Læsetid: 4 min.

Om lige at mangle det sidste

Jeg har da læst 'smalle' forfattere med salgstal så kyske, for ikke at sige jomfruelige, at det efter sigende borger for den kunstneriske kvalitet, der er ringere end Hanne-Vibeke Holst er. Værre er det heller ikke, værre er hun heller ikke. Men jeg vil ikke have hende proppet ned i halsen, det vil jeg altså ikke
Moderne Tider
11. oktober 2008

Jeg skulle betale for et italiensk landbrød nede hos bageren på Enighedsvej, jeg troede, jeg havde lige penge, men det havde jeg ikke. Bagerpigen fulgte min jagt på småmønt i pungen. Det er irriterende, sagde jeg, da jeg måtte give hende en halvtredser. Sådan er det altid, svarede hun, smilende og rapt, man står altid lige og mangler det sidste. Her i det kolde nord er der gennemgående for langt mellem indfald og handling, jeg burde selvfølgelig have grebet fat om hendes hoved og givet hende et smækkys på panden som tak for hendes vise ord. Men sådan noget gør en pæn, midaldrende herre ikke i Nykøbing Falster. Så jeg gik bare hjem med mit nyindkøbte brød. Engang kaldte man det at omfavne og kysse hinanden her i landet for "italieneri", underforstået at det absolut ikke var noget, man kunne kalde sømmeligt. Egentlig ville man jo gerne gennembryde muren af kyskhed, indfaldet får man som sagt, men hvad modet til at skide hul i al snerpethed angår, så står man lige og mangler det sidste.

Ikke helt perfekt

Sådan et italiensk landbrød har ikke noget med Italien at gøre, det skal man ikke forestille sig. I virkeligheden er det heller ikke et landbrød. Et landbrød er massivt, tungt, og det er så stort, at det kan vare i mange dage. Jeg ved skam godt, hvad jeg taler om, jeg er en habil brødbager. Jeg elsker at stå med dej op over skuldrene, mens jeg afsynger 'Internationale' og fremstiller brød til husstanden i flere dage. Mit speciale er 'russisk bondebrød' med kærnemælk og selvsigtet hvedemel. Det kan godt være, det ikke er meget sundt, men det smager godt - og det mætter! Engang havde jeg en drøm om også at lave vores egen ost, men så læste jeg en opskrift. Man tager, stod der, så og så meget osteløbe - og seksten liter sødmælk! Så opgav jeg. I egen indbildning er jeg skam en fortræffelig brødbager, en glimrende tebrygger, en ikke helt åndssvag romanforfatter, og ånden var rede, bestemt, men udsigten til, at min tålmodighed ville slippe op længe, før ostesulten indfandt sig, var overvældende. Jeg stod endnu engang, altså, lige og manglede det sidste i også at blive en førsteklasses ostemager.

Men hvad fanden, selv Erik Skyum-Nielsen er ikke helt perfekt, han står også lige og mangler det sidste. I sin anmeldelse af Hanne-Vibeke Holsts nye bog holder han sig først for næsen, derefter citerer han forfatterens gebrækkeligheder for os. Hvor hun dog skriver hundeelendigt, tænker man, man bliver helt grædefærdig ved tanken om, at danskerne køber hendes bøger, ikke bare i stakke-, men i pallevis. Europapaller. Det mener Skyum vist også, men forbløffende nok slutter han sin anmeldelse med ikke bare at afsige en dom, men at stille en diagnose: Hanne-Vibeke Holst er lige nøjagtig den forfatter, danskerne har brug for, udtaler han - og man ser ham for sig svinge med receptblok og det hele. Mon sygekassen giver tilskud til anskaffelsen, tænker man, måske nok lidt uærbødigt, og håber inderligt, at den flinke doktormand ikke kan se det på én. Men selv ikke på parnasset vokser træerne ind i himlen. Skyum mangler stadig lige det sidste for at være en rigtig Dr. Skyum. Han mangler en hvid kittel, et pandespejl og en kæmpe-ispind til at stikke ned i halsen på folk, så de kan sige ahh. Hvad Hanne-Vibeke Holst angår, så har jeg skam læst et par af hendes bøger. Jeg er ikke målgruppen. For at blive indenfor det medicinske, så må det være noget andet, jeg fejler, end det, hendes bøger kan kurere. Men jeg har da læst 'smalle' forfattere med salgstal så kyske, for ikke at sige jomfruelige, at det efter sigende borger for den kunstneriske kvalitet, der er ringere end hun er. Værre er det heller ikke, værre er hun heller ikke. Men jeg vil ikke have hende proppet ned i halsen, det vil jeg altså ikke. Uanset hvor velformuleret og velmenende Erik Skyum Nielsen opfordrer mig til det, så mangler hans lægefaglige råd altså lige det sidste for at overbevise mig.

Nu er der mad!

For nu at vende tilbage til brødbagningen, så er ingredienserne naturligvis vigtige. Uden passende mængder af mel, væske og gær, evt. krydderier også, bliver der ikke noget brød. Det siger sig selv. Men æltningen er bestemt ikke uden betydning, faktisk er den af afgørende betydning for, hvordan brødet kommer til at smage. Den skal være grundig, den må hverken vare for længe eller for kort tid, der skal doseres armkræfter med stor akkuratesse. Hævetiden er også vigtig, altså den periode, hvor man bare lader dejen stå, behørigt tildækket af et fugtet klæde. Heller ikke den må hverken være for lang eller for kort. Mange mennesker elsker at spise brød, der lige akkurat er taget ud af ovnen. Dejligt varmt brød, siger de, mens de guffer i sig. Uhm! De smovser rent ud sagt. Men det er nu en stor misforståelse. Vi erfarne brødbagere ved, at et brød aldeles ikke er færdigbagt før et par timer efter, at man har taget det ud af ovnen. Sådan er det bare. Det skal have lov til at stå og bage færdigt helt for sig selv, befriet for ovnens varme, for bagerens hænder, for det fugtede klæde, for alt! Hvis man lægger sit øre til sådan et brød, der står og hviler efter bagningen, kan man ligefrem høre det knitre derinde. Den sultne hob tror, at nu er der mad, nu kan vi endelig blive mætte. Men det er alt for tidligt, brødet er som sagt slet ikke færdigt endnu. Det mangler lige det sidste.

Serie

Vinn & Skæv

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her