Det var tre dage før jul i 1972. Den chilenske fårehyrde Sergio Catalán drev som altid rundt i landskaberne ved foden af Andesbjergene, et eller andet sted mellem den lille by Los Maitenes og grænsen til Argentina, da han pludselig fik øje på to forkomne mænd, der vinkede til ham fra den anden side af en flod. Da vandets brusen overdøvede stemmerne, måtte de opgive at råbe til hinanden, og i stedet kradsede den ene af to fremmede noget ned på en lap papir og smed den over til hyrden. Sergio Catalán foldede det lille stykke papir ud - og blev med ét centrum for en katastrofehistorie, som i de foregående uger og måneder havde skabt overskrifter overalt, ikke bare i Sydamerika, men i det meste af verden.
"Vi er fra det fly, der styrtede ned," stod der på lappen. "Vi er fra Uruguay. Vi har 14 venner, som er i nød. Hvor er vi? Vi har brug for hjælp."
En fest i luften
Catalán signalerede tilbage til de to, at de bare skulle vente. Han ville hente forstærkning. Og snart bredte nyheden sig ud over Chile og videre til Uruguay, hvor pårørende til de to mystiske fremmede og deres 14 venner havde ventet på livstegn i mere end to måneder. Kunne det virkelig være dem? Det var næsten for utroligt til at være sandt. Den 13. oktober 1972 - altså 72 døgn forinden - var et fly med 45 passagerer, heraf de fleste med tilknytning til et rugbyhold fra et katolsk college i Uruguay, lettet fra hovedstaden Montevideo med kurs mod Santiago, hvor de skulle møde et chilensk hold. Spillerne var unge og kåde, alle omkring 19 år, og for de flestes vedkommende var det deres første rejse uden for Uruguay, ligesom det var deres første flyvetur.
Da flyet begyndte at bevæge sig ind over Andesbjergene, sad de alle klistret til vinduerne med deres kameraer, målløse af beundring over bjergenes størrelse og de voldsomme snemængder. Noget så smukt og eksotisk havde de aldrig set. Og da flyet efterfølgende ramte ind i et uvejr, tog de også dét som en oplevelse. De rejste sig op og forsøgte at få kabinen til at vugge endnu mere frem og tilbage, men blev formanet om at indstille deres drengestreger, da flyet ramte et lufthul og styrtdykkede nogle hundrede meter. Kort efter ramte de endnu et lufthul, og denne gang bredte der sig en fornemmelse af, at situationen var alvorlig. Maskinens motorer lød, som om de var kommet på overarbejde, personalet råbte til hinanden, og pludselig var det, som om de snedækkede tinder var lige uden for flyets vinduer. Så fulgte et stød og et brag, og sæder, kroppe og rejsegods blev slynget rundt i kabinen. Et inferno af larm og rystelser satte ind, de fleste mistede bevidstheden, og da nogle af dem lidt senere begyndte at vågne op igen, var alt stille. Som i en grav.
Flyet havde ramt et bjerg og var gledet ned ad en snedækket skråning, men selv om det undervejs var blevet splittet ad og havde mistet vinger og andre dele, var et stykke af selve kabinen så intakt, at 29 af de 45 passagerer havde overlevet (24 af dem sågar uden alvorlige skader). Efter at det første chok var begyndt at aftage, havde en følelse af lettelse bredt sig blandt de overlevende. Ganske vist lå ligene af venner og familiemedlemmer spredt rundt omkring dem, men trods alt havde de selv klaret den. Det var et mirakel. Følelsen af eufori holdt imidlertid ikke længe. I cockpittet sad piloten fastklemt, stadig i live, men ilde tilredt. Og da de spurgte ham, hvor de var, fik de et svar, de ikke forstod. "Curicó," sagde han. Men hvad var det? En by, et bjerg, en egn? Og så tilføjede piloten en bemærkning, som var det første signal om, at de måske alligevel ikke var så heldige:
"Giv mig en pistol," sagde han, "så jeg kan gøre en ende på det."
Det uruguayske rugbyholds flystyrt i Andesbjergene i 1972 skulle gå over i historien som en af de få flykatastrofer med en relativt lykkelig udgang. Og i årene efter ulykken fulgte, foruden massiv medieomtale, både bøger og film om episoden. Mest eksponering fik Frank Marshalls spillefilm, Alive fra 1993, og mens stoffet således fik sit eget liv som mytisk drama, trak de overlevende sig tilbage fra rampelyset og undlod i de næste mange år at tale offentligt om deres oplevelse. Hvilket de havde specielt én ganske god grund til.
