Læsetid: 4 min.

Larsens smøg og sundheden

Der er for lidt oprør og folkelige bevægelser. Så hvis vi kunne få lidt flere forbud at gøre oprør imod, kunne det måske sætte lidt gang i sagerne
13. september 2008

Deres Nielsen sad for år tilbage på et værtshus i København, såmænd i det uartige Nyhavn, sammen med bl.a. forfatteren Peter Rønnov-Jessen, der sikkert foretrækker at være anonym, i munter folketrængsel og høj musik. Da John Mogensens Der er noget galt i Danmark - lød fra jukeboksen, sang hele værtshuset med. Det fik den kultiverede Jessen (han er fra Aalborg) til at tænke på billedkunsten, sagde han. Hvorfor dog det? spurgte Nielsen og et par stykker til. Jo, forklarede Jessen, forestil jer os her ved bordet, højt skrålende en samfundskritisk vise, i en kæmpestor trommesalsguldramme, som et stort maleri med titlen: "Oprøret ulmer!" Pis med dig, udtalte de fleste ved bordet. Men ikke Nielsen. Han skumlede over, at det var Jessen, det skaldede hoved, og ikke ham selv, der havde fået det geniale indfald. For spidsfindigt til at almindelige, jævne forfattere kunne forstå det ganske vist, men så tilpas ondskabsfuldt at Jessen og Nielsen udover glæden ved selve det kunstneriske indfald, også kunne fornøje sig over, at de andre ved bordet var for enfoldige til at forstå det.

Folkeligt oprør?

Jeg kom til at tænke på det tirsdag aften, da jeg så tv-avis. Jeg hæftede mig ikke så meget ved, at Over-Bendt nu ikke længere er leder af Det Konservative Folkeparti, eller at den friske Lene fra Hirtshals nu er helt fremme i fiskerpigens gummistøvler. Nej, det var Kim Larsen og et par andre rocklegender, Thomas Helmig og Johnny Madsen og vistnok et par stykker til. De har dannet et 'protestband' med navnet Den gule negl. Mod rygeloven, forstås. Som ryger kan jeg godt se pointen, det er ikke det. Men da Kim Larsen pludselig, med en cigaret i sin brede flab, gav sig til at belære tv-folkene om, at alt sandt oprør kommer nedefra, fra folkedybet, og at modstanden mod rygeloven følgelig er et folkeligt oprør, en revolte nedefra, syntes jeg ærlig talt, han med sit Kasket Karl-outfit mest lignede en ualmindelig dårlig vittighed. Deres personlige Nielsen ryger sine smøger, som det passer ham, og skulle det finde sted et sted, hvor det er forbudt, så er det en forseelse på niveau med at spille høj musik for åbent vindue om aftenen eller at lade sin hund skide på fortovet. Det er ikke pænt, men så er det da heller ikke værre. Jeg har for et par måneder siden, da jeg vågnede op efter en operation, insisteret på at ryge mig en cigaret som det allerførste. Der blev selvfølgelig protesteret fra de hvidkitlede, men jeg gav mig ikke. Og mens jeg sad og dyrkede min last, kunne jeg ikke undgå at mærke, at i alt fald nogle af personalerne slet ikke opfattede mig som en puh-bad-én, men næsten som Dagens Helt. Mange af dem døjer jo også med det rigide rygeforbud, hvor man ikke engang kan afse et par kvadratmeter til rygerne. Til gengæld har jeg endnu ikke taget så meget mod til mig, at jeg har tændt en smøg i en togkupé, men skulle det ske en dag, bliver det spændende at se, om DSB kan overtale vores ressourcesvage politi til at komme og sige fy til mig.

Gylden og middel

For perlehøns - og måske også lidt for Larsen: At ryge er en dårlig vane. Den er vi mange, der har. Mange dårlige vaner er også dejlige vaner. Men en folkesag? Rend os, Larsen. Ryg, drik og vær glad, men lad for helvede være med at kæfte op om, at du er en folkets helt, bare fordi du gør det, du alligevel ikke kan lade være med. Her, tænkte jeg, kunne TV-Avisen have haft god gavn af en Peter Rønnov-Jessen til at tage pis på selvhøjtideligheden.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at et regelmæssigt, sundt og harmonisk liv er det absolut sundeste og allermest harmoniske - og hvad regelmæssighed angår, overgås det jo ikke af nogen anden måde at leve på. Den gyldne middelvej er selvfølgelig gylden - og middel er den også. Tidligt op og tidligt i seng, for lille pige såvel som for lille dreng, er godt og fornuftigt. Et jævnt og muntert liv på jorden, ikke sandt, er nu det bedste - også i de tilfælde, hvor det bliver så jævnt, at der måske ikke er det mindste muntert.

Enhver form for overdrivelse er usund. Det er sundt at løbe sig en tur, men allerede når folk begynder at løbe om kap, kommer der noget ubehageligt helbredstruende over det. Sportsnyhederne i tv er jo én lang oplæsning af sygejournaler, 'sportskader', som de kalder det. Forbyd dog i den gode sundheds navn sport på eliteniveau. Forbyd forældre at melde deres børn til den kongelige ballet, deres fødder bliver jo smadret af det - her er der virkelig tale om et omsorgssvigt, der vil noget. For fremtiden bør det absolut gøres til noget kriminelt - for børnenes skyld, selvfølgelig.

Sin egen menu

Kunstarter der holder folk vågne om natten, enten fordi de udøver dem, eller fordi de nyder dem: forbyd dem, de er usunde. Folk får sorte rande under øjnene af den slags - og det er også her, vi ofte ser det helt store forbrug af røgtobak. Forbyd Ding-Dong-Hjemisbilen-er-her. Folk bliver så fede, at man ikke kan passere dem på et almindeligt fortov. Forbyd rødvin og pomfritter. Forbyd skisportsrejser - hvorfor skal vi skatteborgere betale for, at en flok idioter render og brækker arme og ben og skal have kostbar hospitalsbehandling. Lad os kort sagt få så mange forbud som overhovedet muligt. Så vi alle sammen kan sammensætte vores personlige menu af overtrådte forbud. Bare for lige at markere, at vi ikke er umælende nokkefår. Men også en slags mennesker.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer