Læsetid: 8 min.

Man heilede da i Gentofte

Skeletterne vælter ud af borgerskabet, når velhavernes fortid i Hellerup og omegn endevendes. I 1933-45 skortede det ikke på samfundsspidser, der gerne så demokratiet afskaffet. For fædrelandets skyld. Der blev talt ondt om jazz, udklækket propagandaplaner for overgang til diktatur og givet store pengesummer til en politiker, som gerne heilede. Men hele historien begynder en sommeraften i 1933, da Dannebrog fejres i Charlottenlund
Skeletterne vælter ud af borgerskabet, når velhavernes fortid i Hellerup og omegn endevendes. I 1933-45 skortede det ikke på samfundsspidser, der gerne så demokratiet afskaffet. For fædrelandets skyld.
4. oktober 2008

Det er en lun og smuk aften den 15. juni 1933, og tilstrømningen til de konservatives Dannebrogsfest på Charlottenlund Travbane er så stor, at der dannes kø ved indgangen. Konservativ Ungdoms orkester begynder ved 18-tiden at spille, mens der endnu gøres de sidste forberedelser rundt om på det vidtstrakte område, som ligger omkranset af villaer og en lille skov. Gæsterne indfinder sig på den overdækkede tribune eller driver rundt og kigger nysgerrigt på staldene.

Da klokken er 20, gjalder omsider fanfarerne som tegn til, at ungdommens indmarch kan begynde. Fem tusinde tilskuere hylder de ungkonservative, der tropsvis marcherer af sted i snorlige rækker og geledder. Dannebrogsfanerne fører an i optoget, som bevæger sig rundt om banens ene halvdel, og konservatismens friske grønne faner følger efter. Stormtropperne er iført hvide skjorteærmer, mørke bukser og læderstøvler til knæhøjde.

Og så kommer det, som mange har ventet på - den nye skarpe kant i den politiske kamp for fædrelandets frelse. Tropperne passerer tribunen med opløftede højrearme, og publikum gengælder de unges hilsen på samme vis. Herefter tager tropperne opstilling med front mod tilskuerne. Nu heiler flokken flere gange og stamper taktfast i jorden. Hovederne drejes til højre og venstre på drønende kommandoråb af officerer, der som værdighedstegn er udstyret med små svippestokke.

"Der var mangt et gammelt, konservativt Hjerte, der sad oppe i Halsen ved Indmarchen, og Taarerne stod klare i Øjnene paa mange af Publikum," skriver den konservative lokalavis Borgerbladet siden.

Den hvide mands fremtid

En af hovedtalerne er det konservative folketingsmedlem Victor Pürschel, som i øvrigt er lokalpolitisk engageret i Gentofte.

"Naar det er den hvide Mands Fremtid, vi ser paa, saa er Billedet saa mørkt, at vi maa indrømme, at det er tvivlsomt, om vor Kultur, den hvide Verdens Kultur og dermed dens Levefod kan bevares," siger han. Når så meget er på spil, må midlet være ganske probat:

"Der maa og skal en Ændring til, en Ændring, der kun vil dette, at man maa nu engang indrette sig efter, som Verden er, og ikke som den burde være."

Man må formode, at de velklædte konservative på travbanen vidste, hvad det var for en verdens tilstand, Victor Pürschel refererede til, og hvilket system og toneangivende land i den hvide verden, man nu engang havde at indrette sig efter.

Efter talerne havde solen "nu sænket sig bag Træerne i Vest, og over Sletten bredte sig Mørket, i hvilket Illuminationen prikkede røde og hvide regelmæssige Huller," skriver Borgerbladets reporter. Et mægtigt bål har fået sin plads på et lille højdedrag, og det rituelle skue forstærkes af den krans af brændende fakler, hvorved bålet omgives. Flammerne får de unges kinder til at gløde, og nu spiller orkestret op til dans.

De hvide skjorter trommes sammen om bålet og roterer hidset rundt. Så danses der tæt og kurtiseres i de dybe skygger, blodet er i kog. Dagens taktfaste trampen, svippestokkene og de lange stramme støvler har gjort deres virkning blandt ungdommen, registrerer reporteren, der forklædt som en myggetåge siver stille over sletten og kigger bag buskene, hvor de svedende køn udforsker hinanden. "Intet, slet intet hindrede de Unge i at sværme rundt på Banen og under de skærmende Træer, naar Dansen havde gjort dem varme og tilbøjelige til at søge ensomme steder (-) Det var de Unges Dag, og mange af dem vil sikkert - ogsaa af andre end netop politisk-nationale Grunde - ad Aare mindes dagen," skriver han.

