Læsetid: 10 min.

Damaskus afslører sine hemmeligheder

Der er en fryd for ganen og en fryd for øjet for hvert et hjørne, man runder i Syriens hovedstad - fra den farverige souk til den dramatiske arkitektur og den hjemmelavede konfekt
Stedet, hvor Umayad-moskeen ligger, har i 3.000 år været et helligt sted - først et aramæisk tempel for torden- og regnguden Hadad, derefter et romersk tempel for Jupiter, så en byzantinsk kirke opkaldt efter Johannes Døberen, hvis afhuggede hoved angiveligt stadig ligger i et skrin i bygningen, og endelig - da muslimerne indtog Damaskus i år 63, en moské.

Stedet, hvor Umayad-moskeen ligger, har i 3.000 år været et helligt sted - først et aramæisk tempel for torden- og regnguden Hadad, derefter et romersk tempel for Jupiter, så en byzantinsk kirke opkaldt efter Johannes Døberen, hvis afhuggede hoved angiveligt stadig ligger i et skrin i bygningen, og endelig - da muslimerne indtog Damaskus i år 63, en moské.

31. oktober 2008

Vi ankommer til Damaskus i halvmånens skær. Det forekommer ganske passende. Dette var trods alt den by, profeten Muhammad ikke ville besøge, fordi han ikke ønskede nogen forsmag på paradis. Alligevel blev Damaskus allerede i år 635 erobret af muslimske hære, og den forblev under islamisk styre frem til 1918. Selv i dag, hvor den er hovedstad for en regering, som nidkært vogter over den sekulære stats idealer, er Syrien et åbenlyst muslimsk land, om end man hurtigt indser, at muslimer, kristne og jøder har en uhyre rig historie til fælles.

Vi bliver hilst velkomne med ønsker om Allahs velsignelse og budt på syrisk konfekt.

"Dette," siger Abdul, vores guide, imens vi gnasker på de lækre sesamkiks, "er civilisationens vugge".

Her på Four Seasons Hotel må vi erklære os enige. Den store foyer med dens glitrende marmorgulve, brokadesofaer og håndudskårne træborde formelig udstråler luksus. Forretningsfolkene, der nipper til te eller små kopper med kardemommekrydret kaffe, ser ud som om, de nyder et kort pusterum fra deres trættende rutiner for at sikre, at vældige formuer forbliver vældige. Der er ingen tvivl om, at de senere på aftenen vil synke udasede ned i kæmpesenge eller dybe marmorbadekar. Jeg, på den anden side, træder begejstret ind i min overdådige suite, hvor friske roser er stillet frem, og den mahogniindfattede håndvask er smykket med indlagt perlemor. Her er eksklusive toiletartikler fra L'Occitane og selvfølgelig en krukke med konfekt. Her er sågar et ekstra toilet, velsagtens til mine ærværdige gæster, hvis jeg skulle få nogen. Hvis muslimske kulturer altid udmærker sig ved deres gæstevenskab, må man sige at Syrien tager prisen. Ethvert møde begynder med en kaskade af velsignelser og velkomsthilsner. I Syrien bliver det bedste værelse altid forbeholdt gæsterne. Intet under, at dette land er et så fremragende sted at besøge.

Herfra udgik alting

I bussen næste dag tilbyder Abdul os såvel kandiserede frugter som uddrag af Syriens historie. Syrien har, siger han, det ældste alfabet i verden, de ældste noder, det ældste stadion, den ældste Minaret og det ældste landbrug. Osv. osv. osv. Findes der ikke et forbud i islam mod overdrivelser?

På Nationalmuseet opdager vi imidlertid, at det alt sammen er sandt. Bag den fantastiske stenport fra den antikke by i Palmyra er det virkelig opsat en steninskription med det så vidt vides ældste alfabet i verden (3.500 år gammelt er det) og en anden med de ældste noder og de ældste digte foruden en imponerende opstilling af 4.000 år gammel fønikisk glaskunst og 2.000 år gamle tekstiler (jo, de har overlevet tidens tand!) Her findes også romerske sarkofager og en synagoge fra det 2. århundred, udsmykket med farverige fresker fra Det Gamle Testamente, der i århundreder har været begravet under sand.

