Læsetid: 15 min.

Finanskrisen er reaganismens endeligt

Reagans og Thatchers version af kapitalismen er brudt sammen. Troen på, at skattelettelser er selvfinansierende og finansmarkedet selvregulerende, er død. Resultatet er en krise, der rækker langt ud over, hvem der vinder præsidentvalget i næste måned, skriver Francis Fukuyama, der i sin tid skrev liberalisme-biblen 'Historiens afslutning'
Reagans og Thatchers version af kapitalismen er brudt sammen. Troen på, at skattelettelser er selvfinansierende og finansmarkedet selvregulerende, er død, skriver Francis Fukuyama, der i sin tid skrev liberalisme-biblen 'Historiens afslutning'
11. oktober 2008

Amerikas velrenommerede investeringsbanker går konkurs. Over en billion dollars i aktiemarkedsværdier forsvinder på et enkelt døgn. De amerikanske skatteydere får udskrevet en regning på 700 milliarder dollars. Dimensionerne af 2008-krakket på Wall Street kunne næppe være mere overvældende. Nu spørger mange amerikanere, hvorfor de må betale så svimlende summer for at hindre økonomien i at bryde sammen. Kun få er imidlertid begyndt at diskutere de mere uhåndgribelige, men for USA potentielt langt større omkostninger - nemlig hvor stor skade den finansielle nedsmeltning har gjort på Amerika som varemærke.

Ideer hører til Amerikas vigtigste eksportartikler. Og lige siden Ronald Reagan blev valgt til præsident, er der især to fundamentalt amerikanske idéer, som har domineret den globale tænkning. Den første var en bestemt opfattelse af kapitalismen, ifølge hvilken lave skatter, svag regulering og en slanket statsmagt ville være drivkræfter for økonomisk vækst. Reaganismen brød og vendte en århundrede lang tendens i retning af stadig stærkere og stedse mere omfattende statsmagt. Deregulering blev tidens slagord - ikke blot i USA men i hele verden.

Den anden store idé var ideen om Amerika som en global forkæmper for udbredelse af det liberale demokrati, som blev anset for at være den bedste vej til en mere velstående og åben international orden. USA's magt og indflydelse hvilede ikke kun på militær supermagtsstyrke og dollars, men på det faktum, at de fleste mennesker følte sig tiltrukket af den amerikanske form for selvforvaltning og ønskede at omforme deres samfund i samme retning - en faktor, som politologen Joseph Nye betegner som 'blød magt'.

Et afgørende valg

Det kan være svært at se i øjnene, hvor slemt disse signatur-træk ved Amerikas særlige varemærke nu er bragt i miskredit. Mellem 2002 og 2007, mens verden endnu nød godt af en enestående periode med vækst, var det ingen sag at ignorere de europæiske socialister og latinamerikanske populister, når de stemplede den amerikanske økonomiske model som 'cowboy-kapitalisme'. Men nu er lokomotivet for denne vækst - den amerikanske økonomi - kørt af sporet og truer med at trække resten af verden med sig. Og hvad værre er: Synderen er ingen anden end den amerikanske model selv. Under mantraet 'mindre stat' afstod Washington fra at foretage den adækvate regulering af Amerikas finansielle sektor og gjorde det dermed muligt for denne at forvolde enorm skade på resten af samfundet.

Allerede før krakket var demokratiet kompromitteret. Da Saddam viste sig ikke at besidde masseødelæggelsesvåben, forsøgte Bush-regeringen at retfærdiggøre sin Irak-krig ved at knytte den til en bredere dagsorden om at 'udbrede frihed'. Pludselig var fremme af demokrati det vigtigste våben i krigen mod terror. Men for mange mennesker verden over lød USA's retorik om demokrati snarere som et påskud for at udbrede USA's herredømme.

Det afgørende valg, Amerika nu står over for, rækker langt ud over, hvilken økonomisk hjælpepakke, der vil virke bedst, eller hvem der vinder præsidentvalget. Det amerikanske varemærke sættes nu på en hård prøve på et tidspunkt, hvor andre modeller - det være sig den kinesiske eller den russiske - opleves som stadigt mere attraktive. Genoprettelsen af vort gode navn og genoplivelsen af vores varemærkes dragende magt er på mange måder en lige så stor udfordring som at stabilisere den finansielle sektor. Barack Obama og John McCain kommer med hver deres potentiale til at løfte til opgaven. Men uanset hvem af dem, der vinder, vil der forestå en årelang kamp op ad bakke. Og vi kan ikke tage fat på denne kamp, før vi klart har indset, hvad der gik galt, hvilke aspekter af den amerikanske model, der er bevaringsværdige, hvilke der skal forbedres, og hvilke der skal kasseres helt.

Reaganismens impuls

Mange kommentatorer har bemærket, at nedsmeltningen på Wall Street markerer afslutningen på Reagan-æraen. Det er utvivlsomt en korrekt konstatering - også selv hvis det skulle lykkes at få McCain valgt til præsident i november. Store ideer kommer til verden inden for rammerne af særlige historiske epoker. Og kun de færreste store ideer overlever, når konteksten ændrer sig dramatisk, hvilket er grunden til, at de politiske paradigmer er tilbøjelige til at skifte fra venstre til højre og tilbage igen i cykliske forløb, der kan strække sig over generationer.

Reaganismen - eller dens britiske variant, thatcherismen - var den nødvendige impuls for sin tid. Siden Franklin Roosevelts New Deal i 1930'erne havde statsmagten kun vokset sig større i nationer verden over. 1970'ernes store velfærdsstater og økonomier var ved at blive kvalt af bureaukrati. De fungerede håbløst. Dengang var telefoner dyre og vanskelige at anskaffe, flyrejser var en luksus for de rige, og de fleste mennesker satte deres opsparing ind på bankkonti med lave, regulerede rentesatser. Gavmilde velfærdsprogrammer, der skulle støtte eneforsørgere, gjorde det lidet attraktivt for fattige familier at arbejde og forblive gift, og mange familier gik i opløsning. Reagans og Thatchers revolutioner gjorde det lettere at ansætte og fyre arbejdere, hvad der ganske vist gav voldsomt smertelige gnidninger, efterhånden som traditionelle industrier måtte indskrænke eller lukke ned. Men de lagde også grunden til næsten tre årtier med vækst og fremkomsten af helt nye sektorer som informations-og biotek-branchen.

Sin internationale platform fik Reagan-revolutionen med det såkaldte Washington Consensus, ifølge hvilket Washington - og de institutioner, der står under dets indflydelse som Den Internationale Valutafond og Verdensbanken - skulle anspore udviklingslandene til at åbne deres økonomier. Men skønt Washington Consensus rutinemæssigt bliver hånligt forkastet af populister som Venezuelas Hugo Chávez, formåede denne politik i nogen grad at lette de smertelige følger af den latinamerikanske gældskrise i begyndelsen af 1980'erne, da hyperinflation plagede lande som Argentina og Brasilien. Lignende markedsvenlige politikker er også en del af forklaringen på, at Kina og Indien har udviklet sig til de økonomiske kraftcentre, de er i dag.

Hvis nogen skulle savne yderligere belæg, behøver de blot kaste et blik på verdens mest ekstreme eksempler på statsstyrede, centraldirigerede økonomier - nemlig dem, man havde opbygget i det tidligere Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske stater. I 1970'erne var disse i næsten alle henseender sakket agterud for deres kapitalistiske rivaler. Deres totale sammenbrud efter Berlinmurens fald leverede beviset på, at sådanne velfærdsstater på steroider var en historisk blindgyde.

Som så mange andre samfundsforandrende bevægelser kørte Reagan-revolutionen af sporet, fordi den for mange tilhængere blev til en uangribelig ideologi frem for en pragmatisk reaktion på velfærdsstatens excesser. To principper var hævet over enhver tvivl: Skattelettelser blev regnet for selvfinansierende, og de finansielle markeder blev regnet for selvregulerende.

Globaliseringen skjulte fejlene

Før 1980'erne var konservative regeringer skattepolitisk tilbageholdende, forstået på den måde, at de var uvillige til at bruge flere penge, end skatterne indbragte. Men med Reaganomics vandt den tanke, at stort set alle skattelettelser ville stimulere vækst, så regeringen i sidste ende ville få større indtægter. Men faktisk var den traditionelle opfattelse den korrekte: Sænker man skatterne uden at beskære udgifterne, bliver resultatet underskud. Reagans skattenedsættelser i 1980'erne skabte da også et stort underskud, mens Clinton skattestigninger i 1990'erne frembragte et overskud. Bushs skattelettelser i begyndelsen af det 21. århundrede medførte et endnu større underskud. Den omstændighed, at den amerikanske økonomi voksede lige så hurtigt i Clinton-årene som under Reagan, formåede af en eller anden grund ikke at ryste den faste konservative tro på skattelettelser som den sikre vej til vækst.

Mere væsentligt var det, at globaliseringen i årtier skjulte fejlene i det neoliberale ræsonnement. I udlandet var man tilsyneladende uendeligt villige til at beholde de amerikanske dollars, som gjorde det muligt for USA's regering at køre med underskud og samtidig fastholde en høj vækst - noget, intet udviklingsland ville kunne slippe afsted med. Og derfor skal vicepræsident Dick Cheney allerede fra begyndelsen have beroliget præsident Bush med, at læren af 1980'erne var, at "underskud spiller ingen rolle".

Den anden trosartikel fra Reagan-æraen - den om finansiel deregulering - blev drevet frem som gældende politik af en uhellig alliance mellem sande troende og Wall Street-virksomheder og blev i 1990'erne sågar også accepteret af demokraterne som sandhedens evangelium. Dens fortalere hævdede, at gamle faste reguleringslove som Glas-Steagall-loven fra depressionstiden (som satte skel mellem banker og investeringsbanker) stod i vejen for innovation og undergravede konkurrenceevnen i Amerikas finansielle institutioner. Det var helt rigtigt set. Der var bare det ved det, at dereguleringen fremkaldte en strøm af nye innovative produkter som f.eks. de investeringspakker med subprime-lån, som udgør kernen i den nuværende krise. Nogle republikanere har stadig ikke forstået sammenhængen, hvilket fremgår af deres alternative forslag til en hjælpepakke, som involverer endnu større skattelettelser for hedgefonde.

Problemet er, at Wall Street fungerer meget anderledes end f.eks. Silicon Valley, hvor en svag regulering er så abs0lut er formålstjenlig. Finansielle institutioner bygger på tillid, som kun kan trives, hvis statsmagten sikrer deres gennemsigtighed og sætter grænser for de chancer, som de kan tage med andre folks penge. Sektoren adskiller sig også derved, at et sammenbrud i et pengeinstitut ikke blot skader aktionærer og ansatte, men tillige en mængde uskyldige udenforstående (som i økonomernes lidenskabsløse fagsprog betegnes som 'negative eksternaliteter').

10 års advarsler

Der har i det seneste årti været klare tegn på, at Reagan-revolutionen var slået ind på et farligt vildspor. Et tidligt varsel var Asiens finanskrise i 1997-98. Efter amerikansk rådgivning og pres havde lande som Thailand og Sydkorea i begyndelsen af 1990'erne liberaliseret deres kapitalmarkeder. En masse 'varme penge' begyndte strømme til disse økonomier, hvorved de skabte en spekulativ boble og derpå skyndte sig at trække sig tilbage igen, da de første tegn på problemer meldte sig. Lyder det som noget, vi kender? Derimod kunne lande som Kina og Malaysia, som ikke fulgte de amerikanske råd, men holdt deres finansielle markeder lukkede eller strengt regulerede, konstatere, at deres position var langt mindre sårbar.

Et andet advarselssignal var det strukturelle underskud, som Amerika begyndte at ophobe. Kina og en række andre lande begyndte efter 1997 at opkøbe amerikanske dollar som led i en bevidst strategi for at undervurdere deres valuta, holde hjulene i gang på deres fabrikker og beskytte sig mod finansielle chok. Efter 11. september passede dette Amerika fint, for det betød, at vi kunne sænke skatterne, finansiere en forbrugsfest, betale for to dyre krige og køre videre med et budgetunderskud på samme tid. De kolossale og stigende handelsunderskud, som dette resulterede i - 700 milliarder dollar om året i 2007 - var åbenlyst uholdbare, og det stod klart, at før eller senere ville man i udlandet beslutte sig for, at Amerika nok alligevel ikke var så godt et sted at anbringe sine penge. Den faldende amerikanske dollar indikerer, at vi nu har nået dette punkt. Det turde nu være indlysende, at underskud - i modsætning til hvad Cheney hævdede - i høj grad spiller en rolle.

Selv på hjemmefronten var dereguleringernes bagside åbenlys, længe før sammenbruddet på Wall Street. I Californien kom elpriserne helt ud af kontrol i 2000-2001 på grund af dereguleringen på det statslige marked for energi, som skruppelløse selskaber som Enron forstod at spille på til egen fordel. Enron selv og en lang række andre virksomheder gik i 2004 konkurs efter fusk med regnskaberne. Og i USA steg uligheden i det forgangne årti, fordi gevinsterne fra den økonomiske vækst i uforholdsmæssig grad kom til rigere og bedre uddannede amerikanere til gode, hvorimod indkomsterne for arbejderklassen stagnerede. Til sidst kom så også den forkludrede besættelse af Irak og den lige så forkludrede reaktion på orkanen Katrina, der eksponerede den offentlige sektors svaghed oppefra og ned - et resultat af årtiers underfinansiering og den lave prestige, som offentligt ansatte måtte lide under fra Reagans tid og frem.

Skelsættende

Alt dette kunne unægtelig tyde på, at Reagans æra burde have været afsluttet for et godt stykke tid siden. Men det gjorde den ikke, dels fordi Det Demokratiske Parti ikke forstod at stille med overbevisende kandidater og argumenter, men også på grund af et særligt aspekt ved Amerika, der stiller vort land meget anderledes end Europa. I de europæiske lande stemmer de mindre veluddannede borgere af arbejderklassebaggrund konsekvent på socialistiske, kommunistiske og andre venstreorienterede partier, ud fra den forventning at dermed er deres økonomiske interesser bedst tjent. Men i USA kan de tilsvarende samfundslag svinge enten til venstre eller højre. De bakkede op om Roosevelts stordemokratiske koalition under New Deal - en koalition, som holdt helt frem til Lyndon Johnsons Great Society-velfærdspolitik i 1960'erne. Men de begyndte at stemme republikansk under Nixon og Reagan, gik over til Clinton i 1990'erne og vendte så atter tilbage til den republikanske fold under George W. Bush. Når så mange fra disse lag stemmer republikansk, skyldes det, at kulturelle spørgsmål som religion, patriotisme, familieværdier og retten til at eje skydevåben kan overtrumfe de økonomiske temaer.

Denne gruppe vælgere kommer til at afgøre valget i november, ikke mindst på grund af deres talstærke tilstedeværelse i en håndfuld svingstater som Ohio og Pennsylvania. Vil de svinge i retning af den noget reserverede Harvard-uddannede Obama, hvis politiske dagsorden i højere grad afspejler deres økonomiske interesser? Eller vil de holde sig til mennesker, de bedre kan identificere sig med som John McCain og Sarah Palin? Der skulle i sin tid den økonomisk krise af enorme dimensioner fra 1929 til 1931 til for at bringe en demokratisk regering til magten. Meningsmålingerne i begyndelsen af oktober 2008 kunne tyde på, at vi har nået til lignende skelsættende punkt.

Demokrati som brand

Den anden afgørende komponent i det amerikanske varemærke er demokratiet og De Forenede Staters erklærede vilje at støtte andre demokratier i verden. Denne idealistiske ledetråd i USA's udenrigspolitik har været konstant igennem forrige århundrede, fra Woodrow Wilson's Folkeforbund over Roosevelts Four Freedoms til Reagans opfordring til Mikhail Gorbatjov om at "nedrive denne mur".

At fremme demokratiets udbredelse - gennem diplomati, støtte til grupper i civilsamfundet, frie medier og lignende, har aldrig været kontroversielt. Men nu er problemet, at da Bush-regeringen brugte 'demokratiet' til at retfærdiggøre Irak-krigen, blev dette af mange opfattet som et kodeord for militær intervention og regimeskift - det kaos, der udløstes i Irak, gjorde ikke ligefrem demokratiets sag en tjeneste. Navnlig Mellemøsten er et minefelt for enhver amerikansk regering, i og med at USA støtter ikkedemokratiske allierede som Saudi-Arabien, men afviser samarbejde med grupper som Hamas og Hizbollah, der kom til magten gennem valg eller bygger deres indflydelse på stor folkelig tilslutning. Vi har ikke megen troværdighed i USA, når vi forfægter en 'frihed-dagsorden'.

Den amerikanske model er også blevet alvorligt plettet af Bush-administrationens brug af tortur. Efter 11. september viste amerikanerne sig i foruroligende grad at være rede til at ofre den forfatningsmæssige beskyttelse af hensyn til sikkerheden. Og siden har Guantánamo Bay og de hætteklædter fanger fra Abu Ghraib i mange ikke-amerikaneres øjne erstattet Frihedsgudinden som symbol på Amerika.

Tabte positioner

Uanset hvem der vinder præsidentvalget om tre uger, vil skiftet til et nyt paradigme i amerikansk og international politik allerede være sat i gang. Demokraterne vil sandsynligvis kunne øge deres flertal i Parlamentet og Senatet. En enorm populistisk vrede er under opsejling, efterhånden som Wall Streets nedsmeltning forplanter sig til Main Street. Allerede nu er der en voksende enighed om behovet for at re-regulere store dele af økonomien.

Globalt vil USA ikke længere kunne nyde godt af den dominerende position, som det har indtaget indtil nu, hvilket understreges af Ruslands invasion af Georgien. Amerikas evne til at forme den globale økonomi gennem handelsaftaler, IMF og Verdensbanken vil også blive mindsket. Det samme vil vore finansielle ressourcer. Og i mange dele af verden vil amerikanske rådgivning, ideer og tilmed bistand være mindre velkommen end nu.

Hvilken kandidat vil under disse omstændigheder være i den bedste position til at give Amerikas et nyt og bedre ry?

Barack Obama er åbenlyst mindst belastet af den førte politik og den nylige fortid, og hans forsonlige og bredt appellerende stil forsøger at bevæge sig ud over dagens politiske fronter. I hjertet synes han snarere at være pragmatiker end ideolog. Men hans evne til at skabe konsensus vil blive sat på en hård prøve, når han skal træffe svære valg for bringe ikke kun republikanere, men også oprørske demokrater ind i folden.

