Læsetid: 6 min.

Hvor meget vil du fortælle for en halv million?

I USA er det indtil videre det mest sete program i 2008 med 23 millioner seere. I Sverige fulgte en halv million seere de pinlige svar på spørgsmål som: 'har du nogensinde været din mand utro', eller 'har du nogensinde stjålet fra en ven'. Programmet Sandhedens Time er kommet til Danmark
Sandheden? Er det sandheden, der kommer på bordet, eller blot et postulat om, at verden består af sandhed og løgn - og ikke så meget andet.

Sandheden? Er det sandheden, der kommer på bordet, eller blot et postulat om, at verden består af sandhed og løgn - og ikke så meget andet.

Moderne Tider
19. september 2008

I onsdags fortalte 24-årige Dan Hansen alt. Om han har haft en homoerotisk oplevelse, om han ryger hash jævnligt, om hans 25-årige kæreste Ada er den kæreste, han har haft bedst sex med, om han i stedet har tænkt på sin ekskæreste og om han muligvis er far til det barn, hans netdate fik for nogle år siden.

Dan Hansen åbnede onsdag for Sandhedens Time, et program, der i løbet af foråret blev en seersucces med 500.000 seere i Sverige og før blev det mest sete program i USA i 2008 med 23 millioner seere. For vi vil gerne vide alt. Vi vil vide, om Dan Hansen virkelig er den pæne dreng og pligtopfyldende soldat, han ser ud til at være.

Endnu har Sandhedens Time ikke nået at få ubehagelige konsekvenser i Danmark. Kæresten Ada, som sad på første række, da Dan Hansen svarede, skulle ifølge B.T. godt nok lige sunde sig bagefter. Men ikke som i Sverige, hvor folk har indrømmet, at de er kørt fra biluheld, de selv har været skyld i, at de har stjålet fra arbejdet, at de har snydt forsikringsselskabet og kaster op efter at de har spist. For den 26-årige svensker Linus Åkerman betød programmet eksempelvis afslutningen på parforholdet efter at han havde bedyret sin utroskab mod kæresten Sofia, der brød grædende sammen på skærmen.

"Man kan ikke undgå selv at tænke: Hvad ville jeg have svaret på det her spørgsmål. Man bliver konfronteret med sin egen moral. Man bliver grebet af det, dels fordi man tænker på, hvordan man selv havde svaret, dels sidder man jo også og dømmer personen, der sidder i stolen," siger Lars Hjortshøj, der som vært trækker deltagerne igennem de 21 pinlige spørgsmål, der kan ende med, at deltageren vinder en halv million. Hvis vedkommende svarer sandt.

Godt det ikke var mig

Inden deltageren sætter sig i den varme stol hos Hjortshøj med familie og venner, kæreste eller ægtefælle på første række har vedkommende nemlig været igennem 50 spørgsmål og en løgndetektor. Deltageren kender altså spørgsmålene, men hverken hvilke 21 spørgsmål, der bliver valgt til programmet eller løgndetektorens svar.

"Det er den helt almindelige fæle nysgerrighed, der ligger i os alle sammen. Man vil gerne forarges. Du ser et andet menneske på skærmen, og i løbet af de første 30 sekunder har du dannet dig et billede af, hvem personen er. Tror du. Men der er noget under den der hverdag, der er langt mere farlig og mærkelig og grotesk og underlig end overfladen viser. Det er fascinationen," siger Eric Engesgaard, producent bag Sandhedens Time fra Metronome Productions.

Og så er der det pinlige, det tåkrummende, når man ser på, hvordan folk udleverer og udstiller sig selv, og man selv befinder sig på tryg afstand, mener Anne Jerslev, der har forsket i reality-show og er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

"Men Sandhedens Time går helt ind i vores krop i kraft af løgndetektoren. På den måde gælder det i endnu højere grad end i andre reality-shows om at komme ind bag facaden."

Programmet gør det, som tredje og fjerde generations Big Brother og Robinson ikke længere kan. Her har deltagerne nemlig efterhånden lært, hvordan de skal agere på skærmen. Det kan de ikke i Sandhedens Time.

