Læsetid: 4 min.

Et nederlag bygget på total triumf

Da de amerikanske ledere i begge partier krøb tilbage til staten som markedets redning, var det ingen overraskelse, at de ikke kunne få borgerne med: De er jo i årtier blevet fortalt, at de ikke skal stole på politikerne
/b> Der er hverken kloge hoveder eller stærke ledere i politik, lød det fra USA's politiske overhoved i 1980'erne, Ronald Reagan, her sammen med Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher i Camp David i 1984.

/b> Der er hverken kloge hoveder eller stærke ledere i politik, lød det fra USA's politiske overhoved i 1980'erne, Ronald Reagan, her sammen med Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher i Camp David i 1984.

4. oktober 2008

De har brugt årtier på at bekæmpe regeringen. De har talt om Washington som det korrupte sted, hvor advokater suger penge ud af skatteborgere, og friheden tages fra gedigne, hårdtarbejdende amerikanere. Og det er bemærkelsesværdigt, at de konservative i USA i årtier har domineret den offentlige debat og de politiske institutioner, men stadig taler om sig selv som outsidere og ofre for en enormt arrogant liberal elite. De har brugt 'politik' som et andet ord for undertrykkelse og korruption og talt om 'markedet' som frihedens sted. Det gælder både Ronald Reagan, George W. Bush og John McCain.

Det er rigtigt, at John McCain har stemt imod sit eget parti i kongressen, og han har talt imod de moralsk konservative og det religiøse højre. Men når det kommer til forholdet mellem regering og marked, ligger han i det republikanske hovedspor. Og hans økonomiske politik vil give endnu større skattelettelser til de rigeste end George W. Bush har gjort. Han taler karakteristisk ned om politik og lige så karakteristisk op om markedet. Da han i 2005 udtalte, at han ikke vidste særligt meget om økonomi, var det ikke en skandaløs udtalelse. Det er nemlig ikke politikernes opgave at styre økonomien. Det er politikernes opgave at lade økonomien være i fred.

Det er i perspektiv logisk, at det ikke lykkedes præsident Bush, finansminister Paulson og demokraternes leder i kongressen, Nancy Pelosi, at overbevise et flertal i Repræsentanternes Hus om at støtte den såkaldte bail out-plan, som skulle investere 700 milliarder dollar i en stabilisering af den amerikanske økonomi. Politiske ledere i begge partier havde ingen problemer med at erkende, at planen var nødvendig. Onsdag aften i denne uge stemte 75 af de 100 senatorer for planen. Men i kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, blev planen stemt ned. Det kan umiddelbart synes mærkeligt, at lederne og senatorerne fra begge partier anbefaler en plan, som forkastes af de folkevalgte i Repræsentanternes Hus.

Velopdragne vælgere

Men forskellen i domme reflekterer forskellige afstande til vælgerne. Senatorerne er på valg hvert sjette år, mens der hvert andet år er valg til Repræsentanteres Hus. Senatorer repræsenterer en given stat, mens repræsentanterne ses som talsmænd for bestemte borgere. Politikerne i Repræsentanternes Hus drages direkte til ansvar for deres politiske beslutninger af borgerne. De har sværere ved at gå imod folkestemningen end senatorerne.

Der var blandt ledere resignation og raseri over, at the bail out blev stemt ned i Repræsentanternes Hus. Præsident Bush udtalte, at han var "skuffet", andre kaldte det "vanvid" og atter andre beskrev afstemningsresultatet som "nihilisternes oprør". Det var særligt republikanerne i Repræsentanternes Hus, som endte med at stemme nej. Folkevalgte forklarede bagefter, at de var blevet bombarderet med breve og mails fra deres vælgere. De var blevet ringet op og spurgt, hvad der kunne være meningen. Det var sådan set ikke, fordi vælgerne var rebelske eller nihilister, at de protesterede. Det var snarere, fordi de ikke var det. Nu har de i årtier hørt deres politikere tale om 'staten' og 'regeringen' som roden til alt ondt. Ronald Reagan udtalte som præsident i 80'erne:

"Regeringer løser ikke problemer, de giver penge til problemer."

Reagan sagde også, at der hverken var kloge hoveder eller stærke ledere i politik. Og hvis der skulle vise sig intelligente ledere i politik, ville de straks blive købt af private virksomheder. Denne optik har været dominerende siden Ronald Reagan. Det er ikke de republikanske præsidenter, som er blevet trukket til venstre i de seneste 30 år. Det var demokraten Bill Clinton, som blev trukket til højre og gennemførte opgøret med det, han kaldte "velfærd som vi kender det".

Superkapitalisme

Der er etableret en såkaldt 'superkapitalistisk' politisk kultur i USA, hvor private firmaer køber sig ind på markedet for offentlige ydelser, private institutioner investerer i advokater i Washington, som skal sikre dem profitable ordrer, og såkaldt 'øremærket' lovgivning er blevet accepteret. Dette forsøg på at lade markedet effektivisere staten og staten servicere markedet har fundet sted under et storstilet ideologisk attentat på 'politik' og 'regeringen'. De folkevalgte har sagt, at man ikke skal stole på de folkevalgte, og politiske ledere har slået fast, at man ikke skal stole på politiske ledere.

Det ville derfor være overvældende og overraskende, hvis vælgerne nu begejstrede tilsluttede sig en plan, hvor regeringen skulle garantere spekulanterne på Wall Street. Konservative vælgere er imod, fordi de er skeptiske over for Washington som politikkens sted. Venstreorienterede vælgere er skeptiske, fordi opgøret med Washington som politikkens sted har gjort hovedstaden til superkapitalismens forum. Republikanerne og de konservative har systematiseret mistillid til politik og til regeringen. McCain sagde det helt rigtige, men han sagde det desværre på et helt forkert tidspunkt, da han udtalte, at "den amerikanske økonomi fundamentalt set var stærk". Da var tilliden til de finansielle markeder så svækket, at kurserne faldt, banker gik ned, og den ængstelige amerikanske middelklasse blev endnu mere ængstelig. For når krisen i de finansielle institutioner slår om og bliver til en økonomisk krise for borgerne, er det amerikanernes boliger, der står på spil. Og risikoen for dette omslag stiger med mistilliden til de finansielle institutioner, som igen stiger med mistilliden til, at det politiske system kan stabilisere og intervenere. Som Thomas Friedman skrev i The New York Times: Han har været bange på sit lands vegne før, men denne gang er det værre: "Denne gang er vi vores egen fjende. Denne gang er det vores manglende evne til at regulere vores finansielle system og gennemføre den rigtige lovgivning, som trækker os helt ned."

Man kan med en omvendt Bob Dylan sige, at de konservative pludselig taber krigen, fordi de har vundet alle slagene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Texas Republican Jeb Hensarling asked: "How can we have capitalism on the way up and socialism on the way down?"

Der er ikke indføjet et eneste ord i den vedtagne "bail-out plan" til 700 mia $ om restriktioner eller krav overfor den herskende Wild West økonomi. Man kan her genbruge Reagans ord i en anden betydning:

"Regeringer løser ikke problemer, de giver penge til problemer."

Den amerikanske stat kommer nu til at eje værdier til flere 100 mia $. En dag skal disse værdier privatiseres igen, men først når de på statens regning er renset for de mest tabsgivende poster og erfaringsmæssigt ved vi at statens ejendom sælges billigt - hvem mon bliver de heldige købere?

John Lewis said: "I have decided that the cost of doing nothing is greater than the cost of doing something."

Et af verdens største kup kan gennemføres for øjnene af de amerikanske skatteydere fordi de amerikanske skatteydere er gidsel i et superkapitalistisk system uden sikkerhedsnet for den almindelige borger.

Den gode Texas Republican Jeb Hensarling kan sove roligt:

Dette er ikke socialisme - men derimod neoliberalisme når den er værst.