Det er vanskeligt med at ord at forklare, hvor god Stevie Wonder-koncerten i Aalborg onsdag aften var. Bedst ville det egentlig være at sige som min ven, danmarks største Stevie Wonder-kender Jonas Petersen, altid siger om Wonders nummer 'Sir Duke': "Sæt musikken på, lyt selv og jeg sværger: 'You can fell it all over'."
Koncerten kunne næsten ikke få en stærkere start. Allerede i mørket inden start løfter salen sig begejstret, så kommer lyset med Stevie Wonder, der træder ind på scenen hånd i hånd med sin datter, og - i den øredøvende larm - tager forventningerne næsten form af flydende glæde. Buler og revner såvel som ar og bekymringer flyder med og væk.
"Everyone's feeling pretty/ It's hotter than july." Reggae-nummeret Master Blaster er en hyldest til Bob Marley, men det er også en sang til sommeren og til stenbroen. Vesterbro eller Bedford-Stuyvesant. Det betyder ingenting, bare solen skinner og brandhanerne sprøjter.
Wonder har vel sine ligemænd inden for soul, jazz og moderne popmusik, men ingen musiker, måske med undtagelse af Ray Charles, har betydet så meget på tværs af musikken på samme tid. "Ved at bringe musikken i fuldendt harmoni hævede Wonder sig oven ud af genrenes paradokser," har forfatteren Jonathan Letham skrevet om det høje niveau.
Syng for Obama
I starten af 1970'erne eksperimenterede Wonder meget med elektronisk musik og han var en af de første, der rigtig udnyttede synthiziseren og talkboxen. De eksperimenter gav ham en høj stjerne i fusionsjazzmiljøet omkring musikere som Herbie Hancock, Chick Corea og gruppen Weather Report. Da Wonder i 1976 indspillede sit hovedværk Songs in the Key of Life, tog han Hancock med, som senere om pladen sagde: "Jeg er så stolt af at have været med på sådan en milepæl. Der var ingenting før den. Ingenting." Siden har Wonder samarbejdet med kunstnere som Quincy Jones og popmusikkens allerstørste. Prince, Eurythmics, Michael Jackson og mange flere, har altid kredset om ham som bier om honning, når de skulle indspille.
Inde i salen spiller Stevie Wonder All Day Sucker. One-Two, One-Two-Three-Four. "I knock on the door/ You answer askin what am I there for/ I say I thought you wanted me to/ Do something for your love". Det er musik til hjertet, det pumper, og alle står op på siddepladserne. Tænksomme sange til kærligheden og livet, er det også, og publikum lytter intenst. For musikkens appel kommer i høj grad også fra teksterne. Som journalisten Fiachara Gibbons en gang skrev, så er Wonder bare den seneste i en lang tradition for blinde trobadurer, der går tilbage til lyrespilleren Homer over den irske komponist Turlough O'Carolan.
"Baaaarack Obama!" Midt I koncerten piskerne tonerne af Sly and the Family Stones I Want to Take You Higher ud. Trommerne, bassen og scenens synthyzisere tegner mønstrer omkring ordene. "Baaaarack Obaama"messer Stevie Wonder hen over musikken, der bliver stadig mindre Sly Stone og stadig mere rocket i takt med, at de to guitarister kommer med. "Say it!" Hele hallen, 9.000 stemmer, svarer: "Baaarack Obaama". Deres hænder klapper rytmen som i en gospelmenighed. Der er ingen tvivl. Ålborg stemmer på Obama. Stevie Wonder griner, bevæger hovedet frem og tilbage- "Yeah, yeah, Yeah! I love him too-" tager hænderne fra synthiziseren, og synger den demokratiske præsidentkandidats navn igen og igen, mens guitarernes lyd af rock bliver højere og højere: Lader publikum forstå, at der er noget på spil. Havde det været en hvilken som helst anden, havde den politiske agitation været trættende, men det er ikke hvilken som helst anden.
Skamfuld betjent
Politik har altid været en stor del af Stevie Wonders liv. Politisk engagement er på mange måder også det, der adskiller ham mest fra det andet store sorte amerikanske soul ikon Ray Charles. For Charles var der kun musikken. Alt overskud blev lagt i sangene, og derefter var der ikke mere tilbage. Anderledes er det med Stevie Wonder, der er drevet ligeså meget af social indignation som af musikken. I 70'erne var det først og fremmest racediskrimination hans politiske sange kredsede om. "Her brothers smart he's got more sense than many / His patiences long but soon he wont have any / To find a job is like a haystack needle / Cause where he lives they dont use colored people," lyder det i supersangen 'Living for the City' om racismen i sydstaterne.
I Aalborg bliver nummeret spillet næsten endnu mere stramt end på den originale Innervisions-indspilning. Hjerteskærende er det altid, når systemer og dumhed undertrykker unge mennesker, og mens lærredet bagved bandet viser sort-hvide billeder af storbyen kan den sociale samvittighed smages helt ned på bagerste række i Gigantium.
I 1980'erne gik Stevie Wonder aktivt ind i kampen mod apartheid. Han skrev sangen 'It's wrong (apartheid)' med afrikanske trommer og stammeskrig, der gorde det sydafrikanske styre så forskrækkede, at de forbød Wonders musik. I 1984 vandt han en oscar for I Just Called to Say I Love You fra filmen Women in Red, og dedikerede prisen til Nelson Mandela, hvilket fik det sydafrikanske styre til endegyldigt at bandlyse ham. På et senere tidspunkt blev han arresteret i forbindelse med en demonstration foran det sydafrikanske konsulat i New York. Betjenten, der foretog arrestationen, udtalte senere, at han aldrig har følt sig så skamfuld.
Stevie Wonder var også frontmand i en national kampagne for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til en national helligdag for fred og fællesskab. Han skrev nummeret 'Happy Birthday' med linjerne "I just never understood/ how a man who died for good/ Could not have a day that would/ Be set aside for his recognitio." Kampagnen resulterede i helligdagen den 15. januar, hvor amerikanerne kan synge med på "For in peace, our hearts will sing/ Thanks to Martin Luther King". I de år var Stevie Wonders stjerne så lysende, at vennen Eddie Murphy ikke kunne lade være med drille lidt i stand-up filmen Delirious. "Stevie, jeg ved, du er et geni og alt mulig, men hvis du virkelig vil imponere mig, skal du lige tage rattet."
Virtuos mundharpe
I dag, i 2008, er Wonder først og fremmest optaget af at få Barack Obama valgt til præsident. Han er meget aktiv i kampagnen. Synger sin hymne til Barack ved ethvert givent vælgermøde. Obama elsker det. Eller rettere elsker ham. Ved et vælgermøde på Harvard University sagde Obama lige pludselig midt i debatten: "Jeg bliver nød til at tage en pause. Stevie Wonder er i huset. Jeg voksede op med hans musik. Jeg elsker ham." Wonder var ankommet lidt før tid, men Obama førte ham ind på scenen med det samme, hvorefter de sang sammen.
Det er blevet tid til 'Sir Duke'. Wonders hyldets til orkesterlederen og komponisten Duke Ellingston. "You can fell it all over/ You can fell it all over people-dub dubi dub." Koncerten kulminerer lige der omkring. Ikke i et enkelt nummer, men lige omkring dem.
Bandet er fænomenalt. På bas er det Nathan Watts, Wonders gamle ven tilbage fra Hotter than July-tiden. Derudover: To gange percussion, trompet, saxofon, to guitarer, syntheziser, to gange keyboard, ja faktisk tre fordi Stevie Wonder også selv spiller på et og så Lenny Krawitz' rå kvindelige trommeslager, der smælder løs på trommeskindet som Muhammed Ali i 8. omgang på Foreman samt fire korsangere, bl.a. Wonders datter Aisha Wonder.
Under Isn't she lovely spiller Stevie Wonder virtuost på mundharpe. Og det er vel at mærke den jazzede kromatiske mundharpe, der kan spille alle tolv toner. Ikke noget med den mere vulgære lillebror, den fra blues'en, så kendte diatoniske harpe her. På mundharpen er Stevie Wonder nok - beklager, Thoots Thielemans - den bedste overhovedet i verden. Lyden af hans mundharpespil er et brand i sig selv. Ikke til at komme udenom, insisterende og blødt på en gang.
I sin tid var det også mundharpen, der overhovedet fik Stevie Wonder i gang med musikken. I et af Detroit-pladeselskabet Motowns studier gik der nemlig i 1962 en lille knægt rundt på 12 år ved navn Steveland Morris Judkins Hardway. Han havde ad omveje fået lov til at hænge ud i Motowns lokaler, og spille lidt trommer her og lidt piano der. Motowns direktør, Berry Gordy, hørte også Steveland spille, men godt forkælet med talent som han var, så han ikke noget særligt i den lille blinde musiker. Lige indtil han en dag tilfældigt kom forbi, og hørte Steveland spille mundharpe. "Først der så jeg vidunderbarnet," har Gordy siden sagt. Kort tid efter kom den første Little Stevie Wonder Motown-plade.
I slutningen af koncerten står Stevie Wonder, som en stor sort naturstridig pære, oppe på sin pianobænk, mens han synger 'Do I do'. Der er mørkt i hallen, og Wonder synger alene på bænken, foran tusindvis mennesker han ikke kan se. I mørket i musikken. Han har aldrig kunnet se, og for få år siden mistede han det meste af sin smags- og følesans efter en voldsom bilulykke. Alligevel står han der oppe på scenen med en livsglæde af en karakter, der bedst kan beskrives som musisk i hele dens svævende uhåndgribelige evne til at fylde rummet og publikum op med glæde.
Numrene glider over i hinanden, og det hele slutter med den fuldendte 'As'. Ingen ekstranumre, kun ekstra glæde ved livet, altid livsglæden.
Stevie Wonders sætplan i Aalborg:Intro med elementer af Miles Davis' All BluesAs if you read my mindMaster BlasterDid I hear you say you love meAll I doKnocks me off my feetFunk am over People make the world go roundHigher groundBand intro over Chick Coreas SpainDon't you worry 'bout a thingAll day suckerVisionsLiving for the cityPart-time loverOverjoyedI Cry (nyt nummer)Nyt nummer (Aisha Wonder, vocal)My cherie amourSigned, sealed, deliveredSir DukeI wishIsn't she lovelyDo I doI just called to say I love youSuperstitionBarack Obama-hyldest over Sly and the Family Stones I want to take you higherBandoutroAs