John McCain har på sin side ført sig frem i de seneste uger som en moderne Teddy Roosevelt, tordnet imod Wall Street og forlangt at få udleveret chefen for New Yorks Børs, Chris Coxs hoved på et fad. Han kan meget vel være den eneste republikaner, der - under megen skrigen og sparken - vil kunne bringe sit parti ind i en post-Reagan æra. Men man får let det indtryk, at han i sit hoved ikke helt har besluttet sig for, hvilken slags republikaner han helst vil være, eller hvilke principper der skal definere det nye Amerika.

Ud af spændetrøjen

Amerikansk indflydelse kan og vil blive genoprettet. Da verden som helhed må forventes at blive ramt af et økonomisk tilbageslag, forekommer det ikke indlysende, at den kinesiske eller russiske model vil klare sig mærkbart bedre end den amerikanske version. USA er tidligere kommet sig efter de alvorlige tilbageslag i 1930'erne og 1970'erne, takket være vort systems tilpasningsdygtighed og modstandskraften i vor befolkning.

Ikke desto mindre vil endnu et comeback forudsætte, at vi har evnen til at gennemføre grundlæggende ændringer. For det første må vi bryde fri af Reagan-æraens spændetrøje i forhold til skatter og regulering. Nok vækker skattenedsættelser behag, men de stimulerer ikke nødvendigvis væksten eller betaler for sig selv. I lyset af vor finanspolitiske situation er det helt nødvendigt, at nogen ærligt og redeligt fortæller amerikanerne, at de fremover selv kommer til at betale mere for at få vort samfund på ret køl igen. Flere dereguleringer eller flere myndighedssvigt i forhold til at følge med markeder, der udvikler sig hastigt, kan blive utrolig kostbare, som vi har set. Hele den amerikanske offentlige sektor er underfinansieret, afprofessionaliseret og demoraliseret. Der er brug for at genopbygge den og indgive den en ny følelse af stolthed. Der findes visse opgaver, som kun statsmagten kan varetage at løse.

Når vi gennemfører disse ændringer, vil der naturligvis være en vis risiko for, at den statslige indblanding bliver for stor. Finansielle institutioner har brug for et stærkt tilsyn, men det står ikke klart, at dette også skulle gælde andre sektorer af økonomien. Frihandel er fortsat en stærk drivkraft for økonomisk vækst og vil forblive et instrument for USA's diplomati. Vi bør give bedre bistand til, at arbejdstagere kan tilpasse sig de skiftende globale vilkår frem for at forsvare deres nuværende job. Nok fører skattelettelser ikke automatisk til større velstand, men det gør en uhæmmet vækst i de offentlige udgifter heller ikke. Omkostningerne ved hjælpepakkerne og den langsigtede svage dollar betyder, at inflation vil være en alvorlig trussel i fremtiden. En uansvarlig finanspolitik kan nemt forværre problemerne.

Og selv om færre ikke-amerikanere formentlig vil ønske at lytte til vore råd, vil mange stadig kunne drage fordele af at efterligne visse aspekter af Reagan-modellen. Dette gælder dog helt sikkert ikke i forhold til deregulering af finansmarkederne. Men i det kontinentale Europa får arbejdstagere stadig tilbudt lange ferier, korte arbejdsuger, jobgarantier og en lang række andre fordele, som svækker deres produktivitet og ikke er økonomisk bæredygtige.

En vanskelig ny virkelighed

Det lidet opbyggelige svar på Wall Street-krisen må være, at den største forandring, vi må gennemføre, er af politisk art. Reagan-revolutionen brød de liberales og demokraternes 50 år lange dominans i amerikansk politik og åbnede op for nye tilgange til tidens problemer. Men som årene er gået, er det, som engang var banebrydende nye tanker, degenereret til stivnede dogmer. Den politiske debats kvalitet er blevet forringet af en polariserende diskurs, hvor ensidige politikere ikke blot drager deres modstanderes ideer i tvivl, men også deres motiver. Alt dette gør det sværere for os at tilpasse USA til den nye og vanskelige virkelighed, vi står overfor. Så den ultimative duelighedsprøve for den amerikanske model vil være dens evne til at genopfinde sig selv forfra. God branding er, for nu at citere en præsidentkandidat, ikke et spørgsmål om at smøre læbestift på en gris. Det handler om at have det rigtige produkt at sælge i første instans. Dette er en opgave, som Amerikas demokrati nu har fået skåret ud i pap.

Francis Fukuyama er professor i international politisk økonomi på John Hopkins School of Advanced International Studies.

© Newsweek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Also sprach zarathustra

De privilegerede har længe levet på den løgn, at deres forbrug var vejen ud af enhver mangel i hele verden. Verdens selvfede bærme udgør måske 14 % af den samlede globale befolkning, men den lægger beslag på 5/6 af jordens absolut begrænsede ressourcer. 40 % af verdens befolkning har kun en andel i den globale pengeøkonomi, der svarer til 2 dollars eller mindre per person. Dvs. 40% af jordens befolkning ernærer sig primært via subsistensøkonomi, fra hånden til munden, altså stort set uden om pengeøkonomien.

For at rede den økonomiske orden forærer centralbanker og stater nu gigantiske milliardbeløb til de mest grådige kræfter i det økonomiske system.

Det er faktum, - at det herskende økonomiske system fungerer på bekostning af sine egne naturlige og menneskelige forudsætninger, - at den økonomiske aktivitet samlet fører til større mangel end der afskaffes, - at de nominelle pengeværdier ikke har været udtryk for noget reelt i lang tid, - at væksten aldrig har været løsningen på de problemer den skaber. Men det hører man ikke en skid om længere. Nu drejer det sig kun om at bevare systemet, fordi det er ved at bryde sammen af systeminterne årsager.

De gamle misforståede vækstfanatikere lige fra den marxistiske arbejdsværditeorifikserede venstrefløj hele vejen over midten i det politiske landskab og ud til den yderste højrefløj vil gøre alt for at rede ordenen. Væk er bekymringen om det, der for kort tid siden hed de fire kriser. Væk er forsøgene på at se det økonomiske system i dets kontekst. Kun angsten for at miste meningen, den perverse tro på uanet tilvækst i pengeøkonomisk forstand, er tilbage.

Systemets totale sammenbrud vil være en katastrofe for de selvfede. Men det er ikke sikkert, det kommer til at gå nær så meget ud over de absolut fattige, som man siger.

http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/10/09/AR200810...
:
”Countries in Africa, including many of those with some of the lowest levels of market and financial integration and openness, are now set to weather the crisis with the least amount of turbulence”.

Bekymringen for de fattige har sjældent fungeret som andet end de selvfedes dårlige undskyldning for at ville sig selv på bekostning af alt andet. De fattigste er nemlig for størstedelens vedkommende mindre afhængig af det kuldsejlede system, end de selvfede selv. Taberne bliver fattigrøvene i den rige del af verden, fordi man i her altid har prioriteret symbolerne på succes, hensynet til vindernes ve og vel over alt andet.

Overordnet set vil det så langt være at foretrække, at systemet bryder sammen, før det har fjernet de naturlige og menneskelige livsbetingelser helt fra jordens overflade. Det er selvfølgelig kættersk at sige det, altså et diabolsk udsagn, noget der slet ikke lader sig gøre inden for den symbolik, der udgør den perverse og nu truede ordens interne semantiske referenceramme. Men når systemet er brudt sammen, så skal vi bare til at lære at leve igen på en anden måde, i stedet for som nu, hvor vi lever for at overleve på det perverse systems betingelser. Det er ikke sikkert det er så slemt igen, det kræver bare noget vi ikke lige frem er vandt til. Markedets junglelov har i al for lang tid fungeret som meningserstatning. I virkeligheden er det ikke noget problem at overleve, men fordi man ikke ved hvorfor man lever, har man gjort det til et problem at overleve økonomisk, for på den måde i det mindste at have overlevelsen som mening. I virkeligheden er det værste for et menneske at tilværelsen virker tømt for mening. Det vil hellere leve med den mening i tilværelsen, at det er et problem at overleve, end det vil leve uden mening over hovedet.

Den økonomiske krise er resultat af en fundamental eksistentiel falliterklæring. De latterlige er latterlige men dybt selvdestruktive. Set ude fra, diabolsk, dvs. eksternt i forhold til de syges perverse symbolik, er det et sundhedstegn at sygdommen er ved at gøre det af med sig selv. Det er forudsætningen for at der kan opstå noget sundere!

martin sørensen

Dette varsler også enden for de såkaldte dynamiske eftekter, eller dynamolygte efteken som jeg ynder at kalde det, For ja naturligt vist kan man få en dynamo lygte til at lyse når man sætter den på dækket på en cykel og med noget besvær nu cykler, på samme måde vil det naturligt vist give vægst når man sænker skattetrykket for de mest velhavede ved eventuelt at sænke skattetrykket for primært de velhavede.

Men ganske som at dynamo lygten forbruger af den samlede energi og dermed forminsker den samlede effekt når den lyser vi ved alle at det koster mere energi at drive en sådanne gameldags cykel dynamo lygte, så vil de dynamiske efteker koste samfundet flere resuser i form af tabte skatte indtægter end de giver i kompenseret vægst.

Derfor ja til en fuldt financeret reform af skattesystemet, der godt kan hæve tidspunket for hvornår man betaler top skat, men klart nej til at ufianceret at sænke topskatten udfra at en lavere top skat den financere sig selv i form af mere vækst .

