Menneskedyret i videnskaberne

Formen er frygtelig: 25 minutters filmet P1-agtigt interview, hvilket får et talkshow på DK4 til at ligne sprælsk fjernsyn - men heldigvis indeholder Hulemanden i det moderne menneske masser af sprængfarlig ny viden for alle, der interesserer sig for, hvad mennesket er for en størrelse.

I de fire udsendelser fortsætter Weekendavisens Lone Frank sin rapportering fra den sidste naturvidenskabelige frontlinje omkring hjerneforskning ved at interviewe yngre forskere, der har afleveret afhandlinger, der lufter ud i alt det ideologiske spindelvæv på litteratur, politologi, økonomi og pædagogik med en frisk rusken af kognitivisme, darwinisme og evolutionsbiologi.

Sprængfarlig konklussion

Et opgør som de unge mænd på skærmen tog med varierende succes.

Mest kraft er der i argumentationen, når angrebet er rettet mod områder, vi normalt forstår som præget af kollektiv rationalitet som straffelov og økonomi.

Her brugte den unge adjunkt på statskundskab i Århus Michael Bang Petersen evolutionspsykologien til at nedbryde paradokserne i stramningerne af straffeloven i moderne politik. Stramninger, der sker rutinemæssigt, selvom folk i det store hele har meget lille risiko for at blive udsat for grov kriminalitet, og selvom de fleste godt er klar over, at man ikke får mindre kriminalitet ved at sætte flere i fængsel. Alligevel går de fleste ind for strengere straffe, hvilket ifølge Petersen sker pr. instinkt. Han mener, at vi slet ikke forholder os rationelt til brud på fælles normer, men at vores stenalderhjerne reagerer instinktivt på den generaliserede gerningsmand med en vrede, der overskygger alle argumenter. Og når folk så møder den konkrete gerningsmand eller bliver bedt om at forholde sig til en given sag, så dømmer langt de fleste altid mildere end politikerne tror, at borgernes retsfølelse kræver.

Hvilket peger på en sprængfarlig konklusion: Mediedemokratiet er simpelthen ikke egnet til at afgøre spørgsmål, som trigger vores hulemandshjerne.

Homo economicus

Tilsvarende overbevisende aflivede professor i økonomi ved Københavns universitet Jean-Robert Tyran homo economicus-forestillingen om det økonomisk rationelle menneske. Det viser sig, at i eksperimentelle situationer så går vi til irationelle yderligheder for at undgå økonomiske tab - mens vi samtidig samarbejder, når der ingen rationel grund er til det. Vi er altså i vores følelser vold når det kommer til penge. Hvilket måske kunne forklare antagelsen, om at der skulle være mange psykopater på Wallstreet: Man bliver simpelthen nødt til være en psykopat for at være en ægte homo economicus

Svaghed

Ligeledes gjorde Christian Gerlach fra DPU en god - og veltrænet - figur i sit forsvar for den så forkætrede rundkredspædagogik med sin påpegning af, at der simpelthen er evidens for, at eleven lærer bedre, hvis han eller hun er motiveret.

Svagest var Mathias Clasens angreb på litterær gys og gru med sin darwinistiske litteraturteori. At sige, at vi er bange for ulven i Den lille Rødhætte, fordi vores stamfædre på savannen var byttedyr for ulve, siger omtrent ligeså meget om den Den lille Rødhætte som det siger noget om solen, at den er med i sangen Solen er så rød mor. Samtidig forstår jeg ikke argumentet med, at rotterne i Nosferatu er uhyggelige, fordi vi er programmeret til at se dem som sygdomsbærere, da vi - så vidt jeg ved - først fik epidemiske sygdomme i stor stil da vi blev agerbrugere for små 10-15.000 år siden - hvilket vel er alt for kort tid til at evolutionen kan nå at spille ind?

Solid formidling

Lone Frank undgik dog også omhyggeligt at spørge til det, som litteratur egentlig handler om - æstetik - for i stedet at bruge krudtet på endnu gang at jage psykoanalysen på porten - og således finde endnu et eksempel på sin egen teoris sandhed. Og derved gjorde Frank nøjagtig det samme som hun anfægter ved Freud: Hun ledte efter at få sin teori bekræftet, selv hvor det er meningsløst at få nogen ny information om genstanden ud af teorien. Men når udsynet i øvrigt på den måde ikke blev spærret af blinde programmatiske vinkler, så var det solid videnskabsformidling.

Hulemanden i det moderne menneske, DR2