Læsetid: 11 min.

Mission Lindhardt

Det kristne budskab skal råbes fra tagene, og der skal missioneres højlydt mod den gængse samfundsetik, guddommeligørelsen af mennesket og den blødsødne tilgang til islam, siger den tidligere biskop Jan Lindhardt, der er aktuel med erindringsbog
11. oktober 2008

For stammere er bogstaverne j, n og l blandt de allermest genstridige at få ud over tungen. Derfor er det lidt af et dobbelthandicap, hvis man både er stammer og har de tre bogstaver i sit navn.

Det ved den tidligere biskop fra Roskilde Jan Lindhardt kun alt for godt. Da han var barn og gik i skole, var hans stammen så slem, at han ikke var i stand til at sige sit eget navn. "Han hedder Jan Lindhardt," sagde hans sidekammerat, når tungen for alvor slog knuder.

Alligevel blev det sproget og det talte ord, der blev Jan Lindhardts gebet. Først som lektor i teologi ved Århus Universitet, senere dr.theol. samme sted, retorikforsker, forfatter, foredragsholder og indtil april i år biskop i Roskilde i 10 år og ni måneder.

Eller måske var det netop derfor, siger Jan Lindhardt i hjemmet på Frederiksberg i København, hvor han og hans kone Tine har boet siden april i år.

Små kår kan man ikke kalde den solbeskinnede lejlighed, hvor der er bøger overalt. Men i forhold til bispegården i Roskilde er pladsen blevet noget mindre.

"Vi er først kommet i orden nu, for bogsamlingen skulle halveres. Og det er jo hjerteblod, så det har taget tid," fortæller han og vender tilbage til sproget.

"Jeg tror, at man får langt større sproglig bevidsthed, når man bare venter på, at nu kommer der et ord, man ikke kan sige, så man skal finde på et andet ord. Synonymberedskabet er hele tiden slået til. Jeg tror, det er derfor, jeg altid har arbejdet med retorik og med sansen for at sige tingene, så der bliver hørt efter."

Jan Lindhardt er søn af den berømte kirkehistoriker og prædikant P.G. Lindhardt. I den netop udkomne erindringsbog, Det skal råbes kan man læse, hvordan det som stammer var at vokse op i et hjem, hvor replikkerne, sarkasmen og ironien mellem forældrene P.G. og Gerda Lindhardt og de fire børn føg over middagsbordet. Det kunne vel godt pille selvtilliden af en og anden med et sprogligt handicap. Men åbenbart ikke Jan Lindhardt, der lader til at være udstyret med en naturlig tro på sig selv.

"Jeg mente, at når man hed Lindhardt, kunne det ikke gå helt galt. Desuden tror jeg, det er langt værre at stamme, hvis man er håndværker eller mekaniker. Mekanikeren sendte man bare ned i graven under bilen, og så kom han billedligt talt aldrig op igen, fordi han aldrig blev del af et sprogligt fællesskab. Hvis man stammer, tror jeg ikke, der er andet at gøre end at snakke sig fra det."

Tivolipræsten

Og det er der blevet. Jan Lindhardt har haft en særlig evne til at tale ind i tiden og fra sit kristne og etiske udgangspunkt blive hørt i debatter om for eksempel organdonation, som han betragter som en næstekærlig pligt, og forsvar for søndagslukning af butikkerne. Men det har også givet fjender. I det kirkelige landskab er han på grund af sin evne til at kommer i medierne og sin åbenlyse lyst til det, blevet døbt 'tivolipræsten' - og det er ikke venligt ment.

"Jeg synes nu, Tivoli er en glimrende institution. Men jeg er large med mine midler, det ved jeg. Det er jeg, for at kirken ikke bare skal være kirke for socialgruppe 1 og 2. Det er en folkekirke. Socialgruppe 1 kan man i øvrigt godt se bort fra. Den er ugudelig, indtil den får brug for ikke at være det længere. Eller også har den anden religion. Man kan jo bare se alle de erhvervsledere, som sværger til et eller andet buddhistisk eller noget andet nyreligiøst, som de kan bruge i deres management."

"Men kirken er folkets kirke. Den skal bruge folkets sprog og ikke forskanse sig i god smag og inderlighed. Derfor opfordrer jeg også præster til at læse Ekstra Bladet. Vi husker også ved hjælp af en række ydre ting - mad, tøj, dufte, og man kan ikke huske troen, hvis den ikke knyttes til det. Troen har haft et alt for indre liv. Det er blandt andet derfor, jeg gik med i fiskeindustriens kampagne for at få folk til at spise fisk til pinse. De ydre symboler er vigtige. Hvis jeg var Socialdemokrat, ville jeg være skuffet i dag, for de har jo droppet de røde faner og alt det andet," siger Jan Lindhardt.

"Guds ord har altid skullet råbes. Men alt har i dag ændret sig gennem medierne. Menneskets selvsyn i dag sker gennem fjernsynet. Alle har for eksempel en mening om hospitalerne og tilstandene der, også selv om de aldrig har været indlagt. Vi danner os vores holdninger om alt gennem medierne. Det vilkår gør sig også gældende for kirken. Formidlingen bliver enormt vigtig. Som præst skal man kunne to ting: Man skal kunne gøre en lang historie kort. Men man skal først og fremmest kunne gøre en kort historie lang. Du skal kunne iklæde en kort simpel tankegang en bredde. Men fordi medierne bestemmer alt, er du også nødt til at vende tilbage til de regler, der gælder for en mundtlig kultur, hvor det levende ord gælder," siger Jan Lindhardt.

Naivt menneskesyn

Da Jan Lindhardt for nylig var i Deadline på DR2, sagde han, at han betragter sig selv som missionær. Studieværten reagerede ifølge Lindhardt ved fysisk at trække sig tilbage.

"Jeg burde selvfølgelig som enhver ordentlig erhvervsleder have sagt, at jeg har en mission. Men jeg er missionær på kirkens vegne. Jeg har et budskab, jeg skal have ud, og en virksomhed, jeg skal styrke. Jeg ved godt, folk forbinder mission med Indre Mission, men en af mine missioner er så at få hældt Indre Missions strøm af spildevand i den kloak, hvor det hører hjemme. Det er sådan set let nok, for der skal ikke så meget til. Hvis man laver en skæg gudstjeneste, hvor børnene synger, og der kommer et æsel ind, bliver folk begejstret, fordi de altid har forbundet mission med Indre Mission. Det er forbløffende, hvor meget de har fyldt i forhold til, hvor mange de er."

Men der skal ifølge Jan Lindhardt også missioneres for at gøre det, der er åbenlyst for ham, klart for alle andre. Danmark er et kristent land, og selv om de fleste næppe tænker særlig meget på det, så mener han, at danskerne er som et skrabelod, man ikke skal skrabe længe i, før det kristne dukker op. Det er en væsentlig del af sammenhængskraften, mener han, og derfor skal der heller ikke pilles ved den eksisterende folkekirkeordning, hvis man spørger ham. Men han mener også, at vi har lukket øjnene for det og i stedet erstattet det af et naivt menneskesyn, som især har præget danskernes forhold til islam.

"Der er en generel tendens til, at vi siger: 'Vi er alle mennesker'. Vel er vi ej. Vi er mennesker på mange forskellige måder, og især forholdet til islam er præget af stor naivitet. Især på venstrefløjen har der været en tendens til, at man tror, alle forskelligheder kan fjernes med nogle penge. Men det kan det ikke. Og det er da ekstra komisk, at det netop er venstrefløjen, der tror, at alle problemer kan løses med penge."

"Vi er selvfølgelig alle mennesker. Men vi er i mindst lige så høj grad vores religion og kultur, så når jeg har sagt, at danskere er som et skrabelod, så mener jeg, at det samme gør sig gældende for muslimer. Vi ser måske nok en velklædt, muslimsk mand på gaden, der ligner os, men indeni er han sin kultur og religion."

"Det nytter ikke at tro, at hvis bare vi giver nogle penge, så bliver de ligesom os - at så bliver vi alle venner og brødre, for så bliver man dybt skuffet. Man skal finde omgangsformer, der er mindre krævende. For et stykke tid siden var jeg til en middag, hvor også Bent Lexner (overrabbiner, red.) var til stede. Han kom for sent til middagen, troede jeg, men han kom en time senere, fordi han ikke ville spise sammen med os på grund af de jødiske spiseregler. Derfor ville det se dumt ud, hvis maden lå der på tallerkenen. Det er da klogt gjort."