Men politikerne gør regning hvis de forventer at et lavere skattetryk, løsriver mere arbedskraft. normen er allerede at vi arbejder ca 40-45 timer om ugen, så ved jeg godt at man vil sige ja ja men i gamle dage der arbejde vi 48 timer om ugen og det var der ingen der tog skade af, nej rigigt nok. men i gamle dage der bruge man heller ikke i genemsnit 45min-2 timer om dagen til transport, vil vores politikere løsrive tid til at øge udbudet af arbedskraft så er sænket transport mægte nok det bedste sted at begynde, vi taber ca 40.000 årsværk på vores danske veje i tabt produtivitet.

vi bør lave en skatte reform der beskatter vores forbug af resurser og løsriver det til lavere person beskatning.

Exembelvist så forbruger vores standart danske husholdning ca 50-60% for meget energi til opvarming og el. nu begynder vindues fabrikkerne at fyre folk pga finans krisen og bolig boblen. snart begynder andre bygge matriale fabrikker også at fyre folk. den normale hr og fru danmark mangler ca 200 mm isolering i hulmuren og nye lav energi vinduere i deres huse, bade værelset og køkknet er alt sammen blevet til "samtale bad og køkkken" men vi glemte at energi forbedre vores huses energi standart midt i dette bygge boom,

En god gammeldags Keynesiansk økonomisk teroi byder at man støtter dette samfunds nyttige byggeri for herved at sætte vindues fabrik arbejderne i arbejde igen tømmer svendende i arbejde igen, mens danmark nu oplever at vores samlede energi forbrug falder og falder. udfaser vi samtidigt alle vores olie og gas drevne fyr. så kan projektet med at gøre os til et grønt land faktisk helt enkelt genskabe dansk velfærd efter god solid gammel socialdemokratisk og SF socialistisk model. lad os da finde de gode gamle planer ud af skuffen som der byggede vort velfærds samfund tiden er kommet til et reformeret "plads til os alle program ." som der blev lanceret i 1946 efter krigen af social demokratiet. http://www.pladstilosalle.dk/grdinpligt/fremtid4/index.html

God solid planøkonomi med et styret markdet, det er og bliver den bedste styreform. jeg er ikke længere fundementalistisk modstander af vægst. det er den forkerte vægst som jeg er fundemetalistisk modstander af. en vægst der begrænser det matrielle forbrug er positivt og kald mig bare naiv jeg finder den betegnede som hæders bevis,for jeg tror 100 det er muligt at skabe et næsten perfekt velfærds samfund, Der er 100% drevet med vedvarnede energi et samfund der er i indre og ydre harmoni og balance med sin omverden og sig selv.

Den frie ukontrolerede markedsøkonomi har nu bevist at det ikke virker, nej der hvor den Keynesiansk økonomisk teroi fejlede i 1970ne det var at man ikke evende at reformere terorien til de harmoniske økologiske og vedvarnde energis værdier, hade man gennemført den reform så ville 1970nes energi krise aldrig ha endt med dette kolaps som vi nu ser. krisen starter da de højere orinteret bevist injurere at alle resurser er begrænsede. Dette er Regans og Thatchers krise vi nu er vidne til.

Svaret på denne krise er klasisk reform socialistisk politik, med et humanistisk rødgrønt ansigt.

Danmark for hele folket, bæredygtigt og økologisk.

Efter, at den globale finanskrise er blevet en kendsgerning, har ”alle og enhver” haft travl med dels ”hvad sagde jeg” og dels med dystre profetier om den økonomiske fremtid uden, at nogen som helst har den ringeste mulighed for at begrunde deres spådomme – ingen aner hvad konsekvenserne bliver, der hersker total forvirring.

Derfor en tak til Information for at bringe Francis Fukuyamas stilfærdige og sobre analyse af tingenes tilstand.

Han konstaterer, at æraen for kombinationen af Nozick liberalisme (minimalstat) - Friedmann monetarisme (fri dereguleret, ustyret selvreguleret markedsøkonomi) er forbi - har spillet fallit.

En erkendelse som mest præcist og kortfattet herhjemme af alle er udtrykt af en konservativ (Connie Hedegård) på deres landsmøde: ”I disse uger indser verdenen, hvad vi konservative altid har vidst: at også den hæmningsløse liberalisme har sin begrænsning. Ligesom staten ikke kan styre alt – så kan markedet heller ikke”.

Man kan så håbe, at det er en opfattelse, der ved selvransagelse breder sig til resten af partiet og at de har viljen og modet til at sætte bremsen i overfor deres liberalt fremturende regeringspartner.

Samt at Socialdemokraterne forlader den blairske tredje vej med deregulering, privatisering og udsalg af samfundsværdier med en tilbagevenden til en offentlige regulering af markedet og kontrol med samfundsværdierne.

martin sørensen

helt enig, Svend W.

Man glemmer ofte at ægte konservatisme, og ægte socialdemokratisk politik, faktisk er meget nærmere hinanden i både værdier og praktisk politik, end venstres liberale politik er på de koncervative værdier.

Jeg betrakter mig selv som praktisk socialist, En moderne SFér, pro eu men meget meget grøn og altid med et humanistisk socialt ansigt der ikke taber de svage på gulvet. personligt har jeg ikke noget nasionalistisk forehold til kronen, er det mere praktisk at betale i euro så nurvel, så skal vi skifte til euro. men det skal ikke være med den første vind at vi beslutter noget så fundementalt, Jeg ser dog mange grønne fordele, ved at vi har en fælles europæisk valutta i et fælles europæisk markdet. exembelvist så bør eu indføre en fælles europæisk co2 moms. fælles pant systemer, fælles europæisk roadpricings system. handel er fint og handel kan sagtens være bæredygtigt.

prøv at tænke en fremtid hvor alle biler i eu er indbygget med det samme roadpricing system, medlems landede fastsætter selv prisen på deres veje dvs vi kan godt beskatte specielle vejstykker for at sænke trafikken og øge den offenlige transport, mens vi har en lav skat på at købe bilen. bilerne bliver beskattet efter samlet resurse forbrug, DVS veje der er overbelastet de vil ha en højere skat og beskattes efter den offenlige transport alternativ der er til vejen.

Når man køber en vare så bliver den automatisk beskattet efter det co2 forbrug som der er brugt til at fremstille denne vare. nu vil den grønne vare automatisk få en konkurance fordel kan det lade sig gøre at producere en vare i portugal og transportere den co2 neutralt til danmark ja så vil den vare ha en kunkurance fordel fremfor en dansk vare hvor der er brugt mere co2 til at fremstille samme vare, Det er et retfærtigt og fair system der belønder dem der har de bedste ideer og tanker til at drive samfundet co2 netralt.

Jeg har intet imod markdet men som det gamle mundheld heder så er markdet er en fin tjæner men en elendig here. lad os dog gøre markdet til vores tjener igen så vi igen kan styre verden efter hurmanistiske værdier.,

@ Steen Ole Rasmussen

Den økonomiske krise som udtryk for en eksistentiel falliterklæring – mangel på mening i tilværelsen – er helt ude af proportioner og en aldeles forskruet forklaringen.

Det er tæt ved, at din konklusion er: Hellere syg og fattig end rig og rask.

Prøv, at spørge fattigrøvene i Afrika, hvor de helst vil høre til: de selvfede eller fattigrøvene?

@ martin sørensen

Du skrev i dit første indlæg: ”God solid planøkonomi med et styret marked, det er og bliver den bedste styreform”.

For mig er planøkonomi uløseligt forbundet med de østeuropæiske kommunistregimer og her er jeg aldeles enig med Fukuyama´s karakteristik af disse statsstyrede centraldirigerede økonomiers totale fallit symboliseret med murens fald.

Markedsøkonomien har historisk vist sig at være det økonomiske system, der uden sammenligning har være bedst i stand til at skabe velstand for befolkninger.

Autocitat fra en anden tråd:

” Jeg accepterer ikke, at der skulle være en dualisme mellem kapitalisme som mål og som middel. Det er to forskellige anvendelsesmåder af kapitalismen.

Kapitalisme (markedsøkonomi) som mål er uhæmmet kapitalisme, der vil markedsgøre alle samfundsfunktioner inklusive menneskelige relationer – alt skal fungerer på markedets betingelser.
Den danske privatiseringsbølge er i den forbindelse kun et lille bølgeskvulp.

Kapitalisme som middel er afgrænsning af markedsgørelsens funktionsområder og opsatte betingelser for markedsfunktion. Og der er det finurlige ved markedsøkonomien, at den fungerer fint inde for de områder, den er begrænset til og af.

Din sammenstilling med kapitalisme og videnskab er falsk.

Kapitalisme er ikke en naturtilstand men menneskeskabt. Skal du sammenstille, skal det være med videnskabens praktiske udmøntning – teknologi. Og den kan ligesom kapitalismen bruges og misbruges.

Den engelske filosof Francis Bacon – ham med viden er magt – hævdede, at ethvert eksperiment, der ikke tjente menneskeheden var et forkert eksperiment. Skal det omsættes, bliver det til:

Enhver kapitalisme – markedsøkonomi – der ikke tjener menneskeheden er en forkert kapitalisme.”

Jeg er af mange årsager også tilhænger af EU, men EU har som styrende princip fri markedsøkonomi, der politisk aktivistisk selvbestaltet udmøntes af EF-domstolen uden om de vante politiske processer og det bør laves om, så også Ef-domstolens kompetenceområde bringes under politisk kontrol.

Vi hører ikke meget til Rasmussen i disse dag ?

Rasmussen, det er ham, der skrev en bog om minimalstaten. Han skrev også, at man (han) skal bilde folk ind, at man vil velfærdsstaten for at slippe afsted med at reducere socialstaten til minimalstaten.

Han har faktisk nået store resultater, medens den bedrestillede befolkning svælgede i friværdiernes forbrugsparadis og de endnu mere velstillede i svulmende gebyrer osv superforbrugsparadis. Og så kommer denne irrriterende krise og sætter spørgsmålstegn ved hele liberalekstremismens grundide.

Pokkers også.

Nå, men der er jo altid skatteyderne, måske kan man få dem til at betale for det kuldsejlede æventyr ?

Steen Rasmussen

@ Svend W
Det faktum, at de fattige endnu hellere ville tilhøre vor del af verden, ændrer ikke på, at det system, som er ved at bryde sammen af interne årsager, i længere tid har været og er grunden til den elendighed, de er vidne til.

Heldigvis rammer systemkrisen ikke primært disse fattige mennesker. For en gangs skyld skal vi glæde os over, at det går ud over de rigtige:
In a slideshow presentation, Strauss-Kahn illustrated the global impact of the financial crisis. Countries in Africa, including many of those with some of the lowest levels of market and financial integration and openness, are now set to weather the crisis with the least amount of turbulence.

(se venligst linket i mit første indlæg)

@ Steen Ole Rasmussen

” Heldigvis rammer systemkrisen ikke primært disse fattige mennesker”

Nej, de er så fattige, at de ikke har noget at miste. Ikke engang de fundamentale biologiske behov har de fået opfyldt. Er det en efterstræbelsesværdig tilstand?

” Det faktum, at de fattige endnu hellere ville tilhøre vor del af verden, ændrer ikke på, at det system, som er ved at bryde sammen af interne årsager, i længere tid har været og er grunden til den elendighed, de er vidne til.”

Det er dog den mest forsimplede forklaring på Afrikas fattigdom. Spiller despoti, diktatur med vilkårlig undertrykkelse og vold, dårlig regeringsførelse og korruption som regel ingen rolle? Spiller regeringernes manglende opfyldelse af de basale behov som mad, bolig, sygdomsbekæmpelse og uddannelse ingen rolle? Spiller I-landenes mangel på markedsøkonomi overfor Ulandene bl. a. i form af udbytning af naturressourcer, høje toldmure for deres produkter og konkurrenceforvridende støtte til egne produkter i direkte konkurrence med Ulandene på deres hjemmemarkeder ingen rolle?

Det er vist kun en velnæret velfærdsdansker, der kan forklare det som en ”eksistentiel falliterklæring – mangel på mening i tilværelsen.

Lige en anden lille detalje:

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan en professor med forventet omløb i knolden, kan skrive en sådan artikel helt uden at forholde sig til bæredygtighedsaspektet. Ikke ét ord, ikke én tanke, ikke én eneste sammenhæng til nedbrydning af det materielle livsgrundlag og biodiversiteten, energimangel, klimaproblemer, forurening and you name it. Intet !
I stedet: 'Men i det kontinentale Europa får arbejdstagere stadig tilbudt lange ferier, korte arbejdsuger, jobgarantier og en lang række andre fordele, som svækker deres produktivitet og ikke er økonomisk bæredygtige'.
Av for søren. Væk med alle de hårdt tilkæmpede goder, som ikke er ØKONOMISK bæredygtige. Hvad drejer dette sig om. Hvis manden er professor og kan tænke, hvad han måske mangler at bevise, så kan han da i sin kritik af x, som jo er ekstremet skadelig, da ikke logisk anbefale mere af x, for at få en løsning frem - som så bare vil være ekstremt meget mere skadelig.
Pengene tilbage.

Og, så viser det sig jo med al tydelighed, at han sammen med alle børsspekulanterne helt svæver i det ideologiske tomrum og slet ikke har nogen forbindelse til den substantielle verden. Han reflekterer slet ikke over dens eksistens, men kun over dens spekulative overbygning og finasnielle produkter.

Men bæredygtigheden er stadig i krise, og løsningen af de finansielle problemer løser ikke problemerne med den manglende bæredygtighed og i stedet for at lege akrobat i markedets guddommeliggørelse skulle den gode professor hele fundere over, hvorledes sammenhængen er mellem menneskets substantielle verden og hele den økonomiske nekrofile disciplin.

@ Andreas Trägårdh

Når jeg skrev: ”Derfor en tak til Information for at bringe Francis Fukuyamas stilfærdige og sobre analyse af tingenes tilstand.” var det netop fordi , at Fukuyama´s analyse er helt befriet for den slags konspirationsteorier, der nu florerer frit og som du også bringer til torvs og som kun har et formål, at finde skurke, der kan pålægges skylden for miseren, så vi andre kan gå fri. Og det er utroligt så mange, der bare ved bedre efter at krisen er blevet en kendsgerning.

Sandheden er vel, at vi alle har deltaget lystigt, har været grådige og med stort velbehag har deltaget i kasinoøkonomien.

Steen Rasmussen

Svend W
De privilegerede har længe levet på den løgn, at deres forbrug var vejen ud af enhver mangel i hele verden. Verdens selvfede bærme udgør måske 14 % af den samlede globale befolkning, men den lægger beslag på 5/6 af jordens absolut begrænsede ressourcer. 40 % af verdens befolkning har kun en andel i den globale pengeøkonomi, der svarer til 2 dollars eller mindre per person om dagen. Dvs. 40% af jordens befolkning ernærer sig primært via subsistensøkonomi, fra hånden til munden, altså stort set uden om pengeøkonomien.

Det er faktum, - at det herskende økonomiske system fungerer på bekostning af sine egne naturlige og menneskelige forudsætninger, - at den økonomiske aktivitet samlet fører til større mangel end der afskaffes, - at de nominelle pengeværdier ikke har været udtryk for noget reelt i lang tid, - at væksten aldrig har været løsningen på de problemer den skaber.

Det som kaldes knaphedens paradoks, det der handler om den simple logiske nødvendighed, der ligger i at når nogen ligger beslag på de begrænsede gode, ja så mangler de for andre, er systematisk fortrængt fra de priviligeredes selvforståelse. De priviligerede har bilt sig selv ind, at det de lægger beslag på ikke mangler andre steder. Det er en yderst bekvem løgn.

Det at systemet, som forfordeler den tredje verden, truer med at bryde sammen, det er meget opmuntrende. De selvfede storforbrugendes forbrug har altid været de forfordeltes problem. Lige som hele det økonomiske system er et problem for sig selv!

Jeg synes det er herligt, at vores selvforståelse truer med at falde fra hinanden. At de selvfede danskere på begge fløje i det politiske spektrum kan blive tvunget til at se sig selv og sit eget økonomiske system som problemet for de fattige, i stedet for løsningen.

Steen Rasmussen

Tak til Erik Rolfsen Nissen
Det er rart, at der trods alt er en, dig, der er i stand til at pege på noget af de aspekter, som en selv hele tiden prøver på at få frem, især fordi det sker med anden stil, mindre provokerende og derfor sandsynligvis mere overbevisende end min. Tak for det.

@ Erik Rolfsen Nissen

Vedrørende ”bæredygtighedsaspektet”:

Begrebet ” en bæredygtig udvikling” blev introduceret i 1987 i Bundtlandrapporten til afløsning af Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972, der i Danmark udmøntede sig i ”Oprør fra midten”.

Og du synes helt af have overset, at i dette begrebet er vækst en forudsætning for det moderne samfund, men at væksten skal ske med et mindre ressourceforbrug og med hensyntagende til miljøet og der er ingen der har sat spørgsmålstegn ved at ”bæredygtig vækst” skal bæres igennem af markedsøkonomien – hvad skulle dette eventuelt også være?

Så når du nedgør Fukuyama bl.a. med : ” Hvis manden er professor og kan tænke, hvad han måske mangler at bevise, så kan han da i sin kritik af x, som jo er ekstremet skadelig, da ikke logisk anbefale mere af x, for at få en løsning frem - som så bare vil være ekstremt meget mere skadelig.” så kan du næppe have læst hele artiklen, hvor han jo netop konkluderer, at der skal et andet x til end det, der har medført krisen og dermed har spillet fallit.

Bæredygtig udvikling. Ja, det må være muligt.
Bæredygtig vækst. Det er ikke muligt i den definition af økonomisk vækst, som er den gængse. Ikke i min optik. Det viser historiens empiriske data og den tilstundende bæredygtighedskrise med al ønskelig tydelighed.
Hvis vi bare gør det samme og sætter nogle nye ord på det vi gør, så hjælper det hele ikke ret meget.
Jeg ved ikke, hvad der skal til i stedet for markedsøkonomien, men hvis markedsøkonomien ødelægger menneskehedens (og alle arters) substantielle livsgrundlag kan det da ikke være løsningen. Det er jo ren dødsdrift.
Noget andet må træde i stedet. Noget bæredygtigt.
Hvad angår min kritik af Fukuyama, så retter den sig mod de citerede bemærkninger, der netop viser, at han ikke kan løsrive sig fra de gængse tænkebaner, når talen er om andre muligheder. De dovne kontinentaleuropæere med al deres ferie og alle deres goder skal nakkes i produktivitetens hellige navn. Hvad skal de egentlig? Arbejde mere? Hårdere? Længere? Mere produktivt? Skabe mere økonomisk vækst?
Hvad var lige det for en tænkeramme, der kom til syne her? Det var ikke en bæredygtig udviklingsramme, men en ren økonomisk vækstideologi i den benhårde markedsmekanismes vold.
Det er sammenhængen for mig, og mit ærinde var blot at påpege, at der skal tænkes helt nyt her, ellers æder den markedsneoliberalistiske forherligelsesideologi sine egne børn - og alle andres børn med for den sags skyld. .

