Læsetid: 10 min.

Først den ene vej, og så den anden vej...

Socialdemokrater i krise. De er retningsløse, præget af fløjkrig, de har mistet orienteringen. Tysklands socialdemokratiske parti er inde i en alvorlig krise - ligesom i Frankrig, Storbritannien og Danmark. Bare meget værre. I weekenden fik partiet en ny ledelse, der skal gøre op med sladder og bagtaleri og finde frem til en ny socialdemokratisk identitet. Spørgsmålet er, om den kan nå det inden valget i 2009
Vinderne. Franz Müntefering (tv.) og Frank-Walter Steinmeier (th.) skal nu være de tyske socialdemokraters dynamiske duo som henholdsvis partiformand og kanslerkandidat. Men det er ikke kun tiden, de slås med op til forbundsdagsvalget i 2009. Hovedproblemet er at finde et grundlag, der kan virke troværdigt på de tabte vælgere.

Vinderne. Franz Müntefering (tv.) og Frank-Walter Steinmeier (th.) skal nu være de tyske socialdemokraters dynamiske duo som henholdsvis partiformand og kanslerkandidat. Men det er ikke kun tiden, de slås med op til forbundsdagsvalget i 2009. Hovedproblemet er at finde et grundlag, der kan virke troværdigt på de tabte vælgere.

Axel Schmidt

Moderne Tider
13. september 2008

"Messias Müntefering." Sådan stod der i det tyske tidsskrift Der Spiegel. For frelseren Franz Müntefering, der i 2005 var formand for de tyske socialdemokrater og trak sig tilbage fra politik i 2006 for at passe sin kræftsyge kone, var nu kommet tilbage for at redde SPD. Partiet havde da også brug for at blive reddet - folkepartiets sørgelige rester var nu nede og skrabe bunden med sølle 20 procents vælgeropbakning i meningsmålingerne.

"Den, der vil lede, må også være i stand til at bære flaget," råbte Müntefering. Måske med henvisning til SPD-leder Kurt Beck. For i løbet af Becks toårige formandstid var meningsmålingerne blevet dårligere og dårligere. Kommentatorerne beskrev partiet som retningsløst; at det i stigende grad var præget af fløjkrige og intriger mellem partiets højre- og venstrefløj, at medlemmerne flygtede, og at partiet selv ikke lagde skjul på sine problemer, men i stedet åbent diskuterede kriser og inkompetence, så alle kunne følge med. Der var langt til det stolte SPD under karismatiske kanslere som Helmut Schmidt og Willy Brandt.

"Bravo!" Müntefering gik frem og tilbage foran sine tilhængere. Frem og tilbage, mens han talte om magt og kamp og ranke rygge. Hans slips var rødt som det røde i SPD-logoet. Hans ene hånd hvilede på hoften, den anden var knyttet og klar til kamp. For Müntefering var Messias, frelseren, der skulle redde partiet op til delstatsvalget i Bayern - og op til valget til det tyske parlament i 2009.

Et andet sted i Tyskland prøvede SPD's leder, Kurt Beck, at vifte journalisterne væk. "Åhr, hold dog op med det nonsens," svarede han, da en journalist spurgte, om Müntefering virkelig var SPD's frelser. De røde kinder glinsede, han svedte, kneb øjnene sammen i solen. Til sidst vendte han ryggen mod kameraer og journalister, mens han vredt mumlede. "Der Spiegel interesserer mig ikke."

Som et såret dyr

Kurt Beck var oprevet. Og det med god grund, skulle det vise sig. Sidste weekend blev han afløst som SPD's leder af frelseren: Franz Müntefering. Frank-Walter Steinmeier, der er udenrigsminister i den tyske koalitionsregering mellem det kristligt-demokratiske CDU og det socialdemokratiske SPD, blev udnævnt til spidskandidat til valget i 2009. Her vil Steinmeier, der var den tidligere kansler Gerhard Schröders højre hånd og snarere beskrives som en tør teknokrat end en risikovillig politiker, dyste om kanslerposten mod regeringschef Angela Merkel fra CDU.