"Vi har været for blødsødne, men det værste er, at vi er gået ud fra, at de er ligesom os. Gu' er de ej. Mange af dem foragter os, og det er der ikke så meget at gøre ved. Vi skal naturligvis ikke acceptere æresdrab, men de synes, vi behandler vore kvinder fuldstændig ansvarsløst, fordi vi har trukket dem ud af skabet, og det vender sig i dem, hvis de kommer hjem til os, fordi der er hunde, eller fordi vi spiser gris. Men alt det skal vi da værne om og ikke give køb på vores spisevaner og de røde pølser i børnehaven, og så må vi bare acceptere, at det har lange horisonter."

"Man skal se i øjnene, at vi ikke skal sidde lårene af hinanden. I stedet bør vi nøjes med at tale om integration på arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutioner, så det bliver noget konkret. Jeg indrømmer, at det er lettere sagt end gjort. Men vi har søgt svigersøn-modellen. Hvis ikke de integreres i familien som svigersønnen, så kan vi ikke have med det at gøre. Kan vi ikke bare være borgere i det samme land? Behøver vi være venner? Der er amerikanerne jo langt mere forbilledlige, for de kan godt nøjes med langt mindre. De siger velkommen her til Guds eget land og siger så: 'Pas dig selv'," siger Jan Lindhardt, der i forbindelse med terrorangrebene på USA den 11. september 2001 lagde sig ud med den danske venstrefløj og ikke mindst forfatteren Carsten Jensen.

Tåbelig venstrefløj

I dagene umiddelbart efter kaldte Jan Lindhardt terrorangrebet for en religionskrig, hvilket fik Carsten Jensen til i meget barske vendinger at anklage Jan Lindhardt for at skabe en selvopfyldende profeti. I dag er det en af de kampe, biskoppen fortryder, han ikke gik mere ind i. Men havde Carsten Jensen ikke ret?

"Disse mennesker sagde jo, at de var i krig med os, derfor tillod jeg mig at sige, at hvis den ene part vil i krig, så er der krig, og det synes jeg også, eftertiden har vist, bl.a. under Muhammed-krisen. Vores forhold til islam er en tikkende bombe. Der er kold krig nu, men vi skal passe meget på, den ikke bliver varm. Jeg fortryder i dag, at jeg ikke bankede hårdere til Jensens tåbelige venstrefløjssynspunkter om, at angrebene skulle ses som en følge af Vestens undertrykkelse, og at det hele skulle løses ved, at vi sendte nogle penge."

"I stedet blev jeg fuldstændig dæmoniseret i Politiken af Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden, der bragte et billede af mig i bispekåbe med tunge skygger og sorte poser under øjnene."

"Det var nu et meget godt billede, som jeg erhvervede for en masse penge og senere har brugt mange gange," siger han med et grin.

Det er nu hverken forholdet til islam eller terrorangrebene i 2001, der fylder mest i Jan Lindhardts missionsvirksomhed, selv om han da gerne vil omvende muslimer til kristendom. Men det vigtigste er, at kirken blander sig og bliver hørt i samfundsdebatten.

"Etisk skal kirken være en modkultur. Den skal tale op mod den samfundsetik, der i høj grad er baseret på en mig-kultur og en 'kan det nu svare sig'-etik. I dag har mange mennesker jo en indre lommeregner kørende hele tiden for at kunne regne ud, om de får lige så meget ud, som de sætter ind. Det gælder også langt ind i privatlivet."

"Kirken og kristendommen skal forkynde Guds ord, og med til det hører også at fortælle, at du skal opføre dig ordentligt, fordi du er ikke centrum i dit eget liv. Du er tværtimod en biperson. Der er mindst to, der er vigtigere end dig selv, Vorherre og næsten," siger Jan Lindhardt.

Mennesket som Gud

Han mener, at man i dag dyrker retten til anerkendelse som en religion, hvor alt er endt med at handle om den enkeltes udvikling og selvværd. Det menneskelige ideal er kunstneren, men Jan Lindhardt frygter, at samfundet bryder sammen under byrden af alle de kreative, følsomme personer, som ikke alle er lige talentfulde. Det er en guddommeliggørelse af det enkelte menneske, siger han.

"Det signalerer samtidig, at vi lever med en ny følsomhed, men også med en stor kynisme. Benny Andersen lavede for nogle år siden en parodi, hvor han øvede sig i at være god. Han kunne komme helt op på en time om dagen. Det, at følelserne er løsrevet fra den virkelighed, de handler om, er ikke godt. Det hænger også sammen med, at erfaring er blevet et skældsord. Det er vigtigere at aflære end at indlære. Du skal være den blanke tavle, ellers er du erfaringsramt. Tanken om, at erfaringer stiller sig i vejen, er både trist og morsom."

"Min kone er ved at tage et lederkursus (Tine Lindhardt er generelsekretær i Det Danske Bibelselskab, red.), og jeg så i en af de bøger, hun skal læse, at det handler om at finde sin ansvarlighed. Ansvarlig er jo noget, man er. Man kan ikke sidde for sig selv og beslutte sig for at være ansvarlig. Det ytrer sig i handling. Mange moderne mennesker har det på samme måde med troen. Det er ikke noget, vi vælger til og fra. Men vi er godt i gang med at udvikle følelsesliv, uden det har nogen kontakt med omverdenen. I moderne huse er lokummet blevet det mest centrale rum, fordi alle sidder der ude og mediterer over deres jeg bag en låst dør."

"Men det er ikke entydigt. Det er også en spændende udvikling, at du ikke uden videre er et jeg - for hvis du altid var den samme - engang træmand, altid træmand - så ville omvendelse og forførelse være umuligt. Og når man er missionær, så vil man selvfølgelig helst have nogen, man kan forføre," siger Jan Lindhardt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole E. Mikkelsen

Jeg forstår ikke nær alt hvad Jan Lindhardt siger. men det er så lige præcist hvad jeg forstår, - at jeg ikke forstår alt. Man kan mærke at hjernen og hjertet sættes i gang når der er kød på.

Vi savner i sandhed præsten i det danske samfund. Præsten som ham der kan fortælle os noget om os selv og vort forhold til tilværelsen, til værdierne til vores tro. Ham der kan udfordre vores tro, så den ikke udvikler sig til selvtilstrækkelighed.

Fra artiklen:

"Vi er selvfølgelig alle mennesker. Men vi er i mindst lige så høj grad vores religion og kultur, så når jeg har sagt, at danskere er som et skrabelod, så mener jeg, at det samme gør sig gældende for muslimer. Vi ser måske nok en velklædt, muslimsk mand på gaden, der ligner os, men indeni er han sin kultur og religion."

"Vi har været for blødsødne, men det værste er, at vi er gået ud fra, at de er ligesom os. Gu' er de ej. Mange af dem foragter os, og det er der ikke så meget at gøre ved."

------------------------------------------

Tja.: Men hvis man ikke har Lindhardt's evner, til at gennemskue andre mennesker helt og fuldt - må man vel erkende:

Sagen

Dybest synker et menneske,
når det glemmer hvor dybe
hver af de andre er.

Søren Blaabjerg

Forholdet mellem religion og etik er et spændende felt. Selv mener jeg, at der i virkeligheden slet ikke kan eller bør skelnes. Det handler grundlæggende om, hvad man kan være bekendt og ikke være bekendt. Etik er som sådan defineret ved at etiske synspunkter ikke kan begrundes rationelt (læs kalkuleret egennyttigt) med noget andet (evt. belønning kontra straf her eller hinsides). Problemet med religion, som i øjeblikket er aktualiseret mellem modsætningerne mellem de verserende forskellige trosretninger og diverse versioner af disse, er at der er gået religion i etikken, altså at autoritær tro på mytiske overleveringer ofte vejer tungere end de intuitive hensyn til næstens ve og vel, samtidigt med at man i religionsfrihedens og tolerancens hellige navn akcepterer, at der ifølge sådanne overleveringer kan være andre end sådanne medmenneskelige hensyn, der kan være lige så berettigede som etisk handlegrundlag.

Efter min opfattelse er der således alvorligt brug for en total afmytologisering af religionen. Kun derved kan vi for alvor få en åben og fordomsfri debat mellem alle tænkende og følende mennesker om, hvordan vi sammen bedst befordrer et menneskevenligt samfund, og hvordan vi hver især bedst tager hensyn til hinandens berettigede behov.

