Læsetid: 4 min.

Kampen om Kunderas fortid

Forræder? Muligvis angav Milan Kundera i sin ungdom en vestlig agent til det kommunistiske statspoliti i Tjekkoslovakiet. Muligvis gjorde han ikke. Alverdens skribenter er uenige om, hvad anklagerne betyder for hans forfatterskab
Moralsk dobbeltspil? Anklagerne om, at den tjekkiske forfatter Milan Kundera i sin ungdom forrådte en vestlig agent til det kommunistiske statspoliti kan formindske hans moralske anseelse som en talsmand imod totalitarismens tæring på hverdagslivet, skriver New York Times-skribenten Rachel Donadio.

Moralsk dobbeltspil? Anklagerne om, at den tjekkiske forfatter Milan Kundera i sin ungdom forrådte en vestlig agent til det kommunistiske statspoliti kan formindske hans moralske anseelse som en talsmand imod totalitarismens tæring på hverdagslivet, skriver New York Times-skribenten Rachel Donadio.

18. oktober 2008

Den litterære verdensstjerne Milan Kundera står anklaget for moralsk dobbeltspil. Angiveligt skulle manden, der er en af de kendteste kritikere af det kommunistiske diktatur i Tjekkiet, i sin ungdom have bistået myndighederne i sit tidligere hjemland i jagten på kontrarevolutionære kræfter.

Naturligvis er kultursektionerne i alverdens aviser fulde af den saftige sag. Men reaktionerne på anklagen er vidt forskellige. Fra skråsikre påstande om forfatterens ubetvivlelige skyld, og spekulationer om hans mulige motiver, til overvejelser over, om det nu også er så sikkert, at Kundera vitterligt var angiveren, og udlægninger om anklagernes betydning for forfatterskabet.

Mandag kickstartede den tjekkiske forsker Adam Hradilek debatten med et hårdt angreb imod den 79-årige forfatter i en lang og grundig artikel i tidsskriftet Respekt.

Klokken fire om eftermiddagen den 14. marts 1950 henvendte den unge filmstuderende Milan Kundera sig til en politistation i Prag med informationer om den deserterede soldat Miroslav Dvoracek, der ulovligt havde opholdt sig i Tyskland og nu var vendt tilbage til Tjekkiet, beretter Hradilek. Kundera kunne fortælle, at Dvoracek havde efterladt en kuffert på et kollegieværelse tilhørende en fælles bekendt, den kvindelige student Iva Militká. Det havde han fået at vide af sin ven Miroslav Dlask, som var Militkás kæreste, og han vidste også, at den eftersøgte desertør planlagde at hente sin kuffert igen samme eftermiddag.

Følgelig begav to betjente fra statspolitiet sig afsted til kollegiet og anholdt den intetanende Dvoracek, så snart han dukkede op. Og efter en måneds afhøringer i et torturkammer, etableret af Gestapo under krigen, brød Dvoracek sammen. Han tilstod at være vendt tilbage til Tjekkiet for at hverve en kemiingeniør til at levere informationer til samme amerikansk-støttede tjekkiske eksil-efterretningstjeneste, som han selv var udsendt af. Han undgik lige akkurat dødsstraf, men blev idømt 22 års tvangsarbejde for desertation, spionage og højforræderi, ligesom en række af de mennesker, der havde samarbejdet med ham, blev idømt lange fængselsstraffe - eller for en enkelts vedkommende endog blev henrettet.

Simpel egoisme

Anklagerne, Hradilek retter imod Kundera, er således hårde. I første omgang var den tjekkiske forsker imidlertid slet ikke ude på at undersøge den berømte forfatters fortid, forklarer han. Sagen er, at han som ansat i det statslige Institut for Studier af Totalitære Regimer på et tidspunkt begyndte at interessere sig for Dvoraceks triste skæbne. Og på den måde faldt han over arrestationsrapporten, hvoraf Kunderas uheldige rolle fremgik.

Denne rapport kan ifølge eksperter umuligt være forfalsket. Og tvivl om Kunderas skyld er der da heller ikke at spore hos Hradilek, som til gengæld indrømmer ikke at kunne konkludere med sikkerhed, hvorfor Kundera angav Dvoracek.

Men han har en teori. Kundera var i sin ungdom medlem af det tjekkiske kommunistparti. Men da han var kendt som en kritisk om end overbevist kommunist, er det ikke sandsynligt, at hans handling er ideologisk motiveret. Snarere er den udtryk for simpel egoisme, mener Hradilek, der påpeger, at Kundera året forinden var blevet ekskluderet fra det tjekkiske kommunistparti på baggrund af en brevveksling med en nær ven, hvori de kritiserede et højtstående partimedlem - meget lig handlingen i hans debutroman En spøg. Og Hradileks pointe er nu, at Kundera angav Dvoracek for at genvinde partiets velvilje.

Til Kunderas forsvar

Kundera, der er bosat i Paris og i de sidste 25 år kun meget sjældent har udtalt sig til medierne, ville ikke tale med Hradilek, da den tjekkiske forsker henvendte sig under sin research. Men da artiklen udkom, brød han tavsheden.

"Jeg er blevet fuldstændig overrumplet af noget, som jeg ikke forventede, noget som jeg ikke vidste noget om før nu, og noget som ikke skete," sagde forfatteren til det tjekkiske nyhedsbureau og kaldte anklagerne et forsøg på forfattermord.

Siden har flere internationale aviser da også påpeget, at skyldsspørgsmålet er knapt så evident, som Hradilek gør det til. Franske Le Monde berettede tirsdag, at Institut for Studier af Totalitære Regimer har erkendt, at sagens eneste håndfaste bevis, arrestationsrapporten, ikke er noget absolut bevis imod Kundera. For som lederen af instituttets dokumentationsafdeling sagde samme dag til Frankfurter Allgemeine Zeitung, er de fleste vidner døde. Og som ugemagasinet Spiegel påpeger, er arrestationsrapporten ikke forsynet med Kunderas underskrift, hvorfor det ikke er umuligt, at en anden kan have benyttet hans navn for ikke selv senere at kunne blive afsløret som angiver.

Endelig kunne den tjekkiske avis Ceské Noviny torsdag optrykke en erklæring skrevet af litteraturhistorikeren Zdenek Pesat, der i sin tid var en bekendt af Kundera og af Miroslav Dlask, manden, der ifølge Hradilek skulle have fortalt Kundera om den eftersøgte desertør. Her hævder Pesat, at Dlask erkendte over for ham, at han havde angivet Dvoracek. Og Pesat forklarer, at han gik ud fra, at Dlasks motiv var, at han ville beskytte sin kæreste Militká for repressalier fra systemets side, hvis det skulle komme frem, at hun havde kontakt til en vestlig agent. Men om det betyder, at Kundera ikke også kan have angivet Dvoracek, tager Pesat ikke stilling til.

Forfatterskabet

Skyldig eller ej. Nu er diskussionen blusset op om, hvad anklagen imod Kundera betyder for hans forfatterskab.

Selv er forfatteren fortaler for kunstens autonomi. En roman skal læses på egne betingelser; forfatterens personlige biografi må aldrig inddrages i fortolkningen. Men netop derfor, skriver chefredaktøren Martin Simecka i et essay i Respekt, er det "skæbnens brutale spøg", at forfatterens ungdomsforbrydelse nu kan blive en nøgle til en ny læsning af hele forfatterskabet.

The Guardians litteraturskribent Maya Jaggi er inde på noget af det samme. Men i modsætning til Simecka mener hun ikke, anklagen bør påvirke læsningerne af forfatterskabet i negativ retning:

"Hvis påstanden er sand, vil den langt fra invalidere Kunderas litteratur og dens anti-kommunistiske kurs, men måske bekræfte dybden og kompleksiteten af hans desillusion, endda tilsætte en smule skyld til hans vrede imod regimet", skriver Jaggi.

Mindre generøs er til gengæld New York Times' Rachel Donadio:

"Anklagerne kunne formindske Hr. Kunderas moralske anseelse som en talsmand, om end mystisk, imod totalitarismens tæring på hverdagslivet", vurderer Donadio.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu