Læsetid 6 min.

Superman vs. Elvis

Duel. Verdens to rockstjerne-filosoffer, Slavoj Zizek og Bernard-Henri Lévy, tørnede i denne uge sammen i New York
Duel. Verdens to rockstjerne-filosoffer, Slavoj Zizek og Bernard-Henri Lévy, tørnede i denne uge sammen i New York
20. september 2008

NEW YORK - Hvis man troede, at man skulle til almindeligt hygge-pludre-komsammen på det lokale bibliotek, så troede man forkert. Det ville selvfølgelig også være idiotisk at tro, når det man skal, er ind på New York Public Library til debat mellem to af verdens bedst kendte nulevende filosoffer, slovenske Slavoj Zizek og franske Bernard-Henri Lévy. Men alligevel:

Uden for biblioteket er der billethajer, der tilbyder billetter til arrangementet, og folk, der desperat efterspørger dem. Indenfor møder man en katedral af et rum med solgule marmorvægge i bedste renæssance-stil og fire centrale søjler, der bærer en imponerende kuppel, hvorfra en krans af projektører skinner ned på publikum, som er ved at finde sig til rette mellem tv-kameraerne.

"Det virker ikke, som om der er drinks og hors d'oeuvres i dag," siger min sidemand lidt vemodigt. "Det plejer der ellers at være."

Og for fuld udblæsning fra de store højtalere, der står i alle hjørner af salen; kendingsmelodien fra Star Wars.

Sådan. Så er der eddermame budt velkommen i debatklubben - eller 'Opening Night at NYPL Live', som det hedder i programmet.

Nå, ja, og så kommer Salman Rushdie lige nøjagtig på slaget 7 pm og sætter sig på første række. Altså, der er bare nogen, der kan det hele.

Superman

Og apropos at kunne det hele, synes den ene af aftenens to debattører nok, han er rimeligt godt på vej. Godt nok er Bernard-Henri Lévys arbejde løbende blevet kritiseret for at være behæftet med fejl og ofte også for i al væsentlighed at være aldeles intetsigende. Men hans bøger har solgt mere end en million eksemplarer alene i Frankrig - den seneste, Ce grand cadavre a la renverse, udkom i dag på engelsk under titlen Left in Dark Times og er et forsøg på at udstikke en ny kurs for den franske venstrefløj; Han har lavet adskillige film, været diplomatisk udsending for den franske regering, er de franske mediers kendisfilosof nummer et og er af det amerikanske magasin Vanity Fair blevet udråbt til "Superman og profet". Han har arvet millioner af dollars, er gift med en smuk skuespillerinde, og så bor han på et stort slot.

Aftenens ordstyrer, Paul Holdengräber, indleder med at spørge ham om betydningen af de seneste uroligheder i de parisiske forstæder, hvilket hurtigt bringer Lévy ind på oprøret i maj 1968:

"For mig er det en unik begivenhed af mindst to grunde: Det gamle kommunistparti sagde altid 'ikke her, ikke nu, ikke jer', men for første gang sagde de unge 'nu, her, os!', og det var også et brud med den gamle filosofiske traditions skel mellem de regerende og de regerede. I '68 ville man sprænge det forhold. Alle skulle ikke være regerende, men alle skulle være aktive."

Elvis

og giver ikke meget for den håbefulde optimisme, Lévy udtrykker i forbindelse med '68-oprøret:

Mens glatbarberede Bernard-Henri Lévy er klædt i nålestribet habit og udviser en aristokratisk selvfølgelighed i sine bevægelser, som når han køligt løfter et enkelt øjenbryn som svar til ordstyrer Holdengräber, hopper den skæggede Slavoj Zizek, iført nogenlunde hvid T-shirt, jeans og hjemmetøfler, konstant op og ned i sin stol, klør sig overalt på kroppen, fægter med armene, klemmer fingrene sammen om næsen og siger "Kzzzzzcch!" for at bremse sig selv, når han bliver for ivrig og er ved at tale hurtigere, end hans stemmebånd magter. Han er blevet kaldt filosofiens svar på Elvis, men hvis man absolut skal drage en parallel til musikhistorien, må det være Animal, trommeslageren fra Muppet Show. Zizek citerer Descartes, Deleuze og Lacan lige så selvfølgeligt som Radovan Karadzic, Josef Stalin og Scarlett O'Hara for at understrege sine pointer, har forfattet over 30 bøger, senest Violence,

"Problemet er det samme som i august '68 i Prag. Man siger, at Sovjet knuste oprøret, men jeg mener, de reddede drømmen. Hvad ville der være sket, hvis de ikke var gået ind? Tjekkoslovakiet var bare blevet en del af Vesten. I maj '68 var der heller ingen mulighed for et nyt samfund. Mener du, at der var det," spørger han Lévy.

