Nu kan kvinden også være et skvat

De smider endnu engang det snærende korset og skriver ting om kvindekønnet, hvor feminine dyder erstattes, eller nuanceres om man vil, af den menneskelige naturs mere dunkle sider. Ting, som mænd ville få smæk for at skrive.

Både offerrollen og heltinden er på vej til kulturens mødding i takt med, at kvinder kræver mere og mere spillerum, og i stedet opstår den kvindelige antihelt.

Ida Jessens kvindelige hovedfigur i romanen ABC fra 2005 var modbydelig, manipulerende, doven og umoden. Kirsten Hammann har netop udgivet En dråbe i havet, hvor en karikatur af kvinden i form af den selvtilfredse Mette Mæt skyder på kvindelige dyder, der traditionelt er forbundet med noget positivt. Og i går kom så endnu en bog på gaden, der ikke bare handler om en kvindelig antihelt, men undersøger det antiheltindeagtige i hele tre persontyper. Det er Trisse Gejls Skjul, hvor den kvindelige hovedperson, Fanny, er et rigtig skvat - en person fuld af kompetencer, hun ikke forstår at udnytte, med flere brudte forhold bag sig, netop fyret fra sit gymnasielærerjob, med hang til whisky af den røgede slags og med en søn, hun ikke ser.

"Den kvindelige antihelt ses tydeligt i litteraturen. Fløjlshandskerne lægges væk, når de kvindelige hovedpersoner skal skildres, og der stilles i høj grad skarpt på kvindens evne til at manipulere. Ligesom forfatterne viser, hvordan forkærligheden for det nære ofte slår om i passiv ligegyldighed over for de store spørgsmål. For eksempel i forhold til verdens fattigdom, som vi ser det i Kirsten Hammanns nye roman. Her er det Mettes typisk kvindelige tilpasningsdygtighed og mangel på store visioner, der står for skud," siger Marianne Stidsen, lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet.

Velfungerende antihelt

For Ida Jessen handlede det om at udstille samfundets accept af kvinder, der bruger deres børn til at få magt og hævde sig. Den kvindelige hovedperson i ABC, Susan, finder en mand, bliver lynhurtig gravid, og med lovgivningen i hånden tilraner hun sig halvdelen af mandens Østerbro-lejlighed og dobbelte børnepenge.

Flere kvindelige læsere betroede efter at have læst romanen, at de kunne genkende fler sider af Susan i sig selv.

Trisse Gejl har også flere af sine kvindelige personers mørkere sider i sig.

"Det der med at komme til at drikke lidt for meget og egentlig ikke at have ondt af sig selv, men sidde med en iskold erkendelse af, at man er lidt af en idiot, kender jeg fra mig selv," siger Trisse Gejl.

Forhistorien til kvinderne i Skjul; Fanny, Hope og deres mor, der svigter døtrene for at realisere sig selv i 60'erne og 70'erne, er et lidenskabeligt forhold til en mand. Nemlig Gejls fascination af en mandlig antihelt, Richard Fords Frank Bascombe fra Fords berømmede trilogi. Trisse Gejl forestillede sig Frank som kvinde.

"Frank Bascombe er en enormt velfungerende antihelt, og jeg hørte engang en forfatter udtale i et radioprogram, at hendes hovedpersoner altid var mænd, fordi mænd var mere interessante. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret. Man kan mere med mænd. Men hvorfor? Det fik mig til at ville undersøge den kvindelige antihelt. Konstruere en kvinde og sætte hende i en livssituation, som man ikke plejer at forbinde med kvinder, uden at hun bliver en helt lige som i femikrimierne, et offer eller feminist, for det er slet ikke et feministisk projekt," siger Trisse Gejl, der mener, at især kvinder har sværere ved at rumme andre kvinder, der for eksempel går i seng med 17-årige elever. Eller ved at acceptere kvinder som Fanny, der sidder med en flaske single malt på et slidt husmandssted.

"Det er noget, vi forbinder med mænd. Det er det samme med en kvinde, der har et barn, der ikke bor hos hende. Så plejer man jo altid at tænke, det er fordi, hun er dybt alkoholiseret, psykisk syg eller retarderet. Derfor er jeg nødt til at komme med en forklaring på, at Fannys søn ikke bor hos hende. Hvis det var en mand, så kunne jeg bare have påstået det, og ingen ville undre sig. Jeg er nødt til at sandsynliggøre det, ellers vil hun blive til en ravnemor, og det er hun slet ikke. Hun er bare et kvindeligt skvat. Der er bare ikke så mange kvinder, vi kalder skvat. Det er et ord, der er knyttet til manden. Så hvad er det, kvinder ikke gør i vores kultur, og hvorfor gør de det ikke? Mennesker er meget mere konservative, end vi tror, og kvinder forventer nogle andre ting af sig selv end mænd," siger Trisse Gejl.

