Læsetid: 4 min.

Søens folk og hipstere

Hvor er det egentlige publikum og de egentlige grænser for opførsel?
Hvor er det egentlige publikum og de egentlige grænser for opførsel?
5. september 2008

Sidste weekend havde Vega inviteret omkring 50 artister på en sejltur af de sjældne. Bands, dj-teams og stjerner, Vjs, kunstnere og designere - alle + én. Altså cirka 100 hipstere, på en af Danmarks sidste store røvballebastioner - Oslofærgen... Dette er en øsyg og halvsur beretning om, hvordan det gik.

Jeg har været på mange klaustrofobiske party-udflugter igennem tiderne. I en Distortionbus til den årlige Pop.com i Køln, hvor vi kørte rundt og kidnappede folk fra de andre fester og gav dem gratis øl, sightseeing og en på opleveren med det fuldt udstyrede diskotek af en ældre rutevogn. På Dunst-ture til Schweiz og Frankrig, hvor vi performerede og dj'ede og bithcede i tre dage non-stop. Gennem et halvt Tyskland - som autonome groupies til et norsk punkband på tour og tomleren! Og endeligt London, som et festligt parforhold under en hedebølge hvor vi 'sov' i et clubkid-kollektiv - der havde egen dealer indlogeret i kælderen.

Jeg har altså prøvet min share af sødt ildelugtende gruppekram, der ikke sådan lige kan forlades, selvom man har eksploderende hjemve og angstneuroser over den konstante socialisering.

Men jeg har aldrig prøvet noget så mærkeligt som det her. Oplevelserne var så kludetæppeagtige sammensat af shit og chanel - som Vega selv. I små 12 år har spillestedet og natklubben været et fort på den danske musik- og clubscene. Med en kulturelitær bestyrelse, smuk arkitektur og indbegrebet af god smag. Københavns første seriøse succesfulde 'store' klub, der red på efterdønningerne af warehouse-raves og en spirende dj-kultur. Detroit-techno, fransk disco, house, larm og hiphop er gennem årene blevet serveret her i fornem indpakning, lyd og helhedsindtryk. Men 12 år er lang tid i en branche, hvor tiderne skifter hurtigere end resten af samfundet, og 'hvad er så det nye'. Og selvom Vega har overlevet de fleste små-trends og døgnfluer og andet midlertidigt gøgl, så er der nogle fundementale problemer i det gamle Folkets Hus - der om noget kom til udtryk på denne cruise - der ellers skulle sejle den samlede sejr i land.

'Hvor er de andre?

Båden var udsolgt, men der virkede hele tiden underligt tomt og blandt bådens hipstere var det evige spørgsmål: Hvor er 'de andre'? Dem der havde givet fuld pris for en billet og ikke havde madkuponer og et utaknemmeligt smil over mangel på drinksbilletter. Dem, der bliver kaldt 'strøgkunder' og 'fyldet', men som er det egentlige hjul i enhver fest-karavane og dem, promoterne burde slås om hver weekend - i stedet for at please den samme håndfuld af forvænte møgunger. 'De andre' lægger penge i baren og jakken i garderoben, og de danser temmeligt stædigt og længere end de sædvanlige klubkids, der konstant vil underholdes og ellers forlader dig som en hoven elsker efter et skuffende knald.

Vega står for en måde at gå i byen på, der er dybt truet. Det ædle dj-håndværk, der i mange år blev plejet på stedet - med flow og teknik - er pisse ligegyldigt for en ny generation, der vil og kan selv og har adgang til alle former for alternativ musik på helt nye og billige! måder. Vega er et hus fuld af labyrinter og store smukke rum med højt til loftet, men det er også en kæmpe maskine af ansatte og regler og dørmænd og knaldhårde grænser for opførsel. Og meget sigende var det store DFDS-diskotek i færgens hjerte gabende tomt og mimede det lille Vega - der udover livekoncerter, ikke har været åbent for natlige gæster siden foråret. Både søens folk og hipsterne i land vil gerne rigtig både drikke, ryge og danse på bordene på samme tid. Derfor var der - i samme ånd som Vegas store tagterasse - pakket ude på dækket, hvor man stort set måtte det hele, i stiv kuling og med anarkistisk bryllups-smadder i højtalerne og kendis-opkast ud over rælingen.

Skæv balancenerve

Vega er langt fra en synkende skude - dertil er der for mange gode mennesker med selvindsigt indvolveret. Og højdepunkterne fra turen taler da også sit tydelige sprog om både opbakning og potentiale. WhoMadeWhos hjerteligt inkluderende jamsession. 7inch-crewets superseje butiksgalleri med indbygget sømandstatovør. Henrik Vibskovs kogeplader, der blev beslaglagt, fordi besætningen troede han ville brænde skibet af (han skulle blot lave pandekager til alle i hans nyåbnede biks i Oslo), Anders Trentmøller der selv havde sovepose med, fordi han ikke anede, at han boede i überluksuskahyt. Og endelig en unavngivet lesbisk dj-duo, der blev taget og tilbageholdt i den norske told med en lille nold.

Så jeg ved ikke om det var søsygen - denne klumme er skrevet med top distortet balancenerve. Det åbenlyst meningsløse i Oslobådens præmis om frem og tilbage på så kort tid. Det at vi var for få til en rigtig fest og for mange til et fælles projekt. Eller blot et fornærmet ego, der blot havde tre indere og to spritstive 'normale' teenagere som publikum, da hun spillede - i det kæmpe frygtelige rum. Det korte af det lange af det store i det små er, at de der frekventerer weekendmuseet uge efter uge er ikke særlig loyale, og hvis de glade og nysgerrige er på udkig efter små barer, hvor man må ryge og bodega-rave dén, så er der masser af muligheder - der er bedre end Vega. Det store stolte fort på Enghavevej må simpelthen komme ud af identitetskrisen og generobre førertrøjen og være med til at definere en fremtidig klubkultur, der både kan tage chancer og levere varen.

Så vi ikke alle ender strandet i kosteskab af en medieby - på gyngende grund.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! Had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu