Læsetid: 3 min.

Hvor ligger sympatien?

Anmelderne af Anita Brask Rasmussens bog, 'Hånden over Ole', er uenige om forfatterens eget ståsted
20. september 2008

Informations journalist Anita Brask Rasmussen er ung; alt for ung til at have noget personligt i klemme i debatten om Ole Wivels fortid. I sin ungdom sværmede den hæderkronede Gyldendal-direktør for nazismen, et forhold, han resten af sit liv lagde låg på.

Og måske netop fordi Anita Brask Rasmussen ikke kan have noget personligt i klemme, hæfter de fleste anmeldere af hendes bog, Hånden over Ole sig ved hendes alder. Men hvad den har betydet for hendes bog, er de ikke enige om.

"Denne bog er ikke noget forsvarsskrift for Jørgen Hunosøe (litteraten, der var den første, der afslørede Ole Wivels tilbøjeligheder i de første besættelsesår)," bedyrer Anita Brask Rasmussen, "men det er lige, hvad den er" skriver Jyllands-Postens anmelder Johs H. Christensen, som starter med at erklære sig hamrende inhabil, fordi han selv har forsvaret Ole Wivel under debatten. Han er, ikke overraskende, temmelig utilfreds med bogen, hvor "hun (Anita Brask Rasmussen, red.) er så tæt på ham (Jørgen Hunosøe, red.), at hun ved, at han under balladen 'fik en fornemmelse af' at 'han var nedbrudt', at 'hans ærinde var litteraturen', at han 'følte afmagt', at han 'tænker' - godt for ham, men desværre ikke klart ."

For meget respekt

Berlingske Tidendes anmelder Bent Blüdnikow mener til gengæld, at Anita Brask Rasmussens ungdom betyder, at hun har været alt for sød ved Ole Wivels forsvarere.

"... man føler, at Anita Brask Rasmussen er gået til sagen med alt for stor respekt for de gamle koryfæer fra venstrefløjen."

Bent Blüdnikow mener derfor, at svarene på bogens spørgsmål "fortsat blæser i vinden".

"Kun den, der har rene hænder, kaster den første sten," skrev de brevskrivere, der oprindeligt forsvarede Ole Wivel mod Jørgen Hunosøes anklager.

"Den forståelse og almenmenneskelighed blev aldrig udsrakt til de højreorienterede, der trådte over kridtstregen," klager Bent Blüdnikow.

Også Bo Bjørnvig fra Weekendavisen er mere optaget af, hvad der bliver sagt i debatten end af at vurdere bogen.

"Men ellers siger han (Klaus Rifbjerg, red.) og Bente Hansen og Torben Brostrøm en forbavsende masse sludder. Rifbjerg er lige ved at blive fornuftig (...). Men han skynder sig alligevel at konkludere, at vi ikke må dømme dem, der ikke så det."

Bo Bjørnvig mener desuden, at "bogen har kompendiepræg og bringer ud over interviewene intet nyt, men opsummerer udmærket en debat, som mange af koryfæerne virkelig ikke har meget ære af".

Uegal

Bo Bjørnvigs kollega Arne Hardis fik lov til at optræde som gæsteanmelder i Information og er begejstret for bogens idé.

"Hun (Anita Brask Rasmussen, red.) lukker lys ind, der afdækker nogle af de mekanismer, der kitter vores kulturliv sammen, sikrer dets sammenhængskraft."

Selve bogen er Arne Hardis mere kritisk overfor:

"Det er en uegal bog om en fascinerende sag, Anita Brask Rasmussen har skrevet. Den virker sammenstykket og ufærdig (...). Jeg tror, at det har noget at gøre med usikkerhed over, hvor hun skal lægge sin sympati."

Den konklusion er Marie Tetzlaff fra Politiken ikke enig i. Hun mener, at Anita Brask Rasmussen på "et hængende hår" har undsluppet at moralisere over Ole Wivel og hans venner, og konkluderer, at "historien - nu i overskuelig form - er i redelige hænder hos hende. Om man så synes, den er så vigtig, er så en anden sag".

Den holdning er hun helt alene med. Ud fra ameldelserne at dømme kan debatten om Ole Wivels ungdom fortsætte mange år endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu