Læsetid: 5 min.

En usynlig ven giver ikke nogen ret til at kvæle kritikken

De store religioner har oprustet mod ytringsfriheden, mens vesten har talt om respekt for andre kulturer. Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen rapporterer fra en intellektuel krigszone
De store religioner har oprustet mod ytringsfriheden, mens vesten har talt om respekt for andre kulturer. Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen rapporterer fra en intellektuel krigszone
27. september 2008

"Hvis man for 10 år siden havde sagt, at beskyttelsen af religionerne skulle skrives ind i Menneskerettighedserklæringen, så havde man jo syntes, at det var helt sindssygt, fuldstændigt barokt, men det er jo det, som sker i dag," siger professor i Semiotik ved Aarhus Universitet Frederik Stjernfelt. Sammen med sin ven, forfatteren Jens-Martin Eriksen, har han i de sidste år samlet eksempel efter eksempel på religionernes pres mod ytringsfriheden.

"Siden juni er vores samling vokset med 10 sider! Den sidste tilføjelse er kun et par dage gammel og handler om, hvordan imamer er begyndt at udøve deres egen retspraksis i Vollsmose. Det er et religiøst angreb på de helt basale borgerrettigheder," siger Frederik Stjernfelt.

1971. Protester uden for Broadway Theatre i New York ved premieren på opsætningen af 'Jesus Christ Superstar'.

Bagest i Stjernfelt og Eriksens nyeste bog Adskillelsens politik findes forfatternes eksempelsamling kronologisk fra slutningen af 1960'erne til i dag. Størstedelen af noterne er fra denne side af årtusindeskiftet, hvor kunstnere, journalister og politikere i stigende omfang bliver tvunget til at bøje sig for religionernes krav om respekt.

1981. Den hollandske komiker Rudi Carell laver en sketch, hvor kvinder med slør smider deres undertøj i hovedet på Ayatollah Khomeini. Iran udviser to tyske diplomater og fremsætter dødstrusler. Rudi Carell laver aldrig siden vitser om islam.

"Den store forskel på 1970'erne og i dag er, at man dengang stadig mente, at det var værd at bekæmpe religiøs bornerthed. Pointen var netop at antaste folks religiøse følelser, så hvis en film som Life of Brian provokerede religiøse grupper, så var den faktisk ekstra god, fordi den udvidede grænserne for frihed," påpeger Jens Martin Eriksen.


I dag er det sjældnere, at religiøse provokationer lige frem bliver betragtet som åndelig frihedskamp. De store religioners repræsentanter har nemlig haft held med at alliere sig med mere eller mindre venstreorienterede multikulturalister. Det fælles argument er, at menneskers kulturelle identitet og udtryk har krav på særlig respekt, siger de to forfattere.

Februar 1989. Mange vestlige intellektuelle og politikere støtter Salman Rushdie. Andre såsom Roald Dahl, John Berger, John le Carré og Hugh Trevor-Roper giver skylden til Rushdie, der burde havde undladt at provokere.

"Paukeslaget for det nye kulturbegreb begynder under Rushdie-krisen, for her begynder man for første gang at diskutere grænser for ytringsfrihed," siger Jens-Martin Eriksen, som er forbløffet over, at mange vestlige intellektuelle har accepteret en primitiv kulturrelativisme.

"Multikulturalismens argument er jo, at man ikke kan dømme andre, fordi de ser på verden på en anden måde på grund af deres kultur. Og at man derfor ikke kan diskutere kulturelle dogmer, for hvis du sårer kulturen, så sårer du menneskets allerinderste identitet," forklarer han.

15. januar 1994. Claudia Schiffer præsenterer på et modeshow en Chanel-kjole, hvis bærestykke viser et stykke arabisk kalligrafi, som stammer fra koranen. Muslim Scholars Council i Djakarta opfordrer til en boykot af Chanel.

Multikulturalismen fik for alvor vind i sejlene i 1990'erne, hvor den vestlige offentlighed befandt sig et ideologisk vadested. Marxismen var begravet under brokkerne fra Berlinmuren, og samtidig bestod en stigende del af den europæiske underklasse af ikke-vestlige indvandrere.

Da venstrefløjen så sig om efter nye sager at kæmpe for, faldt valget på beskyttelsen af indvandrernes kultur.

"Den franske journalist Caroline Fourest har en tese, som jeg tror er meget rigtig, om at venstrefløjens to vigtigste mærkesager har været kampen mod totalitarisme og den anti-imperalistiske kamp, og at venstrefløjen siden 1990'erne har været delt op efter, hvilken af de to kampe, som de mener, er den afgørende. De, der har hovedvægten på den anti-imperalistiske kamp, mener, at de islamiske krav er en videførelse af de gamle anti-imperalistiske krav om et opgør med vestens undertrykkelse af den tredje verden," siger Frederik Stjernfelt.

25. januar 2003. Ayaan Hirsi Ali udtaler i et interview, at "Muhammed var, efter vores vestlige målestokke, en pervers mand. En tyran". Snart efter truer muslimske organisationer med sagsanlæg.

Mens Vesten i 1990'erne diskuterede, hvordan den multikulturelle tankegang kunne blive en del af samfundets politiske og juridiske organisering, lærte de religiøse radikalister den multikulturelle retorik og brugte den til aktivt at styrke religionens plads i samfundet

"Den syriske filosof Sadiq Al-Azm har påpeget, at islamisterne er begyndt at tale lige som multikulturalisterne. De taler om islam som en del af autentisk arabisk kultur, der har krav på særlig omsorg, selv om den logik er meget fremmed for islamisk teologi," siger Frederik Stjernfelt

31. marts 2007. Billedhuggeren Cosimo Cavallaros 'My Sweet Lord', en gengivelse af Jesus i chokolade, må fjernes fra galleriet The Lab på Manhattan efter protester organiseret af Catholic League.

Stjernfelt og Eriksens eksempelsamling beretter om religiøse krav, som bliver fremsat med større og større selvfølgelighed. Her er hinduer, som kræver, at Hollywood-filmen The Love guru skal tages af plakaten, ortodokse jøder, som vil have, at Jean Paul Gaultier dropper en kollektion inspireret af deres traditionelle klædedragt, og kristne, som bekæmper modstanderne af teorien om intelligent design. Tolerancen over for andre kulturer har kort sagt affødt en bølge af intolerance.

Mest aggressiv forbliver dog den islamistiske kritik, som kulminerer under Muhammed-krisen og fortsat stiller sit krav om religiøs respekt, både gennem voldelige handlinger og diplomatisk pres.

27. marts 2008. FN's Menneskerettighedsråd vedtager efter forslag fra OIC-landene (organisation af islamiske lande, red.) resolution 7/19 angående kampen mod krænkelser af religioner.

"I dag vil man have indført respekten for religion i menneskerettighederne, og det er et krav, som er vandret fra de mest rabiate islamister ind i FN-systemet." siger Frederik Stjernfelt, som ikke mener, at den religiøse bølge vil lægge sig lige foreløbig.

"Denne her religiøse vækkelsesbølge er jo ikke bundet til en stat, som kan skifte styre før eller siden. Den er bundet til en generation af religiøst vækkede, og dermed kan vi jo forudsige, at den ikke går over af sig selv. Netop derfor er det så vigtigt, at sekularisterne også opruster intellektuelt og siger, at bare fordi man har en usynlig ven, så har man ikke krav på hverken mere eller mindre respekt end andre mennesker."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Disse ,af Stjernfelt-Eriksen, samlede eksempler på presset mod ytringsfriheden fra religionernes side formoder jeg indgår de i deres bog " Adskillelsens politik" ?

Det er glædeligt, at sådanne velansete, og intelligente, mennesker skrive om de angreb ytringsfriheden er under.

For det kunne måske rykke noget hos de, der anser multikulturalismen for et must uden at de samtidig spekulerer alt for meget over hvad denne medfører i negativ retning.

Søren Pind : "Jens Rohde skal trække sine udtalelser tilbage. Han sår tvivl om...."
Det er vist ikke kun De Store Religioner der sætter ytringsfriheden under pres, vel ?

Kan man kalde sin usynlige åndelige samlever, hvis generelt fraværende og kun i glimt kryptonærværende, utrygt jaloux og forfængelige væsen er præget af uigennemskueligt lunkne kærlighedserklæringer (helst når man tigger ham/hende om dem) afløst af pludselige, voldelige raseriudbrud, for en ven? Synes mere, det ligner det, man på engelsk betegner som et 'abusive relationship'.

"En usynlig ven giver ikke nogen ret til at kvæle kritikken"

Kritikken af hvad ?

Den usynlige ven ?

Hvilket menneske, der var blot nogenlunde ved sine fulde fem, ville dog bruge kostbar livstid på at kritisere andres "usynlige venner" ?

Forhåbentlig ingen (medmindre man er psykiater og er blevet bedt om at hjælpe patienten af med den usynlige ven).

Det er derfor nærliggende at lede efter andre motiver - det er præcis det venstrefløjen gør.

Jeg deltog for nogle år siden i noget frivillig lektiehjælp for relativt nyankomne flygtninge. En af de mere garvede gammeldanskere kunne engang trøste en af indvandrerne med følgende ord:

"Bare rolig - vi danskere hader såmænd hinanden lige så meget som vi hader jer. Vi påstår at demokratiet er vores gud, men hvis i fortsætter med at få flere børn end os, holder vi også op med at tro på vores gud."

Jo demokratiet kan hurtigt vise sig at være en særdeles usynlig ven.

I virkeligheden er det ikke ret meget af det der virkelig betyder noget, som er synligt

Man ser, hvad man vil se - man tror, hvad man vil tro.

"Hvis man for 10 år siden havde sagt, at beskyttelsen af religionerne skulle skrives ind i Menneskerettighedserklæringen, så havde man jo syntes, at det var helt sindssygt, fuldstændigt barokt, men det er jo det, som sker i dag,"

For 10 år siden var det heller ikke ne regerinsttøttet folkesport at udsætte minoriteternes religiøse følelser for hån spot og latterliggørelse...

DAGbladet Information:

"Ved at deltage i debatten, indvilliger du i nedstående regler:

1) Ingen slåskampe, ingen hadefulde, truende eller vulgære udtryk, ingen nedsættende bemærkninger om køn, religion eller race,..."

"At true små børn med tortur hvis de er uartige er fuldt ud ligeså traumatiserende som incest, det er børnemishandling og burde straffes derefter."

Man skal prøve at forestille sig man blev tvunget til at springe ud med faldskærm over et land, hvor den seksuelle lavalder var 20 år, og hvor der var dødsstraf for incest.

Det handler ikke så meget om usynlige venner ,som f.ex. julemanden eller den mystiske supergud "Tilfældigheden" man i vort lille land kan beskylde for hvad som helst. Skabelse af universer kan den i hvert fald godt klare - hvad skulle så ligge uden for Dens formåen ?

Det handler om kulturelle normer. Vi er jo lige så ømskindede over en vis profets formodede overgreb på en 12-årig, som dennes tilhængere er over visse tegninger.

Sand tolerance er den mest usynlige af alle venner.

Jeg kan godt se forskel. Det er bare en dejlig nem måde at afsløre hykleri hos folk, der tror sig ubegrænset "tolerante" i forhold til ytringsfrihed.

Og den virker hver gang !

Der gik ikke mange dage før de mennesker der havde sagt "ytringsfrihed for enhver pris" udviste stor forargelse over, at nogle mennesker i de varme lande satte ild til papirflag, de selv havde betalt for, og som skulle forestille Dannebrog.

Det samme Dannebrog en eller anden "usynlig ven" skulle have kastet ned fra himlen engang i Estland.

Det skulle endda være værd både at dø for og slå ihjel for.

Som min usynlige ven engang sagde: Lad den, der selv er ren kaste den første sten.