Læsetid: 5 min.

Efter den metaforfrie forbrugsfest

Det var selvfejring uden skam, nydelse uden pligter og fornøjelser uden omkostninger for Nik og Jay og dem, der sang med på deres hits - men så blev de to stjerner ruineret af finanskrisen og så, at verden går den forkerte vej...
Kommer igen? Nik og Jays landeplager var som et soundtrack til opturen og forbrugsfesten. Men i sommer kom det frem, at de havde investeret så risikabelt i boligmarkedet gennem Roskilde Bank, at de havde mistet 66 millioner kroner. Og i deres seneste single kan det ikke længere kun gå opad og fremad. Nu går det nedad.

Kommer igen? Nik og Jays landeplager var som et soundtrack til opturen og forbrugsfesten. Men i sommer kom det frem, at de havde investeret så risikabelt i boligmarkedet gennem Roskilde Bank, at de havde mistet 66 millioner kroner. Og i deres seneste single kan det ikke længere kun gå opad og fremad. Nu går det nedad.

Martin Rosenauer

Moderne Tider
1. november 2008

Det fik fremad, opad og frem og tilbage. De kunne få tusinder af danskere til at skubbe underlivet frem og tilbage, når de sang om at bevæge deres egne underliv frem og tilbage. På tv fortalte de to stjerner, at sangen handlede om deres egen erotiske succes. De lavede et andet hit på noget, der for de uindviede lød som den samme melodi og omkvædet fejrede, at det blev varmere og varmere og det hed "hot, hot, hot".

Endnu et hit på en tilsvarende melodi hamrede ordene "lækker, lækker" fast som et refræn. Det var en 'hun', der var "så lækker, lækker", men det var også det hele, der var lækkert, lækkert. De to sang om sig selv, som var de almengyldige temaer, og de sang om deres seksuelle præstationer som noget kollektivt relevant. Og både mange af de helt unge og de lidt ældre danskere sang med på sangene, købte deres albums og hyldede de to glade drenge fra Værløse som rigtige superstjerner.

Et fjerde hit gik på omkvædet "boing, boing hendes røv går op og ned som en fjeder - boing, boing." Det kunne selv børn synge med på. Naturligvis var der også sange om sorg og sorte sider. De to forestillede sig for eksempel deres egen død og beskrev deres sidste dag og især det tøj, de ville gå med, og deres foretrukne nydelser på denne for verdenshistorien yderste dag.

Også et stykke socialrealisme om en nedtur fra limsnifning til rigtig narkotika findes i deres katalog. De sang, som om det var en ven, der døde for dem, men rygter ville vide, at det slet ikke var en nær ven, men fjern bekendts skæbne, hvis patos de to lykkeriddere stjal og gjorde til deres eget hit.

Skamløst

Nik og Jay blev hverken hyldet eller jordet af anmelderne. Det 'autentiske' hip-hopmiljø lagde naturligvis afstand til de to popmusikalske parasitter, og de poetiske troubadurer trak på skuldrene af deres sange og tekster. Hvis de overhovedet hørte det.

For Nik og Jays hits var nok landeplager, men de var også lette at overhøre. Det var som et soundtrack til opturen og forbrugsfesten. Omkvædene var effektive, og refrænerne var behændigt sat sammen. Det lød som modstandsløs medløb til de masser af mennesker, der med digteren Ursula Andkjær Olsens ord "patter på de bløde værdier og pirrer sig med de hårde værdier."

Men det mest karakteristiske ved sangene var måske skamløsheden. De sang om sig selv uden at skamme sig over det. De fejrede sig selv og dyrkede deres egen succes uden protestantiske fornemmelser for skyld eller venstreorienterede anfægtelser over forbrugskulturen. Det var nydelse uden dårlig samvittighed og fornøjelser helt uden omkostninger. Det var slet ikke nødvendigt med metaforer. Lykken ved at bære bestemte logoer blev beskrevet direkte. Seksuelle seancer blev gengivet bogstaveligt, og de andres beundrende blikke refereredes som selvfølgelige momenter i en selvfejringskult.