Med skiftet i partiledelsen er det også igen blevet fuldstændig åbenlyst, hvilken krise SPD er i, mener valgforsker Karl-Rudolf Korte, der er professor i politologi ved universitetet i Duisburg-Essen og har skrevet flere bøger om SPD.

"SPD er inde i en alvorlig identitetskrise. Der er ikke længere nogen synlig kerne, der definerer partiet, og det er et langt, langt alvorligere problem end medlemsflugt og en upopulær leder. Partiet har mistet sin selvagtelse, det ser sig som oppositionsparti, selv om det sidder i regering. Partiet har i vælgernes øjne fjernet sig fra midten og på den måde mistet sin status som folkeparti. Et parti, der ikke repræsenterer midten, kan ikke siges at være et midterparti," siger Karl-Rudolf Korte.

SPD's krise ligner de franske, britiske og danske socialdemokraters. Bare meget værre. Europas socialdemokrater er forvirrede.

"De socialdemokratiske partier satser på en stærk stat, på at politik kan skabe rammerne for indbyggernes lykke. For eksempel har SPD og mange andre socialdemokratiske partier i Europa et problem med globaliseringen, for nationalstaterne er ikke længere uafhængige. Arbejdsmarkedspolitik i Tyskland må tage hensyn til, at arbejdskraft er langt billigere i Kina og Indien. Og det går selvfølgelig mest ud over et parti, som tror på statens magt. For den magt har de ikke længere. Det har SPD heller ikke, og det ved man godt," siger Günter Bannas, SPD-kender og leder af den politiske redaktion på Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Alt det skal den nye ledelse nu rette op på i de 12-13 måneder indtil næste valg. Det bliver svært at nå, mener Korte. Konflikterne kan den ikke løse nu, problemerne må de skubbe foran sig for at holde skansen. Kurt Beck derimod er taget hjem fra Berlin som et såret dyr. Tilbage til delstaten Rheinland-Pfalz, hvor han er ministerpræsident. Og dermed er der igen for alvor kommet gang i snakken om mobning, intriger og uretfærdighed i partiet.

For det er da fuldstændig uhørt, hvordan han er blevet mobbet ud, mente den ene fløj. "Beck har fået uforholdsmæssigt mange tæsk på det seneste," mente partiets næstformand, Andrea Nahles, der tilhører partiets venstrefløj og tilføjede, at der "hos en hel række folk i SPD's top havde manglet loyalitet over for Beck", mens Franziska Drohsel, formand for SPD's ungdom, Jungsozialisten, skærpede tonen: "Illoyaliteten mod Kurt Beck, som i sidste ende førte til at partilederen trak sig, var ubærlig og uværdig for Socialdemokraterne".

Der var simpelthen for stor utilfredshed med Becks ledelsesstil, siger Günter Bannas. For det handlede ikke kun om fløjkrige internt i partiet, men også om at Beck efterlod for meget tvivl om linjen. Han begik fejl: Især i forhold til venstrepartiet Die Linke, det tidligere PDS, der har rødder i SED, som var regeringspartiet i DDR - og som derfor er kontroversielt i Tyskland.

"Det var på grund af den slingrekurs, at han måtte gå. Han kunne under ingen omstændigheder blive kanslerkandidat for SPD. Der var dårlige meningsmålinger, dårlig ledelse, han havde ikke den folkelige appel, og man var i tvivl om, hvilken vej han ville gå. Det vidste partiet, og det vidste konkurrenten, Angela Merkel. At han lige pludselig skulle være partiets stærkeste kort som kanslerkandidat var en umulighed, for han ville ikke have haft en chance ved valget næste år," siger Günter Bannas.

Men ét er Becks egen slingrekurs. Noget andet er partiets.

"Partiet er delt op i en venstrefløj, der taler for, at man skal skabe en koalition med venstrepartiet Die Linke, og som mener, at det netop er her, man kan finde politiske ligheder, og en højrefløj, der mener, at det vigtigste er at reformere socialstaten, og som ser en modernisering af den som elementær. De mener ikke, at man har brug for arbejde sammen med Die Linke overhovedet," siger Karl-Rudolf Korte.

Agenda 2010

Partiet er presset. Fra begge sider, mener Marc-Christoph Wagner, der er korrespondent i Danmark for bl.a. Frankfurter Allgemeine Zeitung. På den ene af Angela Merkel og CDU, som fra den konservative side rykker ind mod midten. Og på den anden fra Die Linke, som besætter de klassiske SPD-værdier.

"Så er spørgsmålet: Skal man opgive kampen om midten og i stedet kæmpe for at være et alternativ til CDU?"

Hvor SPD som arbejderparti tidligere stod for en bred offentlig sektor - den lille mands parti - er partiet ikke længere klar over, hvordan det skal håndtere socialstaten, mener Karl-Rudolf Korte. Den skal moderniseres, det ved SPD. Derfor indførte den tidligere kansler Gerhard Schröder reformpolitikken med Agenda 2010, der skulle modernisere det tyske socialsystem og arbejdsmarked - blandt andet ved at sænke skatten på arbejde og skære i arbejdsløshedunderstøttelse og pensioner. Det blev til det forhadte Hartz 4, som det hed. Hartz 4 var en af grundene til, at CDU og Angela Merkel vandt kanslerposten i 2005 - dog i en bred koalition med SPD: "Agendapolitikken blev længe set som SPD's syndefald. Det var et paradigmeskift, fordi den på den korte bane var forbundet med nedskæringer i socialstaten. Det var blandt andet det, SPD tabte valg på, men det var også det, der gav Die Linke vind i sejlene, fordi partiet lige pludselig havde fået patent på social retfærdighed - et patent SPD nu havde mistet. På den måde er enhver efterfølger efter Schröder kaldet til at gøre sociale spørgsmål til det centrale omdrejningspunkt. Det havde enhver partiformand gjort på det tidspunkt, ikke kun Beck," siger Karl-Rudolf Korte.

Skandale på skandale

Men Müntefering og Steinmeier er tæt forbundet til Schröders agendapolitik. Det ved alle, for de sad med ved bordet, da den blev lavet. På en måde er de garanter for agendaen, og det kan blive deres fordel, mener Günter Bannas.

"På lang sigt har reformerne jo givet flere arbejdspladser, det går godt nu, og Agenda 2010 har givet resultater under kansler Angela Merkel, der høster frugten af reformerne," siger Günter Bannas.

For det tager tid, inden reformer virker. Men det viste sig også, at de upopulære indgreb har haft en effekt på arbejdsmarkedet. Da arbejdsløsheden var på sit højeste, var to millioner tyskere ledige, påpeger Marc-Christoph Wagner. Sådan er det ikke længere: "Steinmeier og Müntefering står som garanter for agendapolitikken, som moderniserings- og reformfortalere. Dermed gør de opmærksomme på, at det var SPD, der opfandt den."

Men med Kurt Beck valgte man en venstrelinje, hvor man fjernede sig fra Schröders reformpolitik og ikke vidste, hvordan man skulle lægge sig i forhold til Die Linke.

Det er da også det, skænderierne mellem fløjene internt i partiet har handlet om. For eksempel, da Beck tillod SPD-chef i Hessen, Andrea Ypsilanti, der afviste at lave en koalitionsregering med CDU, at samarbejde med Die Linke for at blive ministerpræsident i delstaten. Selv om Beck før delstatsvalget havde afvist muligheden. Skandale, mente partiets højrefløj. Et bevis på Becks inkompetence. Han vidste jo ikke, hvad han ville.

Eller for nylig, da den tidligere superminister under kansler Schröder - Wolfgang Clement, der ligger til højre i partiet og har været SPD-medlem i 40 år og arbejdede under Willy Brandt - blev smidt ud af partiet, fordi han under valgkampen i delstaten Hessen kritiserede partikollegaen Andrea Ypsilanti for sin energipolitik. Der blev kæmpe ballade. Igen.

"Efter Hamburger Parteitag (hvor partiet formulerede sit nye partiprogram, red.) er partiet drevet synligt mod venstre og har fremstillet sig langt mere som den lille mands beskytter end under Schröder. Samtidig har man ikke noget bud til dem, der vil op ad den sociale rangstige, sådan som Schrøder ellers havde," siger Karl-Rudolf Korte.

Men det billede vil den nye ledelse væk fra. Da Franz Müntefering i weekenden talte som nytiltrådt partiformand, sagde han med et fast blik ind i kameraerne, "at der ikke bliver noget samarbejde med PDS/ML. Definitivt". Blikket sagde, at eventyret med Die Linke er slut. Lige som det skal være slut med sladder og ledelseskriser. Ledelsesstilen kommer til at forandre sig, der bliver styret mere oppefra, og der kommer mindre diskussion, den bliver mere bonapartistisk, mener Karl-Rudolf Korte. Kampkraft og lukkethed, bliver det nye mantra ifølge Günter Bannas. Slut med SPD's kaoskurs, som Niels Annen, vicetalsmand for SPD-venstre sagde i weekenden. Men her på partiets venstrefløj ville man da absolut heller ikke tilbage til Schröders 'bastapolitik'.

"Selvfølgelig vil man fra venstrefløjen og fra fagforeningerne holde skarpt øje med, om de politiske meldinger ændrer sig. Der er nok af advarsler om, at der kommer et højresving fra den nye SPD-ledelse. De kommer til at forsøge at sløre indtrykket af, at der nogensinde har eksisteret en venstredrejning i partiet. Men en af den nye partitops største opgaver bliver at sørge for lukkethed, for den tidligere ledelse var åben som en hullet si. Alle diskussioner om ledelse, tvivl og kritik nåede ud til befolkningen," siger Günter Bannas.

Partiet bluffer

Men at Steinmeier skulle have nogen som helst mulighed for at blive kansler, er en umulighed, siger Franz Walter, der er professor i politik ved universitetet i Göttingen til RP Online. Han kalder den nye ledelse for snyd. Partiet bluffer, mener han. For SPD ved godt, at løbet er kørt for næste valg.

"Hverken Müntefering eller Steinmeier er oppositionspolitikere. Det kan måske være nok til at videreføre juniorpartnerskab med CDU, men Frank-Walter Steinmeier kan ikke blive kansler, og det ved de."

Der Spiegel beskriver da også Steinmeier som diplomat snarere end politiker. Han har aldrig taget nogen chancer, siges det. Han valgte at læse jura - for en sikkerheds skyld. Han lever efter mottoet: Hold hovedet koldt, træf ingen forhastede beslutninger. Da hans mor, Ursula Steinmeier, blev spurgt, om hun nogensinde havde lagt mærke til, at han havde store planer for sit liv; at han ville magt, indflydelse og berømmelse, lød svaret nej. Den eneste gang, Der Spiegel kan mindes, at han tog en chance, var for noget tid siden, da han åbnede en baseballkamp mellem Red Sox og New York Yankees i Boston. Han skulle kaste bolden, det kunne have gået frygtelig galt, han kunne have blameret sig for 40.000 tilskuere. Men kastet lykkedes. Som udenrigsminister har han passet sit arbejde - og gjort det godt.

"Steinmeier er lidt stiv i det. Han er en dygtig diplomat, men i disse medietider må man appellere til befolkningen og være hurtig på aftrækkeren. På mange måder minder han om Mogens Lykketoft," siger Marc-Christoph Wagner. Karl-Rudolf Korte kalder da også valget af Steinmeier for en nødsituation. Man havde simpelthen ikke andre, man måtte tage en, der var kendt, som er rimelig populær blandt vælgerne, og som kan arbejde hen over fløjgrænserne. Da var Steinmeier det bedste bud. Spørgsmålet er så, om det rækker til en kanslerpost. Den første opgave bliver da også at finde partiets identitet, mener Korte. For patentet på den sociale retfærdighed, den må SPD vinde tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her