"Nej, men der var mulighed for det, der skete: En reform af det franske system, af den franske tænkning," svarer han og tilføjer sentimentalt:

"Der var en stemning af udødelig ungdom".

"Nu lyder du mere venstreorienteret end mig," siger Zizek, og for at læseren kan få bare en nogenlunde idè om hans talestrøm, kommer fortsættelsen her (næsten) uredigeret:

"Men idealiseringen af '68 er forkert. Det var fødslen af marketing, af den konkurrencementalitet, vi har i dag. Er Descartes måske ikke kommet ind i forbruget? 'Det er en Landrover, du kan køre ud i naturen'. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men ... Nu spiser vi økologiske æbler for at få det bedre, drikker kaffe på Starbucks, og vi redder et stakkels, deformt guatemalsk barn for prisen af én cappuccino ... Alt det med at realisere dig selv, denne arv fra '68 er problematisk. Vi bliver nødt til at se '68 i hele dets tvetydighed."

Barmhjertighed

"Barmhjertighed og alt, der kan få folk til at føle noget uden for sig selv, er godt," siger Lévy.

"Problemet med barmhjertighed er, når det træder i stedet for politik. Nød-hjælpsindustrien har forvandlet mennesket til 'en krop'. I Rwanda gav man massemordere medicin efter udrensningen. Det var den værste, perverse effekt af det: 'Du, sorte mand. Din sjæl, politik og så videre er ligegyldig - den vil vi ikke vide af."

"Men i dag er landet delt op af krigsherrer, der styrer hvert sit område. Hvordan hænger det sammen?" afbryder Zizek. "Hvert område har sit udenlandske firma, der styrer minedrift og så videre - det er selvfølgelig meget værre i Rwanda, men det er det samme på Vestbredden. Der er nogen, der har en interesse i konflikten."

"Men så lad mig foreslå, at du tager med mig til Israel og lader mig vise dig folk, der tror på og arbejder for freden. Jeg mener det," siger Lévy og rækker Zizek hånden under stor jubel fra publikum.

"Okay," siger Zizek og trykker Lévys hånd. "Men så tag med mig til Vestbredden og se, hvordan araberne ydmyges på alle mulige utrolige måder i noget, der minder om et Foucaultsk mikromagtbureaukrati." Endnu større jubel.

Ordstyrer Paul Holdengräber sidder konstant ude på kanten af stolen og kæmper for at følge med i og af og til afbryde Zizeks talestrøm, og han skærer nu ind for at spørge Levy om fremtiden for venstrefløjen.

"Venstrefløjen er i en forfærdelig forfatning både i Europa og USA," starter Lévy. "Men kampen skal føres inden for venstrefløjen selv. Der er venstreorienterede i Frankrig, der siger, at Ayaan Hirsi Ali, som også er her i aften, siger nogle provokerende ting, og dem, der vil dræbe hende for det, ja, de har så en anden lige så gyldig mening. Jeg ville ikke være for venstrefløjen, hvis jeg ikke kæmpede mod det."

"Og Zizek, du har nok et lidt andet syn på det?" spørger Holdengräber.

"Ja, jeg kalder mig kommunist. Tidligere drømte vi om socialisme med et menneskeligt ansigt, nu drømmer de fleste på venstrefløjen om global kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Måske virker liberal kapitalisme - jeg skal gerne indrømme, at vi har det bedste samfund nogensinde, forstået som en stor gruppe mennesker, der har det bedre end nogensinde. Men jeg ser farlige sorte pletter: Nye krige alle mulige steder, intellektuel ejendomsret, bioteknologi - selv Fukuyama har indrømmet, at bioteknologi ødelægger hans 'End of history'-tese - og vi er slet ikke klar over, hvordan grænserne flyttes. Som jeg skriver i min bog, er det en blød revolution: Folk siger 'Hvorfor gøre så meget væsen ud af Guantanamo, er du ikke enig i, at Kina torturerer uendeligt meget mere?' Og jo, jeg er ikke nogen hykler. Men alene det, at vi taler om tortur - tidligere ville man have afvist enhver, der gjorde det, som idiot."

$SUBT_ON$Læbestift

"Hvor kommer fundamentalismen fra i dag?" fortsætter Zizek. "Det er noget, der er skabt af global kapitalisme. Liberalisme er ikke nok til at bekæmpe fundamentalisme."

"Jeg er uenig," siger Lévy. "Fundamentalismen kan bekæmpes ved at universalisere frihedsrettighederne."

"Men jeg tror ikke på den formel," siger Zizek. "Hvor ser du for eksempel håbet for den i USA? Den amerikanske venstrefløj betaler prisen for dens totale negligering af arbejderklassen. For nu vil arbejderklassen have Sarah Palin, og når hun og McCain taler om forandring, mener de, at de vil ændre lige præcis så meget, at intet ændrer sig. Hvis jeg skal bruge den nu så berømte læbestift-metafor, er McCain Bush med læbestift."

Og dermed slutter aftenens debat med et ordentligt bifald til den slovenske filosof, som sammen med sin franske modpart nu går over for at signere bøger.

"Til hvem?" spørger Zizek mig, da jeg rækker Violence frem mod ham. "H-A-N-S," staver jeg. "Ah, Hans som på tysk," siger han. "Ja, men jeg er fra Danmark - hvor du lige har været," svarer jeg. "Ja, det er rigtigt. Det sted kunne jeg virkelig godt lide," råber han ivrigt tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lars Peter Simonsen
Lars Peter Simonsen

I Danmark er det også sådan, at venstrefløjen, som jeg selv tilhører (listeØ) , desværre ikke fik ordentlig fat i arbejderklassen, eller helt forstod hvad der var vigtigst for folk i det daglige. Derfor har vi i dag Dansk Folkeparti....

Brugerbillede for Kim Gram

Fra artiklen:

"Superman
Og apropos at kunne det hele, synes den ene af aftenens to debattører nok, han er rimeligt godt på vej. Godt nok er Bernard-Henri Lévys arbejde løbende blevet kritiseret for at være behæftet med fejl og ofte også for i al væsentlighed at være aldeles intetsigende. Men hans bøger har solgt mere end en million eksemplarer alene i Frankrig - den seneste, Ce grand cadavre a la renverse, udkom i dag på engelsk under titlen Left in Dark Times og er et forsøg på at udstikke en ny kurs for den franske venstrefløj; Han har lavet adskillige film, været diplomatisk udsending for den franske regering, er de franske mediers kendisfilosof nummer et og er af det amerikanske magasin Vanity Fair blevet udråbt til "Superman og profet". Han har arvet millioner af dollars, er gift med en smuk skuespillerinde, og så bor han på et stort slot."

----

Især ser det ud til at Lévy har tænkt sig at den franske venstrefløjs - af ham - nyudstukne kurs - skal gå langt udenom hans slot :-)

Brugerbillede for Emil Thomsen

Slot eller ej, vi har brug for en kurs og vi har brug for debattører med et stort overblik. Interessant er det, at jeg ikke høre dem tale om klima. Men det er måske indforstået i deres politiske udtalelser?

Brugerbillede for Kim Gram

@Emil Thomsen

Der er desværre nok ikke tid til det ( bla.a. derfor er det følgende nok ALT for optimistisk ), men når mange mere eller mindre Marxistiske tænkere sætter miljøproblematikken i baggrunden, kan det være fordi de bla.a. underforstår følgende løsning:

Mindre økonomisk ulighed på kloden ->
Flere og bedre uddannede mennesker ->
Bedre og mere udbredt indsigt i ( også )
miljøproblematikken -> Mere miljøansvarlighed -
samlet og hos hver enkelt.

Brugerbillede for Kim Gram

@Emil Thomsen

"vi har brug for en kurs"

Ka' jo ( underligt nok ) ikke lige anvise en kurs,
men kan påpege hvad der ( set herfra ) går galt:
Kort efter 68 blev der foretaget en ombytning hos vestens venstrefløj: "godhedsprojektet" blev gjort til det primære ( nu sku' hele verden frelses ), og kampen for egne proletarers egne økonomiske interresser blev gjort til noget sekundært.

"Idealistisk" politik kan kun forsvares hvis den meget sandsynligt kan påvises at blive nødvendig
langsigtet realpolitik ( realpolitik forstået som egne proletarers interreser ).

Proletarerne har sku' ingen interresser i at blive brugt som nyttige idioter ( på nogen af siderne ) i kulturrelativisters og Krarup og Co.' s indbyrdes ideologiske kampe.

Brugerbillede for Kim Gram

Sandsynligvis kan vi trygt overlade til kapitalismen+
liberalismen - på sigt - at give ( de fleste individer )
de mest overbevisende begrundelser for (verdens)kommunismen.