Ville ikke svare
For hvordan havde det egentlig været muligt for 16 unge mænd at overleve på en gold og snedækket bjergside i bidende frost og stort set uden mad - i 72 døgn? Dét spørgsmål var der mange, som gerne ville have svar på. Og allerede samme dag, hvor de to udsendte repræsentanter for den forulykkede gruppe havde truffet den chilenske fårehyrde, fik den ene af dem, Roberto Canessa, af en tv-journalist stukket en mikrofon i snuden og blev bedt om at forklare, hvad de havde levet af. Resten af verden havde jo for længst opgivet at finde dem i live. På de grynede sort/hvide tv-billeder kan man se en radmager Canessa, udmattet, langhåret og mørklødet af snavs, forsøge at tale udenom. Indtil han opgiver og siger, at dét er et spørgsmål, som han og hans venner gerne vil vente med at svare detaljeret på.
Roberto Canessas begrundelse for at undlade at svare var først og fremmest hensynet til de afdødes pårørende. Han ville gerne selv overbringe den pinagtige sandhed til de respektive familier, inden medierne begyndte at udbasunere den. For - som de fleste ret hurtigt gættede - var de overlevende efter adskillige dage med sult nået frem til den smertelige konklusion, at deres eneste håb for at overleve var at spise af deres afdøde venner.
Nu er der så gået mere end 30 år. De 16 overlevende fra katastrofen i Andesbjergene lever i bedste velgående og bor stadig inden for få hundrede meters afstand fra hinanden i velhaverforstaden Carrasco i Montevideo. I den mellemliggende tid har de fået børn og børnebørn og er vokset til en flok på mere end hundrede sjæle, og omsider har de følt, at tiden var inde til at vende tilbage til ulykkesstedet og reflektere over, hvad oplevelsen kom til at betyde for deres liv.
Dét er der kommet en på alle måder fantastisk dokumentarfilm ud af. Stranded er titlen, den er lidt over to timer lang og er instrueret af den uruguayske filmmand Gonzalo Arijón. Filmen vandt sidste år hovedprisen på verdens vigtigste dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam, ikke mindst på grund dens enestående brug af rekonstruktioner - fotograferet af César Charlone (City of God) - men også på grund af Arijóns helt særlige interviewteknik, som har sendt samtlige 16 overlevende på en mental rejse tilbage i tiden, så man i deres beretninger virkelig føler, at man er til stede med dem på den kolde bjergside, minut for minut, time for time, døgn for døgn.
"Ligesom alle andre i Uruguay fulgte jeg lidenskabeligt med i pressens rapporter om ulykken dengang," fortæller Gonzalo Arijón (f. 1958), velbehageligt henslængt i en stol ved poolkanten på hotel Glória i Rio de Janeiro - omgivelser, der må siges at være helt absurd langt fra den virkelighed, hans film beskriver.
"Jeg kan tydeligt huske, hvordan man bare gik og sukkede efter gode nyheder, og hvordan håbet svandt mere og mere, som ugerne gik. Og så, pludselig kom nyheden om, at de var fundet i live. Det var et mirakel. Jeg må have været 14 år på det tidspunkt, og i juledagene sad jeg klinet til fjernsynet og så det første pressemøde, hvor de fortalte om deres oplevelse. Det var meget følelsesladet."
Gensyn efter 30 år
De overlevende har i årenes løb modtaget mange henvendelser fra dokumentarister, som ville fortælle deres historie, men hver gang har de takket nej. Når de så endte med at sige ja til Arijón - og endda alle 16 - skyldes det nok, at han var en landsmand (selv om han i mange år har været bosat i Paris), men endnu mere, at han allerede inden ulykken havde kendt to af de overlevende, Roberto Canessa og Gustavo Zerbino.
"Hver gang jeg var tilbage i Montevideo, mødtes jeg med Roberto og Gustavo, og jeg kunne fornemme, at de stadig, mange år efter, blev ved med at tale med deres nærmeste om ulykken, måske som en slags terapi - simpelthen for at forsøge at finde en dybere mening med dét, de havde været igennem. Hvorfor skulle lige præcis de overleve, mens andre skulle dø? Og da det på et tidspunkt gik op for mig, at de aldrig havde gennemgået nogen former for fælles behandling, fik jeg den tanke, at det måske kunne være godt, også for dem, at tage dem med tilbage til ulykkesstedet og én gang for alle få hele forløbet talt igennem."
Gonzalo Arijóns idé synes at have været helt rigtig. I filmens intense interviews, hvor personerne hver især får lov til at tale ud, eller at holde lange sigende pauser, fornemmes det, hvordan de - enkelte af dem for første gang nogensinde - i deres tanker rejser tilbage i tiden for at bearbejde et traumatisk stof, som har været bestemmende for deres livsbane. Og via en mesterlig montage flettes de mange parallelle fortællinger sammen til én fælles beretning om mere end to måneders umenneskelige prøvelser, som de involverede kun slap levende igennem, fordi de holdt sammen - og som de derfor også kun kan formidle i en fuldstændig form som et kollektiv af stemmer.
I filmens rolige og grundige fremstilling oprulles hele forløbet: fra afgangen i Montevideo til det øjeblik, hvor piloten over højttaleranlægget gør opmærksom på, at der kan forventes lidt turbulens, og at maskinen nok vil komme til at 'danse' lidt, til de første minutter efter styrtet, hvor de chokerede overlevende bevæger sig rundt som zombier, til de lange dage på bjerget, hvor stemningen veksler mellem håb og fortvivlelse, og frem til miraklet, redningen, udfrielsen. I løbet af de 72 døgn er der masser af op- og nedture, som føjer yderligere drama til tragedien. Nogle af de svageste blandt de overlevende dør hen ad vejen i deres venners arme. Flere gange sender de ekspeditioner ud for at sondere mulighederne for selv at vandre tilbage til civilisationen, hvis nu redningsholdene ikke finder frem til dem, men hver gang må de vende tilbage med uforrettet sag (altså indtil det allersidste forsøg, som lykkes). Da de på et tidspunkt får rigget en radio til, modtager de den nedslående nyhed om, at man har været nødt til at indstille eftersøgningsarbejdet på grund af dårligt vejr. Og som om alt dette ikke skulle være nok, rammes den smadrede flykabine, som de har gjort til deres hjem, efter godt to uger af en lavine, som begraver dem under et tykt lag af sne og dræber yderligere otte.
Et etisk forsvar
Men først og fremmest kredser fortællingen sig i nænsomme, cirklende bevægelser ind på den overskridende beslutning om at spise af de dødes kroppe. I de første dage klarede de sig igennem på minimale rationer af chokolade, skyllet ned med et fingerbøl alkohol og med en mundsmag tandpasta som dessert. Men efter seks-syv dage begyndte nogle af dem at hviske indbyrdes om, at hvis ikke de gjorde "det unævnelige", ville de alle sammen dø.
Med den nuancerigdom, der kendetegner filmen, beskrives det, hvordan de mentalt fjernede sig fra den civiliserede verden, indtil de havde nået et punkt, hvor tanken ikke længere var umulig. Som medicinstuderende vidste de, at det fra et rent biologisk synspunkt ville fungere. Og som et etisk forsvar besluttede de, at de først og fremmest ville spise af hinanden, hvis nogle af dem døde undervejs - på den måde kunne man undgå at begå overgreb mod nogen, som ikke selv havde indvilget i det. Til slut var der dog ingen vej udenom. Ville de leve, måtte de spise af ligene af de venner, som var døde ved styrtet eller i lavinen. Og for at lindre på ubehaget og smerten opfandt de et system, så ingen kunne vide, hvem de spiste af.
"Da vi tog den første bid, sprang vi ud af civilisationen og ind i det ukendte," forklarer Roberto Canessa. "Og pludselig opdagede vi, at vi havde gjort det, og at verden ikke af den grund var sunket i grus."
Senere forsvarede de sig med, at Kristus var død på korset for os, og at man blev nødt til at tænke på det som en nadver. Kødet var de dødes gave til de levende. De døde lånte de levende deres muskler, så de kunne gå.
Optagelserne til Stranded blev påbegyndt i 2002, da de overlevende i anledning af 30-årsdagen for ulykken rejste til Santiago for at spille en symbolsk rugbykamp mod det chilenske hold, som de skulle have mødt dengang. Og i 2006 vendte alle de 16 overlevende så tilbage til ulykkesstedet i Andesbjergene sammen med filmholdet for at fuldende den rejse, som var begyndt den 22. december 1972, da Roberto Canessa og Fernando Parrado kom vaklende ud fra vildnisset på grænsen mellem Argentina og Chile og fik øje på fårehyrden Sergio Catalán.
"For mig handler filmen om solidaritet," siger Gonzalo Arijón. "Om hvor stærk solidaritet og venskab under visse omstændigheder kan være. Selvfølgelig er der undertemaer såsom menneskets grænser og muligheder og så videre. Men hovedtemaet er solidaritet. For mig fortæller historien, at solidaritet er tusind gange vigtigere og mere interessant end individuelle valg. Og dét er et budskab, som vores verden har brug for i dag."
Stranded. Instr.: Gonzalo Arijón, Vises på CPH:DOX, Dagmar d. 7. nov. kl. 21.30, Grand d. 13. nov. kl. 16.30 og Dagmar d. 15. nov. kl. 19
Hvor du dog fortæller det godt Lars Movin - one more time.
Det med, at det var ders sidste forsøg, på at finde civilisationen, der lykkedes , får mig til at tænke på engang, hvor jeg kommenterede Isabella, der fór rundt og ledte efter noget::
"Synes du ikke, at det er mærkeligt, at man altid finder en ting, det sidste sted, man leder ?"