Lige en mere gennemtænkt udgave:

Sagen

Dybest synker man,
når man glemmer hvor dybe
hver af de andre er.

--------------

Når vore magthavere jo selv vil: At i den virkelige verden, skal kun kapitalismen og markeds"mekanismen" råde og afgøre,
kan de da ikke i fuldt alvor, så begynde at beklage sig over at vesterlandsk etik og videnskabsyn -
så ikke kan påregne en fortrinsret.

Jeg mener at Jan Lindhardt, præcis som andre med en udadvent personlighed, totalt har misforstået hvad moderne selvudvikling går ud på.
Han går ud fra at det handler om ego-udvikling eller meditation over jeg-et bag et lukket dør på et toilet.

Men sådan som jeg kender det fra min gang både i de indadvendtes og i den mere alternative del af den danske verden, så er det slet slet ikke det der er meningen. Meningen er Selv-udvikling, dvs. udvikling af ens Selv - af nogen også kaldet Sjælen eller ens Højere Selv.

Dette udsagn

"Man kan ikke sidde for sig selv og beslutte sig for at være ansvarlig. Det ytrer sig i handling."

mener jeg er typisk for folk der er ekstroverte, og som simpelthen ikke forstår folk, som groft sagt ikke er som dem. Mange moderne bøger om ansvar mm. er netop skrevet af introverte personer som har tænkt og reflekteret dybere over dette.

Og ja, det handler om at finde ind til sin egen indre autoritet (eller ansvarlighed) om man vil. Og gå ud fra sine egne normer og etiske standarder - og ikke definere sig selv ud fra hvad der står i en 2000 eller 1400 gammel bog om hvordan vi bør eller skal opføre os.

Jeg forstår ganske enkelt hvad der er galt med at dyrke anerkendelsen?, og at arbejde ud fra det punkt at anerkendelse af alle mennesker er det første skridt på vejen til respekt, tolerance og frisind - også ifht. jøder og muslimer. [Og må jeg i den forbindelse sig om Bent Lexner, at lige i det nævnte til fælde er han altså en gammel mand, som lader oldgamle spiseregler få forud for fælles-skabet ---- gud er sikkert ligeglad...].

Anerkendelsen gælder nemlig os selv (og vort jeg, vort ego). Det hedder jo 'du skal elske din næste som dig selv' - hvilket vel må tolkes som at hvis man ikke elsker sig selv kan man ikke elske andre.
Og netop det at kristendommen har gjort næsten til et større nummer end det at anerkende og anerkende en selv har ført meget ondt med sig, især ifht. kvinderne, som bare har fået at vide, at de skulle elske deres mand, næsten ligemeget hvad, fordi næsten dvs. manden var, vigtigere end deres eget liv og deres egen (selv)udvikling.

I de alternative kredse jeg færdes i, taler vi meget om 'ansvarlighed, både overfor os selv, men så sandelig også overfor næsten og Vorherre (eller Vor Frue). Og hvad betyder dette; jo det betyder bl.a. at opføre sig ordentligt, fordi vi ved at alle handlinger har en konsekvens et sted. Det betyder så også at mange indenfor den spirituelle alternative verden giver 10% af alt hvad de får i gave til universet via diverse foreninger mv. - Røde Kors f.eks.

Vi taler også om at være i hjertet, og at hjertet ikke behøver at få noget ud af det, men blot giver tilbud til folk. Og så må dem, der vil benytte sig af dette tilbud komme og få det ud af tilbuddene, de nu kan.
Hjertet taler nemlig ikke om 'kan det nu svare sig' eller 'hvad kan bedst betale sig for mig' (dvs. mit ego) at gøre'

Til gengæld må moderne mennesker finde sig i at hvis Gud (eller sjælen) har andre planer med det end dets ego (jeg) har, ja så må det lære at det bedste er at følge (eller underkaste) sig Guds Vilje.

Og vi er ikke bipersoner i vort eget liv, vi er tværtimod, sådan som jeg det, i centrum af vores liv. Og derfor skal vi vort lys skinne og ikke skjules under en skæppe - som det vistnok hedder et sted i en eller anden bog...

/Karsten

Sund fornuft og social opførsel skal råbes fra tagene - og ikke hverken kristen, muslimsk eller and hokus pokus overtro - ked af det Lindhart..