Steen Rasmussen

DER ER BRUG ET NYT SPROG DER KAN BESKRIVE FORHOLDET MELLEM PENGEVÆRDI, VÆKST I PENGEVÆRDI OG DET ØKONOMISKE SYSTEMS OMVERDEN.

Opsparet nominel pengeværdi i form af kapitalværdier, bugnende pensions- og kapitalfonde private boligers aktuelle priser siger ikke ret meget om kapitalens fremtidige værdi eller ret meget om den reelle basis for velstand i fremtiden. Penge og kapitalakkumulation er på den måde ikke engang sikkerhed for de besiddende selv. Det kommer helt an på, om kapitalen kan virke og danne grundlag for velstand under fremtidens vilkår. Og det er på ingen måde sikkert, at de værdier, der er registreret i kraft af de øjeblikkeligt gældende prismekanismer, giver noget realistisk billede på fremtidig værdi. Dels ”er” pengeværdien kun udtryk for nominel systemintern fremmedreference, funderet i den øjeblikkelige kommunikative praksis (prisdannelse), dels så er de kvantummer og de former for omverden, de refererer til, og som kan angives og betragtes på mange andre måder, end dem, der lever ved det økonomiske systems referencer, måske under ingen omstændigheder af særlig betydning for fremtidens behov. Påstanden om, at kapital kan konverteres og erstatte alle former for mangel er ren overtro. Allerede registreret og oparbejdet kapital er ikke nødvendigvis af værdi i fremtiden, det viser mange erfaringer.

Verden er ikke blevet større med væksten, selv om det økonomiske systems interne fremmedreference relaterer sig til mere og mere, og selv om de nominelle værdier stiger eller falder. Pengene konkretiserer sig i kapitalens form. Omverdenen er blevet kapitaliseret. Mediet (pengene) strukturerer sig i formen (kapitalen), semantisk form, og andre former.
Kapitalen og ressourcerne lader sig iagttage i andre former, diabolske former i forhold til den økonomiske iagttagelsesform. Omverdenen er stadig tilgængelig i kraft af andre iagttagelser end det økonomiske systems systeminterne fremmedreference. Enhver form kan gøres til medie i den forstand, dvs. tematiseres i andre diabolske iagttagelsesformer. Kapitalen er måske nok i økonomisk forstand det nærmeste, man kan komme omverdenen, fordi kapitalen kan ses som den prissatte ejendom eller værdi. Men den ”er” ikke omverden, og den kan ikke erstatte omverden af natur og ressourcer. Kapitalen er i systemteoretisk forstand de strukturerede knappe ressourcer/struktureret kommunikationsmedie, kondenseret medie. Knaphedens paradoks er stadig kapitalens mulighedsbetingelse, fordi kapitalen kun eksisterer økonomisk systeminternt som det nærmeste, det økonomiske system kommer en adækvat forståelse af sin omverden, i kraft af at være en mangel. Uanset hvor meget, der kan akkumuleres i økonomisk forstand, så overvinder økonomien aldrig knaphedens paradoks. Lige meget hvor meget, der viser sig af overflod et sted, så har den kun økonomisk værdi ved at mangle et andet sted, i kraft af efterspørgslen her. Som systemintern omverden lever kapitalen ved knaphedens paradoks. Det økonomiske systems indikationsværdier vil således ikke kunne registrere hvornår et reelt behov er opfyldt. Der er tale om en logisk værdi, der ikke eksisterer i økonomisk forstand.
Den uanede økonomiske vækst behøver ikke at sige noget entydigt om den reelle mangel eller grad af behovstilfredsstillelse i omverdenen til det økonomiske system. De ekskluderede (dem uden købekraft) har f.eks. behov, som ikke er relevante i økonomisk forstand, fordi de ikke har udsigt til at opnå købekraft. De kan i princippet dø af sult, uden at det er et ”økonomisk problem”. Og det nominelle volumen, den interne fremmedreference, siger intet om behovstilfredsstillelse eller værdi i anden forstand end sin egen.

@ Erik Rolfsen Nissen

Det var Brundtlandsrapporten, der definerede bæredygtighed som bæredygtig vækst og ikke mig, men hvis vi hver for sig bruger begreberne forskelligt, er det svært for ikke at sige umuligt at diskutere et emne.

Fukuyama er ligesom jeg uden sammenligning i øvrigt klar tilhænger af markedsøkonomien, men netop ikke af ” den markedsneoliberalistiske forherligelsesideologi” der æder ”sine egne børn”. Det er den han gør op med, fordi den aktuelle krise viser, at den har spillet fallit.

Men jeg synes, at det er lige flot nok at kassere markedsøkonomien, der historisk set er det økonomiske system, der har skabt den største velstand for befolkninger under henvisning til at ” markedsøkonomien ødelægger menneskehedens (og alle arters) substantielle livsgrundlag” uden at kunne påvise nogen som helst anden løsningsmodel end slagordet bæredygtig.

Som anført tidligere, er der det finurlige ved markedsøkonomien, at den fungerer fint inde for de områder, den er begrænset til og af. Det er en fornuftig samfundsmæssig afgrænsning og kontrol af markedsøkonomien, der har manglet også hvis der ønskes bæredygtighed, så er det en kontrolparameter, der må lægges ind, hvis der ellers kan opnås enighed herom.

Fukuyama har da aldrig skrevet en liberalisme-bibel. Han har derimod skrevet en bog der var meget populær blandt big-government neocons. Det er ikke det samme på nogen måde.

@ Steen Ole Rasmussen

Jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået dit sidste indlæg.

Markedsøkonomien i sig selv er nu ikke så kompliceret. Hvis du producerer mere af en vare end du selv kan forbruge, bringer du den på markedet og ser om andre har en vare, du kan bruge og så aftaler i bytteforholdet.

Da vi gik fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi opstod problemet med at betalingen for varen kunne være en dækningsløs check og det er vel i alt sin enkelthed, den aktuelle krises hovedproblem, at det er blevet tilladt igennem en række fuldstændige uoverskuelige finansielle transaktioner at handle med penge, der ingen produktions –, ejendoms –eller varemæssig baggrund har haft – at der er handlet med fiktive værdier og nu tør de finansielle institutioner ikke længere handle penge med hinanden i angst for at modparten handler med fiktive midler.

Der har simpelthen manglet regulering, kontrol og gennemskuelighed, som følge af den politiske økonomiske mode gennem de sidste 30 år, hvor kapitalisme har været målet og ikke midlet.

Markedsøkonomien har ikke noget indbygget etisk-moralsk system. Markedsøkonomien er et samfunds økonomiske værktøj og det er det givne samfund, der ved regelsætningen omkring økonomien, bestemmer hvilken etik og moral det skal bruges med. Bl. a. derfor er der forskel på resultatet af markedsøkonomiens virke i USA og i den skandinaviske model.

Markedsøkonomien vil selvfølgelig overleve – hvad ellers?, men forhåbentligt belært af den aktuelle krise i en helt anderledes form.

Det kan godt vøre, at vi ikke kan undvære markedsmekanismen som et praktisk og nødvendigt redskab i et bæredygtigt samfund, men det er ikke det samme som at hele denne konstruktion får sit eget liv, guddommeliggøres, får sit eget præsteskab og gøres urørlig som alle tiders mest fremragende sandhed, hvor alle referencer, begreber og diskussioner på forhånd er givet og ikke kan betvivles.
Derfor kan vi også have problemer med begrebet 'bæredygtig vækst', fordi der ikke er tale om nytænkning, men om redefinering af ordet INDEN FOR DEN SAMME SYSTEMISKE RAMME.
Men der skal NYTÆNKNING til og mine anfægtelser af artiklens manglende refleksion over bæredygtigheden er fortsat gyldige.
Og det problem er langt alvorligere end finanskrisen.

Claus Piculell

Interessant at manden, der skrev "The End of History" og erklærede kapitalismens evige sejr, ganske som Daniel Bell i 60'erne skrev "The End of Ideology" og erklærede klassekampen som død, nu "sobert og redeligt" kan se visse problemer ved kapitalismen nu ...
Jo, det er skam ikke nødvendigvis kapitalismen, der nu falder, men dens rå, uhæmmede og skamløse version er ramponeret, og generelt står den økonomiske (ny)liberalisme for fald.
Det er rigtigt, at Reagan (og Bush junior) med Laffer-kurven i hånden troede på selvfinansierene skattelettelser pga. det, nogle i dag kalder dynamiske effekter, som de stadig sværger til, men det er ikke rigtigt, at Thatcherismen blot var en britisk variant af "Reaganismen". Man skal have mere end sædvenligt amerikansk snæversyn for at tro det.
Thatcher troede netop ikke på selvfinansierende skattelettelser - det var en af de vigtige forskelle mellem de to varianter af nyliberalisme.
Til gengæld troede begge ganske rigtigt på afregulering en masse til "det selvregulerende marked", men også en ting til, nemlig udbudsstyret økonomi.
Den tankegang ser vi bl.a. afspejlet i dag, når regeringen igen igen snakker om at forkorte dagpengeperioden for at "fremskaffe arbejdskraft" og overser behændigt efterspørgslens rolle i den hidtidige nedbringelse af ledigheden - en efterspørgsel, som nok vil falde noget i de kommende år, om jeg må sige det på den måde.
Vi har brug for også at finde en ny balance mellem udbudsøkonomiens fornuftige elementer og de pt. meget underkendte efterspørgselselementers rolle i en moderne velfærdsstatslig videnskapitalisme.
vh CP

CP, det er jo meget interessant med udbud og efterspørgsel set som en kamp. Jeg er ret sikker på, at den parasitiske handelsklasse vil overflødiggøres indenfor et årti og den direkte efterspørgsel fra forbruger til (lille) producent tegne fremtiden.

Henning Ristinge

Har sgu svært ved at se nogen Zarathustra i Fukuyama. Derimod synes manden at have en for en postmodernist noget besynderlig hang til finale udsagn. Alligevel er der nok ikke ret meget tvivl om at den der med at makedet regulerer sig selv ser noget død ud for tiden. Omend man jo også kan vende den og sige at det vi ser netop er makedet der regulerer sig selv, problemet er bare at omkostningerne er for høje hvis vi lader panikken få frit løb. Markedet skal reguleres og markedet er et godt redskab visse steder men et forbendet dårligt et andre steder, det er hvis vi vil sikre en rimelig mængde velfærd for alle - det må vist være konklusionen som det ser ud herfra

@ Claus Piculell

” Vi har brug for også at finde en ny balance mellem udbudsøkonomiens fornuftige elementer og de pt. meget underkendte efterspørgselselementers rolle i en moderne velfærdsstatslig videnskapitalisme.”

Kunne du ikke kommentere på ” udbudsøkonomiens fornuftige elementer”.

Jeg har haft den opfattelse, at den væsentligste økonomiske årsag til at de østeuropæiske kommunistregimer gik ned, var disse regimers tro på udbudsstyret økonomi – modsat Marx.

Herhjemme er udbudsstyringen af det offentlige sundhedsvæsen uanset regering ved at bryde sammen.

Så hvor er de fornuftige elementer?

@ R.H. Ristinge

Dav igen.

” Derimod synes manden at have en for en postmodernist noget besynderlig hang til finale udsagn.”

Ja han står på skuldrene af Hegel og Marx og mener ligesom disse, at historien er retningsbestemt og i lighed med Hegel men i modsætning til Marx, at slutstadiet er det liberale demokrati med markedsøkonomien som økonomisk system – derfor ”Historiens Afslutning”.

En ægte økonomisk liberalist vil afvente den usynlige hånds selvregulering af den aktuelle krise over tid. Der har allerede været røster fremme om socialisme i forbindelse med diverse redningspakker.

Men en sådan afventens potentielt katastrofale konsekvenser er vel ikke bedre imødegået end af Keynes med hans ”over tid er vi alle døde”.

@ R.H. Ristinge II

” Markedet skal reguleres og markedet er et godt redskab visse steder men et forbandet dårligt et andre steder, det er hvis vi vil sikre en rimelig mængde velfærd for alle - det må vist være konklusionen som det ser ud herfra”.

Kunne du ikke redegøre for din konklusions præmisser?

Altså, hvor er markedet et godt redskab og hvor et forbandet dårligt under hensyntagende til en rimelig velfærd til alle?

Henning Ristinge

Det er meget enkelt Svend, jeg mener at markedsmekanismen er et vigtigt element i enhver økonomi, og et element der er kommet for at blive. Men jeg mener samtidig at der skal statslig, samfundmæssig om du vil, regulering og styring med og at denne på visse områder skal være endog meget stram. Jeg hører til dem der mener at udviklingen i disse uger netop demostrerer nødvendigheden af dette.

Jeg mener heller ikke at samfundsmæssiggørelse af visse funktioner er en tankegang som ganske har udspillæet sin rolle. Det kan meget vel være et vigtigt element i på vejen mod overvindelse af de energi og forureningsproblemer der tårner sig op foran os. Det kan i praksis gøres på flere måder og de fleste af dem jeg har i tanlkerne ligger i det vi normalt kalder gråzone (dvs delvist i reglen halvejs frit), men det vil blive for langt og for detaljerigt hvis jeg skulle konkretisere det..

@ R.H. Ristinge III

Jeg er ganske enig med dig i dine betragtninger ovenfor, men det jeg var specielt nysgerrig efter var, hvor markedsøkonomien var ” forbandet dårlig”.

Henning Ristinge

et frit marked er i mine øjne indlysende dårligt der hvor man f.eks. ikke medregner forurening, invalidering og andre samfundsmæssige burder og skader i omkostning og prissættelse.

"..Skattelettelser er selvfinansierende.."

JP oplyser at flere ministre mener, at Anders Fogh er på vej væk.
Han er træt, Bush var et dårligt bekendtskab. Anders Fogh gider ikke mere..

Som altid, når en borgerlig regering slipper tøjlerne, opstår der kø for at tilgodese egne vælgergrupper økonomisk. Offentlige virksomheder og kontrakter kastes i grams, deregulerende lovgivning gennemføres og -

Lene Espersen fører sig - lettere skeløjet - frem med skattelettelser på 5 mia. kr. og så skal topskatten også væk - pris 16 mia. kr.

Skattelettelser er jo selvfinansierende.

VKO har destabiliseret danskernes velfærdssystem. Det velfærdssystem som skulle afbøde de mest grelle resultater af den kommende recession/depression - og de borgerlige politikere fuldender arbejdet ved at skabe gigantiske budgetmæssige underskud som smadre resterne af vore velfærd...

Tak for kage -- BØØØVS!!

@ R.H. Ristinge IV

I de eksempler, du nævner, kan der i prisfastsættelsen tages højde for de afledte uønskede konsekvenser, hvis samfundsviljen er der, men det forudsætter, at den politiske vilje er tilstede.

Markedet sikrer på mange måder bedst og billigst, men der er visse områder, hvor bedst ikke skal/kan relateres til pris.

Min grænse for markedsgørelse er menneskelige relationer, herunder omsorg og forsorg og de institutioner, der skal sikre lige muligheder for alle. De bør være ejet og finansieret af fællesskabet.

Steen Rasmussen

@ Svend W og alle andre

Du skriver at markedsøkonomien ikke er svær at forstå, men at det, jeg skriver, er uforståeligt. Godt så, så forstår du, hvad jeg absolut ikke bilder mig ind at forstå, men du forstår ikke den lille detalje, som jeg bilder mig ind at forstå, og som er forudsætningen for at forstå det du forstår!

Det, jeg skrev, handlede om at pengene og markedets prisdannelse ikke har ret meget med de værdier at gøre, som de refererer til, og som kan defineres på mange andre måder end gennem prisdannelsen. Et eks., som jeg holder present her i tråden fra mit første indlæg og frem efter, er at fattigrøvenes efterspørgsel ikke er med til at sætte prisen, fordi de ikke har købekraft eller udsigt til at få det. En dollar til en fattig bonde er tusinde gange mere værd for ham, end en dollar til en dansk bolighaj som mig, selv om den udtrykker nøjagtigt den samme værdi i økonomisk forstand. Det er jo temmelig latterligt, når man tænker på, at jeg kunne finde på at tørre min røv i den. Det betyder for mig at se at den nominelle værdi, dollaren repræsenterer, ikke svarer til en skid, eller i hvert fald at værdien ikke siger noget om hvad den er for en fattig og heller ikke for mig.

Prisdannelsen på globalt plan er pervers, perverterende og uhyggeligt destruktiv i min optik. Det glæder mig derfor, at det økonomiske system truer med at bryde sammen i den form vi kender. Og der er jeg absolut helt ene her på tråden.

Tilsyneladende identificerer alle sig med systemet, sandsynligvis fordi man godt ved, at vor livsstil er betinget af det. Man vil derfor rede bankerne, skrue lidt op og ned for udbudet og efterspørgslen, tale lidt om moral, selv om systemet og vor fortidige magtudøvelse har holdt dem der fodrer os nede i lortet ind til nu. Jeg tror nok vi generelt skulle holde op med at tale om moral.

Det stinker og der er brug for frisk luft, lidt arrogance og selvironisk distancering til sig selv, til sin fedme og ubehjælpelige afhængighed at ordenen, som man kender den. Jeg vil have skæbner ind i danskernes dagligstuer, økonomisk ruin og selverkendelse. I det hele taget er der lavt til loftet hos de 14% af verdens befolkning, som vi tilhører, hos dem der har flydt oven på i kraft af systemet de sidste 40 år eller mere på bekostning af den tredje verden, naturen i os selv og uden for os selv. Vi kan få et bedre liv, ved at nøjes med at producere og forbruge hvad vi behøver lidt tættere på os selv. Vi har for meget, alt alt for meget, og hele verden skal ikke længere fodre os for betaling i meningsløse dollars, når de nu har brug for deres ressourcer selv. Vi kan ikke forbruge os ud af deres mangelsituation, det er bare den løgn, vi har levet på i rigtig lang tid.

På en anden tråd i avisen finder vi en, der har lidt af det jeg efterlyser, nemlig John Henriksen. En gammel filosof, jeg læste sammen med i 80´erne. Hans tankegang er interessant. Jeg ved han har været lige så arbejdssky som jeg altid har været. Men han var ikke lige så seriøs i studietiden, som jeg var. Han drak øl i pauserne mellem forelæsningerne og holdt mange flere fester end mig. Men det har åbenbart ikke ødelagt hans hjerne, som nu må være 50 år, og stadig velfungerende. I øvrigt gentager jeg mig selv i en uendelighed i samme tråd: http://www.information.dk/168389

Steen,

Hvis du og din ven er så kloge, så burde I også vide, at der ikke kommer nogen økoflipperrevolution, selvom I drømmer om den.

Den er i modstrid med den menneskelige natur. Vi vil ha', og vi kan aldrig få nok.

@Steen Ole Rasmussen: "Det glæder mig derfor, at det økonomiske system truer med at bryde sammen i den form vi kender. Og der er jeg absolut helt ene her på tråden."

Jeg ved ikke om det er nogen trøst, men jeg finder det faktisk ganske underholdende at overvære, hvordan det nuværende overordentligt spekulative økonomiske paradigme er ved at udånde, jævnfør min kommentar http://www.information.dk/167739#comment-76778.

Jeg er dog bekymret for, at de globale finansielle anstrengelser ikke vil tillade paradigmet at udånde, men at paradigmet i stedet for vil blive holdt kunstigt i live.

Måske er det bare mig, der er dum, men jeg fatter ganske enkelt ikke, hvorfra alle de penge, som diverse regeringer garanterer bankerne, skal komme fra i tilfælde af omfattende kollaps. Den danske regerings teoretiske øvre grænse på 3.000 milliarder kroner - næsten en faktor 100 større end den fond på 35 milliarder, som bankerne selv skulle oprette - er jo ren galimatias.

@ Steen Ole Rasmussen

Så forstod jeg dig bedre.

Du går ind for ”der Undergang des Abendlands” eller stop verden jeg vil af, men det er du da velkommen til, hvad forhindre dig i at gå over til naturalieøkonomi og at bo i jordhule? Men hvorfor vi du absolut tages tage os andre, der ikke nære dine lyster med? Kan du ikke med din eksistentielle krise og mangel på mening i livet blot bytte med en af fattigrøvene i Afrika. Jeg tror, at vedkommende vil være helt tilfreds med at slippe for sine biologiske behovs mangel på mening i livet og gerne overlade den eksistentielle krise til dig. Som skrevet tidligere, man skal være en navlepillende velernæret velfærdsdansker for at have dit luksusproblem. Alternativt bliv religiøs – det giver for mange mening i livet – og er en i vide kredse respektabel virkelighedsflugt.

P.S. Hele dit andet afsnit er næsten en afskrivning af Mills socialliberalisme med dens nytte/lykke-etik – mest mulig lykke til flest mulige – som begrundelse for en økonomisk omfordeling efter, at markedets gevinst er høstet.

Steen Rasmussen

@ John Fredsted

Jeg glemte dig et kort øjeblik. Vi er nogenlunde enige. Jeg kan heller ikke se, hvordan der skal være dækning for de gigantiske nominelle værdier, man nu vil pumpe ud i de financielle organer, for at rede sygdommen. Der er ganske enkelt ingen sammenhæng mellem pengeværiderne, tallene på de sedler man trykker og det pengene skulle være pris på.

@ John Fredsted

Jeg har med stor fornøjelse læst dit indlæg i den anden tråd. Det er ganske underholdende med en god analyse.

Du berører det, men jeg synes ikke, at det er understreget nok, at vi alle med stor vellyst har deltaget i kasinoøkonomien, bare spørg flexlånerne, der lige skal have den sidste mulige gevinst med, inden vi andre garanterer mod deres eventuelle kommende tab.

Hvor pengene skal komme fra, hvis hele systemet går ned, er et godt spørgsmål, men markedsøkonomien vil bestå, fordi vi ikke har råd til at undvære den. Om den så skal omkring en fugl Phøniks, er det store spørgsmål, som ikke en kæft kan besvare.

Steen Rasmussen

@ Svend W

Du identificere dig stadig systemet, som er alt hvad du kan forstå som succes. Alt, hvad der er alternativ til den orden, er at sammenligne med jordhulestadiet i din fattige forstand, hvis erfaring heldigvis ikke svarer til en skid.

Tak fordi du lægger lidt pasion i teksten, lidt afsky for mig og min foragt for det system, du som venstreorienteret er parat til at forsvare. Du tilhører en venstrefløj som er mindst lige så afhængig af troen på meningen i den uanede tilvækst i økonomisk forstand som de investorer du foragter så meget, og du kan ikke en gang se, hvor lidt pengeværdierne konvergerer med eller svarer til det de refererer til, eller hvor lidt prisen svarer til værdien af det den er pris på.

@ Steen Ole Rasmussen

Så blev vi endeligt enige. Jeg er så inderligt modstander af din socialmasochisme med: Hellere syg og fattig end rig og rask - for at få mening i livet.

Steen Rasmussen

Hej Kim Vibe

Kører du stadig rundt i din Jaguar, brænder du stadig 4000 liter benzin af om året, bor du stadig i dit 70´erhus, og har du fået en anden end mig til at regne ud, hvad du skal gøre ved huset, for fortsat at have råd til at varme det op. Jeg kan huske at jeg regnede ud for dig, at dit energiforbrug slet ikke var så kriminelt som du troede, og så ville du lige have mig til at regne ud, hvad du skulle gøre ved huset også.

Som du ved, er jeg ikke økoflipper, men økobolighaj, som har investeret rigtig på det rigtige tidspunkt. Dvs. jeg flyder oven på i forhold til dig, og har kun foragt til overs for de selvfede på alle fløje, som troede de kunne skide på de former for nødvendighed, der nu truer med at underminere det endnu herskende billede på succes.

Jo tak, Steen. Tingene er som de plejer, og jeg flyder nu også ganske godt med, selvom jeg brænder lidt flere fossile brændstoffer af, end du gør.

Der er ingen tvivl om, at det er smart projekt, du har gang i, og det er jo så også lidt forretning for dig at prædike her, selvom jeg ikke er i tvivl om, at du mener det.

Jeg tror bare, at finanskrise og faldende boligpriser er mere skadeligt for processen med at gå over til alternativ energi. Jeg manglede eksempelvis et par hundrede tusind i min friværdi til at investere i et jordvarmeanlæg. og jeg tror at mange af den slags investeringer er afhængige af vækst.

Andreas Trägårdh

"Vi kunne ikke vide det"!

Alle de bonede gulve hævder i disse dage deres uskyld, på trods deres million, nogen gange milliard honerarer, vi betaler dem for netop at vide den slags, hævder de fortsat deres uvidenhed og uskyld!
Er de virkelig så inkompetente eller lyver de bare? Uanset hvad, må de stå til ansvar for deres gerninger og vi må fyre dem!

Men der er dem der hævder at de vidste det, og som forsøgte at gøre noget ved det, i bestrebelserne på at beskytte de almindelige mennesker. Disse fik ødelagt deres politiske fremtid, røg ud af det "gode lukrative selvskab", på røv og albuer.

Claus Piculell

Hej Svend W.

Et endda meget fornuftigt resultat af fokuseringen på det nødvendige udbud (af alle varer, men ofte arbejdskraft) var, da man fik øjnene op for uddannelsernes betydning under SR-regeringen og fik droslet lidt ned på den mest hjernedøde tvangsaktivering ...

Men så kom Claus Hjort! ;)

vh CP

Så et læserbrev fornyligt der pegede på noget væsentligt ved markeds-troen / liberalismen.

Når det fungerer, vil den hårde konkurrence presse profitterne ned på tilnærmelsesvis nul !

M.a.o. kapitalisterne vil leve på et eksistensminimum - de vil være at finde blandt gadens hjemløse.

Den sande liberalisme har følgelig aldrig været afprøvet i praksis. Ganske som kommunismen aldrig har været afprøvet i praksis (Sovjet kom kun til den fase der hed "proletariatets diktatur") har liberalismen heller ikke været afprøvet.

Kommunisterne glemte at tage stilling til hvordan man kunne motivere diktatorerne til at give magten tilbage til folket.

Liberalisterne glemte at tage stilling til, hvordan man kunne motivere kapitalisterne til at konkurrere - i stedet for at aftale tingene i krogene og give hinanden gyldne håndtryk.

Hej Picurell

Når du skriver ”det nødvendige udbud” er det ensbetydende med, at det svarer til efterspørgslen, men så er det ikke udbuddet, der er bestemmende men efterspørgslen, altså at udbuddet matcher efterspørgslen.

Det var nøjagtig det, der ikke var tilfældet i østkommunistlandene, der ville man med udbuddet bestemme efterspørgslen og den gik ikke.

Det er det samme, man ser med vores offentlige sundhedsvæsen. Det afsættes et givent beløb og folk må herefter ikke være mere syge end det afsatte beløb bestemmer og den går heller ikke.

Det må nødvendigvis være efterspørgslen, der bestemmer udbuddet ellers opstår der mangelsituationer og der findes alternative økonomier. Hvis man udbyder en vare, der ikke efterspørges går man fallit.

Dit eksempel med SR-regeringens opkvalificering af arbejdskraften viser vel netop, at det er efterspørgslen af kvalificeret arbejdskraft, der er styrende og ikke udbuddet af ikke kvalificeret arbejdskraft.

Så jeg mangler fortsat eksempler på ” udbudsøkonomiens fornuftige elementer” og mener ikke at sådanne findes i markedsøkonomien.

Sider