Læsetid: 3 min.

Irma-pigens fristelser

Om radiomænd og vinvaner i Frederikstaden
Moderne Tider
31. oktober 2008

Når man er beboer i Frederikstaden i København, har man på plussiden nogle af landets smukkeste bygninger, men til gengæld et jammerligt dagligvareudbud. Ordentlige folk kan mødes i en kedelig Superbrugs og ellers rende i Fakta eller til den lokale Sparkøbmand. Lange rejser til Østerbro eller andre provinsielle lokaliteter ligger fjernt fra tankegangen i København K - her handler vi, hvor vi bor. Det er ærlig talt lidt småkedeligt, og kvarterets førende indkøbslogistiker, den mediekyndige radiomand, har da også nærmest gjort det til kunstart at omsætte den af hustruen dagligt indtelefonerede rekvisition til et hurtig vals gennem Brugsens triste frysekummer.

Radiomanden er ikke længere purung, og efter et langt liv i journalistik har han udviklet sig til en slags professionel kyniker. Han er senest hørt begejstret over tildragelser udenfor hjemmets fire vægge engang i 80'erne, da han sidst dækkede amerikansk politik, men for en måneds tid siden fik piben pludselig en anden lyd.

Rødvinståger

"Ved I, hvad der sker på torsdag?" nærmest råbte han begejstret ud over sit eget veldækkede bord, hvor stroganoffen stod og dampede.

"Nu åbner Irma endelig i Borgergade."

Irma-snakken forsvandt senere i rødvinstågerne, men endnu hænger mandens oprigtige begejstring fast. Pæne ord væltede ud, og da Irma nu også åbner butikker vest for Storebælt, må det være tid til, at 'dråbefangst' dyrker lidt naboinspireret forbrugerservice.

Irmas grundlægger, Børge Olsen, slog sig i sin tid op på to varer, kaffe og vin, og hylderne bugner fortsat af begge dele. Irma spillede dengang en betydelig rolle i at lære danskerne at drikke vin, og ugens fire vine er typiske for udvalget hos kæden.

Der drikkes ikke meget hvidvin ved radiomandens bord, men for sportens skyld røg en flaske Marrenon Viognier fra 2007 i kurven. Det var et klogt valg med en usædvanlig fin bouquet og klare mindelser om den Vaucluse-egn den kommer fra. Her dufter af blomster, og den koldgærede vin uden fadlagring er ren frugtidyl.

Afdelingen for røde vine har nok hyppigere besøg af naboen, og da vin af og til også skal være rigtig billig, var et supertilbud på Borgo Senas Montpulciano fra Abruzzo oplagt. Irma skriver selv, at det er en 'vin som passer de fleste'. Det er rigtigt nok i den forstand, at den ingen fortræd gør, men særligt underholdende var det bestemt ikke. Nok er det godt med billig vin, men det her var simpelthen for kedeligt.

Ugens to sidste vine er klart i naboens ånd. Især Shiraz'en vakte begejstring og gav med sine 14,5 procent mindelser om dengang en chefredaktør rejste sig fra radiomandens bord med bemærkningen 'aldrig har jeg drukket portvin af så store glas', og er man til australsk Shiraz er Backyard Cellar Bin 1 fra 2005 et fint eksempel. Irma skriver selv, at den har et 'toasted' præg fra fadlagringen, og det vil nogen nok mene dræber en del af frugtindtrykket, men er man i humør til kraftig vin og en beskeden regning, så går man ikke fejl.

Vingiganten Giordanas Nebbiolo D'Alba er fra 2006. Pæn og ordentlig italiensk bordvin fra området omkring Alba. Lidt kirsebær og lidt chokolade i smagen, rund og behagelig og en vin, der både er for de fleste og en fornøjelse. Der er en afgrund mellem den og Abruzzo-vinen også hinsides prisforskellen, og som tirsdagsvin er den tæt på perfekt.

Dommen over Irmas vinhylder er ikke entydig. Der kom gode ting 'i kurven,' og især Shiraz'en havde nok vakt begejstring hos naboen, men det er tilbudsprisen, der redder oplevelsen. Til fuld pris var både klummisten og naboen nok blev skuffede - men pyt, det blev vi også ofte i Brugsen.

Marrenon Viognier 2007. 3 fl./100 kr. Bedømmelse: 5/6

Borge Sena Montepulciano d'Abruzzo - 2006. 2 fl./50 kr. Bedømmelse: 3/6

Backyard Cellar Bin 1 2000. 3 fl. /150 kr. Bedømmelse: 4/6

Giordana Nebbiolo D'Alba 2006. 3 fl./ 150 kr. Bedømmelse: 4/6

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her