Den socialdemokratiske presse kalder bagefter Konservativ Ungdom 'prøjsernes lærlinge', men hvem tager sig af det? Det står slet ikke så galt til nede i prøjserland. Det kan man læse i Berlingske Tidende, som på samme tid bringer et langt "aabenhjertigt" rejsebrev fra det nye Tyskland:

"De kommunistiske Førere sidder alle, næsten uden Undtagelse, bag Laas og Slaa, og en Snes Kilometer udenfor München kan man se dem. (-) Lejren ved Dachau er stor og velindrettet, Opholdsrum og Mad upaaklagelige, og de 1.800 Fanger, der staar Ret ved deres Senge, som Soldater paa Belægningsstuerne, synes veltilfredse." Jo, "det er et interessant Forsøg, Tyskland foretager med Kommunismen."

Fremmedlegemet

Året efter - i 1934 - er den store hellerupske skandale opførelsen af en æresbolig til statsminister Thorvald Stauning. Anledningen til den storslåede gave var Staunings 60-års fødselsdag i 1933. Kredse i Socialdemokratiet mente, at den fireværelsers lejlighed i Kanslergade, København, var vel lille for en landsfader og bestemte sig for, at æresboligen måtte finansieres ad privat vej. Det viste sig hurtigt, at der var flere, som ville give store bidrag til æresboligens realisering, end man havde troet.

For selv om Thorvald Stauning var de konservative politikeres foretrukne skydeskive, havde erhvervslivets spidser i stilhed fået en form for respekt for Stauning. I Hellerup blev det bemærket, at Stauning faktisk førte en erhvervsvenlig politik. Stauning oplevede, hvorledes de mange invitationer til selskaber og receptioner i erhvervslivets kredse ikke længere tilgik Statsministeriet pro forma, men var alvorligt ment. Man ønskede hans tilstedeværelse, for der var hul igennem til den socialistiske høvding. Og Stauning kom. Han stillede op i kjole og hvidt til skydebaneselskaber i Klampenborg sammen med nationens argeste kapitalister.

Så direktørerne stod i kø for at give deres bidrag til æresboligen, og der blev penge nok til at erhverve såvel grund som hus til fulde, hvorfor Stauning ville komme til at sidde kvit og frit.

A.P. Møller var blandt de glade givere, selv om han kort tid forinden havde kaldt socialreformen, der var del af Staunings svendestykke, Kanslergadeforliget, for "Fidusmageri sat i System".

Well, det var måneder siden nu, og A.P. Møller sendte en fødselsdagshilsen til statsministeren:

"Højtærede hr. statsminister (-) Jeg har den følelse, at vi, hvis livet havde ført os sammen, kunne være bleven personlige venner; som det er, værdsætter jeg den gensidige agtelse der har præget vore ikke ret hyppige samtaler. Deres meget forbundne A.P. Møller".

Alt er godt. Men så viser det sig, at æresboligen af alle steder skal opføres i Hellerup. Hva' beha'r! Skal socialisten nu have den frækhed ligefrem at mase sig ind i det gode selskab? Skal sådan et fremmedlegeme af en cigarsorterer virkelig havde lov til at mænge sig i selveste smørhullet? Der bliver mukket og skumlet i Gentofte, og Victor Pürschel finder lejlighed til at håne såvel gavegiverne som Stauning fra Folketingets talerstol.

"Der er i denne Tid meget, der minder om Roms Forfaldstid. Uviljen mod at kæmpe for Folket spreder sig samtidig med Lysten til raa og brutale Forlystelser, Gladiatorkampe i det gamle Rom og Boksekampe nu. Uviljen mod at føde Børn fandtes da, som den findes nu," fastslår Pürschel.

Kunstnere flokkes da som nu om den slappe, forlystelsessyge magthaver for at hylde ham, siger han og tilføjer:

"Jeg tror, at der trænges til lidt renere Luft i Danmark, ikke mindst, naar man ser dette, som man atter og atter vender tilbage til, at den højtærede Statsminister har faaet en Bolig, skænket af de Folk, som han har bekæmpet."

Men uanset hvor meget Victor Pürschel galper op, magter han ikke at fjerne cigaren fra Thorvald Staunings flab eller holde ham ude af Gentofte. Statsministeren flytter den 30. oktober 1934 ind i sin moderne hvide villa, der er forsynet med et rødbrunt kobbertag.

Elverpigen uden hoved

Næppe nogen taler er i velhavernes kreds mere efterspurgt end Victor Pürschel. På hjemmebane i Hellerup og omegn holder han i 1938 en mindeværdig tale om forfald. Han er indbudt af sine hjertensvenner, Konservativ Ungdom, som er mødt talrigt frem. Selvfølgelig forventer forsamlingen, at Pürschel vil komme med sit efterhånden velkendte, udfordrende bud på, hvad man skal stille op med det rådne demokrati, men den 61-årige Pürschel vil ikke buse lige på. Han foretrækker at snige sig ind på emnet via det nære. Han skuer ud over en sal med yngre mennesker, hvis kroppe strutter af hormoner, og vælger at tale om - sex.

Der er sund sex, og der er syg sex. Det sidste står den kulturradikale og kommunistiske seksualmoral for, thi den hylder og opfordrer til promiskuitet. Særligt kvinderne skal tage sig i agt for liderlighedens fristelser:

"Af den unge Kvinde afhænger et Folks Moral og dermed et Folks Fremtid. Vi vil ikke have gjort Nationens unge Kvinder til Vandrepokaler!" smælder det fra talerstolen.

Pürschel gør det klart, at skørlevned ikke kommer af ingenting. Den slags fremmes af en kultur og kunst i forfald.

"Man lader radikal-kommunisten Poul Henningsen lave en Danmarksfilm - med Jazzledsagelse! Man kan ... skrue op for næsten alle Verdens Radiosendere, og alle Steder hamrer de paa disse Tekedler og de mærkelige Instrumenter, der frembringer Urskovslyde. Jeg kalder det Forfald, at det demokratiske Danmark sender en national Film ud i Verden med international Jazzledsagelse," siger Pürschel.

"Og vor Malerkunst, hvordan har det sig med den?" spørger Pürschel. Han har svaret på rede hånd, for det har han kunnet læse sig til i Borgerbladet for Gentofte Kommune, hvor en vikarierende lederskribent for nylig diverterede læserne med dette kunstsyn:

"Jeg kan godt lide Hitler og Göring, fordi de ganske simpelt forbyder alt det abnorme, alt det, som kan føre et Folk saa dybt ned ad Skraaplanet, at det ender med at sprælle villieløst og modstandsløst i Sumpen ... Kunst som kun kan tjene til at virke nedbrydende og i alt Fald modarbejder et kulturelt Genopbygningsarbejde i Styrkelse af Folkekarakteren. Herhjemme er alt af den Art endnu tilladt."

Jo, banen er kridtet op for Pürschel, da han skal besvare sit eget lumske spørgsmål: Hvad så med malerkunsten?

"Demokratiets typiske Malerkunst er nationalt rodløs og forvirret. De unge Piger, de maler, er grønne i Ansigtet og ligner en Krydsning af en Klabautermand og en Ellepige - undertiden med Hovedet under Armen," siger han.

Det er til at se for sig, dette naragtige demokrati med hovedet under armen. Salen morer sig; der er god grund til, at Victor Pürschel plejer at undervise i argumentationsteknik på de ungkonservatives sommerlejre.

Nu er taleren klar til at sætte kniven i demokratiet, denne nedslidte konstruktion, der får folk til at stemme efter egne økonomiske interesser og ikke efter, hvad der gavner landet som helhed.

Politik er blevet "alt for klassepræget", siger han, og det politiske forfald viser sig med al tydelighed i overrigeligheden af partier. Danmark har brug for færre partier, langt færre, måske noget i retning af tilstanden i Tyskland efter "den nationale Revolution", som diktaturets sejr i 1933 nænsomt benævnes.

Med Det Konservative Folkeparti er der tilstrækkelig med parti for alle.

Teksten er et sammendrag fra bogen Forræderi på første klasse - en krønike om vaklende velhavere 1933-1945 af Asger Liebst. Foruden blandt andre Victor Pürschel og A.P. Møller er en gennemgående person i bogen den i datiden velkendte forlagsdirektør Bjørn Erichsen. Bogen udkommer på Gyldendal tirsdag den 7. oktober

Serie

Seneste artikler

  • Fortidens synder - og nutidens

    17. november 2008
    Der var engang, hvor Danmarks to borgerlige aviser, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, holdt med USA. Det var dengang hvor enhver kritik af den vestlige halvkugles supermagt automatisk blev udlagt som en forræderisk håndsrækning til Sovjet-diktaturet
  • 'Den normale kritiske sans er koblet helt fra'

    15. november 2008
    Koldkrigsprofessor Bent Jensen finder Informations nu afsluttede artikelserie om udenrigsdækningen i Jyllands-Posten og Berlingske 'nyttig og lærerig'. Andre er knap så begejstrede ...
  • Løgnenes krige

    18. oktober 2008
    Berlingske Tidende og Jyllands-Posten støttede helhjertet, at USA gik ind i Vietnamkrigen i 1964. Senere viste det sig, at det skete på grundlag af en løgn. De to aviser støttede lige så helhjertet, at Danmark i 2003 gik i krig mod Irak sammen med USA. Også det skete på en løgn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Rasmus Kongshøj
David Zennaro og Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer