Læsetid: 5 min.

Derfor taber fornuften til følelserne

Den amerikanske sprogforsker George Lakoff har skrevet en spektakulær blanding af analyse og kampskrift for at få de progressive ind i kampen om den amerikanske hjerne
Moderne Tider
1. november 2008

Man kender fornemmelsen at have ret, men aldrig få ret. Man siger det rigtige, men man bliver udstillet som én, der tager fejl. Ordentligt argumenterer man for sit synspunkt, men møder en mur af populistiske metaforer, som man ikke kan svare igen på.

Den slags oplevelser kender de fleste sekulære, oplyste og moderne intellektuelle. Det er videnskabeligt bevist, at højere straffe ikke virker. Og alligevel bliver de andre ved med at kræve højere straffe. De borgerlige dyrker et billede af staten som en straffende fader. Det skaber ikke lov og orden. Det skaber flere forbrydere. De bliver ved med at tale om 'krigen mod terror'. Det udrydder ikke terrorister. Det skaber flere terrorister. Men slags anfægter ikke den store straffende far. Det bekræfter den store straffende far i, at verden er farlig, og at der er brug for klare grænser og kontrol.

Og det bekræfter de sekulære, oplyste og moderne intellektuelle i, at der er noget helt galt. Verden er af lave, dumheden regerer, og populisterne har vundet. Man bliver så nedslået. Og når man bliver skuffet, bliver man udstillet som en tøsedreng, der klynker. Det kaldes 'tudefjæs' på dansk og 'whimp' på amerikansk.

De konservatives sejr

Den amerikansk lingvist George Lakoff er bestemt både sekulær, oplyst og moderne. Om nogen kender han skuffelserne efter otte år med en præsident, som siger, han har rådført sig med Vorherre om krigen i Irak og har lanceret en krig mod terror, som hverken kan vindes eller afsluttes.

Lakoff blev sammen med kollegaen Mark Johnson berømt for bogen Metaphors we live by, hvor de viser, at metaforer ikke er særligt digteriske tilføjelser til normalsproget. Hos Lakoff og Johnson udlægges metaforer derimod som en integreret del af vores måde at tænke og tale på. Vores hverdagssprog er metaforisk: Vi kobler intuitivt 'op' med noget positivt. En person, som klarer sig godt, er på 'toppen', mens en person, som klarer sig dårligt, er 'lidt nede' eller 'nedtrykt'. Det er koblinger, som er intuitive og opleves som bogstavelige.

Denne pointe er udgangspunktet for Lakoffs nye bog om, hvorfor de konservative, som højrefløjen kaldes i USA, har vundet kampen om hjernen. Bogen hedder The Political Mind, fordi Lakoff både vil afdække, hvordan hjernen fungerer politisk, og vise dem, der stadig tør kalde sig progressive, hvordan de kan komme ind i kampen. Lakoff hævder, at de oplyste og sekulære bliver ved med at løbe panden imod en mur, som de ikke forstår, fordi deres begreb om fornuft er forkert. De opererer med en forestilling om fornuften, som er udviklet i det 18. århundred, men som ikke slår til i dette. De orienterer sig efter den gamle oplysning, men bliver nødt til at indstille sig på, at der er behov for en ny oplysning. Lakoffs egen bog er et ekstremt ambitiøst forsøg på at tænke overgangen fra den gamle til den nye oplysning.

Den gamle oplysning ser fornuften som bevidst, universel, logisk og frigjort fra kroppen. Den ser fornuften som neutral, bogstavelig og hævet over lidenskaber, og det er derfor naturligt at antage, at fornuften tjener vores fælles interesser. Vi er i den optik alle potentielt fornuftige, vi har evnerne til at overskride følelser og sætte os ud over fordomme og nå frem til de samme konklusioner. Derfor burde videnskabelige data og objektive erkendelser overbevise alle.

En ny oplysning

Men det er netop den antagelse, som producerer skuffelserne. Hjerneforskningen viser ifølge Lakoff, at vores fornuft bestemt ikke er bevidst. Den gamle oplysning regner med, at vi kender vores tanker, men vi er faktisk kun bevidste om to procent af vores hjerneaktivitet. Den samme forskning viser også en kobling mellem følelser og fornuft. Lakoff insisterer på, at det er fornuftigt at blive forarget over tortur og rationelt at blive vred over andres elendighed.

Tallene taler ikke for sig selv, og de overbeviser ikke. Så hvis man vil appellere til andres empati og moral, er det ikke tilstrækkeligt at analysere neutralt og regne med, at de andre når den samme konklusion. Det regner de konservative ikke med. De ved, at kampen om den offentlige opinion ikke handler om at appellere til fornuft hinsides følelser, men om at sætte de rigtige metaforer i spil. De kommunikerer med de metaforer, folk tænker med, og rammer derfor folks verdensbilleder. Den nye oplysning må tage udgangspunkt i, at folk tænker i metaforer. Den må adressere det, vi ved, når vi handler, men som vi ikke er bevidste om. Som Lakoff skriver:

"Vi bliver nødt til at erkende en dyb rationalitet, som tager højde for og drager fordel af, at hjernen i høj grad fungerer ubevidst, emotionelt, empatisk, metaforisk og kun delvist universelt. En ny oplysning gør ikke op med fornuften, men den må forstå, at vi betjener os af virkelig fornuft - fornuft som skabt af vores kroppe og hjerner og interaktion med andre mennesker i den virkelige verden."

Hvis de progressive og liberale bliver ved med at sætte fakta og begreber imod de konservatives følelser og metaforer, bliver de ved med at tabe. De skal lære at argumentere moralsk og udvikle metaforer, som udfordrer det konservative billede af samfundet som en kernefamilie, der har brug for en streng far som straffende autoritet.

Der er ingen tid at spilde, siger Lakoff. Den globale opvarmning kræver nye metaforer, som ikke ser 'markedspladsen' som det retfærdige sted, hvor de flittige honoreres, og den offentlige sektor som en kvælende modstander af frihed og handling. De konservative har domineret kampen om den amerikanske hjerne, fordi det over fyrre år er lykkedes dem at "udvide den strenge faders moralitet til felt efter felt" i den sociale virkelighed.

Alle mennesker får deres første erfaring med at blive styret og styre andre i familien. Det er således en kamp om familiemetaforer, hvor de progressive skal erstatte den straffende far med den empatiske mor. De skal fokusere på, at frihed ikke kun er "frihed fra", men også "frihed til". Staten skal ikke kun sætte grænser og kontrollere, den skal også mægtiggøre og myndiggøre borgerne. "Frihed til" er også frihed til ikke at ødelægge naturgrundlaget for de næste generationer.

The Political Mind er både en analyse og et kampskrift, skrevet af en forsker, som også er en engageret borger. Den er provokerende og udfordrende, fordi den afskediger gængse forestillinger om det rigtige og det ordentlige. Men det er provokationer og udfordringer, som er både mere fornuftige og solidariske end den desillusion, man efterhånden kender som en gammel ven, over at man har ret, men ikke får ret.

George Lakoff: The Political Mind. 292 s., 25.95 dollar. Viking Press. ISBN 9780670019274

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her