"Og det er det, der er fascinationen. Det lover entydighed, det lover sandhed, det lover et indblik i det nøgne, ikke-medierede menneske. Det udstiller, hvordan et menneske opfører sig. Lige som andre reality-programmer tilbyder det en lektion i opførsel, i hvordan vi gebærder os i verden, hvordan vi skal være sociale væsner, hvordan vi træffer de rigtige beslutninger, som vi enten kan tage ved lære af eller tage afstand fra - eller måske i al hemmelighed tænke: 'godt det ikke var mig der blev afsløret dengang jeg var min kone utro'," siger Anne Jerslev.

Men også: bare det var mig, mener producenten bag Sandhedens Time, Eric Engesgaard fra Metronome Productions. 87,1 procent af den svenske formiddagsavis Aftonbladets læsere kunne godt nok aldrig drømme om at deltage i programmet. Men interessen for at være med i det danske program har været overvældende.

"Senest vi talte, nåede vi op på 1.100 ansøgere til programmet. Det er lang tid siden, vi har haft så mange," siger Eric Engesgaard, der fortæller, at der er en overvægt af unge i starten af 20'erne og kvinder blandt ansøgerne. Men grundene til, at de vil være med, er mange. Der er dem, der vil vinde pengene. Der er dem, der vil teste sig selv: 'hvor langt tør jeg gå, hvor spændende er jeg?'. Og dem, der gerne vil oute sig selv og fortælle, at 'ja, jeg er nok biseksuel'. Og så er der dem, der har været uberettiget anklaget for noget i vennekredsen, forklarer Engesgaard og definerer den perfekte deltager: Et helt almindeligt menneske, grænsende til det kedelige, men som viser sig at gemme på noget interessant. En der har en hemmelighed.

"Dem der fortæller hvad som helst for en halv million har ikke noget på spil. Det er vigtigt, at man har en fornemmelse af moral," siger han.

Sandt og falsk

Men netop moral blev omdrejningspunktet for diskussionen om Sandhedens Time i Sverige. 80 procent af 10.000 adspurgte Aftonbladet-læsere mente eksempelvis, at programmet var ydmygende. "Synes det er for dårligt. Det handler om at gøre folk kede af det, krænke folk, at blotte sine syge sider for at gøre nogen ondt," skrev signaturen Decrypter på avisens hjemmeside. "Jeg har en pude foran øjnene, fordi jeg skammer mig," skriver StealGranny. Men Lars Hjortshøj kan ikke se det umoralske i programmet.

"Især fordi der er gjort enormt meget for at klæde deltagerne på til det, de går ind til. Præmissen er enkel, og deltagerne kender spørgsmålene på forhånd, så det er ikke noget, der kommer bag på dem. Jeg synes faktisk, det er et meget ærligt program. Jeg sidder ikke og har en skjult dagsorden undervejs."

Eric Engesgaard har da heller aldrig tidligere været med i en produktion, hvor man har diskuteret etik og moral på daglig basis.

"Vi bliver nødt til hele tiden at forholde os til, hvor grænsen går. Hvornår går vi for langt, hvor tror vi seernes grænse går, hvor går grænsen mellem underholdning og ubehag. Vi researcher ekstremt meget på deltageren, vi spørger venner, familie, ekskærester, kærester, arbejdskolleger og gamle håndboldlærere. Da dukker der også ting op, som er dybt ubehagelige, og det kommer ikke med i programmet," siger han og understreger, at deltagerne ved, hvad de går ind til. Ligesom hvis de stillede op i TV-Avisen.

Men der er et andet problem med Sandhedens Time, mener Anne Jerslev. Det forsimpler virkeligheden, hvor reality normalt giver et refleksionsrum i forhold til moderne adfærd, hvad enten det handler om, hvilken farve vores sofa skal have eller hvordan vi skal opføre os i forhold til vores børn.

"Sandhedens Time postulerer, at der kun eksisterer to versioner af virkeligheden; nemlig at der er løgn, og der er sandhed. Men sådan er virkeligheden ikke. Det forenkler virkeligheden, men netop derfor har det også lettere ved at fremkalde store følelser. For eksempel, når kæresten får at vide, at han har tænkt på en anden, mens han har haft sex med hende."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg forstår ganske enkelt dette program.

Folk er utro i Danmark, folk boller udenom, og ryger hash, ligesom folk altså nogen gange tænker på andre mens de har sex. Og det ville underligt om Dan havde haft den bedste sex med sin nuværende kæreste og har alle mænd (og kvinder?) ikke haft en homoerotisk oplevelse - i hvert fald som 15-16 årige eller deromkring? Det er altså en naturlig del af unge menneskers seksuelle udvikling som nu åbenbart skal lægges for, nej ikke had, snarere udsættes for mistænksomhed.

Åbenbart synes folk at det interessant at se på 'ægthed'. Men hvad er 'ægthed' i dag? og er vi ikke alle sammen i en eller forstand medierede forstået på den måde, at især unge mennesker i
20erne er på Facebook, på LinkIn, på Youtube, Myspace, Second Life mm.

Og helt ærligt:
Er det særlig interessant at Dan har haft en homoseksuel oplevelse, at han ryger hash jævnligt, eller at han måske er far til sin netdates barn?

Hvis meningen er at det skal være forargende . tjah - så tror jeg faktisk ikke det virker i Danmark.
Præcis som et vist ugeblad der forsøgte at oute politikere som homoseksuelle eller et vist tv-program på Kanal 4, som forsøgte at gå Ricki Lake i bedene ved at udstille folks seksualliv mv. Det måtte lukke efter 1 eller 2 sæsoner - ganske enkelt fordi folk ikke gad se det længere.

Når man i Danmark kan læse Joan Ørtings saftige svar i EBs sesbrevkasse og når man i Danmark kan læse om sex mv. i BT's 'kun for kvinder' sektion, ja så spår jeg altså ikke programmet mange chancer for at overleve mere end en enkelt eller to sæsoner.

USA og Sverige er altså anderledes samfund end det danske. Selvom svenskerne ikke vil være det, er de altså mere puritanske end danskerne er; det samme gør sig gældende for folk i USA.

Sex mv. er stadig taboo i USA - så selvfølgelig bliver folk chokerede hvis folk i et sådant program indrømmer at 'ja, jeg har tænkt på X, mens jeg havde sex med Y' eller om jeg nogensinde har haft sex før ægteskabet.

Hele programmets præmis er desuden båret af den småborgerlige puritanismes moralske ånd, som jo tilsiger mennesket, at det kun må have sex med partner, tænke på sin partner under sex, og i det hele taget kun tænde på sin partner - og ikke have seksuel lyst til andre end partneren, kæresten, konen eller manden.

Og hvad vedkommer det os andre at folk er biseksuelle??

Lennart Kampmann

integritet.

Hvis man selv vil bestemme hvad folk skal tro og mene om en, så sørger man for at være helt afklaret inden man stiller op til eksponeringsshow.

Hvis man stiller op, vil man opdage at penge ikke er ligeså meget værd, som en dejlig kæreste.

Alt skal ikke frem, og man skal selv trække grænsen for hvad man vil tillade kommer frem.

Det eneste efterladte spørgsmål er; Hvad skal næste ekstreme show handle om?

med venlig hilsen
Lennart

"Sandhedens Time postulerer, at der kun eksisterer to versioner af virkeligheden; nemlig at der er løgn, og der er sandhed. Men sådan er virkeligheden ikke. Det forenkler virkeligheden, men netop derfor har det også lettere ved at fremkalde store følelser. For eksempel, når kæresten får at vide, at han har tænkt på en anden, mens han har haft sex med hende."

Ja netop, det beklemmende ved de her programmer et at der er et underliggende postulat om, at når folk fortæller alle deres mere eller mindre slibrige hemmeligheder, så får vi "sandheden" om den person. "Sandheden" forventes jo som bekendt, at sætte fok fri, men i sådant et program har man mere på fornemmelsen af, at det drejer sig om, at få et eller andet på hinanden, så man gensidigt kan holde hinanden nede. Istedet for en sandhedssøgen virker det dybest set mere´som udtryk for en jantelovsmentalitet, hvor ingen skal gå rundt og tro de er bedre end andre.

Søren Kristensen

Lennart Kampmann spørger: hvad skal det næste ekstreme show skal handle om?

Interessant spørgsmål.

Det kunne være et show som faktisk flytter folk og ikke bare afslører nogle sider af menneskelivet som vi godt ved er der, og som et eller andet sted er ret trivielle.

F.eks. hvor langt vil Fatima gå? Hun vil ikke smide tørklædet for åben skærm for 5.000 kr. Men for 500.000? Det er jo bare et stykke stof og tv er som bekendt bare tv.