Det er et virkelig betagende skue, men vi har desværre ikke tid til at blive hængende - vi er nemlig inviteret til te hos en af landets førende imamer, og man siger ikke nej til en mand, som før har modtaget prins Charles og paven.

Vi sætter os til rette i sindrigt broderede sofaer i et stort, luftigt rum med et minutiøst malet loft og smukt udskårne borde. Det føles, som var jeg hos en saudisk prins - som skulle jeg bede om nåde for en eller anden slægtning, der var smidt i fængsel. Hvis dette havde været Saudi-Arabien, ville jeg imidlertid som kvinde slet ikke have fået foretræde for en så fremtrædende sheik, og når han ankom, ville han have været iklædt traditionel kåbe og ikke dette smarte mørke jakkesæt.

Verdensfreden

Igennem næsten en time taler Sheikh Dr. Salah Kuftaro, søn af Syriens afdøde stormufti om behovet for en intelligent dialog mellem de store verdensreligioner, om det presserende behov for en palæstinensisk stat og om farerne ved den radikaliserede islam. Det er alt sammen uhyre interessant, men da han tilbyder, at vi kan fortsætte samtalen over aftensmåltidet, afslår vi høfligt. Verdensfreden er da væsentlig, men vi har altså et land at se. Og som vesterlændinge begynder vi naturligvis med butikkerne.

Det vil sige med Souq al-Hamidiyya, det gamle marked, der fører ind i hjertet af den gamle by. På hver side af den brostensbelagte gade findes der butikker, hvis tage er oversået med små skudhuller - de stammer fra maskingeværilden fra de franske fly, som datidens koloniherrer satte ind for at knuse et nationalistisk oprør i 1925. Her sælges der broderede dragter, træmosaikborde og pailletbesatte aftenkjoler og diverse juveler og smykkekunst. Souken, hvis historie går helt tilbage til romernes tid, blev for nylig restaureret til sit udseende fra 1800-tallet, om end det må siges, at en stor del af de varer, der faldbydes - jeans, T-shirts med slagord og, for nu at sige det rent ud, ragelse - tydeligvis tilhører vor egen tid.

"Meget billigt," siger Abdul med eftertryk. "Meget billigere end i Kina, og det bliver lavet her."

Mest fascinerende blandt alle klæderne, møblerne og køkkentøjet er måske de gamle apoteker, som sælger mærkelige pulvere, igler, stykker af gamle knogler og tørrede damaskroser, såvel som hele tørrede krokodiller. Interessant er også Syriens ældste chokoladeforretning, der tilsyneladende står uændret siden 1805 og isboden, hvor det er muligt at købe kæmpemæssige cremede softices, som er besat med pistacienødder - de ligner enorme pæoner med sværmende sommerfugle.

En anden art åbenbaring

På vejen, der kendes som Den Rette Vej - fordi det angiveligt var ad denne, apostlen Saul af Tarsos fik besked på at vandre efter at have set lyset - støder vi, midt i boder med krydderier og kafferisterier, på Khan Suleiman Pashas herberg, som er et karavanserai bygget i 1732 og restaureret for nylig. Lyset falder dramatisk ind og glitrer i gårdspladsens springvand.

Vores videre færd fører til en åbenbaring af en anden art, nemlig at det syriske køkken kan gøre for maven, hvad skønheden ved Syriens traditionelle interiører gør for sjælen. I et smukt hus i en gyde, opført i 1368, restaureret i 1867 og igen for få år siden, bliver vi ført ind i gæsteværelser, der byder på den sædvanlige udsøgte blanding af sarte mønstre i pastelfarver, træ og marmor og videre ud til en gårdsplads, hvor fuglene synger. Det viser sig, at dette er Al-Khawalis restaurant, hvor præsident Assad og hans britiske fødte kone, Asma, hører til stamkunderne. Vi indser hurtigt hvorfor.

Inden for få øjeblikke nipper vi til glas med delikat forfriskende citron og mynte, mens der på bordet fremsættes et stort opbud af retter så farverige som gulvets fliser. Vi bydes på hummus, ja, men også på baba ghanoush, tabbouleh, fyldte vinblade og en tilsyneladende uendelig række af krydret bagværk og kødboller, serveret med urter og salater, der er tindrende friske. Vi bliver alt for hurtigt mætte, men ikke for mætte til at afvise det grillede kød, der følger eller for den sags skyld til at slutte af med en omgang pistacienøddeis.

Religion og kolonialisme

Efter en forbløffende kort spadseretur til Umayyad-moskeen forsvinder enhver tanke på vore svulmende maver ved synet af gårdspladsen - et panorama af lysende marmor kantet af bygninger af betagende skønhed. Dette, forklarer Abdul, har været et helligt sted i 3.000 år, først et aramæisk tempel for torden- og regnguden Hadad, derefter et romersk tempel for Jupiter, så en byzantinsk kirke opkaldt efter Johannes Døberen, hvis afhuggede hoved angiveligt stadig ligger i et skrin i bygningen, og endelig - da muslimerne indtog Damaskus i år 63, en moské. I 70 år deltes muslimer og kristne om dette sted, indtil kalif Khaled ibn al-Walid, besluttede, at nu var det på tide at bygge noget større. Igennem ti år arbejdede 1.000 stenhuggere og kunsthåndværkere på at opføre den nye moské, som er kantet med sindrige mosaikker og ædelsten og hvis træfloft har indlæg af guld. Det er ganske enkelt storslået.

Kontrasten i forhold til Ananias-kapellet i det kristne kvarter ved Den Rette Vejs udmunding (som kan prale af en bred en vifte af kristne kirker - syrisk-ortodokse, græsk-ortodokse, armensk, græsk-katolske, syrisk-katolske og maronitiske) kunne næppe være mere udtalt. Kappellet, der angiveligt var bolig for den Ananias, hvis bønner beseglede Sauls' omvending ved at kurere hans blindhed, er stort set bare en gammel kælder. Den er egentlig ret rørende i sin primitivitet. Og bevægende er det også, at denne hjørnesten i kristen historie blomster side om side med så mange moskeer og nu og da sågar en synagoge.

"Jeg er muslim, ja. Men jeg er også kristen," siger Abdul, imens han gennembladrer et eksemplar af Koranen i Umayyad moskeen. Og samme budskab gentages samme aften over middagen i endnu et fantastisk flot restaureret hus i den gamle by af Osama, direktøren for det rejsebureau, der har arrangeret vores tur.

"Jeg er muslim, kristen og jøde,"siger han.

"Dette er landet, hvor sunnier, shiitter, kristne, drusere og jøder lever fredeligt side om side. Da franskmændene tilbød de etniske grupper hver deres territorium, afslog alle. I Syrien er båndene mellem de forskellige etniske grupper og religioner meget stærke."

Forholdet mellem syrerne og franskmændene er derimod en smule mindre hjerteligt. Stadig foretrækker de fleste syrere, ifølge Abdul, at undlade at benytte det ellers ganske fortrinlige jernbanenet, fordi de forbinder det med Syriens fortid som fransk mandatområde. Og på turen til de kristne seværdigheder Maalula og Seidnayya den næste dag peger han ud på det golde bjerglandskab, der skiller Syrien fra Libanon, og sukker.

"Før var det dækket af træer," siger han. "Men franskmændene lod dem fælde for at fremstille møbler. Og se - nu er det hele vissent og afsvedet."

Det glemte sprog

I den smukke byzantinske kirke i Sankt Sergius' kloster reciterer en kvinde en bøn på aramæisk, det sprog, som taltes af Kristus. Maalula er en smuk landsby beliggende på en bakketop og et af de sidste steder i verden, hvor dette sprog, der engang var så udbredt i Mellemøsten, stadig lever og bruges. Sergius var åbenbart en romersk legionær, der konverterede til kristendommen og blev henrettet for at nægte at ofre til Jupiter. Alteret i kirken er så gammelt, at det menes at have været brugt i hedenske ceremonier. Imod baggrunden af nøgne sten er ikonerne, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra 1200-tallet, overvældende smukke.

Længere nede ad vejen passerer vi en slugt, som ifølge legenden åbnede sig, da Sankt Thekla, en discipel af Paulus, bad om hjælp på sin flugt fra soldater, der var sendt ud fro at henrette hende. Helligdommen, som består af en hule, er den sædvanlige lettere gyselige blanding af ikoner og gamle relikvier. Abdul viser os den dryppende klippe, som skal forestille at afsondre de tårer, bjerget fældede over Sankt Theklas smerte, men vi lader os ikke imponere lige så lidt som vi gør det af synet af 'den mirakuløse olie' på trappetrinene op til Vor Frues kloster i Seidnayya. Turister fra Italien og Spanien ville græde af bevægelse, siger en skuffet Abdul til os, men vi briter er urokkeligt afvisende over for overtro og katolsk kitsch.

Forbløffende

Efter den kristne pilgrimsfærd er vi mere end klart til at vaske støvet af os i hotellets spabad. Tilbage i Souq al-Hamidiyya indkøber jeg nogle traditionelle håndmalede billeder som gaver til venner, og et persisk kilim-tæppe til mig selv. Min bekymring for, om jeg har brugt for mange penge forsvinder med en fantastisk Ytsara yothai-ansigtsbehandling i Four Seasons spabad ("en stimulerende blanding af pandanusblade og rosa lotus-ekstrakt, som udvisker fine rynker og fremmer cellefornyelse") efterfulgt af middag på Ahla Talieh restaurant på Kassioun-bjerget, hvorfra der er en spektakulær udsigt til Damaskus.

På vores sidste dag i Syrien kører vi gennem mere flade og frugtbare landdistrikter til Bosra, en by af sort basalt, som førte gang nævnes i egyptiske annaler fra år 1300 f.v.t., og som i det første århundred e.v.t. blev hovedstad i det nabatanske kongerige. Da romerne invaderede Syrien, blev det hovedstad i provinsen Arabien og garnison for en romersk legion og senere opgraderet til status af metropol, da en lokal dreng, Philip, blev kejser Rom.

I den byzantinske æra havde Bosra den største katedral i regionen og efter den muslimske erobring en af verdens første moskeer. Og da korsridderne angreb i det 12. århundrede, blev amfiteatret, der skal være et af verdens ældste, befæstet og omdannet til citadel. Det er kort sagt en forbløffende historie og meget af byen er yderste velbevaret og forbløffende nok stedvis beboet. Midt i ruinerne ses kvinder i løse kåber og med tørklæde, som piler ind i faldefærdige rønner.

På vores sidste nat i Syrien drikker vi cocktails og skøn libanesisk vin i hotellets 'gentleman-club' kaldet XO bar. Som Abdul forklarer:

"Koranen forbyder ikke at drikke - den anbefaler bare ikke at gøre det."

Koranen udtaler sig vist om ikke det italienske køkken, men den delikate "vinmiddag" i hotellets Il Circo-restaurant er efter de mange omgange med syriske kødboller og grillkød mere end velkommen. Den fantastiske variationsbredde i syrisk kultur omfatter ikke landets gastronomi.

Lige med undtagelse af konfekten, må det siges: De små mundfulde af sprød butterdej pakket med pistacienødder eller cashewnødder eller mandler eller pinjekerne. Jeg tror, jeg er forfalden til syriske godter. Jeg tror, jeg er forfalden til Syrien.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu