Læsetid: 4 min.

Den falske Paul Newman går igen

Udskiftning. Marcello Lippi, der vandt verdensmesterskabet med Italien for to år siden, er tilbage som italiensk landstræner. Holdet står foran et større generationsskifte, og spillet er endnu ikke prangende
Rekordjagt. Italiens fodboldlandstræner, Marcello Lippi, tangerede i denne uge legendariske Vittorio Pozzos rekord på 30 kampe i træk uden nederlag. Hvis han også - som Pozzo - skal vinde to VM-slutrunder i træk, kræver det nok en del udskiftninger på holdet.

Rekordjagt. Italiens fodboldlandstræner, Marcello Lippi, tangerede i denne uge legendariske Vittorio Pozzos rekord på 30 kampe i træk uden nederlag. Hvis han også - som Pozzo - skal vinde to VM-slutrunder i træk, kræver det nok en del udskiftninger på holdet.

ETTORE FERRARI

18. oktober 2008

ROM - Med sejren over Montenegro i VM-kvalifikationskampen på Via del Mare i Lecce i onsdags tangerede Italiens landstræner, Marcello Lippi, en næsten 70 år gammel rekord. Den legendariske Vittorio Pozzo, som i 30'erne vandt to verdensmesterskaber i træk med det italienske landshold, stod fra 1935 til 1939 i spidsen for gli azzurri i 30 kampe uden nederlag. Men Pozzos sidste kamp som italiensk landstræner endte med et nederlag på 3-5 til Danmark i kvartfinalen ved OL i London i 1948. Nu kan 'de fattiges Paul Newman', som Lippi kaldes, altså slå Pozzos rekord, når Italien i november spiller venskabskamp mod Grækenland.

Marcello Lippi tog ellers afsked med det italienske landshold efter triumfen ved VM i Tyskland i 2006. Siden kom Roberto Donadoni til. Uden at foretage drastiske ændringer førte han holdet til EM i Schweiz og Østrig i år, hvor Italien blev slået ud af de senere europamestre fra Spanien efter straffesparkskonkurrence i kvartfinalen. Men Donadoni virkede ofte rådvild under EM, hvor han foretog en række mærkværdige taktiske dispositioner. Lippi er derfor blevet hentet tilbage for at forsvare VM-titlen i Sydafrika om to år. Hvis det lykkes, vil han tangere en anden af Pozzos rekorder: Han vil vinde to VM slutrunder i træk ligesom Pozzo, der triumferede i både 1934 og 1938.

Lippi kan stadig disponere over mange af spillerne fra VM i Tyskland, men på grund af skader hos flere stamspillere var han i den forgangne uges VM-kvalifikationskamp mod Bulgarien nødt til at accelerere det generationsskifte, som Donadoni havde påbegyndt. Målmanden Gianluigi Buffon, forsvarskæmpen Marco Materazzi, spilfordeleren Andrea Pirlo og angriberen Luca Toni kunne ikke spille, og Lippi har valgt at se bort fra kreative spillere som Alessandro del Piero og Antonio Cassano. I stedet fik den elegante, men ofte noget ustabile Alberto Aquilani chancen for at vise sit værd med nummer 10 på ryggen, og AS Roma-spilleren kvitterede for tilliden ved at stå for begge scoringer i 2-1-sejren over Montenegro.

Systemet minder om Spaniens

Men Italiens spil har hverken i 0-0-kampen på en regntung bane i Sofia mod Bulgarien forrige lørdag eller i forbindelse med sejren over Montenegro i onsdags været prangende. Mirko Vucinic, som fik sit gennembrud i italiensk fodbold netop i Lecce og nu spiller for AS Roma, bragte flere gange det italienske midterforsvar med anfører Fabio Cannavaro og Juventus' Giorgio Chiellini i vanskeligheder. Efter blot otte minutters spil bragte Aquilani Italien foran med en glidende tackling på målstregen, men ti minutter senere udlignede Vucinic for Montenegro. Efter en halv times spil var Aquilani på pletten igen og sendte lidt heldigt bolden i nettet med en halvflugter fra en spids vinkel. Montenegro var flere gange tæt på at udligne, og Gianluigi Buffons afløser, Marco Amelia fra Palermo, måtte præstere flere klasseredninger i løbet af kampen.

Lippi satser på et spilsystem, som minder om det, der skaffede Spanien EM-titlen. Spaniens landstræner, Aragonés, havde i sin tid overtaget idéen om fem meget bevægelige offensivspillere fra AS Romas træner Luciano Spaletti, der på trods af en smal trup har opnået store resultater i hovedstadsklubben i de seneste sæsoner. Men der mangler stadig en del, før det italienske landshold spiller lige så flot og flydende fodbold, som Spanien gør.

I kampene mod Bulgarien og Montenegro havde Lippi foretrukket Fiorentinas Alberto Gilardino fra Fiorentina i front. Gilardino er en mere bevægelig og teknisk begavet spiller end Luca Toni, som er det sædvanlige førstevalg i angrebet. Gilardino giver flere muligheder i opspillet end Toni, men Fiorentina-angriberen virker ofte langsom i de afgørende situationer. Udinese-spillerne Simone Pepe og Antonio di Natale formåede heller ikke at sætte sig afgørende igennem i angrebsfasen, og de afgørende initiativer i Italiens offensive spil kom fra de to Roma-spillere, Alberto Aquilani og Daniele De Rossi.

Nye kræfter

At dømme efter de foreløbige præstationer, hvor Italiens sværeste modstandere er Bulgarien og Giovanni Trapattonis Irland, mangler således stadig en del i både det offensive og det defensive spil. Men Lippis vej mod VM i Sydafrika er også først lige begyndt. I Sofia gav landstræneren debut til 21-årige Guiseppe Rossi fra spanske Villareal. Rossi, der er opvokset i USA og har fået sin fodboldopdragelse i Manchester Uniteds ungdomsafdeling, betragtes som et af Italiens største talenter. Da Aquilani stjal billedet, fik Rossi ikke chancen for at vise sit værd på fædrene jord. Men hans chance skal nok komme, for æraen med koryfæer som Del Piero og Totti på landsholdet synes nu at være endegyldigt forbi.

Og der er også andre unge kræfter på vej: Inters Mario Balotelli, der stammer fra Burkina Faso, men er vokset hos adoptivforældre i Italien, scorede i onsdag to pragtmål for det italienske U/21-landshold, der med 3-1-sejr over Israel i Tel Aviv kvalificerede sig til EM-slutrunden i Sverige til sommer. Den hurtige, uortodokse og skudstærke angriber vil med tiden kunne tilføre Italiens offensive spil noget helt nyt. Lippi sagde efter den knebne sejr over Montenegro, at han var "supertilfreds" med holdets præstation. Men hvis Italien havde mødt en stærkere modstander, ville de fattiges Paul Newman nok ikke have haft nogen grund til at være tilfreds. Hvis han vil gøre sig forhåbninger om at tangere Pozzos rekord med to VM-titler på stribe, må der nye kræfter til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu