Hvem slog hipsteren ihjel?

Hipsteren er rebellen, der møblerer med Ikea og genopfinder sig selv ved konstant at suge næring ud af alle de andre ungsdomkulturer. Alle vil være som ham, men tempoet i det kulturelle stofskifte er så højt, at hipsterens træk på få sekunder bliver optaget af mainstreamkulturen, gjort til forbrugsvare og tilbudt den almindelige forbruger. Han er livsnerven i det kommercielle system, han prøver at slå ihjel
19. september 2008

Noget er helt galt. Det mærker jeg allerede, da jeg står ud af Metroen på Ørestad Station og kan se køen ned til festen. Klima Beat, står der på nogle minimalistiske plakater ned mod en stor betoncykelkælder, og nedgangen lyser kemogrønt, mens en bas bliver kastet rundt mellem betonen. Festen har ikke været annonceret i dagspressen, men små flyers og email-invitationer har floreret på nettet, og på aftenens forskellige DJ's MySpacesider har man kunnet læse, at det her er the shit denne lørdag aften. Djuna Barnes, Lulu Rouge og den gamle MTV-vært Thomas Madvig er blandt de pladevendende, og det er navne, der plejer at kunne drive de københavnere, der er længst fremme i gummiskoene ind i stroboskoplyset. Det er dem, jeg er på jagt efter. Hipsterne, og det her bør være et af de hippeste sted i byen i aften. Smarte DJ's, 'noget med' klima, 'noget med' Ørestaden og 'noget med' beton' og 'undergrund'. Men nu, hvor jeg står her, står altså klart, at noget er galt. Det er ikke hipt.

Køen ned til festen er ikke en kø. Den viser sig at være skoleelever, der en efter en bliver afvist i døren for ikke at være over 18, og inden for er der gabende tomt. Et par lysinstallationer styres fra en mikserpult med ikke færre end syv bærbare MacBooks1) af en håndfuld lidt uengagerede knægte, der tilsyneladende sidder og tjekker mail.

"Vil du være CO2-borger?" råber en fyr gennem støjen. Han har en truckerkastet på hovedet og et stort afghanertørklæde2) viklet om halsen. I baren sælger de hjemmelavede økokager og økologisk Thy Pilsner, og på dansegulvet står tre piger og jokker lidt frem og tilbage til en af Københavns mest feterede DJ's. Rundt omkring ligger der tomme camouflage-farvede Fatboy-sækkestole og ved indgangen står fem drenge og spiller bordtennis. 'Rundt om bordet' hedder det spil vidst.

Da jeg et par dage efter spørger dokumentarist, forfatter og Danmarks uudnævnte professor i sub- og club-kultur Morten Vammen, om hvad der var galt med den fest, kommer svaret prompte.

"Der er alt for mange forbudte koder i den fest," siger han

"Alene ideen om at annoncere en fest på MySpace er håbløs. Hele setuppet er simpelthen for konstrueret - det kan enhver, der ved, hvem de er, gennemskue."

Cykler og grunge

Hipsterkulturen er det mest dominerende forsøg på en modkultur, vores samfund har haft, efter punk blev plastificeret, hiphop hængt på bøjle, og Kurt Cobain skød hovedet af grungen. Kritikere kalder det en snyltende og overfladisk kultur, der har svært ved at formulere andet end ironiske svar til samfundet. Men hipsterkulturen har det middel mod kommercialiseringen af subkulturer, som ingen anden subkultur har kunnet mønstre: Forbrug. Et utilregneligt, afsindigt og uhæmmet forbrug.

Hipsterkulturen er den første subkultur, der er født i en ultrakommercialiseret virkelighed, og hipsteren er først og fremmest en forbrugergruppe. De bruger deres penge på at signalere individualitet og autenticitet, men i det øjeblik en trend, et band, en kunstretning, en lyd eller en stil får for meget opmærksomhed, dør det omgående. Individualiteten forsvinder, og forbruget bliver kanaliseret et andet sted hen som modsvar. Det handler om at være independent 3).

Kulturen er løst bundet sammen af en række skiftende tøjmærker, butikker som Colette i Paris 4) og Wood Wood i København 5), street kultur, snapshotfotografi 6) og magasiner som det anarkistiske verdensomspændende Vice Magazine 7). En samplingskultur, der bryder sig om kunst og kunstfester, lo-fi kameraer, skinnyjeans 8), gamacher, genbrugstøj og neonfarvede briller uden styrke. De har en stærk holdning til alle typer musik og finder et æstetisk tilhørsforhold i alt lige fra cykler 9) og bydele til dørhåndtag og dagligvarer. De har lært at simulere rebel med den ene hånd, imens de møblerer en lejlighed med IKEA-møbler med den anden, og så er de eksperter i at skralde tidligere modkulturer som beat, hippie, hiphop, punk og grunge. De ernærer sig ligeså heftigt gennem det åbenlyst u-smarte og elsker at simulere white trash og narkohærg samtidig med, at de ukritisk suger næringen ud af alle mulige subkulturer som country, rockabilly og bikerlivstil. Og så er hipsteren kulturbærende. Og det er der penge i - derfor elsker ejendomsmæglere, tøjfabrikanter, gallerister, pladeselskaber og storkapitalen hipstere.

Det samlede ståsted for hipsterkulturen er så svag, at nogen ligefrem tvivler på kulturens eksistens, men et særligt samlende træk for hipsteren er dog undvigelsen fra reklamerne og de store firmaer. Problemet er bare, at det træk har den kommercielle verden regnet ud for længst, så hipsteren er dømt til konstant at skulle genopfinde sig selv for at bevare illusionen om, at han er fri.

"Hipsterne indgår i æstetiske smagsfællesskaber, og det er det, der forbinder dem mere end noget faktisk indhold eller budskab," forklarer cand.scient.soc Morten Meldgaard, der skrev speciale om livsstilsbaseret forbrugskultur og i dag er ansat af en de mest kendte modebutikker i København.

"Det er en art fluktive stammer - eller neotribes - som teoretikere kalder dem. De har de samme identitetsskabende elementer, som kendetegner stammer, men de har ikke nogen fast rod. Man har ingen pligt til at blive i den identitet, der bliver bygget op, men det betyder ikke, at identiteten er svag, når du er i den," slår Morten Meldgaard fast.

"Lægger du din identitet i noget, der minder om punken, kan den være afsindig stærk den ene dag, men når du ugen efter hævder din identitet gennem hip-hop-kulturen er den ligeså stærk."

Hipsteren er tvunget ind i flygtigheden for at undgå mainstreamen, forklarer Morten Meldgaard. Det anerkender man i kulturen, og derfor er det også helt legitimt at være illoyal og glat. Det er nærmest et hædersmærke inden for denne neo-tribe.

"Men der er en indbygget selvmodsigelse: Det vigtigste er at være hip. Det handler ikke om at mene, det du udtrykker, men om at udtrykke det rigtige. Til gengæld betyder autenticiteten utroligt meget i det øjeblik, du bekender dig til en kultur. Derfor søger man altid en pondus inden for den stamme, man tilhører - så man dykker ned i den kultur på den mest nørdede facon og dyrker en helt specifik subkultur ud i det bizarre. Men i det øjeblik den autenticitet bliver angrebet af mainstreamen, og det går op for folk, at alle andre også dyrker det her, må de hippeste medlemmer af stammen hurtigt videre."

De store internationale firmaer forsøger at imødekomme denne frihedstrang ved selv at postulere uafhængighed. Som når Sony kaster milliarder efter viral markedsføring 10) på YouTube, eller som når denne måneds udgave af Vice-magazine udkommer med et reklametillæg af Nike, der ikke er lavet af et reklamebureau, men af kunstnere, fordi skogiganten har givet en række undergrundskunstnere "frie hænder til at fortolke Nikes klassiske produkter, som de ser dem," hedder det i tillægget.

"Det er en såkaldt Co-Lab, hvor Nike forsøger at brande sig selv ved hjælp af uafhængige undergrundsmærker, designere og kunstnere, selv om de jo er et milliondollar-firma - det har særligt Nike været afsindig dygtige til," siger Morten Melgaard.

"Og det virker. For en stund."

Blanks og sneaks

Ingen i hipsterkulturens elite vil tage hipsterprædikatet på sig. I de luftlag ved man, at det tegn er lig med den visse død. Det er ikke hipt at være hip. Så meget desto sværere er det at finde en person eller bare en fest eller et miljø, der kunne inkarnere en avantgarden i kulturen, som ikke er korrumperet og gennem kommercialiseret. Endnu sværere er det, at få dem til at medvirke i en artikel. Dukket af oplevelsen i Ørestaden og en række lignende episoder fandt jeg dog endelig via en række uafhængige tips 'Mads', og han minder om noget af det jeg ledte efter. Han er naturligvis anonymiseret for at undgå coolhunters og storkapitalen, men jeg kan fortælle, at han læser på kunstakademiets tredje år (video, lærred, skulptur) er 24 år og bor på Nørrebro, men er fra provinsen. Han køber sit tøj i den aldeles utrendy buksebutik Frøkjærs og andre dele af sit tøj i Bilka og hos genbrugsforretningen11), fordi han er træt af moden - og i øvrigt har han ingen penge. Han går med blank-T-shirts12), men sine sko vægter han højt.

"Sneaks arbejder jeg en del i. Dem kan man ikke få for mange af," forklarer han.

Men Mads afviser naturligvis pure selv at være en hipster, men indrømmer at noget omkring ham er i gære.

"Det er tydeligvis blevet sådan ret hipt at være kunstner, men jeg håber ved gud snart det holder op, for det er simpelthen for forvirrende. Det handler hele tiden om at orienterer sig mod det smarte, og det går så sindssygt stærkt," siger han.

"Lige pludselig taler alle om det samme, og nu er det 'ham' eller 'ham' der er det fede. Men i løbet af ingen tid, er det helt ude igen - og så har vi glemt ham igen. Der er signaler i alting - dit tøj, det sted du er, hvilken musik du hører, det du skaber, og det du ikke skaber - og det er enormt forvirrende at orientere sig i. Det kan ikke lade sig gøre at stå af ræset, for i det øjeblik, du ikke vil udsende signaler, bliver du nødt til at gå op i det, og så er det også et klart signal. Men jeg forsøger ikke at lægge for meget i det," siger Mads.

Semiotisk dans

Svend Brinkmann er phd. fra Psykologisk Institut i Århus og forfatter til bogen Identitet - Udfordringer i forbrugersamfundet, der udkom denne sommer. Han beskriver kulturen som en slags kunstig virkelighed, der er skabt af tegn, der kun henviser til hinanden.

"Det er tegn, der kun henviser til andre tegn og derfor aldrig hæfter sig på virkeligheden. Som en slags semiotisk dans," siger Svend Brinkmann.

"Den virkelighed, man forsøger at agere i - og adskille sig fra andre i - er en fuldkommen konstrueret virkelighed. Men samtidig er det utroligt vigtigt, for de mennesker, der agerer inden for dette felt, hvordan de aflæser den her virkelighed," fortæller Svend Brinkmann og kalder det en naturlig konsekvens for en kultur, der fra fødslen er omfavnet af reklame.

"Kulturer skabt i den her ultrakommercialiserede verden er allerede fra fødslen skabt til at mislykkes i den reklamevirkelighed, der lynhurtig indoptager de nye tendenser. Det er sådan kulturer skabes i de her år. Det hele er smeltet sammen. Vi har accepteret, at kulturen opstår gennem det kommercielle, og at man derfor skaber sig en identitet gennem forbrug."

Selv om hipsterkulturen er skabt som modstand mod forbrug, er tempoet i det kulturelle stofskifte altså så højt, at det på få dage bliver optaget af mainstreamkulturen - gjort til en forbrugsvare og tilbudt den almene forbruger.

"Den almene forbruger vil naturligvis gerne identificere sig med det, der er hipt og cool, men i det øjeblik, han gør det, dør modkulturen, og hipsteren bliver nødt til at finde et andet sted hen," siger Svend Brinkmann.

Lo-fi-kameraerne til de smarte kunstfester kommer på den måde til at virke som små dødbringende pile. I det øjeblik du bliver skudt med et Polaroidkamera og smidt ud på en eller anden blog, bliver det opfanget af det etablerede og gjort til mainstream. Bang du er død.

Denne evige jagt efter individualiteten har gjort hipsterkulturen selvdestruktiv, fortæller forfatter og dokumentarist Morten Vammen. For ham at se har hipsterkulturen aldrig levet som andet end en parodi på sig selv og aldrig fungeret som en reel modkultur.

"Hipsterkulturen er så meget forbi," begynder Morten Vammen og sender en salve af sted mod æstetikerne.

"Det er en kultur, der dør i det øjeblik, den bliver mainstream, og derfor er den stendød i sin jagt på det nye. Informationshastigheden er så absurd hurtig, at kloningerne foregår med lynets hast. H&M har hurtigere kopier ude, end designerne har deres ting ude i originaler. Du kan ikke have noget for dig selv i to minutter, før der er en, der blogger det, og så er der en eller anden coolhunter, der fanger det og udvander det. Over hele verden kan du finde Vice-læsere, der er fuldkommen identiske, med en smadret Ramones T-shirt og Cheap Monday-bukser. Tag ud på Østerbro, der går børnene i Joy Division-t-shirts, og de ældre har købt en Commes de Garcons T-shirt i Colette i Paris og ligner nogen fra den kreative branche, selv om de er studerende på CBS. Og i mellemtiden er Cheap Monday solgt til H&M for 400 millioner. Det er ikke en skid andet end leg med identiteter - det man i 70'erne kaldte attituderelativister. Identitets-fastelavn."

Basalt set handler det for hipsteren om at lave symbolske løsninger gennem forbrug på "sit røvsyge liv", mener Morten Vammen, og hipsterkulturen har intet med en modkultur at gøre.

"Det er jo ikke et alternativ til noget som helst. Det eneste, jeg kan se er, at det bekræfter samfundet. Der er ikke noget reel aktivisme i hipsterkulturen overhovedet - kun forbrug og misbrug. Det bedste, jeg kan sige om det, er, at det trods alt afsøger andet end mainstream, men funktionerne er de samme som valium. Det er et ræs at være så hip, at man hele tiden undgår mainstream, og det er det, der danner baggrund for hele hipsterillusionen: 'Jeg er bedre end dig, fordi jeg gik med det jakkesæt, du går i, for en uge siden. Jeg er færdig med det der'," siger Morten Vammen og erklærer på den præmis subkulturerne for døde.

"Subkulturer døde med internettet. Jeg var punk i 1980, dengang var der ingen, der viste, hvad det var, så vi kunne fordybe os i det. Det var en temporær autonom zone, hvor man havde et frirum til at lave, hvad der passede en uden for markedet. Den gang havde tøj og musik en energi. Men nu er tøj og musik en udkneppet luder. Du kan stå midt i Aalborg med et nittearmbånd om hovedet, og folk er helt ligeglade - det er bare fashion. Der er så mange projekter, der starter med at pressebillederne styles, før værket er lavet - og det er oftest en pastiche."

Kødbyen er ude

Mads giver heller ikke meget for hipsterkulturens nasseri på andres bedrifter. Han mener, den har smittet hele kunstscenen med 'Smartenheimer-syge', hvor 'folk interesserer sig mere for, hvem det er, der laver tingene, end hvad de laver." Som da Charlottenborgs traditionsrige forårsudstilling pludselig skulle kurateres af den ultra populære egyptiske New Yorker-designer Karim Rashid, og en stor håndfuld af Danmarks kendte tv-ansigter, der ikke normalt forbindes med kunst, stod og drak champagne ved ferniseringen. Mads forlod festen to minutter efter, han var kommet.

"Det var det samme med kunstkvadrinalen U-turn, der kører for tiden. Det er lidt smarte og kendte mennesker, og så er den skid slået. Jeg synes, det gør kunsten og miljøet omkring kunsten dødssyg," siger Mads og giver Karrierebaren i Kødbyen som et eksempel på et godt initiativ, der er ødelagt af hipsterkulturen.

"Karrieren er et sted, der var smart og nyt og derfor løb alle de 'fede' folk i den retning, da den åbnede. Et par måneder efter åbnede en bar lige over for, og så var det, der alle de smarte kom. Det sted holdt så præci ind til, der kom noget endnu nyere og endnu smartere. Sådan fungere logikken," forklarer han.

"Når vi tager til fester, har alle deres venneflok med i deres mobiltelefon, så vi kan ikke være et sted ad gangen. Vi skal hele tiden videre til et nyt sted. Så står vi på Vesterbro, og så er der pludselig en fest i Sydhavnen, der er endnu smartere, fordi den er endnu mere undergrundsagtig. Det er sindssygt stressende."

En del af systemet

Ulrik Nørgaard er en såkaldt coolhunter for trendspotterbureauet PEJ-Group og i øvrigt skribent for modemagasinet Cover. Som navnet antyder lever han af at se de nye tendenser og kulturer, men han er enig med Morten Vammen i, at subkulturernes tid er forbi.

"Det går så ufatteligt stærkt i øjeblikket. I gamle dage var der reelt noget, der hed en subkultur, men det er der simpelthen ikke længere, fordi trends bliver opsnappet så hurtigt af reklamerne. Det kan selv hipsteren ikke sætte et værn op mod," siger Ulrik Nørgaard og påpeger skæbnens ironi for hipsterkulturen:

"Fakta er, at hipsteren opfatter sig selv som undergrund, selv om de i virkeligheden er en del af systemet, og det ondskabsfulde er, at de, der har allermest behov for at slippe hysteriet er de, der danner hele grundlaget for systemet, fordi de hele tiden innoverer og driver det videre. De ser sig selv uden for systemet, men sådan nogen som mig holder dem hele tiden inde."

Ulrik Nørgaard betragter dog ikke dette indbyrdes forhold som noget negativt. Tværtimod ser han det som et slags kreativt samarbejde.

"Jeg er jo også med til at give dem et spark i røven. Der er jo en kæmpe innovation i det her miljø - hele tiden - fordi folk arbejder på højtryk for at undslippe det kommercielle, og det er også der jeg leder, når jeg kigger efter de nye trends. Jeg ser meget efter folk, der er anderledes og opfatter sig selv som anderledes. Nogen der skiller sig ud fra alting. Det er der, det mest interessante foregår."

1) Apple MacBook. Computermærket som blev pseudonymt med den kreative klasse. Musikere, designere, kunstnere, journalister, filminstruktører og ja, hipstere og skatere, bliver som regel set i selskab med det lysende æble på bagsiden af den bærbare. Hvis ikke, har de sikkert en iPhone eller en iPod med sig i stedet. Apple har med kløgt og lækkert design fået et images af selvstændighed og uafhængighed, selv om det reelt er et af verdens stærkeste brands.

2) Afghanertørklæde: Et halstørklæde, der har haft mange koder gennem sin levetid. Vel oprindelig båret i Danmark i sympati med palæstinenserne, men senere overtaget af de autonome, fik derfra en uafhængighedskode og gik til hipsteren. I dag sidder det om halsen på enhver gymnasieelev.

3) Independent. Uafhængighed betyder alt for hipsteren, så alt hvad der er 'independent' er forbundet med noget positivt. Indie-rock, independent film, independent line etc.

4) Colette: Butik placeret i det centrale Paris, med kunst, dukker, parfume, mode, gadgets, film og musik i tre etager. De udgiver jævnligt compilation-albums med tidens hotteste MC's og musikere og sælger dvd-boxsæt med Knigth Rider tv-serien side om side med polske undergrundsfilm. De er eneforhandler på en særlig Mentos-pastil med colasmag, udstiller undergrundskunstnere fra hele Europa og har en afsindig velassorteret afdeling for sportssko. Butikken er stilet og smart, og dine indkøb foregår med afsindig højt loungemusik.

5) Wood Wood: To butikker i Krystalgade i København og en enkelt filial i Berlin. Med Colette som forbillede, selv om de er en anelse mere street smart. Forhandler dyre eksklusive tøjmærker som Commes de Garcon, men kan også godt sælge Fjeldräven-tasker, som de fleste gymnasielærer kender. Sælger desuden kunstbøger om street art og de såkaldte Toys. Butikken Storm på Bremerholmen i indre København fungerer efter samme koncept, selv om de forsøger at være mere eksklusive.

6) Snapshot-fotografi. Fotokunst og fotografi har betydet en del for hipsterne. Dels den uendelige, strøm de selv tager til festerne med Polaroid eller det ubrugelige russiske lo-fi kamera Lomo, men også med kunstbøger af fotografer som britiske Richard Billingham, Terry Richardson og Martin Parr. Stilen ses adopteret i reklamefotografiet hos de store selskaber, der i øvrigt ofte hyrer lo-fi-fotografer til deres nye lanceringer.

7) Vicemagazine: Reklamefinansieret magasin startet af den selvhærgende alkoholiserede überhipster Gavin McInnes i Montreal i Canada. Er siden blevet en hipsterbibel nummer et med de tilbagevendende Do's & Don'ts og den smadrede grænseoverskridende anarkistiske street-attitude. Magasinet er i dag verdensomspændende og har blandt andet en redaktion i Skandinavien. McInnes er naturligvis rykket videre for længst og dyrker hjemmesiden www.streetbonersandtvcarnage.com.

8) Skinny Jeans: Ultra tætsiddende jeans til meget tynde ben, der blev populærere i indie-rockmiljøet i starten af 00'erne, med selvudslettende rock'n rollere som den narkomisbrugende Pete Dohety eller Kaiser Chiefs. På den måde kan du ligne en narkoman uden at have drukket andet end Bacardi Breezer. Pioneren inden for moden hedder Cheap Monday og er et svensk (forhenværende) undergrunds-skinny-jeans-mærke, der lige er solgt til H&M for 400 mio.

9) Fixed gear-bike: Det engelske ord for gammeldags racercykel med ultra tynde dæk. En type lavteknologisk transportmiddel, der står godt til tunge metalbriller og 80'er t-shirts

10) Viral markedsføring. Udnytter sociale netværk til at sprede budskaber. Ideen er at skabe en trend eller happening via nettet eller fra gadeplan via klistermærker eller graffiti. Et af de bedst kendte tiltag herhjemme er det verdensomspændende surfmærke Quicksilvers youtubevideo af surfere, der smider dynamit i søerne og surfer på trykbølgen. Videoen er kun blevet vist på nettet. Det er også i den gren af reklamen vi finder Co-Labs: Store firmaer, der slår sig sammen med undergrunden. For eksempel har fodboldklubben St. Pauli fra Hamburg, der er kendt for at tiltrække autonome fans, lige indgået et samarbejde med Nike om en specialgummisko.

11) Genbrugsforretningen (Thrith-shop): Et omdrejningspunkt for en hver hipster, der gerne vel have sin egen stil. I dag findes der dog genbrugsforretninger, der er ligeså dyre og smarte som almindelige butikker. Den verdensomspændende butikskæde Urban Outfitters satte hele dette thrith-shop-interiør-independent-kunst-butik på dåse og har med mere end 140 butikker og en omsætning på mere end 7 milliarder om året sat hipsterens mulighed for at skille sig ud på en prøve

12) Blank T-shirts. T-shirts har betydet meget for hipsterkulturen. Firmalogoer, forvrængede firmalogoer, slogans, kunst og tryk i alle mulige bizarre afarter er en bærende æstetik. Blanks betyder så bare, at der ikke står noget på.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

1) Apple MacBook. Computermærket som blev pseudonymt med den kreative klasse. Musikere, designere, kunstnere, journalister, filminstruktører og ja, hipstere og skatere, bliver som regel set i selskab med det lysende æble på bagsiden af den bærbare. Hvis ikke, har de sikkert en iPhone eller en iPod med sig i stedet. Apple har med kløgt og lækkert design fået et images af selvstændighed og uafhængighed, selv om det reelt er et af verdens stærkeste brands.

2) Afghanertørklæde: Et halstørklæde, der har haft mange koder gennem sin levetid. Vel oprindelig båret i Danmark i sympati med palæstinenserne, men senere overtaget af de autonome, fik derfra en uafhængighedskode og gik til hipsteren. I dag sidder det om halsen på enhver gymnasieelev.

3) Independent. Uafhængighed betyder alt for hipsteren, så alt hvad der er 'independent' er forbundet med noget positivt. Indie-rock, independent film, independent line etc.

4) Colette: Butik placeret i det centrale Paris, med kunst, dukker, parfume, mode, gadgets, film og musik i tre etager. De udgiver jævnligt compilation-albums med tidens hotteste MC's og musikere og sælger dvd-boxsæt med Knigth Rider tv-serien side om side med polske undergrundsfilm. De er eneforhandler på en særlig Mentos-pastil med colasmag, udstiller undergrundskunstnere fra hele Europa og har en afsindig velassorteret afdeling for sportssko. Butikken er stilet og smart, og dine indkøb foregår med afsindig højt loungemusik.

5) Wood Wood: To butikker i Krystalgade i København og en enkelt filial i Berlin. Med Colette som forbillede, selv om de er en anelse mere street smart. Forhandler dyre eksklusive tøjmærker som Commes de Garcon, men kan også godt sælge Fjeldräven-tasker, som de fleste gymnasielærer kender. Sælger desuden kunstbøger om street art og de såkaldte Toys. Butikken Storm på Bremerholmen i indre København fungerer efter samme koncept, selv om de forsøger at være mere eksklusive.

6) Snapshot-fotografi. Fotokunst og fotografi har betydet en del for hipsterne. Dels den uendelige, strøm de selv tager til festerne med Polaroid eller det ubrugelige russiske lo-fi kamera Lomo, men også med kunstbøger af fotografer som britiske Richard Billingham, Terry Richardson og Martin Parr. Stilen ses adopteret i reklamefotografiet hos de store selskaber, der i øvrigt ofte hyrer lo-fi-fotografer til deres nye lanceringer.

7) Vicemagazine: Reklamefinansieret magasin startet af den selvhærgende alkoholiserede überhipster Gavin McInnes i Montreal i Canada. Er siden blevet en hipsterbibel nummer et med de tilbagevendende Do's & Don'ts og den smadrede grænseoverskridende anarkistiske street-attitude. Magasinet er i dag verdensomspændende og har blandt andet en redaktion i Skandinavien. McInnes er naturligvis rykket videre for længst og dyrker hjemmesiden www.streetbonersandtvcarnage.com.

8) Skinny Jeans: Ultra tætsiddende jeans til meget tynde ben, der blev populærere i indie-rockmiljøet i starten af 00'erne, med selvudslettende rock'n rollere som den narkomisbrugende Pete Dohety eller Kaiser Chiefs. På den måde kan du ligne en narkoman uden at have drukket andet end Bacardi Breezer. Pioneren inden for moden hedder Cheap Monday og er et svensk (forhenværende) undergrunds-skinny-jeans-mærke, der lige er solgt til H&M for 400 mio.

9) Fixed gear-bike: Det engelske ord for en racercykel med banenav - ofte uden bremser. En type lavteknologisk transportmiddel, der står godt til tunge metalbriller og 80'er t-shirts

10) Viral markedsføring. Udnytter sociale netværk til at sprede budskaber. Ideen er at skabe en trend eller happening via nettet eller fra gadeplan via klistermærker eller graffiti. Et af de bedst kendte tiltag herhjemme er det verdensomspændende surfmærke Quicksilvers youtubevideo af surfere, der smider dynamit i søerne og surfer på trykbølgen. Videoen er kun blevet vist på nettet. Det er også i den gren af reklamen vi finder Co-Labs: Store firmaer, der slår sig sammen med undergrunden. For eksempel har fodboldklubben St. Pauli fra Hamburg, der er kendt for at tiltrække autonome fans, lige indgået et samarbejde med Nike om en specialgummisko.

11) Genbrugsforretningen (Thrith-shop): Et omdrejningspunkt for en hver hipster, der gerne vel have sin egen stil. I dag findes der dog genbrugsforretninger, der er ligeså dyre og smarte som almindelige butikker. Den verdensomspændende butikskæde Urban Outfitters satte hele dette thrith-shop-interiør-independent-kunst-butik på dåse og har med mere end 140 butikker og en omsætning på mere end 7 milliarder om året sat hipsterens mulighed for at skille sig ud på en prøve

12) Blank T-shirts. T-shirts har betydet meget for hipsterkulturen. Firmalogoer, forvrængede firmalogoer, slogans, kunst og tryk i alle mulige bizarre afarter er en bærende æstetik. Blanks betyder så bare, at der ikke står noget på.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Jamen, vil da også gerne sige tak, selv om jeg ikke er helt så gammel. Selvfølgelig kan man pege på en række upræcise påstande om især datiden i modsætning til nutiden. For eksempel påstanden om at såkaldte palæstinensertørklæder blev introduceret i Danmark af punkere og BZ'ere og at det først nu er blevet alment udbredt at bære dem. Det passer slet slet ikke. De blev introduceret i 70'erne og de var ret almene også blandt datidens svar på poptøsen allerede i hvert fald fra 80'erne. Men lad nu det ligge.

For det er rart at få noget indsigt i tankegangen hos en gruppe, som jeg personligt ikke kender, men som alligevel har strejfet min tilværelse på en måde, som i den grad har vakt undren hos mig. Alene den måde de bruger ordet "Indenpendent" på er jo helt helt anderledes, end da hele independent bølgen startede i musikbranchen i halvfjerdserne. I deres verden betyder begrebet ganske enkelt noget helt helt andet. Derfor kunne heller ikke forstå, hvad der blev ment, første gang jeg hørte en af de såkaldte hipstere bruge ordet. Det gør jeg nu, takket være denne artikel, ligesom jeg er glad for at have fået nogle bud på en beskrivelse af det univers, som begrebet bliver genbrugt til uigenkendelighed i.

Artiklen kunne dog have været blevet mere interessant, hvis man havde spurgt folk, der faktisk havde kendskab til halvfjerdsernes og firsernes ungdomskultur - for eksempel fra en sociologisk vinkel og uden selv at sidde op til begge ører i modebranchens selvforståelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas  Carlsen

Den meste af artiklen - især beskrivelsen af festen i indledningen - mindede mig om den britiske komedieserie 'Nathan Barley', hvor hipster-kulturen og dens absurde indholdsløshed og rapsen fra alle subkulturer og trends i forsøget på at være et eller andet, ligegyldigt hvad, så længe det ikke er mainstream, bliver spiddet på ondeste - og morsomste - vis. Se et afsnit eller to af den (den er skrevet af folkene bag 'Brasseye') for et godt supplement til denne glimrende artikel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for casper øbro

Glimrende artikel lige bortset fra den lidt nemme generalisering.
Det meste af artiklen minder mig dog meget om noget jeg har læst før.
http://www.adbusters.org/magazine/79/hipster.html?page=75
Der er et par hundrede kommentarer til artiklen som er ganske sjove og læse nogle af.

Deudover så er jeg en af de såkaldte uengagerede knægte til klima festen som du på forstålig vis var ovre og prikke lidt til, hvad angik alle de mange computere. Det var dog kun 1 af dem der var min :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Tak for linket. Nu ved jeg da, hvorfra nogle af de centrale teser i artiklen stammer, for eksempel idéen omkring ungdomskulturens tidligere autenticitet og ubesmittethed i forhold til mode- og reklamebranche og for eksempel den misforståede opfattelse at palæstinensertørklæderne (i firserne kaldet partisantørklæder) ikke var udbredt blandt ganske almindelige unge førhen - for det var de. Ikke et gymnasium eller en højskole uden. Heller ikke i 86.

Trist at Lavrsen ikke har lavet kritisk selvstændig research for eksempel ved at interviewe forskere i ungdomskultur, for så ville han have fundet ud af, at eksempelvis punken næsten fra starten var et modefænomen centreret omkring smarte londonbutikker. Hvis Vivienne Westwood da siger nogen noget idag... Og at fænomenet i den grad blev udsat for exploitation fra de smarteste økonomiske spillere i musikbranchen, næsten omgående.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Efter din udlevering af hipsteren, diskuterede min kone og jeg i et par dage over, hvad og hvem en sådan hipster egentlig er (vi er kommet lykkelige over ungdomssyndromet), indtil det stod klart, at det er min kone selv. Hun, en rigtig gammel kone, der ikke længere kan stå selv, lider af parkinson syge, og sendte mig en dag i byen for at købe et par nye underbukser (som vistnok i dag bare hedder buks eller trusse) med bækkenbeskyttere af et eller andet kunstmateriale, De viste sig at koste nærved 500 kr, uanset om man er pensionist, men går til et godt formål mod fald, så det må altså være en hipster til en hipster. Eller hvad? Hip and Knee, her går det ikke!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for totom dadal

Irreterende. Hvad er pointen med artiklen? at man kan ligeså godt lad vaere med at søge frihed fordi de kulturelel elementer man gaar op i bliver kopierede med det samme? Jeg arbejde som kultur entreprenør i det som bliver kaldt "undergrunden" og "hip" miljøer - og den oedeligges netop af dem som er for socialt usikker bare for at accepetere den som det den er: en del af samfundet som bevaeger sig med de nyeste udviklinger, kulturelle og sociale, fordi de NETOP gerne vil undgaar at tingene bliver misbrugt som clicheer og til udnyttelse. of course kan man ikke vaere "hipt" hvis man proever at vaere "hipt" - per definition - men det er bare helt forkert at sige at det er en del af miljoet at vaere overfladisk og utrofast - det er som at sige at "alle nye kreativ tiltag fra undergrunden er bare hype uden holding". Jeg ked af at sige det - men Vibskov, Colette, Wood Wood og Djuna Barnes har faktisk talent, begge aestetisk og socialt. Og det er mangel for respekt at bare kalde det "hipt" og "undergrund" og "hype". Der er altsaa nogle folk som bare syntes det er "fedt" - fordi de forstaar indholdet. jeg tror at i virkeligheden gaar det NETOP OMVENDT i forhold til artiklens vinkel: det er meget nemmere nu at dyrke det man kan lide ved takke internet kultur. Og det er for mit vedkommende en god nyhed at folk kan nemmere dyrke det de brander for. Men det er nihilisme at sige man skal droppe originalen pga af kopierne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren  Rehhoff

@ totom dadal

"Irreterende. Hvad er pointen med artiklen? at man kan ligeså godt lad vaere med at søge frihed fordi de kulturelel elementer man gaar op i bliver kopierede med det samme?"

Det er vel mere noget, at den søgen efter frihed lynhurtigt kan blive noget ikke særligt lystbetonet men meget formaliseret. Der er sikkert nogen der skaber ting fordi de har lyst til det, men det er jo som om det for "hipstere" ender med at blive et spørgsmål om for guds skyld ikke at være "mainstream". Så man ender bare med at være en alternativ udgave af de "mainstream" modedyr man ellers foragter. Det bliver jo også en form for bekræftelse at forbrugerismens credo: "Du er hvad du forbruger". Man formår åbenbart ikke at træde ud af forbrugerismens kredsløb og skabe sig en identitet på nogle andre betingelser, Så det der oprindeligt måske var et forsøg på, at udvide betingelserne for lysten, ender med at blive en lystdræber.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ditte B. Lauridsen

Fremragende artikel! Det er jo et spændende fænomen. Modsat alle andre, som indgår i artiklen og i debatten, vil jeg da gerne stå frem som værende hipster. Det er altid i orden at være kritisk, og samtidig med, at jeg bruger mange penge på nyt og ANDERLEDES tøj, smart og kreativt hi-fi, maler billeder og søger såkaldte "undergrunds"-fester og "undergrunds"-miljøer, så kan jeg sagtens se det hele udefra. Artiklen belyser det, og jeg griner med. Imidlertid vil jeg også forsvare denne hipster-kultur, for nej, vi har ikke rødder i voldsomme politiske meninger, og nej, vi holder muligvis ikke fast i én beklædningsstil, men til gengæld bliver vi udfordret i hele tiden at forny os. Det er spændende, man skal hele tiden følge med i, hvad der bevæger sig rundt omkring, og man skal hele tiden være kreativ: hvad kan jeg gøre, som ikke er gjort eller set før? Jeg bruger selv meget energi på at spekulere, undersøge og være kreativ i den forstand, at der hele tiden skal tænkes nyt. Jeg ser det som en hobby, ikke en eksistentiel krise.

Derudover vil jeg gerne lige henvise til den glimrende roman: Macht und Rebel, af Abo Rasul (Matias Faldbakken). Her søges netop efter, hvordan man kan skille sig ud både fra massekulturen og modkulturen, og nogle mulige svar bliver: nazisme og pædofili. Det kommer aldrig på mode.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel Damborg

Jeg er overrasket over brugen af ordet som et nutidigt fænomen. Er stødt på ordet før men da i forbindelsen med en slagsforløbere for hvad der senere blev hippier, og altså et begreb fra 50'ernes USA.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ene B.F.

ÅH, hvor er jeg dog helt og aldeles TRÆT i alle mine lemmer over at høre om folk, der hader hipsteren, og som ikke byder ind med noget bedre, ingen modkultur, intet oprør, bare muggen i krukken og sur ovre i hjørnet.

Had dog ikke hipsteren, had den mainstreamdyrkende, middelklassepleasende kommune, som sørger for, at ingen uden seriøs indtægt eller med velmenende forældre i baghånden kan bo i byen, former hipsteren.

Det eneste, som er mere irriterende end en hipster er en hipster-hader!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dana Hansen

Tøhø ....

1) Partisantørklæder var også hip da jeg gik i gymnasiet i 1974 - 77. En klassekammerat med engelske rødder havde arvet sin morfars (de var nemlig også en del af uniformen hos enkelte regimenter i den britiske hær) - det var über-hip. Dogme-über-hipt var det at insistere på at kalde kluden en kheffiyah.

2) Det hedder ikke 'thrith shop', men thrift shop. Eller er stavefejl det nye Vibskov?

Slutteligt, Ena: Kærlig satire er ikke det samme som hipsterhad.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ene B.F.

@Dana
Nej, det er rigtig nok (og jeg hedder btw Ene), jeg kan bare nogen gange få nok af folk, som sidder ovre i hjørnet og er sure på hipsters, jeg oplever det helt vildt tit fordi jeg arbejder for nogle af dem fra den kreative hipster-klasse i kbh... jeg forstår helt klart udsagnet, men you know... så står de der og siger "ad uf, uha hipsters er bare såååå irriterende" og er selv prototyperne gennemsnitsdanskeren.

Jeg savner helt klart også plads til mangfoldighed, men jeg savner altså ikke flere artikler om, at man er træt af at se på en hipster, inkl. "sådan kan du kende hipsteren". Der er bare så meget af dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dana Hansen

@Ene: Mea culpa. Alm. stavefejl er sjusk, stavefejl i navne er hamrende uhøfligt. Undskyld.

Forøvrigt synes jeg, artiklens sociologiske indhold er en anelse enøjet.

Alle segmenter af samfundet har deres frontløbere (hipsters), mainstram og bagstræbere. Vi er som mennesker kolossalt gode til den slags.
Og fordi vi er mennesker og indgår i mange forskellige sammenhænge og roller, er vores placering i denne uhellige treenighed heller ikke støbt i beton. Du kan sagtens være frontløber i én rolle og bagstræber i en anden.

Når man så er en gammel røv med et følsomt bullshit-o-meter, blir man så god til at spotte selviscenesættelse. Irritationen afhænger af graden ;o)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Siden hvornår har en hastighed kunnet være hurtig ..?

Nå, men bortset fra det, så ved vi jo godt, at alle de som lader sig opsluge af diverse modefænomer ender med at falde til patten og bliver mainstream borgerlige, måske lige med undtagelse af de mest forstokkede.

Selvpromovering hører nu engang de unge generationer til, fordi de altid føler, at de ikke får tilstrækkelig med opmærksomhed, respekt, eller bliver taget alvorligt af de ældre generationer, som jo i deres optik ikke kan gøre nogetsomhelst rigtigt, men bare fucker fremtiden op for alle andre (læs: dem selv) ...

Men helt ærligt, hvor alvorligt skal man tage et individ, som bruger umådelige mængder af energi på at være navlebeskuende? Er der i øvrigt noget mindre cool end at ville være hip?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarke Hansen

@ Ene B. F.

Skal din indvending forstås således, at hipsterkritik bare er SÅ 2008? :-)

Det kan da snildt være, at spidningen af denne indholdsløse "kultur" (snarere antitesen til samme) er set før, men derfor findes fænomenet jo stadigvæk, og et troværdigt forsvar for dyrkelsen af æstetik, overflade, "det anderledes" og "det nye" over alt andet glimrer stadig ved sit fravær.

Om noget mener jeg, at selv dygtige og hårde afslørere af fænomenet - som nu dem der bliver hørt i denne fremragende artikel - faktisk er for flinke i deres kritik.

Det intolerante snobberi i dette prætentiøse miljø bliver fx ikke direkte nævnt, ej heller miljøets ekskluderende raison d'être. I virkeligheden er hipsterne jo ikke stort anderledes end 80´ernes yuppier. Begge grupper er opstået med det ene formål at demonstrere, at medlemmerne er bedre end alle andre - og begge grupper gør det vha. forbrug. Yuppierne hykler så i det mindste ikke omkring det, og har ikke det fjerneste imod at være kommercielle, og de har som regel også en slags kerne af indhold. Om man så kan lide det eller ej.

At hipsterne i deres infantile jagt på "det nye og det anderledes" fuldstændig smider de kvalitetskriterier resten af verden forsøger at navigere efter overbord, strejfes også kun i artiklen.

Men heldigvis har de forstandige folk i artiklen ret. Hipsterens død startede i det øjeblik nogen karakteriserede hipsteren som en distinkt og ret latterlig kategori. Dette kan nemlig gøres nemt - og for en subkultur som har som grundforståelse at være for cool til kategorier, er en sådan afsløring selvfølgelig døden. Og gudsketakoglov for det.

Forhåbentlig kommer indhold, kvalitet, substans og dybde snart på mode igen. Det tror jeg faktisk, det gør, her efter den postmoderne ørkesløshed ganske forudsigeligt viste sig at være en narcissistisk og ligegyldig blindgyde.

anbefalede denne kommentar