Teksterne afdækker et univers, hvor reklamernes løfte realiseres som lykke. Det er den form for velstand, som en kulturkritiker som Hannah Arendt kaldte "de fattiges rigdom".

Det minder om de gigantiske luksuriøse badeværelser med badekar på forgyldte løvefødder, indkørsler til almindelige parcelhuse anlagt som entreer til palæer, udekøkkener til flere hundredtusinder af kroner, som om Danmark allerede havde fået tropisk klima. Det kan også minde om de seneste års foretrukne samtaleemne i gode selskaber, hvor gevinster ved boligkøb og vækst i 'friværdi' på specifikke beløb blev gengivet og sammenlignet, som talte man om blomster i haven eller monumenter i byen.

Man bliver nemt puritaner og moraliserende, hvis man ikke anerkender arbejdsfri kapitalgevinster som neutrale parametre for eksistentiel succes af almen interesse. Der var en periode, hvor det hed sig, at man skulle ind på 'markedet', hvor det var godt at være, for ikke at være 'udenfor'. Indenfor betød, at man ejede sin bolig, og udenfor betød, at man boede til leje.

Den seksuelle skamløshed, som også kendetegner Nik og Jays univers, minder om de mobiltelefonsamtaler, hvor angiveligt intime detaljer ventileres højt og ubesværet i offentlige rum. Det kunne være promiskuøst, men pointen er, at det tilsyneladende ikke længere var det, og at betegnelser som narcissist syntes at sige mere om den, der betegnede end den, der blev betegnet således.

Bruddet

Nik og Jay spekulerede deres penge i boligmarkedet, og de gjorde det gennem Roskilde Bank. De ville være indenfor i den helt store stil.

Men i sommeren 2008 kom det frem, at de to var ruineret. De havde investeret så risikabelt, at de pludselig havde mistet 66 millioner kroner. Og i deres seneste single kan det ikke længere kun gå opad og fremad. Nu går det nedad.

Sangen 'Kommer igen' handler om deres egen vandring gennem byen. De ser mod himlen - måske er de på vej mod en genkristning? - inden de vender blikket mod jorden igen:

"Hernede fortæller forsiderne mig, at hele verden går den forkerte vej."

De er bekymrede over det moralske forfald: Det hedder sig, at "teenagepigerne går glip af deres ungdom", fordi de sælger deres krop for en flaske Dom Perignon, og de har opgivet deres job for at blive berømte: "fordi du har solgt dem den drøm".

Nu er Nik og Jay blevet kulturpessimister. De kan ikke fokusere på deres forbrug, for de tænker, om "boligmarkedet mon vender nu". Og her bliver de politiske: "i 2001 stemte jeg på Anders Fogh, men jeg er blevet bedre nu."

Statsministeren tog æren for opturen og forbrugsfesten, og nu vender de sig imod ham.

Men det er lige her, at de ikke rigtig har noget at sætte i stedet. Her bliver det svært. De ved, at de bør gøre noget, og de vil gerne se problemerne politisk. For de er blevet bedre nu. Det hed sig i et hit fra firserne, at man måtte ændre sig selv, hvis man ikke kunne ændre verden. Og hvis man ikke kunne ændre sig selv, måtte man forandre verden.

Men Nik og Jay er hverken det ene eller det andet sted. De vil ikke mere, men de problemer, de får øje på, er dem, som de borgerlige bestemmer som De Store Problemer. Nik & Jay er anfægtede over, at knytnæver er blevet pistoler og det moralske forfald. De patter på deres egen nedtur og pirrer sig med "knytnæver, der bliver pistoler".

De ved godt, at der er store problemer ude i verden, men de siger, at de starter med dem selv. Fortsætter, frem og tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her