Fuld fart frem uden at se sig tilbage

Ejendomsmægler Poul Erik Beck kan ret præcist stadfæste den dato, boligmarkedet begyndte at vende. Dengang almindelige boligejere fik udsigten til at træde ind i overklassen og ord som 'murstensmillionær', 'friværdi' og 'afdragsfrihed' afløste ord som 'kartoffelkur', 'tvangsauktion' og 'rentestigninger' ved middagsbordet.

"Det var den aften de kastede med sten på Nørrebro - den 18. maj 1993," siger Poul Erik Beck.

"Siden den aften gik det faktisk kun op og op og op. Det er den længste optur, jeg har oplevet i mine 35 år som ejendomsmægler i København og den varede helt indtil forrige år engang, hvor tingene begynde at stagnere lidt."

Syv år før var kartoffelkuren blevet vedtaget, og den fungerede som et mørklægningsgardin over det danske boligmarked, forklarer Poul Erik Beck, der i dag er indehaver af Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed. Mere end 100.000 ejendomme røg på tvangsauktion i årene der fulgte, men i 90'erne vendte spiralen, og omkring årtusindeskiftet gik markedet for alvor gik grassat.

Båret af en politisk udvikling, der først tillod, at man gik fra 20- til 30-årslån og herefter til de helt afdragsfrie lån samt en omlægning af lånemuligheder for andelslejligheder, blev boliger, købt for få hundrede tusinde i starten af 90'erne, solgt til flere millioner i københavnsområdet.

Danskerne købte og solgte i et helt hysterisk tempo. Det handlede om at "komme med på bølgen" og folk erhvervede sig lejligheder ubesete, overbød hinanden til åbenthusarrangementer, mens almindelige mennesker blev millionærer natte over.

"Du behøvede du jo nærmest ikke være uddannet ejendomsmægler for sælge på det tidspunkt. Du kunne bare sætte dig op på cyklen og kører ud med nøglerne," siger Mogens Steffensen, der er ejendomsmægler på Amager.

"Der kom pludselig en gruppe amatørinvestorer, som vi aldrig havde set før," forklarer Poul Erik Beck. "Folk, der havde været heldige med at købe på det rigtige tidspunkt, følte sig pludselig som geniale professionelle investorer, og nu gamblede de hele deres private formue i projekter med nogle meget risikovillige banker i ryggen. Til åbenthusarrangementer måtte vi dele numre ud, så folk fik lov at købe i rækkefølge. Det gik helt amok."

Overforbrug

Med de nyvunde millioner gik forbrugsfesten for alvor i gang i Danmark. Salget af Mercedes, Audi og Volvo fordobledes i den periode, mens salget af Landrovere blev ganget med 10. Salget af Lada'er stoppede til gengæld.

Vores rejsebudget steg med 80 procent og vores udgifter til fotoudstyr næsten femdobledes.

Vi byggede til, købte speedbåde og designermøbler og drak vin i et omfang, der ikke tidligere var set. Alt gik op, mens arbejdsløsheden styrtdykkede, og det var som om, at hvert nyt ord Dansk Sprognævn kunne tilføje det danske sprog var en forbrugsvare. iPod, wellness, fladskærms-tv og oplevelsesøkonomi.

"Motoren i den her optur blev uden tvivl boligpriserne, der gjorde det muligt for os at finansiere et eklatant overforbrug," siger Niels Erik Folmann, der er direktør for reklamebureauet BBDO i København.

"Du skal jo ikke mere end tre år tilbage før alle - private og banker - mente du var en idiot, hvis du ikke lånte penge i dine mursten er til en udbygning eller forbrug. 'Få realiseret dine penge,' sagde man. Den holdning rokker fundamentalt ved vores forhold og omgang med penge."

Den måde, vi blev rige på, ændrede ifølge Niels Erik Folmann vores omgang med penge og forbrugsvarer. Det var ikke penge, vi havde sparet op, men penge, der var lånt på en fremtidstro om, at vores boliger var steget i værdi, og at opturen ville fortsætte. Det skete i en kombination af en meget lav arbejdsløshed og en deraf følgende reallønsstigning, samtidig med vi fik en eksplosion i de såkaldte quicklån, hvor man med et minimum af forarbejde kunne låne flere hundrede tusinde - den type lån tegner sig i dag for mere end 30 milliarder kroner.

"Vi fik afkortet vores reaktionstid fra behov til handling ned fra måneder til timer, og vi fik et langt mere overfladisk forhold til penge - det er jo bare noget, vi kan fikse hurtigt, tænkte vi. Vi blev rastløse forbrugere, og vi fik en følelse af usårlighed," siger Niels Erik Folmann.

Det er særligt generationen mellem 30 og 50, der blev dynamoen for opturen. Unge omkring 16 til 25 har ifølge Folmann altid brugt penge på forbrug, men det var noget nyt, at også de unge børnefamilier brugte en stor del af deres indkomst på rent forbrug.

"Når vi tidligere skulle til at bygge familien op, blev vi mere fornuftige, men med stigningen i huspriserne fik vi en hel generation, der nulstillede de normale parametre for, hvor meget man behøver at spare op. Vi købte sommerhuset, vi købte den store bil og det helt store faldskærms-tv. Hvorfor skulle vi ikke have det lige så godt som vores forældre?"

Imaterielle værdier

Professor på Institut for afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School, Torben Hansen, mener ikke kun forbrugsfesten blev skabt på baggrund af en stærk økonomi. Et forbrug i den størrelsesorden, vi så fra midt-90'serne og frem har rod i en solid økonomisk tro på fremtiden. "Folk handler ikke så meget efter, hvor mange penge de har i hånden, men hvordan de ser fremtiden, og det er derfor, vi oplevede så mange, der finansierede forbruget for lånte penge. Vi så lyst på fremtiden, løn og jobmulighederne," siger Torben Hansen.

Tilliden til fremtiden og ikke en klippefast tillid til sig selv slår igennem i forbruget og med en hel generation af unge, der ikke har oplevet andet end opturen, får vi ifølge Torben Hansen et helt uhørt højt forbrug.

"Uanset hvor forgældet man var, havde man en stærk tro på, at man nok skulle få et job med en god løn, og at fremtiden tegner lys."

Den lette omgang med økonomien har paradoksalt nok ikke givet os en let omgang med de produkter, vi køber.

Tværtimod, har overforbruget gjort os alle til symbolanalytikere, der nøje overvejer, hvilke signaler vi sender med de produkter, vi omgiver os med.

"Før midten af 90'erne havde produkterne overvejende blot et materialistisk indhold for os," forklarer Torben Hansen,

"Men det har ændret sig radikal med opturen, og i dag knytter produkter sig stort set kun til et imaterielt indhold. Vi har knyttet os mere og mere følelsesmæssigt til produkterne, og en meget større del af vores identitet ligger i selve forbruget. Vi bruger produkterne til at konstruerer os selv i så høj grad, at vi i dag er helt smeltet sammen med produkterne - de er en del af os selv. Engang handlede mode kun om tøj og dyre tøjmærker, men i dag er der stort set mode inden for alting, og det er naturligvis en udvikling reklamerne ikke er sene til at udnytte."

Overklassens problemer

Det var særligt den økonomiske middelklasse, der for alvor mærkede en opgangsperiode, og det gjorde det pludselig svært at være overklassen, forklarer professor Torben Hansen. Det er svært at smykke sig med dyrt tøj eller hurtige speedbåde, når middelklassen stort set har adgang til de samme produkter.

"Nej, overklassen rykker sammen i opgangsperioder. De skaber sociale netværk, som det kun er overklassen, der har adgang til og danner referencegrupper, så man kan bevare sin status som overklasse. Til gengæld kan de så glæde sig til nedturen," siger Torben Hansen

Det er sjældent de rige, der bliver fattige i nedgangsperioder. De har mere end lånte penge og tværtimod får de flere penge mellem hænderne, fordi tingene bliver billigere - de kan købe op og vente på bedre tider.

"Det er i nedgangstider, overklassen har mulighed for at vise, at krise ikke gør ondt på dem, mens middelklassen stadig er afhængige af at kunne låne," siger Torben Hansen.

"Så det bliver spændende at se, hvordan vi som middelklasse vil reagere nu, hvor det ser ud til at gå den anden vej. Og efter vi alle sammen er blevet symbolanalytikere, tror jeg først, man vil begynde at spare på ting, der ikke er socialt synlige. Fødevarer, vaskemaskiner og den slags."

Solidaritet og velfærd

Det var ikke bare vores omgang med produkter og økonomi, der ændrede sig under opturen. Vores forhold til arbejde og til staten ændrer sig også i høj grad sammen med en stigende økonomisk selvtillid. Som afdelingsdirektør i Danmarks Statisk, Niels Ploug, påpeger, havde det blandt andet den konsekvens, at sygefraværet steg.

"Man var jo ret sikker på at få job, så holdningen i en opgangsperiode er ofte, at man sikkert hurtigt finder et nyt job, hvis arbejdsgiveren synes, det er et problem, at man er for meget væk."

Til gengæld lyttede danskerne til politikernes bøn om at arbejde mere. Siden 90'erne er der sket en forøgelse i timer på arbejdsmarkedet, der svarer til omkring 12.000 fuldtidsansatte, hvilket ifølge Niels Ploug særligt gælder byggebranchen, der har haft brug for at arbejde over.

Den stigende velstand gav os også en stærk tro på, at vi kunne klare tingene selv, og at man i mindre grad har brug for staten.

"På velfærdsområdet har vi set en klar tendens til, at hvad vi før klarede solidarisk, har vi nu råd til at klare selv. Det er også det, vi ser slå igennem med en voldsom stigning i de private sygesikringer, og faktisk så man noget lignende under den sidste store optur i 1960'erne. Godt nok brugte man en stor del af overskuddet til at udbygge velfærdsstaten, men vi så også en privatisering på pensionsområdet."

Historieprofessor og velfærdsforsker fra Syddansk Universitet, Klaus Petersen, peger på et andet sted, hvor den vigende solidaritet slår igennem i fremgangstider.

"Et af de steder, hvor det har været mest tydeligt har været i tilslutningen til fagbevægelsen og A-kassen," siger Klaus Petersen.

"Her har de haft enormt svært ved få unge medlemmer, der ikke har oplevet andet i deres tid som forbrugere end optur. Har man aldrig oplevet, at der har været noget galt, har man heller ikke nogen tilbøjelighed til at indgå i et fællesskab, der retter sig mod at sikre sig mod nedturen. Men nu er der så også en forventning hos LO om, at den udvikling vil vende."

Ifølge Klaus Petersen bliver afstanden mellem generationerne større, når man befinder sig i konjunkturernes bølgedale eller bakketoppe. De fleste af vores handlinger bliver foretaget på fremtidsforventninger og vores fremtidsforventninger bliver skabt på vores erfaringshorisont, så derfor har en generation, der ikke har oplevet 70'erne og 80'ernes kriser svært ved at handle efter det. Men selvom solidariteten er faldet blandt de unge, er der ingen grund til at tro, at det har ført til en stigende individualiseringen, mener professor Klaus Petersen

"På den ene side er der ikke noget der tyder på, at folk gerne vil slippe for at betale skat. Men samtidig betyder væksten også, at man har fået mere til sig selv, uden man har betalt mere i skat, så det er svært at se velfærdsstaten og individualismen som hinandens modsætninger. Jeg tror ikke, det er den rigtige måde at betragte strukturerne på. For de fleste mennesker er den grundlæggende tryghed, velfærdsstaten giver, en forudsætning for individualismen, og derfor vil de også forsvare velfærdsstaten i opgangsperioder."

Globalisering af økonomien

En af dem, der kan huske tidligere tiders op- og ned ture, er Venstres tidligere finansminister i firkløverregeringen, Henning Christophersen. For ham er det mest påfaldende, at den stigende velstand ikke fik os ikke til at tale mere om økonomi. I hvert fald ikke på et politisk niveau, hvor finanspolitik næsten blev glemt til fordel for værdipolitik.

"Folketinget har de sidste 10 år interesseret sig meget mindre for økonomi og strukturpolitik, end man gjorde i 80'erne og 90'erne," siger han

"I stedet er fokus flyttet over på politiske værdier og holdninger, og man har betragtet de økonomiske problematikker som løst. Det er først nu, vi er begyndt at høre ord som betalingsbalance i den offentlige debat igen."

Men ifølge Henning Christophersen kunne de danske politikere ikke have grebet det så meget anderledes an. Opturen er ikke et isoleret dansk fænomen, og vi har været en del af en vesteuropæisk og nordamerikansk vækst, vi ikke har kunne frigøre os fra, mener han.

"Men man kan sige, at den danske debat har været meget indadvendt og meget lidt fokuseret på globaliseringsprocessen og konsekvenserne af EU."

Dårlig smag i munden

For det er netop globaliseringsprocesserne, der har været brændstoffet i den globale optur, mener Henning Christophersen. Det er ikke blot et spørgsmål om lånemuligheder og fremtidstro.

"Det er meget mere et resultat af globaliseringen af kapitalbevægelser. Det var ikke længere bare dollaren, man kunne flytte rundt på, men hele systemet omkring det indre marked er blevet brugt i andre dele af verden. Og det har skabt en eklatant global økonomisk fremgang," siger Henning Christophersen: "Det er naturligvis et spørgsmål, om disse processer har været under tilstrækkelig streng disciplin. Det er noget, man kan diskutere nu. Har centralbankerne og de finansielle tilsynsmyndigheder været tilstrækkelige opmærksomme på, hvad man har sat i gang? Men så igen. Det har været svært at trække på erfaringer fordi hele globaliseringen er en ny tendens, og vi har ikke haft et erfaringsgrundlag fra Anden Verdenskrig og frem vi har kunnet trække på."

Inden medierne og verdens økonomer nåede at lukke festen definitivt i sommers med det nye ord 'finanskrise', var der nogen, der begyndte at få dårlig smag i munden af overfloden. Forfatteren Kirsten Hammann har blandt andet beskrevet den skam i sine seneste to romaner Fra Smørhullet og En dråbe i havet. Hun begyndte langsomt at lægge mærke til alle de bizarre ting, vi bliver tilbudt i reklamerne, og hvor ekstremt meget nogen vil have os til at købe.

"Men jeg tænkte egentlig ikke over, at velstanden voksede. Uden jeg rigtig bemærkede det, begyndte jeg bare at få en dårlig smag i munden," siger Kiristen Hammann

"Jeg har ikke tænkt konkret over det, men jeg kan se, at mine sidste to bøger netop handler om overfloden. Jeg bemærkede, hvordan overfloden og vores velstand, står i så uhyggelig kontrast til, hvad jeg kan se på mit dyre tv, men jeg gjorde ingenting ved det. Jeg mærkede skylden og skammen over at have det godt, men det betød jo ikke, at jeg begyndte at give ting væk."

Kirsten Hammann fandt små undskyldninger for sig selv: "Vi er mange, der har arbejdet hårdt med den skyld - se bare på de her 'Køb en ged'-kampagner. Det er vel udtryk for det samme. Folk, jeg aldrig har drømt skulle hoppe på den slags, har ønsket sig den slags i julegave. Det hjælper nok lidt," siger Kirsten Hammann.

"Jeg tror godt, det kan blive rart at måtte nøjes. Det kunne jeg naturligvis bare have gjort for længe siden, men jeg har så bare haft den dårlige undskyldning, at jeg ikke ville nøjes, hvis alle I andre skal have. Det er jo en latterlig undskyldning, men det er sådan jeg har det," siger Kirsten Hammann.