Læsetid: 3 min.

Hvornår læser jeg ikke?

Forfatteren Pia Tafdrup har så mange bøger, hun gerne vil nå at læse, at selvmord ikke er en mulighed. Hun synes i forvejen, at livet er for kort til dårlige bøger, og foreslår i stedet, at man læser hendes nye roman 'Stjerne uden land'
Moderne Tider
11. oktober 2008

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse og hvorfor?

"Om ikke alle, så mange ... Min nye roman, Stjerne uden land, vil jeg gerne have lov at anbefale her på udgivelsesdagen. Den handler om, hvordan vi styrer og former hinanden, bevidst eller ubevidst. En styring, der får dramatiske konsekvenser i den kærlighedshistorie, der udspiller sig. Hvorfor lader vi os forme af andre? Hvor langt går vi? De spørgsmål rejser bogen. Her er det ikke blot fotografen Andreas, der umærkeligt forvandler sine modeller, så de ligner hans elskede afdøde kone. Også fortælleren Sophia, der af bedste hensigt griber ind i andres liv, styrer, så det får destruktive følger."

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig og hvorfor?

"Beklager, det er ikke en bog, men de historier, jeg fik fortalt som helt lille af min far, der har betydet mest. Sekvenser fra dem husker jeg stadig, men ikke mindst dette, hvor magisk et rum, jeg befandt mig i, når jeg fik disse frit opfundne historier hver aften."

- Hvad er den værste bog, du har læst?

"De værste bøger har jeg netop ikke læst, dem har jeg enten undgået eller opgivet undervejs. Et liv er for kort til pligtlæsning, når der er meget, man har stor lyst til at læse. I min nye roman, Stjerne uden land, siger fortælleren, Sophia, at selvmorder bliver hun ikke, der er for mange bøger, hun skal have læst. Hendes replik kan jeg sagtens leve mig ind i."

- Hvilken type læser er du?

"Den, der går i dialog. En bog er for mig et muligt mødested. At læse er lige så vigtigt som at spise og sove. Jeg læser for at blive berørt og få noget at reflektere over. Gode bøger kan gribe meget direkte ind i mit liv, få mig til at handle og tænke anderledes. Undertiden indskrives en hilsen til de forfattere, jeg læser, i mine egne bøger. Lige nu er jeg som godnatlæsning i gang med Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (det gør ikke så meget, om jeg sover lidt indimellem i bind to). Om dagen læser jeg Lars Noréns dagbog, En dramatikers dagbok. Den er vist - af omfang - større end Biblen, så det tager sin tid. Derimellem repeterer jeg F.P. Jacs forfatterskab, da jeg skal tale for ham, når han får Det Danske Akademis Store Pris."

- Hvornår læser du?

"I sengen, i badekarret, i flyveren, i toget, i stolen med katten på skødet. Hvornår læser jeg ikke? Vist kun når jeg skriver ... Netop den periode, hvor jeg lavede udkastet til Stjerne uden land, læste jeg meget lidt, bortset fra aviser. Da min far blev syg og ikke kunne læse selv, læste jeg for ham."

- Hvem er din yndlingsforfatter?

"Hver bog sin tid. Walter Benjamins Passageværket var længe en heftig inspiration, fordi den rummer et gigantisk indsamlet materiale, der imidlertid ikke er tænkt sammen. Det er i høj grad op til læseren at arbejde videre med fragmenterne. En meget anderledes inspiration var den russiske filmkunstner Tarkovskijs bog Sculpting in time. Tarkovskij er præcis som et haikudigt. De senere år har jeg glædet mig over Ekelöf igen og igen, en del Camus og meget Marguerite Duras. Et mere righoldigt forfatterskab end Ekelöfs skal man lede længe efter. Camus er indsigtsfuld fra mindste dagbogsnotat, Duras er en fremragende stilist, men alt for langsom i sit fortælletempo og for lidt varieret i sine bøger. Herman Hesses Steppeulven var jeg glad for at genlæse, den fik mig til at tage fat på flere andre af hans bøger, hvoraf Demian er perspektivrig. På min boghylde på Facebook findes nogle af de forfattere, jeg nævner her, og en del andre."

Forfatteren Pia Tafdrup er aktuel med romanen 'Stjerne uden land', som udkommer i dag. Hun debuterede i 1981 med digtsamlingen 'Når der går hul på en engel' og modtog i 1999 Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen 'Dronningeporten'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her