Læsetid: 3 min.

Modernitet og småborgerskab

'Småborgerskab' har altid haft dårligt karma. Ofte forveksles det med det småborgerlige, med noget småligt, bornert og intolerant. Men Småborgerskabet er også det sidste værn mod det nihilistiske, totalitære samfund
Moderne Tider
11. oktober 2008

Rune Lykkebergs bog 'Kampen om sandhederne' har i de sidste 14 dage sammen med finanskrisen erobret dagsordenen i vores hjem. Sådan kan man i hvert fald godt opleve det, når man har læst Lykkebergs fremragende bog og har en svigermor, der lige har mistet rigtig mange penge på aktiemarkedet. Et af mange begreber, som Lykkeberg reflekterer over, er småborgerskabet. Centrum-venstrefløjens hadeobjekt par excellence. Jeg vil knytte nogle refleksioner til begrebet.

SA's klassegrundlag

Begrebet 'småborgerskab' har altid haft dårligt karma. Ofte forveksles begrebet med det småborgerlige, dvs. med noget småligt, bornert og intolerant. Hos Karl Marx er småborgerskabet imidlertid knyttet til en produktionsform, hvor familiepatriarken ejer produktionsmidlet, kernefamilien deltager i produktionen, og der er få ansatte.

Hos Hannah Arendt spiller småborgerbegrebet en central betydning for forståelsen af overgangen mellem den fascistiske nazisme og den totalitære nazisme. Den fascistiske nazisme havde primært sit udspring i småborgerskabet. Det var dette klassegrundlag, som var SA's primære rekrutteringsgrundlag. Klassen befandt sig i en usamtidig position i forhold til den kapitalistiske udvikling og stod i fare for at blive deklasseret. Småborgerskabet bekæmpede derfor de grupper, som man mente var skyld i deres ulykkelige skæbne. Finanskapitalen og arbejderklassen blev set som hovedfjenden.

En interessegruppe

I begyndelsen af 30'erne blev det tyske småborgerskab mere og mere desperat både økonomisk, kulturelt og politisk. Hadet til moderniteten blev voldsommere og voldsommere. Det var derfor ganske menneskeligt, siger Arendt, at den vold, som SA forvaltede i koncentrationslejrene, var brutal og personlig. SA var fyldt med idiosynkrasier og opsparet had til alle de grupper, som man antog levede succesrigt med moderniteten. Volden i KZ-lejrene var derfor fra begyndelsen personlig, dvs. ondskabsfuld og sadistisk, hvilket Arendt betegner som nazismens sidste menneskelige krampetrækninger. Volden fik så at sige et menneskeligt og konkret ansigt, hvilket ikke var tilfældet, da SS med præcision og klinisk anonymitet dræbte millioner i Auschwitz, Chelmo, Treblinka etc.

Arendt ser småborgerskabet som en interessegruppe, der handlede ud fra egne interesser. De var langt hen ad vejen utilitaristiske i deres magtpolitik og dermed i tråd med klassisk magtpolitik. Nazismen var i den forstand ikke totalitær i sin vorden, men snarere en bevægelse på linje med fascismen i Italien.

Det totalitære forudsætter nemlig, ifølge Arendt, at man agerer anti-utilitaristisk, hvilket fordrer et massesamfund. Når det bliver almindelig praksis, at det er vigtigere at holde produktionen i gang i Auschwitz end at bygge en anti-tankvold i Polen som et forsvar mod den røde hær, så bevæger man sig i et anti-utilitaristisk univers.

I Arendts meget berømte værk Eichmann in Jerusalem (1961) bliver Eichmanns handlinger betegnet som ondskabens banalitet. Ondskaben er anonym og abstrakt. Hvis man læser Arendts hovedværk Det totalitære herredømmes oprindelse (1950), så berøres ondskabens banalitet indirekte allerede her. Ja, faktisk kan man først forstå den yderste konsekvens af begrebet, når man kaster sig over hovedværket fra 1950.

Begrebet udledes i hovedværket både historisk og klassemæssigt. Alle samfundslag kan således ikke indfanges af ondskabens banalitet. Småborgerskabet kan således ikke gennemføre et holocaust, fordi de netop besidder den klassiske, personlige ondskab. De er ikke i stand til at handle klinisk, anonymt og anti-utilitaristisk, dvs. ud fra en ideologi som Eichmanns. Dertil hader de jøderne alt for meget.

Det sidste værn

Forudsætningen for et holocaust var et massesamfund, som forholdt sig lidenskabsløst og indifferent til moral og livet. Som Arendt noterer, så tjener tilintetgørelseslejrene kun det formål at opfanatisere de lidenskabsløse SS'er, så de kunne komme ud af deres indifferens. Arendt kalder derfor tilintetgørelseslejrene det totalitæres paradigme.

Småborgerskabet og klasserne som sådan er derfor det sidste værn mod det nihilistiske, totalitære samfund. Det moderne massesamfund er i den forstand langt mere i tråd med et totalitært potentiale end småborgerskabet. Det moderne samfunds mulighedsbetingelser for totalitær barbari kommer derfor hverken fra islam, det kristne højre, jødiske bosættere, venstrefløjen, racister, eller fra usamtidige grundtvigske befolkningsgrupper i Jylland.

Nej, mulighedsbetingelserne kommer fra de indifferente moderne samfundslag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her