Læsetid: 3 min.

På research rundt i den politiske anekdote

Poul Schlüter ville først ikke være med, Uffe Ellemann og Lykke Friis ville gerne - for slet ikke at tale om Freddy Blak. Og fra Jesper Langballes papirkurv gik der røg af en udkradset pibe, mens en enkelt kun ville fortælle, hvis det ikke kom ud
Moderne Tider
27. september 2008

Da jeg ringede til Poul Schlüter, var han først ikke så meget for at være med. Samtalen forløb nogenlunde som følger.

- Jeg vil gerne have dig med i en bog om de muntre sider af politikeres liv!

"Dem kender jeg ikke noget til!"

- Du har ellers bidraget med en hel del anekdoter selv!

"Jeg tror ikke, jeg sådan lige kan komme i tanker om nogen!"

- Jo, der var da den om atombomberne, som du sagde, at vi ikke skulle købe nye af, førend de gamle er brugt ...?

"Den var ikke sjov!"

- Du må også have mødt nogle muntre politikere i EU-sammenhæng ...

"Det var nu ikke påfaldende!"

Aldrig tage et nej for et nej, tænkte jeg. Hvis Poul Schlüter ikke ville være med, måtte han skære igennem. Det var trods alt ham, der havde været statsminister.

Da det kom til stykket, ville han alligevel gerne være med, og jeg blev godt modtaget, ligesom jeg derefter blev det af de 21 andre politikere, jeg henvendte mig til.

Således havde jeg dårligt nok sagt hallo til Freddy Blak og præsenteret mig i telefonen, førend han havde fortalt de første tre anekdoter, og han kunne fylde en hel bog, sagde han. Engang havde han siddet på et torv i Bruxelles sammen med Ted Kennedy. Folk stoppede op og sagde: "Der sitter (hans udtale) Freddy Blak, men hvem er det, der sitter ved siden af?" En vandreanekdote, men jeg ville have anekdoter om det, der virkelig var hændt. Dem var Uffe Ellemann til gengæld leveringsdygtig i til overmål, ligesom Lykke Friis var godt med til at give et internationalt anstrøg. Der er faktisk mange gode anekdoter fra EU.

Nygræsk

Svend Auken kom ret meget for sent til vores aftale. I ventetiden sad jeg på hans Christiansborg-kontor og betragtede en stor, forgyldt sko, som han havde fået det år, hvor han blev kåret som Årets Fodgænger. For at gøre alt godt igen, inviterede han på frokost i Snapstinget, og det var her, han sagde den sætning, som jeg elsker, men desværre ikke fik passet ind i bogen. Han sagde - idet jeg lader den stå et øjeblik:

"Nygræsk forstår jeg overhovedet ikke!"

Ligeledes i forbindelse med en anekdote fra det EU, hvor der tales så mange sprog, at tolkehistorier er blevet en genre for sig.

Niels Helveg var heller ikke på sit kontor, men ham fandt jeg på et andet lidt længere henne på de radikales gang, fordybet i afslappet samtale med kontorfolket. Ligesom Auken er han fuld af anekdoter, hvoraf nogle går tilbage til hans fars tid og dermed tilhører Helveg-familien.

Som repræsentanter for mellemste og yngste generatione opsøgte jeg Naser Khader, Mogens Jensen og Johanne Schmidt-Nielsen. Sidstnævnte har kontor på det, der på Christiansborg kaldes dødsgangen, fordi der er hyppig udskiftning. Hun kunne også fortælle.

Ligesom Kristian Thulesen Dahl, der som formand for Finansudvalget har et af de flotteste kontorer. Hefra er der dør ind til et gemak, hvor Struensee i sin tid vist nok blev dømt til en egentlig død og altså ikke blot blev stemt ud. Krystallysekrone hjemført fra guvernørens bolig i Dansk Vestindien. Christiansborg er et fascinerende sted.

Den uafsluttede

Med hans partikammerat Jesper Langballe havde jeg den oplevelse, at der pludselig kom en voldsom røgudvikling fra hans papirkurv, mens vi sad og snakkede. Han har talt rygernes sag med ildhu ... og havde banket piben ud i papirkurv. Vi fik hurtigt åbnet dør og vinduer. De tililende var ikke overraskede - Langballe går for at være distræt.

Jeg kan jo ikke nævne dem alle, men også Erling Olsen og Karl Hjortnæs har et stort repertoire,

Hjortnæs' mest morsomme anekdote var den, han havde oplevet med Venstres Anders Andersen på en politikerrejse til udlandet. En af dem skulle holde en tale for værtsnationen, og begge var helst fri, hvorfor de blev enige om at trække tændstik om det. Anders Andersen sagde, at Hjortnæs skulle holde to tændstikker frem, en, som var knækket, og en, som ikke var. Den, der fik det korteste strå, skulle holde talen. Den gik Hjortnæs med på, men jeg kan desværre ikke fortælle fortsættelsen, da jeg måtte love højt og helligt ikke at gøre det. Han ville gerne gemme den til, hvis han skulle finde på at skrive endnu en bog selv. Det argument forstod jeg så udmærket. Nu, kære læser, må De vente på pointen, til Karl Hjortnæs skriver en bog igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her