Læsetid: 2 min.

'Plottet er aldrig nok'

Forfatteren Thomas Boberg ser for tiden en tendens til, at plottet foretrækkes frem for sproget, stilen og lysten til at eksperimentere. Selv foretrækker han de 'lynende sætninger'
Moderne Tider
13. september 2008

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

"Et sådant ønske har jeg ikke."

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

"Hver tid sin bog eller bøger: Sult af Hamsun, da jeg var helt ung. Johannes V. Jensens digte, Kongens Fald, Light in August af Faulkner, Rimbauds digte, Baudelaires og Nordbrandts digte, Trilce af Cesar Vallejo, FP Jacs digte, Juan Rulfos noveller, Forbrydelse og Straf ... listen øges, forvandles ... Marquez' 100 års ensomhed, Moskva - Petusjki af Venedikt Jerofejev, Hemmingways noveller, Carvers noveller, Celines bøger, Celans digte, Hærværk, Wallace Stevens digte, Kafkas historier og romaner, Musils Manden uden egenskaber (det var engang, ikke længere). Rohinton Mistrys A fine balance, Små guder af Niels Frank ... så må jeg jo vende tilbage, fordi jeg glemmer, eller jeg går videre med noget andet."

Ikke finkulturel

- Hvad er den værste bog, du har læst?

"Det kan jeg heldigvis ikke huske. Men jeg læser en hel del, der, efter min mening, er noget lort, fordi jeg gerne vil følge med, og fordi jeg tror på, at alle genrer og tider (bestemt også samtiden) må rumme noget vigtigt og interessant."

- Hvilken type læser er du?

"Jeg læser normalt bøger færdige, fordi jeg vil give mig selv eller bøgerne en chance. Men med alderen er jeg begyndt at lægge bøger væk, hvis jeg ikke kan lide dem. Hører bøgerne til i min reol, skriver jeg undertiden i margen - der er altid en indre samtale eller diskussion i gang. Jeg har ingen uddannelse, og jeg opfatter ikke mig selv som finkulturel, men der er jo en trend i tiden, der hedder: 'Jeg er på historien, plottet, jeg er ligeglad med høj eller lav, skidt eller kanel'. Det er jeg i princippet også, men i dag er litteraturen en slags skam. Man er rigtig moderne, hvis man giver udtryk for, at man foragter den. Men er der intet sprog til stede, ingen lynende sætninger, så gider jeg ikke. Historien, plottet er aldrig nok. Jeg vil råde folk, som er ligeglade med poesien, stilen, elegancen, humoren, lysten til at eksperimentere, til at søge til filmen i stedet. Det er sgu dér, pengene ligger ... for det er det eneste, man taler om."

- Hvornår læser du?

"Når der er huller i tiden, døgnet rundt, og jeg ikke er i gang med noget andet, og hvor det nu kan lade sig gøre, i sengen, i tog, på bænke, færger, fly."

- Hvem er din yndlingsforfatter

"Alle de før nævnte og flere til, Dante engang, måske ikke længere, pludselig Omar Khayyam, så husker jeg på Ewald igen. HC Andersen, Johannes L. Madsen, Mandelstam, peruvianske Emilio Adolfo Westphalen, Arguedas, Pessoa, etc. Der er heldigvis mange.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her