Læsetid: 3 min.

Kunstnerne, politikken og sandheden

Man skal være på vagt, når kunstnere taler om politik. Günter Grass og Klaus Rifbjerg er nutidige eksempler: Begge synes at forholde sig forbavsende naivt og idiosynkratisk til det politiske
20. september 2008

Günter Grass er en af de forfattere, jeg læste i min ungdom, og som jeg stadig har fornøjelse af at læse. Der er ellers ikke mange af mine favoritforfattere fra dengang, jeg stadig læser, bortset fra Henrik Pontoppidan, Robert Musil og Fjodor Dostojevskij.

Min absolutte favoritforfatter fra ungdommen, Hermann Hesse, er således blevet mig næsten umulig at læse.

Derimod har jeg, som tidligere anført, opdaget Hesses politiske skrifter. De er fremragende. Her afsløres der bl.a., hvordan det tyske åndsliv advokerede for den tyske imperialisme og ideerne fra 1914.

Hesse mener, at mange store forfattere er naive idealister og politisk farlige. Farligheden skyldes ifølge Hesse ikke så meget, at forfattere er gode skribenter, men snarere det forhold, at den kulturelle middelklasse i Tyskland op til 1914 dyrkede forfatterne som moralske fyrtårne.

Spor i kunsten

Man skal derfor være på vagt, når kunstnere taler om politik. Günter Grass og Klaus Rifbjerg er nutidige eksempler herpå. Begge synes at forholde sig forbavsende naivt og idiosynkratisk til det politiske (jvf. Rifbjergs debat med Rune Lykkeberg). Men at dette skulle gøre deres kunst uacceptabel, som en del synes at mene i min omgangskreds, er naturligvis lige så absurd som at antage, at Hamsuns forfatterskab ikke bør læses, fordi han var nazist. Dermed ikke sagt, at idiosynkrasierne ikke aflejrer sig i deres kunst. Selvfølgelig gør de det. Litteratur uden idiosynkrasier, dæmoner og modsigelser gider vi jo i øvrigt heller ikke at læse.

Læserne af Günter Grass' roman Bliktrommen opdager hurtigt, at teksten er fyldt med forunderlige modsigelser og besynderlige fabuleringer. Værket er mættet med symbolske udtryk, symbolske perspektiver og ubevidste lag på nazismen, som gør, at man aldrig bliver færdig med romanen.

Romanen giver i den forstand associationer til Grass' eget provinsielle liv, hvor han fornylig i sine erindringer, Når løget skrælles, afslørede, at han har været medlem af Waffen-SS. En oplysning, som har vakt forargelse i det tyske etablissement, fordi Grass i de sidste 40 år har forholdt sig voldsomt moralsk til politikere (læs CDU'ere) i Forbundsrepublikken, som ikke anerkendte deres egen historie fra 1933- 45.

Det, som gør Grass' historie besynderlig, er imidlertid, at miseren er relativt uskyldig. Man kan således undre sig over, hvorfor Grass ikke har været i stand til at fortælle sandheden om sit engagement i Waffen-SS.

Sandheden ville jo på ingen måde have skadet hans karriere eller hans magtfulde placering i det tyske etablisement. I hvert fald ikke efter 1970.

Han deltog jo hverken i krigshandlinger eller i krigsforbrydelser. Han var blot en dreng på 17 år. At han ikke har fortalt sin historie tidligere, er ingen forbrydelse. Men det er derimod usympatisk, at han uden fodnoter har kritiseret politiske modstandere i CDU/ CSU for ikke at fortælle deres sande historie om tiden mellem 1933 og 45.

At tusinder af tyskere har forsøgt at forholde sig tavst og fordrejet til fortiden afslører imidlertid, hvor alvorligt afsløringerne af Nazi-Tysklands historie spillede ind på den tyske selvopfattelse efter 1945.

Det tragiske i Grass' historie er derfor ikke, at han som 17-årig var medlem af Waffen-SS, men at han har optrådt moralsk og nidkært over for personer med samme 'uskyldige' historie som hans egen.

Man har ganske enkelt ikke været i stand til i Tyskland at skelne mellem store og små forbrydelser. De manglende nuanceringer om fortiden lagde sandsynligvis også grunden til det bizarre tyske ungdomsoprør, som udmøntede sig i personligheder som Gudrun Enslin og Ulrike Meinhof.

Det forhold, at offentligheden nu i fulde alvor opfatter Grass som en forbryder på linje med en SS-mand i Auschwitz, er derfor skræmmende. Ja, faktisk vil jeg mene, at man hermed bagatelliserer naziregimets forbrydelser.

Ondt på Rifbjerg

I Danmark har Rifbjergs forsøg på at forsvare Ole Wivels og Knud W. Jensens holdninger under krigen afsløret samme dobbelmoralske karakter som historien om Grass. Her er sagen imidlertid mere alvorlig, alene af den grund at Jensen og Wivel ikke var 17 år, da de sluttede op om Ringen. (Nürnberg-lovene var gældende fra 1935, og Krystalnatten blev iscenesat i 1938). Hvorom alting er. De kulturradikale kan tilsyneladende ikke affinde sig med, at der i deres kreds også var nazi-sympatisører. Her har man nemlig altid antaget, at den slags kun kunne ske for højrefløjen. Derfor gør sagen om Jensen, Wivel og Ringen ondt på Rifbjerg og co.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu