Var du forsat i Barcelona, hvis Maradona ikke var kommet til klubben?

"Ja, det var jeg nok."

- Han blev hurtigt alvorligt skadet, så du kunne have spillet masser af kampe. Har du spekuleret over det?

"Jeg kigger ikke så meget bagud. Jeg overvejer tingene grundigt, og jeg gør det alene. Min daværende hustru var grædefærdig, da hun fik at vide, at jeg ville til en forstad til London. Men når det drejer sig om min profession, træffer jeg selv beslutningerne. Så er det kun mig selv, jeg kan kalde klovn, hvis noget går galt."

- Hvad er den værste beslutning, du har truffet i din karriere?

"Man vil vel meget nødig sige, at man har lavet fejl, men det er jo noget vrøvl, og ... ja, jeg lyver nok lidt over for mig selv, når jeg siger, at det var godt, at jeg flyttede fra Barcelona."

- De spanske aviser skrev, at du græd i lufthavnen, da du skulle af sted?

"Allerede da jeg holdt afskedsmiddag med mine venner i byen, var jeg ked af det. For vi havde det dejligt i byen, alle behandlede mig godt i klubben. Så tag ikke fejl, det var ikke en let beslutning. Og det er vel også derfor, jeg i dag bor dernede igen. Jeg elsker Catalonien - specielt nu, hvor jeg kan hygge mig på en café med sportsaviserne og grine lidt af alt det, der bliver skrevet."

Kanal 5 viser i aften lokalopgøret FC Barcelona-Espanyol kl. 22.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu