Interview
Læsetid: 6 min.

Hvis det fascinerer mig, kan jeg fortælle om det

Kameraet forandrede den svenske filmmager Jan Troells liv, som det forandrer livet for hovedpersonen i hans seneste fim, periodedramaet 'Maria Larssons evige øjeblik'
Moderne Tider
31. oktober 2008

Den iskolde ekspedition Gennem mere end 40 år har Jan Troell lavet en række ofte poetiske og altid menneskeligt, samfundsmæssigt, politisk og socialt engagerede dokumentar- og spillefilm, blandt andet Udvandrerne (1971), Nybyggerne (1972), (1982) og Hamsun (1996).

Nu er den 77-årige, svenske filmmager aktuel med den danskproducerede spillefilm Maria Larssons evige øjeblik, der handler om en af Troells kone, Agneta Ulfsäter-Troells, slægtninge. Filmen - og den bog, som udkom i Sverige samtidig med filmens premiere - er baseret på mange timers interview, som Agneta for mere end 20 år siden lavede med Maria Larssons ældste datter, Maja, og fortæller gennem Maria Larsson om den ofte vanskelige tilværelse for en fattig arbejderfamilie i Malmø i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Forleden gæstede Jan Troell og hans kone København, og Information mødte instruktøren til en snak om Maria Larssons evige øjeblik og hans fascination af den fotointeresserede, viljestærke hovedperson og den brydningstid, hun levede i.

Fotoets mirakel

"Der var så meget i Marias historie, som var spændende for mig," siger Jan Troell.

"Hun vinder et kamera og begynder at fotografere, og den historie lå mig meget nær, fordi jeg fik mit første kamera, da jeg var 14 år gammel. Jeg begyndte at fotografere og fremkaldte billederne i garderoben derhjemme og mødte en helt ny verden. I forhold til i dag, hvor et ungt menneske får et digitalkamera og bare knipser løs og ser resultatet med det samme, er det jo en helt anden verden. Dengang måtte man vente på fremkaldelsen og så motivet vokse frem. Man oplevede det som et mirakel. På en måde er miraklet større i dag, men sådan oplever man det ikke. Det tema tiltalte mig givetvis. Hvordan kameraet forandrede hendes liv, som det forandrede mit."

"Der var også et andet aspekt, og det var selve perioden, som jeg fire gange i mit liv har fastholdt på film. Hvorfor jeg har gjort det, kan jeg ikke give et godt svar på, men i det her tilfælde handlede det en smule om det arbejderklassemiljø, som jeg selv havde iagttaget udefra, fra middelklassen, da jeg voksede op i Malmø-forstaden Limhamn. I dag er Limhamn en meget mondæn bydel, men i min barndom var den befolket af arbejdere. Min far var tandlæge i byen, hvilket betød, at vi materielt var meget bedre stillet end de fleste andre. Vi boede i eget hus med have, og alle mine kammerater kom fra arbejdermiljø, og når man var hjemme hos dem ... jeg har i mange år haft lyst til og behov for at skildre mit barndomsmiljø, kløften mellem middelklassen og arbejderklassen."

En brydningstid

"Tiden er kolossalt spændende, denne brydningstid med arbejderbevægelsen, som vokser frem. Det var så tydeligt i Malmø. I virkeligheden boede Maria og familien i Gøteborg, men filmen foregår i Malmø og Limhamn, fordi jeg føler mig hjemme der og kender dialekten, og fordi der netop i Malmø var stærke sammenstød mellem arbejdere og myndigheder, noget som var unikt i Sverige, en slags terroristbevægelse, hvor man sprængte en båd i luften og dræbte et menneske. I mange andre lande ville man have glemt det for længe siden, men det var noget meget unikt og specielt i Sverige dengang."

"Og for mig virker det ikke, som om det er så længe siden, som det gør for dig. Mine forældre blev jo født i 1890'erne, og min far gjorde militærtjeneste i Malmø i 1914 under krigen. Jeg så alle fotoalbummene med billeder fra den tid hos mine forældre, og der er vel også en slags nostalgi i det for mig."

- Men hvorfor lige Maria Larsson? I din forrige film, 'Så hvid som sne', er hovedpersonen også en stærk kvinde.

"Der har jo også været mange stærke mænd i mine film. Det er ikke, fordi jeg bevidst har sagt, at nu vil jeg lave en film om en stærk kvinde. Da jeg hørte om hende, blev hun levende for mig. Maja, som fortalte Agneta om Maria, gjorde det på en meget levende måde. Hun var næsten blind på sine gamle dage, men hun havde en fantastisk visuel hukommelse og var god til at fortælle i billeder. Der var så meget i materialet, som jeg havde håbet kunne komme med i filmen, men der var ikke plads nok. På en måde ville det have været bedre at lave en tv-serie i 20 afsnit. Men for mig er film på lærredet i biografmørket det bedste."

Spontane Troell

- Der fortælles mange historier om Sverige i filmen - klassekamp, kvindefrigørelse, kærlighed, ægteskab - og den bliver et facetteret portræt af landet på den tid. Har det også været vigtigt for dig?

"Jeg funger ikke sådan, at jeg nærmer mig en ting analytisk udefra. Det handler om, at noget fascinerer mig, og at jeg vil fortælle om det på min måde. Det er en vældig primitiv reaktion. Jeg tænker ikke, 'hvad kan jeg sige med dette?'"

- Men når - og hvis - du ser tilbage på dine film, kan du så se, at du har tegnet et billede af Sverige på godt og ondt?

"I en dokumentarfilm, jeg lavede om Sverige, Sagolandet (1988), fik jeg så at sige afløb for mit behov for at vise mit billede af Sverige. En stor del af spillefilmene foregår i svundne tider, men parallelt med dem har jeg hele tiden lavet dokumentarfilm, som foregår i nutiden. Jeg har dog aldrig tænkt på mine film som en sverigeskrønike. Jeg har et stort behov for først at finde mig selv i et projekt, ikke mindst hvis der er nogen, som kommer til mig med det. Jeg skal gøre det til mit eget."

- Hænger det sammen med den meget intuitive måde, du før har sagt, at du arbejder på.

"Ja. Det handler om, hvad slags menneske man er. Om man er et rationelt menneske, som liner ting op og så laver dem, eller om man som jeg er en anden slags menneske. Det bliver tydeligst, når det drejer sig om maleri. Om man er spontanist eller impressionist. Sådan er det også med film. Det er ikke, fordi jeg har besluttet mig for, at sådan vil jeg arbejde. Det falder mig naturligt."

En anden tid

- Er der også derfor, at du selv fotograferer dine film - fordi det giver dig en større frihed til at følge dit hjerte?

"Jeg står selv bag kameraet og kan gøre, som jeg vil. En fotograf og en instruktør er jo nødt til at være enige, inden en optagelse begynder. 'Nu skal du panorere den vej.' Jeg ved nogenlunde, hvad jeg vil, men hvis jeg har lyst til at gøre noget andet, kan jeg gøre det. Hvilket ind i mellem irriterer skuespillerne. Og især i den nye film, hvor der er så mange børn med, gælder det om at filme, inden de bliver trætte, for at få så ægte reaktioner som muligt ud af dem."

- Men er det ikke svært at være spontan, når man laver en historisk film? Man kan jo ikke bare pege kameraet, hvorhen man har lyst.

"Her sætter du fingeren på det, der virkelig kan være en prøvelse ved at arbejde med periodefilm. Det er så sjældent, at man kan udnytte virkeligheden på en location. Jeg kan godt lide at optage på location i modsætning til i et studie. Og når filmen foregår nu og her, er det ikke så svært. Men når det er en periodefilm, skal alt iscenesættes, alle rekvisitterne skal være i orden, kostumerne, og så går det ikke, at jeg altid gør, som jeg vil. Samtidig elsker jeg at lave periodefilm, fordi man får mulighed for at leve sig ind i en anden tid."

Maria Larssons evige øjeblik har premiere i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her