Læsetid: 5 min.

En kort nederdel under en lang frakke

På egen hånd. I Iran er der markante skel mellem det udstillede og det skjulte, det offentlige og det private. Landet skal først og fremmest opleves hjemme hos hr. og fru Iran, for det er her der spises, kysses, diskuteres og danses
I de tomme gyder bag den elegante Jame-moské i Yazd (th.) er det en magisk oplevelse at betragte de få sorte koner, der stryger flygtigt forbi de blå-mønstrede kakkelvægge i blafrende sorte gevandter.

I de tomme gyder bag den elegante Jame-moské i Yazd (th.) er det en magisk oplevelse at betragte de få sorte koner, der stryger flygtigt forbi de blå-mønstrede kakkelvægge i blafrende sorte gevandter.

Anne Selsøe Sørensen

19. september 2008

Iran er ikke farligt, men Iran kan være kryptisk, og for at knække koderne og få eventyrlige oplevelser med den iranske gæstfrihed, natur og kulturhistorie må man overskride grænsen og lade sig invitere indenfor i varmen. Med iranernes overvældende imødekommenhed blev det på vores rejse ofte en større opgave at skrive små sedler med email-adresser og telefonnumre og stille op til fotosessions - i par, alene, med vinkende hånd, uden vinkende hånd. Gang på gang mødte vi velvillige iranere, der inviterede os på måltider, sightseeing og på besøg hos deres familier. Invitationerne kom af ren gæstfrihed såvel som af spontan nysgerrighed over, hvem vi var, hvad vi syntes om Iran, og hvad vi mon lavede på lige præcis denne busstation, havnekaj eller basar.

Selvom det kan være udmattende for den engagerede turist at være åben og interesseret hele tiden, er det helt sikkert værd at takke ja til disse invitationer. På den måde får man føling med, hvor mange lag der findes i det iranske samfund, som ved første indtryk kan fremstå ukompliceret, ja nærmest harmonisk.

Det er hjemme, det sker

I de private hjem finder man ud af, hvordan iranerne forholder sig til regimet, hvilke kvinder der gemmer en lårkort nederdel under den lange frakke, hvilke der beholder hovedbeklædningen på, når der er fremmede mænd til stede, hvem der slår ud i en høj latter under den sorte chador, hvem der laver kunst eller yoga, og hvem der dårligt nok har rindende vand. Det er i de private hjem, der spises, festes, skændes, kysses, diskuteres og danses, og det er også her, og egentlig ikke så meget på restauranter, man stifter bekendtskab med den pragtfulde iranske madkultur.

Her vil man muligvis også opdage, at islam i Iran ikke kun er et produkt af propagandistiske mullahers diktatur, men at religionen også har et selvstændigt og facetteret udtryk, som inkluderer både progressiv modstand mod regimet og stilfærdig, personlig religionsdyrkelse blandt selv de mest moderne iranere. I det offentlige rum derimod kan det være svært at blive klogere på Irans dybder. Her er det ofte svært at afkode forskelle i iranernes indstilling, ressourcer og attituder, for regimets kontrol med påklædning og adfærd ensretter og lægger en dæmper på atmosfæren.

Turister skal (om end i mere lempelig grad) også følge lovene for påklædning i Den Islamiske Republik, og det giver rejsen en overraskende dimension. Særligt for kvinder, som skal bære lang overdel og hijab (hovedtørklæde), tilføjes et særligt format til den typiske todimensionale relation: 'turisten der passivt betragter en fremmed kultur'. Idet man tilslører sig, bliver man rent fysisk i stand til at udforske den sære spænding mellem det offentlige og det private, det udstillede og det skjulte, som eksisterer i alle samfund, men i særlig grad i Iran. Idet man bærer tøj, der for de fleste er ladet med religiøs, kulturel og kropslig symbolik, sættes magtforhold mellem mænd og kvinder, kvinder og kvinder, mænd og mænd i et nyt lys. Og måske får etablerede holdninger til kønsroller (progressive såvel som konservative) sig en rystetur.

Ørkenens juvel

Det iøjnefaldende skel mellem offentlig og privat viser sig i forskellig grad i forskellige dele af Iran. Teheran er en larmende storby, der som så mange andre storbyer i verden rummer både konservative kvarterer og udadvendte udtryk. Mest af alt ønsker man sig sandsynligvis hurtigt ud af den kaotiske trafik. I Yazd, der ligger som en mystisk ædelsten i den central-iranske ørken, er indbyggerne relativt konservative og måske derfor mindre kontaktsøgende og åbne. Det giver en særlig stemning. Gadens scener er som taget ud af Ole Lund Kirkegaards Hodja fra Pjort, og Yazds kulisser og persongalleri skaber præcis det fortryllende, skumle og uigennemskuelige univers, som Hodja møder i Petto på sin rejse på det flyvende tæppe fra Pjort. Især midt på dagen eller omkring solnedgang kan den gamle del af Yazd bag den vidunderligt elegante Jame-moské være nærmest magisk. De små overdækkede gader og gyder tømmes for mennesker, og man kan gå stort set alene og betragte moskeerne og de få sorte koner, der stryger flygtigt forbi de blåmønstrede kakkelvægge eller brune lerstenshuse, mens de holder sammen på de blafrende sorte gevandter med hænderne under hagen. Det er en unik æstetisk oplevelse at bevæge sig rundt i dette gamle persiske bylandskab. Så når man i det sene lys nyder udsigten over de lyseblå minareter og kupler, der dukker tilfældigt frem i det bakkede terræn af små brune tage, kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at den arkitektoniske, ja selve den kulturelle udvikling, synes at være stagneret i dette land, der praler af at være civilisationens vugge.

Som store fugle

Mens farveskalaen i Teheran og Yazd kan synes koncentreret omkring de gråsorte toner, er kulørerne i det allersydligste Iran anderledes vekslende, og stemningen mindre privat. I og omkring den store havneby ved Hormuz-strædet, Bandar-e-Abbas, er Iran et folkeligt medley af indoeuropæiske (persisk afstamning), Golf-arabiske og baluchiske oprindelser (Baluchistan er et område, der strækker sig ind i Afghanistan og Pakistan). Det gør torsdagsmarkedet i den nærliggende by Minab til en herlig farveeksplosion af høje mørke mænd med hvide kjortler og røde hovedbeklædninger, kvinder i flagrende blomstrede chador og komave i blå baljer. På en flad baggrund af grå himmel, tørt grus og beskedne læskure af saftløse palmeblade udløses alle kulører, bevægelser og munderinger, mens man lammes midt i energien af ord og tumult, der svipper på kryds og tværs. Der støves og handles og spildes en del, og de traditionelle røde stofmasker, bandari-burkaer, får kvinderne ved tæpperne med appelsiner og tørret fisk til at ligne store fugle, der tager sig et hvil, efter byttet er hentet hjem. Hovederne pikker, når de griner, og vi inviteres på te og lammegryde hos familien Fakheri.

Her bor vist nok mellem syv og tolv personer i alle aldersklasser. Den yngste er lille Aysal; det betyder 'honning'. Hun er kun nogle uger gammel, og hun overvåges vagtsomt af husets ældste - en enøjet kone på mindst 90 med gigt i ledene, men masser af fart i armene, som fægter frem og tilbage, mens hun snakker og griner med en rusten stemme. Hun rejser sig helst ikke fra gulvet i det store simple rum, hvor der ikke er meget andet end vinrøde tæpper, Aysals vugge og et par lystrekanter fra solskinnet, der trænger gennem de faldefærdige vinduer. Man ser kun det krogede, udtryksfulde ansigt på den gamle kone, som sidder i skrædderstilling svøbt i en sort chador, der bringer masser af røre til den skrøbelige overkrop, når hun nonchalant kaster det løse stof over skulderen. Vi forstår ikke mange sætninger, men hun har den kloge naturlighed over sig, som synes universel for gamle mennesker, og hendes hjertelighed og humor afvæbner enhver form for akavethed i kommunikationen. God, God, God, som i 'Bla bla bla' , siger hun ironisk og dasker kærligt til min skulder, da den engelsktalende niece spørger os nysgerrigt om vores forhold til Gud. Fatter kommer hjem fra arbejde, og fra dugen på gulvet byder mutter os på en gedigen portion Khorme Sabzi. Lam i lime.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu