Læsetid: 4 min.

Glem alt om grådighed

Det er ikke uden historisk ironi, at krisen i kapitalismen kommer på et tidspunkt, hvor kapitalismen regnes for så selvindlysende rigtig, at man er holdt op med at bruge ordet
Finanskrisen. Enten beklager man et moralsk kollaps, eller også gentager man tesen om, at kapitalismen udvikler modsætninger, som den ikke kan forene, hvorefter den må gå under. Men det er hverken et moralsk syndefald eller kapitalismens undergang, der udspiller sig.

Finanskrisen. Enten beklager man et moralsk kollaps, eller også gentager man tesen om, at kapitalismen udvikler modsætninger, som den ikke kan forene, hvorefter den må gå under. Men det er hverken et moralsk syndefald eller kapitalismens undergang, der udspiller sig.

11. oktober 2008

En koldkriger er kommet ind i varmen. Der var ikke mange, der havde forudset, at det skulle blive Frank Aaen fra Enhedslisten, der blev stemmen på venstrefløjen i dette efterår. Godt nok har Aaen skabt opmærksomhed omkring sager som CIA's europæiske overflyvninger, og han har med sin indsats i Kritiske Aktionærer fortsat kapitalismekritikken på nye præmisser. Det var væsentlige principielle sager, men stadig i offentlighedens udkant. Men nu er Aaen for alvor kommet ind fra kulden. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at kapitalisme med ét er blevet et ord, man bruger uden for venstreintellektuelle og aktivistiske kredse. Borgerlige kommentatorer erkender, at kapitalismen er "rystet i sin grundvold", den er "syg", og redelige centrumaviser spørger, om det her virkeligt er "kapitalismens kollaps".

Der er en vis grusom historisk ironi i dette scenario: Det, som er blevet kaldt en 'krise' i kapitalismen, kommer på et tidspunkt, hvor de politiske ledere og toneangivende stemmer ikke alene er holdt op med at kritisere kapitalismen. De er holdt op med at tale om den. Indtil for ganske nylig hørte man ikke ordet 'kapitalisme' længere, med mindre man decideret ledte efter det i ny kritisk teori og sociologi, Og det var der ikke så mange, som gjorde. Det var naturligvis ikke, fordi kapitalismen var forvundet og forsvundet, men netop i tillid til, at den aldrig ville forsvinde.

Det er ganske signifikant, at de partier og positioner, som hævder at tale 'underklassernes' og eventuelt 'arbejderklassens' sag, ikke længere taler i mod den økonomiske overklasse. Arbejdsgiverne og forretningsledere ses ikke længere som udbyttere og modstandere af almindelige menneskers interesser. De ses som fine og ordentlige mennesker, der sikrer beskæftigelse og velstand. De bliver brugt som vejledere i tv, og deres genvordigheder følges imponeret, ængsteligt i den kulørte presse.

Kulturmodsætninger

De sociale konflikter iagttages ikke længere på det økonomiske felt. Der er dem uden for arbejdsmarkedet, som skal løftes eller piskes i gang alt efter overbevisning, og så er der dem, der allerede er på arbejdsmarkedet og skal optimere deres produktivitet, udvikle deres talenter og finde den optimale work-life-balance. Virksomhederne er i disse processer ikke modstandere, men medspillere. Det er derimod på det kulturelle og demokratiske felt, at sociale modsætninger tales op. Det handler om det sprog, man taler, og det blik, man anlægger på den sociale virkelighed. Barack Obama bliver således regnet for elitær, fordi han er uddannet fra Harvard og taler fra et alment perspektiv. John McCain, hvis kone har en formue på mere end 100 millioner dollar, regnes ikke for overklasse, men som en 'maverick' og en folkets mand. Det samme kan ses i Danmark: Der er i Danmark ingen forargelse over, at A.P. Møller fører deres egen kapitalaktivistiske udenrigspolitik i Irak, og der er intet raseri over, at skibsrederen mener, at han skal føre dansk kulturpolitik med Operahuset. Han har opført et monument over sig selv, som socialstaten har påtaget sig at betale for driften af år efter år. Herfra kan man se på kongehuset, og turister på rundfart i København præsenteres for Operahuset som socialstatens mæcen, Mærsk McKinney-Møller, har skænket nationen.

Den slags kritiserer Helle Thorning-Schmidt ikke, og Villy Søvndal synes også meget mere optaget af, han nu kalder 'velfærdskrisen'. Og så er det naturligvis, at Frank Aaen kommer ind fra kulden, for han taler stadig om kapitalisme og udbytning.

Moralsk problem

Det er i den kontekst karakteristisk, at denne krise i de finansielle institutioner af politikere både til højre og til venstre bliver udlagt som en moralsk krise. Liberale og konservative, venstreorienterede og borgerlige er enige om at udpege 'grådigheden' som den store synder. Man kunne få det indtryk, at institutionerne er gode nok, men menneskene er blevet for dårlige. Det er griskheden og grådigheden, som har gjort det. I stedet for en politisk og økonomisk analyse er de enige om et kulturelt forfald. Man får det indtryk, at verden er god, mens enkelte mennesker er moralsk korrupte. De samme mennesker, som abonnerer på tesen om det økonomiske menneske, vender sig nu imod de anløbne risikoryttere. Den samme politiske konsensus, som kun anerkender det økonomiske incitament i det sociale arbejde, vender sig nu imod et enkelt symptom på incitamentskulturen. Man appellerer i de finansielle virksomheder og i socialstatslige institutioner til den enkeltes begær efter at optimere sin egen interesse. Det er sådan set ikke grådigheden, som er problemet. Det er forestillingen om, at man kun kan disciplinere sociale klienter og optimere businessleaders præstationer ved at appellere til den økonomiske selvopretholdelse. Det er troen på, at markedet både kan effektivisere og kultivere, som synes at stå uden kritisk modspil, når tilliden til institutionerne svækkes.

Der er på den ene side beklagelser af grådighed, som erstatter kritik med psykologi, og på den anden side et kapitalismebegreb, som antager kapitalismen som et stort overhistorisk subjekt i verdenshistorien. Enten beklager man et moralsk kollaps eller også gentager man tesen om, at kapitalismen udvikler modsætninger, som den ikke kan forene, hvorefter den må gå under. Men det er hverken et moralsk syndefald eller kapitalismens undergang, der udspiller sig. Det er som den amerikanske forsker Robert Reich har gjort opmærksom på, balancen mellem marked og politik, mellem kapitalisme og demokrati, som er blevet dramatisk forrykket. For vi har været vant til, at markedet skulle løse demokratiets problemer. Men nu kommer vi dertil, at demokratierne skal løse markedets problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det moderne samfund mangler nogle teoretiske forudsætninger for at forholde sig til den pågående udvikling. Den dybt ideologiserende fokusering på det økonomiske system, som det primære i enhver social problemstilling, er karakteristisk for den gældende sociale selvforståelse. Man kan diskutere hvad ideologi er, men inden for alle de politiske grupperinger gælder det, at økonomisk vækst figurerer som den ultimative forudsætning for at kunne løse, også de problemer som skyldes vækst. Det moderne samfund lidder af volumensyge. Det at boblen brister indikerer kernen i den herskende udlægning af ,hvad det drejer sig om fra venstre til højre i det politiske spektrum. Rune mangler selv den distinktion, der skal til for at reflektere det økonomiske i det politiske og omvendt. Han har ikke de teoretiske forudsætninger, der skal til. Som det er nu, er hverken han eller det politiske system nemlig i stand til at distancere sig fra ideologiseringen over de kun økonomiske former for mening. Hvordan skulle et politisk system kunne danne en modvægt til det økonomiske systems iboende kræftern, når det politiske system ureflekteret har indoptaget de økonomiske målsætninger til højeste succeskriterium. Der er ingen modsætning mellem politik og økonomi, som det er nu.

Der skal et paradigmeskrift til og det kan IKKE være baseret på økonomisk vækst i nogen kendt forstand.

Det må da snart være feset ind.

@Erik Rolfsen Nissen: "Det må da snart være feset ind."

Nej da, det fiser skam aldrig ind, er jeg bange for. Men jeg er fuldkommen enig med dig i, at der er behov for et skift til et paradigme, der ikke er baseret på tvangstanken om vedvarende økonomisk vækst.

Og nu vi er ved det: Er der ikke en eller anden økonom, der ville forbarme sig over en sølle teoretisk fysiker som mig ved at forklare mig, hvorfor - virkelig hvorfor, sådan helt på linie med tyngdekraftens eksistens - der skal være vedvarende økonomisk vækst.

John Henriksen

Hi Rune,

det var da lidt af en omgang tomgang, inden du skulle skynde dig på landet og tage kartoffelhøsten op – men jeg er enig i din prioritering: naturalier kommer i høj kurs den kommende vinter, når pengeøkonomien ikke kan bringes til at fungere. Makrel på dåse er hamstret væk fra supermarkedshylderne i England denne lørdag - se Daily Telegraph.

Hvad Frank Aen har præsteret er den samme omgang tomgang, som han altid har præsteret - nemlig at bræge om 'spekulanter' osv. Ja, spekulanter kommer ind i den sidste faste af kapitalismens konjunkturcykler - de får lov at lave pantebrevskarrusseller i banker, der gerne vil have en del af kagen inden det store brag, de sætter store byggerier igang på toppen af boblen, hvor alt er dyrest, og enhver der gider se bagud i historien kan se, at det vil gå galt for dem.
Men pointen er jo lige netop, at det IKKE er spekulanterne, der får prisen på ejendomme til at gå mod skyerne ... de kommer først ind, når priserne næsten er i skyerne. Det er dig og mig og vi to, der i kollektiv mania, selvfølgelig godt hjulpet af banker og medier og ejendomsmæglere, hengiver os i en fundamental stammerus: vi får penge for ingenting! Det hedder 'friværdi' - bemærk italesættelsen, sprogets forførelse - og det fungerer fint, så længe der hele tiden er nye aktører, der vil træde ind i markedet til de højere priser. Spekulanterne er næsten de sidste, der er tåbelige nok til at stige på, og derfor kan opkomsten af nye milliardærer med usvigelig sikkerhed fortælle, at nu brister boblen snart.

Vi har og har haft et agency-problem (eller et helt kompleks af den slags problemer), som har pustet den nuværende boble op i ejendoms'værdier', der så igen har pustet en anden ballon op, nemlig med privat gæld.

Men at påstå at Aen og hans ortodokse kommunisme skulle pege på udveje ... kommunismen er jo ikke andet end et eneste stort agency-problem.

Vi har forsømt at beskytte os mod os selv, vore politikere har forsømt at beskytte os mod os selv - og som Gokke plejer at sige til Gøg: 'That's another fine mess you've gotten me into'.

Agency-problemet i USA var f'ørst og fremmest, at en på papiret uafhængig centralbank smed penge ud på gaderne i form af en kriminelt lavt rente i flere år i træk. Til sidst måtte man tvinge folk, der ikke kunne engelsk, ikke havde arbejde, var illegale indvandrere osv. til at skrive under på et huslån for at holde pyramidespillet igang. For her var det , at andet store agency-problem lå: de, der tegnede lånene, havde ingen interesse i, om lånerne kunne betale tilbage, for de havde på forhånd afsat lånene rub og stub til de halvoffentlige realkreditinstittutter Fannie Mae og Freddy Mac + investeringsbanker på Wall Street. Herefter kunne de primære lånere skynde sig ud at lave nye lån, som de så straks fik betaling for.

I DK havde vi samme agency-problem (og det gælder i Europa og resten af verden): kriminelt lave renter i centralbankerne har udløst en prisinflation i ejendomsværdier, som er belånt og kastet ud i forbrug.
Denne prinsinflation er imidlertid ikke en del af den måde, som man beregner inflation på, så derfor kunne Nationalbanken blive ved med at øse penge ud, for 'inflationen var jo lav' ... og pyramidespillet i DK fortsatte med spekulanterne som et af de sidste trin.

Alle pris- og gældsboblers moder kommer nu ramlende ned over os. Det tredje store agency-problem er nemlig, at i konjunkturcyklers opgangsperiode tager politikerne æren for opgangen ... finansministeren gjorde det så sent som i sidste uge på tv: regeringen har skabt .. osv. Men det er løgn, markedet og dem der arbejder på det har skabt noget. Mon finansministeren tager skylden for, at arbejdsløshende er mindst fordoblet om tre måneder?
Lars Løkke ved godt, at der findes konjunkturcykler, men der er opstået en fælles konsensus om at lade som om, at vi nu er blevet så kloge og så udviklede, at vi har fået styr på konjunkturcykler ... og mens denne konsensus (som amerikanerne kalder 'denial') blev til kult, kunne alle med bare lidt hjerne se, at en stigning på 80% i danske huses værdi over fem år nok havde begge ben solidt plantet i den blå luft. Men ingen politiker kunne sige det uden at skide i egen rede - undtaget dem, der taler fra et på forhånd magtesløst niveau, som fx Aaen. Han har så ikke sagt andet end papegøjeriet om 'spekulanter'.

Hvis man vil vide mere om de mere tekniske sider af kreditkrisen som hvad et credit default swap er for noget osv. kan jeg stærkt anbefale 'The Trillion Dollar Meltdown' som udkom i februar 2008 i USA - den forudsiger det, der sker i disse dage, og forklarer hvorfor det sker.

What to do? Lige nu har vi som samfund (lokalt europæisk og globalt) kun to muligheder: enten nationaliserer vi bankvæsen, eller også gennemfører vi med omgående virkning lovgivning, der tvinger banker til at bogføre samtlige forpligtelser, som banken hænger på.
Banker vil ikke låne hinanden penge, fordi de ikke selv ved, hvem der er sunde og hvem der er fulde af 'toxic assets'. Det kan afklares på denne måde, og de sunde kan begynde at lade penge flyde indbyrdes.
Krisens forløb kan hele tiden aflæses i CIBOR- og LIBOR-renten - den korte rente for indbyrdes lån mellem pengeinstitutter. Så længe den er rekordhøj, sker der ingenting.
Hvis man ikke vil gennemføre tvingende lovgivning med deklaringspligt af hele det snavsede sengetøjsskab her og nu, må man nationalisere en eller to af de store banker og så må Nationalbanken via disse banker lade likviditet flyde ud i systemet, så virksomheder kan få den likviditet, de skal bruge - og forbrugere og forretninger osv.

At stå og skælde ud på spekulanter i den nuværende situation svarer til at stå ved siden af en tilskadekommen ved en bilulykke og skælde ud på bilfabrikanten i stedet for at ringe 112.

Fortsat god krise - den bliver lang og dyb. Først kommer recessionen, hvor alt går i stå, så kommer den voldsomme inflation, der skal fjerne den ophobede gæld. Dernæst - eller undervejs - kommer den nye verdensorden, hvor yuan bliver referencevaluta, USA går ind i en langvarig genopbygning med høje toldmure og et næsten religiøst-puritansk forhold til gæld - en ny verdensorden som også betyder, at forestillingen om de kloge danskere som for fine til andet end at designe tasker og kjoler, som de skæv'øjede kan sy ude hvor kragerne aldrig har været, går rabundus. Globaliseringen slutter i denne omgang - de blå kedeldragter vender tilbage, og den stakkels svigtede danske ungdom, som ingen har gidet lære noget fordi de jo allesammen er 'unikke' og derfor højt hævet over at behøve at kunne noget, kommer til at sy de tasker og kjoler, som de skævøjede sidder og designer derude, hvor kragerne aldrig har været ...

Gad vide, hvor hård dommen bliver om to-tre år, når nogen begynder at se tilbage på idioti som 'oplevelsesøkonomi'?

John Henriksen

Inger Sundsvald

Det er ikke ofte at jeg læser de lange indlæg til ende. Denne gang var der dog noget der fængede, og jeg fik da noget at tænke over. Desværre ryger jeg ind på en side, som ikke findes, når jeg klikker på John Henriksens navn. Jeg kan altså ikke se hvem han ellers er.

Men jeg har et spørgsmål: Hvad havde du tænkt dig at Frank Aaen skulle gøre, andet end at ’bræge’ af spekulanter? Du havde vel ikke tænkt dig, at han skulle komme med løsningen, for ikke at tale om, at nogen ville høre efter en eventuel løsning?
Men, som du selv skriver:

”Lige nu har vi som samfund (lokalt europæisk og globalt) kun to muligheder: enten nationaliserer vi bankvæsen, eller også gennemfører vi med omgående virkning lovgivning, der tvinger banker til at bogføre samtlige forpligtelser, som banken hænger på”.

Og så vil jeg lige gøre opmærksom på, at i 70’erne, efter oliekrisen, var der en helt normal bankrente på 20%. Bankerne skulle ganske rigtigt have bragt orden i sagerne for sig selv. Og dem som konsoliderede sig under inflationen og fik bragt gælden ned, overlevede – indtil videre.

John Henriksen

Kære Fredsted,

kravet om økonomisk vækst er en matematisk nødvendig følge af, at alle penge kommer til verden som gæld.
Det betyder, at den forretning, der reelt er nødvendig for at kunne tilbagetale den oprindelige gæld, kommer til at udtryk i en eksponentiel kurve.

Prøv at se denne film 'Money as debt': http://www.youtube.com/watch?v=vVkFb26u9g8

Og nej, jeg er ikke økonom, men kun en halv filosof, en kvart journalist og en kvart forfatter ... giver det ikke nogenlunde en hel?

Stanislav Hvas

Og det er egentlig mere tragisk end ironisk, at det netop er den amerikanske udgave af kapitalismen, der lider denne form for selvforskyldt sammenbrud. Der var faktisk engang, hvor man i USA anså gold spekulation og overforbrug som "moralsk anfægtelig". Meningen var, at dem der tjente mest og akkumulerede kapital, også var forpligtet til at give noget tilbage til samfundet og være med til at sikre, at de svageste ikke blev ladt i stikken...
Men det var dengang...

Steen Rasmussen

Det moderne pengeøkonomiske system har sine lovmæssigheder, sine egne indre mekanismer, der gælder såvel i de planøkonomiske såvel som i det monetaristiske udgaver. Markedets evne til at sætte en pris på varen kan til dels sættes ud af kraft, men så opstår der andre parallelle mekanismer i pengeøkonomisk forstand, som overtager prisdannelsens funktion, og spørgsmålet er så, om det ikke stadig er markedets love, der er på spil. Under krigen var der f.eks. mangel på både varer og penge, men der var også indført restriktioner, rationeringer over hvor meget en familie eller en person måtte købe af de varer, der var akut mangel på. Det betød bare, at rationeringsmærkerne selv blev en handelsvarer, sammen med de varer, de skulle rationere adkomsten til, hvorfor prismekanismen satte sig igennem på måder, som det politiske system ikke beherskede. Et politbureau kan i et socialistisk samfund med love og dekreter forsøge at styre udbud og efterspørgsel på penge og varer, direkte og indirekte. Men markedet er for så vidt det samme; det danner sine priser, efterspørgsel og udbud på de betingelser, der nu en gang gælder. Den store øvelse består i at se hvori det særskilt økonomiske består. Hvad er pengeøkonomi, og hvad er det egentlige alternativ til pengeøkonomien?

I middelalderen var det pengeøkonomiske system stort set ubetydeligt. De fleste varer og ydelser blev fordelt via andre former for kommunikation og sociale regelsæt, end dem der tilhørte pengeøkonomien. Bonden var fæstebonde, vasal i forhold til en herremand, herremanden havde det jord han forvaltede, på de vilkår kongen eller en anden herremand havde afstukket i forhold til ham. Det meste blev produceret af bonden og de håndværkere, som befandt sig inden for datidens primære sektorer. Længere oppe i de feudale strukturer var der andre funktioner, der knyttede sig til magtudøvelse, jura og religion f.eks. Goderne blev skabt nederst i systemet, hvor den største del af befolkningen befandt sig, det meste blev også forbrugt her, men en del gled længere op og fordelte sig blandt hierarkiets højere lag efter regler, der tog udgangspunkt i stand og tilhørsforhold i samfundets hierarkiske struktur. De øverste lag horede, drak og holdt fest til hverdag. Når de blev truet lidt på brødet begyndte de at tale om stand og ære. Hvis truslen kom ude fra, så sendte de bønderne i krig. Kom truslen inde fra, så var det bare med at holde næsen højest, gå i alliance med de rigtige, de heldige. Livet i bunden var sandsynligvis kort og kedeligt. I toppen var der mere underholdning, f.eks. også en lille smule pengeøkonomi. I hvert fald var det her den begyndte.

Økonomien centrerede sig om husholdningen. Man lavede, hvad man skulle bruge selv i de nedre lag, man byttede sig til noget af det, man ikke kunne lave selv, og måtte aflevere en del til herremanden. Herremanden havde sine kontrakter op og ned i strukturen. Lovene bestemte hvem der skulle have hvad. Pengene var få. De betød ikke ret meget. Tusk, lovreguleret fordeling, subsistensøkonomi, rå magt gudfrygtighed var de mekanismer, som sørgede for fordelingen af de mere eller mindre knappe goder. Det var denne verden Shakespeare var så betaget af, og som han slet ikke kunne acceptere skulle invaderes af pengeøkonomien.

Størstedelen af de goder, vi benytter os af i dag, opstår fordeler sig og forbruges stadig uden at være reguleret af pengeøkonomien. Det koster ikke noget at trække vejret, grundvandet kan stadig pumpes op og drikkes mange steder, har man en kolonihave kan man lave 50 % af sin mad selv og bo gratis. Gider man fiske lidt ulovligt i Odense å, kan man fange en fisk en gang imellem, som er fyldt med tungmetaller. Ellers kan man melde sig ind i en A-kasse og hente lidt penge en gang i mellem. Det koster ikke noget bolle, hvis der altså er nogen der vil. Og man har tid til at se, høre og lugte den verden, som pengene falder i. Men det behøver ikke at koste ret meget, selv om den moderne verden er fuldstændigt fikseret i prisen. Man betaler mest for at vise, hvor meget man kan betale. Derfor stiger priserne hele tiden. Man skal jo vise, hvor meget man kan betale. Til sidst mister nogle tilliden til de nominelle værdier. Og så er værdierne pludselig væk. For grunden til at nogen vil modtage pengene, som betaling for afgivelse af et gode eller en ydelse, er at vedkommende tror på, at der er nogle andre, der vil modtage pengene igen som betaling. Men hvis der pludseligt opstår tvivl omkring pengenes værdi, ja så mister de deres værdi. Så står alle med deres symboler, der stritter ud i alle retninger. Det økonomiske system er brudt sammen. Ingen har længere råd til at være den, som de troede de kunne betale sig til at være. Men verden er hverken blevet større eller mindre. Det er kun en tolkning af den, som har lidt kollektivt skibbrud, fordi den livsform som knyttede sig til den, har undermineret forudsætningerne for sin egen fortsættelse. Denne krise er forhåbentlig begyndelsen til enden for den alt for udbredte tro på de nominelle værdier. Fra nu af vil det være svært at tro på at husene er blevet mere værd, bare fordi de stiger i pris! At verden er blevet rigere, bare fordi det beløb, man skylder hinanden i pengeværdier, aldrig har været større.

Alternativet til pengeøkonomien er subsistensøkonomien, den sorte økonomi, de gensidige vennetjenester, udvekslingen af tanker og kropsvæsker på kryds og tværs, stofskiftet mellem dyr og dyr, planter og dyr, dyr og mennesker, mennesker og mennesker, solen og jorden (jorden får temmelig meget mere end den giver) jorden og universet, begyndelsen og slutningen, hvor alt kom fra og forsvandt hen igen. Alternativet er ikke noget alternativ. Alternativet er det hele, inden for hvilket pengeøkonomien levede som sit eget semantiske univers, som en struktur, der prægede det sociale liv og livets processer i høj grad for en tid. Det pengeøkonomiske system er et kommunikationssystem, som har optaget temmelig meget opmærksomhed her de sidste 200 år, efter at lønarbejdet og den industrielle produktion tog overhånd. Nu hvor ressourcerne, de fossile brændsler forsvinder, menneskene bliver for mange, opdager man at husene ikke er blevet mere værd, selv om de er steget i pris, og det afslører sig, at det er pengeøkonomien, der er en lille parentes, en undtagelse, en fiktion i hovedet på masserne, der kun holdt så længe det gik, at det kun var troen på pengenes købekraft, der bar pengenes købekraft. Troen forsvinder. Nogle kan herefter ikke længere betale, hvad de skylder. Gælden er astronomisk. Folk er teknisk insolvente, likviditeten forsvinder ud af de produktive led i pengeøkonomien, mange har krav på ydelser i nominel forstand, som dem, der står i gæld, ikke kan honorere, osv. Men verden er hverken blevet større eller mindre. Vi er blevet flere og der er ikke nok til alle. Seddelpressen kunne alligevel ikke erstatte det, pengene ideelt set skulle have været pris på. Prisen kan ikke betales, eller der er ikke noget at betale for.

Årerne i den globale økonomis transportsystem tømmes. Strømmen af arbejdsintensive produkter, råvarer og højtuddannet arbejdskraft fra de fattige lande til de gamle industrinationer standser sammen med eksporten af affald, gæld og våben til dem. De eneste 14 %, som nåede at få fordel af systemet, forsøger selvfølgelig nu at redde systemet. Men verden er sammenlagt blevet et bedre sted at være med systemets sammenbrud. Systemet gjorde det af med sig selv, før det gjorde det helt af med sit eget fundament. Fundamentalt kan man kun glæde sig over det. Katarsis hedder det. Det økonomiske systems indre lovmæssigheder handler om paradokser og performativ selvnegation. Det er det gode ved systemet, at det bryder sammen ved sig selv, før det ødelægger alt andet. Systemintern nødvendighed, ikke bare en krise, men afslutningen, lovbestemt internt bestemt nødvendigt sammenbrud. Se selv! (Måske overdriver jeg temmelig meget. Og grundlæggende ville jeg aldrig skriver under på, hvad der står her. Men i koret af selvbestaltede profeter, betalte såvel som ikke kommercielle bidragydere, ser man, at den eneste konstante værdi, man finder i havet af stemmer, er intensiteten i de indre stemmer, der konstant forsøger på at overdøve sin omverden. Personligt synes jeg det er svært at skelne mellem disse indre stemmer og det der er at sige. Og man er næsten nødt til at overdrive lidt, for at falde i med baggrunden.)

@John Henriksen: Tak for din kommentar.

Indholdet af den nævnte video har såmænd bare bekræftet mig i, at moderne økonomi mere er psykologi end videnskab.

Det jeg ønsker er ikke en psykologisk eller historisk forklaring. Det jeg ønsker er en forklaring på, at det moderne økonomiske system ikke kan være anderledes, helt på linie med uomgængeligheden af for eksempel tyngdekraften.

Inger Sundsvald

Tilliden til at vores papirpenge er et alment accepteret og af staten garanteret byttemiddel for varer er rystet. Og det viser sig, at penge snart bare er et tal i et regnskab. Huslån er pyramidespil, og værdistigninger er varm luft, hvad enhver burde kunne have indset. Jeg har i hvert fald i de senere år undret mig over at blive hele 500 kr. rigere hver eneste dag – på papiret. Og ejendomsskatten er steget tilsvarende, hvilket er fair nok p.g.a. kommunernes slunkne kasser. Et sted skal pengene jo komme fra, og jeg skal også bare bo i mit hus, så længe som muligt.

Nu render vi jo ikke rundt med guldmønter. Men hvor blev statens beholdning af ædle metaller egentlig af, da guldindløseligheden blev ophævet i 1931?

Jeg tror, at overdrivelse ind imellem kan fremme forståelsen og jeg tror i virkeligheden også, tror jeg nok, at Steen Ole Rasmussens analyse af situationen er mere dækkende end John Henriksen, som jo stort set siger det samme som alle 'eksperterne' i de gængse medier. Men der hersker en uklar og vagt foruroligende fornemmelse hos mig, når de økonomiske eksperter udtaler sig. De siger ikke sandheden, enten fordi de ikke kender/forstår den, eller fordi de ikke tør/må.
Jeg har det derfor selv sådan, at jeg finder en vis form for klarhed ved at kombinere de to analyser.
Men det er ikke gængs praksis i den herskende økonomiske fortståelse at inddrage de synsvinkler Steen Ole Rasmussen inddrager, selvom de er nødvendige for at forstå, hvad det egentlig er, der foregår.
På trods heraf vil jeg sagtens have overskud til at ønske spekulanterne hen, hvor værre ting end peberet gror.

Bjørn Herring

Jeg synes diskusionen er meget interessent, men skal ikke gøre mig så klog på det hele.

Der er blot noget der undrer mig.

I aftenens Deadline 2 på DR2 blev det sagt af en frentidsforsker at finanssektorern i USA sidste år havde en profit på 40%, mere en nogen anden intstri eller sektor.

Første undren. Hvis de var så rige sidste år, hvorfor i al verden har de behov for kunstigt åndedret i år?

Den anden undren følger af den første. Hvordan kan et økonomisk system, hvor det at handle med kapital giver den største profi, overhovedet forvente at overleve? Der ligger jo ingen reel værdiøkning bagved denne profit.

Så til sidst. Jeg mener det giver lidt begrebsforvirring når markedet bliver gjort til kapitalisme. Marked og kapitalisme er forbudne udelukkende fordi dele af kapitalen har behov for markedet for at kunne vokse, men da væksten er det vigtigste går kapitalen ikke af vejen for at sætte markedet ude af funktion for at forøge kapitalen.

Et marked hvor kapitalen så at sige søger mod kapitalen for at vokse forekommer mig at være det samme som at spise sig selv. Det mætter lige i begyndelsen, men så bliver det surt. Så gør det ondt.

Så vidt jeg kan se er der kun to løsninger på dette. Den ene utopisk, idet den ikke har vist sig at fungere i noget veludviklet samfund. Den må måske tænkes uden for mange krav til en specifik udformning på forhånd. Dette var måske noget jeg kunne gå ind for, hvis det ikke samtidigt indeholdt kimen til noget der kunne ligne et socialistisk diktatur med adfærdskontroll, personkult, misundelse som mellemmenneskelig drivkraft og endelig fantasiløshed og stagnation.

Sådan noget er der ingen grund til at gøre igen!

Den anden løsning, som synes mere realistisk er at sætte markedet i centrum, og her mener jeg et marked med varer og tjenesteydelser som det enkelte menneske gerne vil købe. Men dette forudsetter en meget stærk kontrol med det finansielle marked, som jeg betragter som en kunstig og potentiel eksplosiv størrelse.

Nå, så fik jeg altså også sagt noget om hvad jeg mener alligevel. Men det får så være.