Opgør med perfektion

Den kvindelige antihelt er en ny figur i litteraturen bekræfter Marie Louise Svane, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

Selvom litteraturhistorien byder på mange kvindelige forfattere, der skriver om kvinder, har tendensen været, at de enten har medlidenhed med sig selv eller skal hente nogle point hjem samtidig med, at de lader deres kvindelige helte agere, påpeger Marie-Louise Svane.

"Hos romantikerne prøver Charlotte Brontë at beskrive Jane Eyre med den erklærede målsætning at lave en kvinde, der ikke er smuk og indtagende på den seksuelle måde. Der er et forsøg på antihelt i det, men ikke desto mindre bliver det jo ikke en rigtig antihelt, for Eyre får ret og moral på sin side," siger Marie-Louise Svane.

Hun mener, at udforskningen af kvindens egne mørke sider og smålighed er symptom på, at vi er ved at rive de sidste lag tapet af på den model, som har været skrevet af både mænd og kvinder gennem litteraturen.

"Lige nu er karrierekvinden med det fantastiske sexliv meget fremme. Men det er en model, der overspænder kravene til kvindelighed, og antiheltinden kan ses som et opgør med den perfektionsmodel, man får stukket i hovedet hele tiden. Det er ikke bare antiheltinde men også en antiholdning til det nye, stramme korset, der findes i kulturen. Men det er ikke på den feministiske måde med at sige, 'vi har ret og er i virkeligheden de rigtige mennesker'. Det er en anden form for træthed af at være pin up og lækker og stå for det gode og det bløde. Men det er til gengæld mere radikalt end Nynne og Sex and The City, som er kiksede på den lidt søde måde."

Marianne Stidsen mener, at forklaringen på de nye antiheltinder skal findes i, at kvinder fylder langt mere i samfundet end tidligere.

"Nogle har endda talt om nutidens samfund som 'feminiseret', altså som domineret af kvindelige værdier. Dermed er det heller ikke så let at klæbe til den evindelige offerrolle. Kvinder i dag er ikke bare mere synlige; de er tilsyneladende også langt mere kapable til at navigere i det senmoderne kulturmønster, hvor det gælder om at kunne netværke og smalltalke sig frem i verden," siger Marianne Stidsen.

Det betyder også, ifølge Stidsen, at der kastes et andet blik på kvindekønnet i litteraturen. Der tegnes et mindre 'helgenagtigt' billede af kvinden end i 70'ernes feministiske litteratur. De traditionelle kvindelige dyder som nærhed, omsorg, bekymring for de små ting og forkærligheden for det private og intime ses ikke længere som blotte og bare dyder, men også som en begrænsning.

Marie-Louise Svane ser andre steder den kvindelige antihelt beskrevet i en tilstand af depression.

Den franske forfatter Michel Houellebecq beskriver kønsrollerne fra neden og skriver grimme tanker om kvinders grimhed. Og i romanen Spillelærerinden "nærmest majer" den østrigske nobelprismodtager Elfriede Jelinek sin kvindelige hovedperson - der domineres voldsomt af moren og søger identitet i sadomasochistiske forhold - ned.

"Hun er overhovedet ikke stærk men forkvaklet. Men der er en stor aggressiv styrke i Jelineks portræt af hendes had og depression. Der er adgang til ngle meget skjulte lag. Og netop derfor er det så pinefuldt med denne kvindelige hovedperson, fordi vi er vant til at læse indfølende og opnå en bekræftende identifikation med heltinden i en en roman," siger Marie-Louise Svane.

Trisse Gejl kalder selv sin roman for ond, men alligevel har hun forsøgt at beskrive en nuanceret kvindeskikkelse.

"I virkeligheden er det bare et forsøg på at skabe et helt og nuanceret menneske. Noget andet end en stereotyp, noget man vil undres over. Det moderne menneske har ikke brug for helten, der redder alle børnene. Snarere for en, der klarer sig, men alligevel ødelægger det lidt for sig selv. Britney Spears er en antiheltinde, der er omgærdet med en enorm interesse. Vi har brug for idioter, vi kan spejle os i," siger forfatteren. Og når man ser bort fra den kvindelige stereotyp, offeret, træder andre ting frem, mener Trisse Gejl:

"Kvinder er i virkeligheden langt mere frisatte på en måde, som man ikke har talt så meget om, synes jeg. Når et par for eksempel får børn, forventer mænd helt af sig selv at være primære forsørgere. Kvinder derimod er potentielt frisat fra den traditionelle moderrolle i hjemmet - og der ligger i den senmoderne kultur, et carte blanche til de muligheder, frisættelsen tilbyder. Kvinder går ikke direkte fra ikke længere at føle det primære ansvar for hjemmet til at føle sig primæransvarlig for økonomien. Dér har kvinderne et større rum end mænd i dag til at definere sig selv. Det skaber ikke de samme eksistentielle problemer som hos mændene, men nogle andre, som jeg synes, det er interessant at udforske."