Læsetid: 3 min.

Svend Aukens eftermæle

Svend Aukens status over et langt liv i politik rejser spørgsmål om, hvad vi bruger kloge politikere til
13. september 2008

Medens medierne og den politiske offentlighed er stærkt optagede af Bendt Bendtsens elegante magtoverdragelse til Lene Espersen i Det Konservative Folkeparti, og kommentatorerne feterer Espersens kontante 'skrap moster kæmper mod rockerbander og forbryder'-kommunikation, kan der være grund til at riste en rune over en politisk figur, som i den forgangne uge gjorde status over et langt og mildest talt synligt liv i dansk politik. Tidligere formand for Socialdemokraterne, MF Svend Auken, gjorde på Socialdemokraternes kongres status over en menneskealder i den socialdemokratiske bevægelse og åbnede, tro mod sin politiske passion, et nyt kapitel i sit politiske liv.

En sjælden art

At Svend Auken politisk har været et af de store træer i skoven, gælder ikke blot bogstaveligt og kan konstateres ganske konfessionsløst og uden politisk bedetæppe vendt mod venstre. Det er banalt. Mere interessant er det, at Auken repræsenterer en politikertype, der aldrig har været skåret i metermål, men som end ikke udgives i små oplag. Det skyldes primært fire træk. For det første er Auken, der er cand.scient.pol. fra et af de første kuld på statskundskab i Århus, polyhistor. Belæst, alment dannet og kyndig i diskussioner ikke alene af politisk videnskabelig, ideologisk eller praktisk art, men vidtfavnende historisk, teologisk, sprogligt, litterært, filosofisk, kunstnerisk. Meget få politikere ville være i stand til at jokke ind i videnskabelige og kunstneriske sammenhænge og ikke alene at læse koderne, men også kvalificere sit bidrag. Viggo Kampmann kunne tilbage i 1950'erne og 1960'erne diskutere med teologen K.E. Løgstrup og digteren Villy Sørensen. Hvor Per Stig Møller (K) i den grad har forvaltet sine intellektuelle pund med en række bøger, har Auken kapitaliseret og omsat sine erfaringer og indsigter i en levende offentlighed og navnlig i et idépolitisk engagement, der dels med Mogens Lykketoft, Poul Nyrup o.a. førte til reorienteringen af velfærdspolitikken i slutningen af 1980erne, dels lod sig forny og formulere i miljøpolitikken i 1990'erne.

Disse to træk - altså det idépolitiske og polyhistoren - kunne være interessant nok i sig selv, men dog henvist til afdelingen for sentimentale æggehoveder, hvis ikke det var fordi, det har været koblet til to andre afgørende og principielle træk ved figuren; nemlig det realpolitiske og det interessebaserede. Realpolitikeren strikker forlig sammen, skaber resultater, skærer sagerne til, så de kan kommunikeres, og sikrer ro på bagsmækken (hvorfor aldrig dynamik?). Det giver snavs på hænderne og sikrer det idépolitiske engagement mod sværmeri eller fordærvelse, og er alligevel en genre, der kan håndteres mere eller mindre elegant, hvilket Auken i sig selv også eksemplificerer. Han er derfor et levende modbevis på dovne iagttageres kategorisering af det politiske som enten det ene eller det andet. Som interessepolitiker har Aukens nære bånd til LO i navnlig 1970'erne som arbejdsminister været klassisk, som udtryk for en forankring i et velfærdsprojekt, der helt frem til 1980'erne var kalfatret i klasser med klart definerede interesser. Et interessepolitisk engagement, der ikke alene har været forvaltet som ren repræsentation, men også har været reflekteret og bevægeligt. Auken gik fra at være fagbevægelsens partner i det korporative Danmark til at give græsrødderne indflydelse på miljøpolitikken i 1990'erne. Vi har altså at gøre med en politisk figur, der måske navnlig i kraft af disse mange træk har været i stand til at genopfinde sine platforme politisk på trods af formandsnederlag og fløjkrige - og måske netop i kraft heraf også på godt og ondt symboliserer en menneskeliggørelse af det politiske.

Spildte muligheder

I USA og Frankrig er der en rig udveksling mellem politik og videnskab. Kissinger, Albright, Robert Reich og Condi Rice var alle højt estimerede professorer. Francis Fukuyama (ham med The End of History) var embedsmand, og filosoffen Luc Ferry var undervisningsminister i Frankrig indtil for få år siden. I Danmark er der nok en stigende akademisering af det politiske system og særligt af Folketinget, men politikerne bruges sjældent akademisk. Vi har ingen rekrutteringsmekanismer, der sikrer en stærk og fri udveksling mellem politik, forvaltning og politologi, hvilket betyder, at muligheden for at teste og generalisere typer af politisk håndværk og væsentlige erfaringer misses. Jens Otto Krag var kun meget kort vellykket i sin tilknytning til Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet efter sin politiske exit i 1972, men hvorfor gentages modellen ikke. I sjældne tilfælde kunne forskere og studerende møde politikere, der ikke alene har indgående sagskendskab på første hånd, men også viden om det politiske spils logik og tyngde og ikke mindst holdninger. Og, hvis man er heldig, polyhistorens vid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu