Læsetid: 6 min.

Dramatikerens tredje akt

Den tidligere tjekkiske præsident Vaclav Havels erindringsbog viser, hvorfor han som magtmenneske blev et ideal, som mange kunne spejle drømmen om en bedre verden i
Svær at placere. Vaclav Havel er blevet kaldt venstreorienteret af højrefløjen og højreorienteret af venstrefløjen. Hans erindringer -Ganske kort- er en vigtig bog om magt og politik, skrevet med en undertone af tristesse.

Svær at placere. Vaclav Havel er blevet kaldt venstreorienteret af højrefløjen og højreorienteret af venstrefløjen. Hans erindringer -Ganske kort- er en vigtig bog om magt og politik, skrevet med en undertone af tristesse.

Torsten BLACKWOOD

1. november 2008

Den store nutidsfilosof Pippi Langstrømpe siger, at magten skal gives til de søde. Den skal gives til de gode mennesker, der viser, at man godt kan have magt uden at misbruge den.

Historien er overrepræsenteret af eksempler på det modsatte, men af mange grunde falder Pippis livsfilosofi naturlig, når man tænker på Tjekkiets tidligere præsident Vaclav Havel, hvis erindringer om perioden 1989 til 2006 nu foreligger på dansk.

Sammen med en anden statsleder, den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela, hører Vaclav Havel til de få eksempler på, at magt ikke altid korrumperer. Pudsigt nok har de begge siddet i fængsel for deres holdninger, som om netop den oplevelse har styrket den insisterende tro på, at magten aldrig kan eller må blive et mål i sig selv, og at den kan praktiseres i overensstemmelse med et højt etisk kodeks, som andre kan spejle deres håb om en bedre verden i.

Det siges, at al beskedenhed er falsk. Men Vaclav Havel er alligevel omgærdet af en sky, nærmest rørende ydmyghed og beskedenhed, som ikke er falsk. Men om ikke et udtryk for falsk beskedenhed, så forekommer Havels opfordring i forordet om nærmest at lade være at læse videre og i hvert fald springe passager over, hvis man keder sig, en anelse påtaget.

Ingen af delene er der grund til, for Ganske kort er, selv om bogen er alt andet end kort, uden overdrivelse et væsentlig og savnet bidrag til forståelsen af demokratiets udvikling i Tjekkiet og det moderne Europa. Dertil er det mest af alt et væsentligt vidnesbyrd om Vaclav Havels modsætningsfyldte personlighed og hans til tider modstræbende, men enorme indflydelse på den politiske udvikling i landet, der ikke mindst på grund af den store respekt og beundring for Havels person og intellektuelle karisma opnåede store fordele i Vesten.

Altfortærende opgave

Bogen er konstrueret ad tre spor, der ukronologisk snor sig ud og ind mellem hinanden. Formen kræver tilvænning, men når den først er etableret, forekommer den fuldkommen naturlig og alt andet end tilfældig, og man føres uden besvær med af Havels spring i tid og hans ophold ved små såvel som store ting.

Det bærende spor er en lang besvarelse af den tjekkiske journalist Karel Hvidzdalas skriftlige spørgsmål, som Havel ikke lægger skjul på, han selv har bearbejdet og skrevet om. Det andet spor er en række nutidige refleksioner fra tre forskellige steder i verden over nutidige og fortidige hændelser, tanker og personer. Endelig er det tredje spor et til tider sært, men også sært fængende uddrag af de tusinder og atter tusinder af memoer, som Havel i præsidenttiden har skrevet til sin stab.

Den i dag 72-årige og svækkede digter, dramatiker, dissident og nu eks-præsident sammenligner sit liv med et eventyr, der endte på Slottet.

I hvert fald tog hans liv en ny og meget pludselig drejning med kommunismens fald, da det var ham, der skulle lede det dengang tjekkoslovakiske folk i udviklingen af en demokratisk stat.

Det var ingen overraskelse, at han fik og påtog sig den opgave, selv om den på ingen måde var nem.

Mere overraskende, ja, decideret nyt, er, at den sidste kommunistiske præsident, Marian Calfa, tidligt i november 1989, inden man endnu anede, hvordan det hele ville ende, kaldte Havel ind til et møde og sagde, at kommunismen var stendød, og at han, Havel, blev nødt til at påtage sig præsidenthvervet for at få indført et demokratisk samfund med et frit marked.

Vaclav Havel havde som aktiv i oppositionsbevægelsen Charter 77, der opstod i kølvandet på Prag-foråret i 1968, siddet i fængsel i fem år, men han havde også været en aktiv kritiker. Så selv om det var modstræbende, påtog han sig opgaven ud fra tanken om, at man ikke bare kan kritiser uden at ville tage ansvaret for konsekvenserne af sin kritik.

I begyndelsen forestillede Vaclav Havel sig, at han kunne kigge forbi præsidentpaladset et par gange om ugen og ellers fortsætte sit intellektuelle og øldrikkende cafeliv med dissidentvennerne. Men det gik hurtigt op for ham, at dette projekt var altfortærende, og at det ville forandre ham.

Upolitisk politik

Opgaven var også enorm, for som i alle andre østbloklande var totalitarismens korrumperende ødelæggelse af landet og dets sjæl så dyb, at det krævede noget særligt at reparere det.

Vaclav Havel har tidligere argumenteret for såkaldt upolitisk politik og gentager i Ganske kort behovet i de postkommunistiske lande for en politisk moral, der kan forhindre, at politik udvikler sig til umenneskelig teknologi, der ikke har noget med frihed og demokrati at gøre. For ham er denne upolitiske politik baseret på en moralsk orden, der er hævet over både politik og økonomi. I en forstand nærmer Havel sig en religiøs verdensforståelse, der måske også forklarer hans nære venskab med den nu afdøde pave Johannes Paul II og Dalai Lama. Venskab kan man derimod ikke kalde forholdet til Havels efterfølger på præsidentposten, Vaclav Klaus, der i 1990'erne var regeringsleder i lange perioder. For selv om Havel er en stor tilhænger af markedsøkonomi, foragter han dem, han kalder 'markedsfundamentalisterne', og der lægges ikke skjul på, at Vaclav Klaus er blandt dem.

Vaclav Havel blev især i sin anden præsidentperiode mere upopulær i sit hjemland, selv om han opretholdt sin status i udlandet. Måske skyldtes det netop hans politiske moral, der som en nærmest postmoderne filosofi hæver sig over grænserne mellem de normale opdelinger i højre og venstre. For Havel hylder friheden og markedet, men han hylder også de begrænsninger af det, som kan skabe ordentlige omgangsformer og hensyn. Han elsker rockmusikken - både Lou Reed og afdøde Frank Zappa er blandt vennerne - og dens mere anarkistiske forståelse af verden, men han er også modstander af pacifisme og gav i sin tid opbakning til Irak-krigen. Han har siden ændret holdning til krigen og dens begrundelser, men ser stadig fjernelsen af Saddam Hussein som det eneste rigtige at gøre. Ligesom han tidligt i Balkan-krigen var fortaler for at bombe Slobodan Milosevic' styre. Han er med andre ord ikke sådan at placere og er derfor af venstrefløjen blevet kaldt højreorienteret og venstreorienteret af højrefløjen.

Iagttager af magten

Sandheden er nok nærmest, at han fandt sin helt egen måde at være politiker på i ærlighed over for den, han er, og i de fantastisk vigtige overgangsår blev et ideal, andre kunne spejle sig i, ikke mindst fordi han ikke var plettet af fortiden. Han er også forblevet en iagttager af magten, mere end han er blevet magten. Han har altid gået et skridt ved siden af den og har derfor heller ikke hverken misbrugt den eller betragtet den som et mål i sig selv. Tværtimod flyder erindringerne over af træthed over magten, over de endeløse banketter, de mange taler, møder og officielle pligter. Men han gjorde det, og selv om magten måske ikke åd ham, så åd embedet ham i en grad, så han efter at være trådt tilbage har svært ved at se, hvad han så skal lave andet end mere politik, flere internationale konferencer og taler.

Vaclav Havels erindringer er en vigtig bog fra et centralt vidne til de store omvæltninger, der begyndte for 19 år siden i disse dage. Men det er også en vigtig bog om magt og politik skrevet med en undertone af tristesse af en mand, der beskriver sine depressive tilbøjeligheder, sine udenomsægteskabelige aktiviteter, sin store sorg over sin kones død, sine skriveblokeringer og sin alderdomssvækkelse og gradvise tilbagetrækning fra andre mennesker til et privilegeret, men også ensomt liv. Man gribes lige så meget af hans beskrivelse af daglige trivialiteter som for eksempel den tilbagevendende ærgrelse over, at haveslangen er for kort, som beskrivelserne af de store politiske beslutninger og processer, dramatikeren var med til at skabe i sit livs tredje akt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu