Læsetid: 15 min.

Hvis Obama bliver præsident, får slaven blomster og besøg af hele familien

Slavernes efterkommere. James Landon Cox blev født som slave. Næste søndag vil hans efterkommere - i seks generationer - besøge hans grav i Virginia for at forælle ham, at der er sket noget stort i Amerika. Hans yngste datter, Ruth Cox på 98, tager kun med, hvis hun har det godt nok til turen - en tur, der kun bliver til noget, hvis Barack Obama bliver præsident
En drøm. Jeg havde aldrig troet, at mine børn skulle opleve en sort præsident, siger Ruth Cox, der her sidder med et portræt af sin far, der blev født som slave.

En drøm. Jeg havde aldrig troet, at mine børn skulle opleve en sort præsident, siger Ruth Cox, der her sidder med et portræt af sin far, der blev født som slave.

Martin Burcharth

Moderne Tider
1. november 2008

Pastor Michael Reed peger mod et forvokset område med et næsten uigennemtrængeligt buskads. "Det er, her slaverne ligger begravet. Hvis du går derind, vil du finde gravsten. Nogle af dem har navne," siger han.

Vi er på jagt efter slaven James Landon Coxs gravsted i Clarksville Baptistkirke i den vestlige del af sydstaten Virginia. Han blev født omkring 1850 på en plantage tilhørende Dr. Fauntleroy. James' familie hørte til de heldige slaver på plantagen. De boede i selve residensen, hvor de gik til hånde med rengøring, madlavning og havearbejde.

Men i midten af 1800-tallet var slaveriet blevet kontroversielt i USA - især i nordstaterne. Den nyvalgte præsident Abraham Lincoln var en stærk modstander af negerslaveriet. I 1862 - et år efter sydstaternes løsrivelse fra unionen og starten på den blodige amerikanske borgerkrig - satte han i en erklæring slaverne fri. Umiddelbart havde beslutningen ingen videre effekt. Langt størsteparten af negerslaverne boede nemlig i de rebelske sydstater.

Formentlig hørte man om Lincolns erklæring i Virginia. Måske det endda nåede den unge Coxs ører. I forvejen var han stærkt oprørt over at være slavebunden. To gange havde han prøvet at drukne sig selv i den nærliggende Rappahannock-flod; den ene gang blev drengen reddet af sin mor. Nu flygtede han i en alder af 14 fra Fauntleroy-plantagen. Risikoen var betydelig. Hvis han blev fanget, vankede der pisk og måske salg til en anden plantage og familieadskillelse.

Optaget i nordstatsflåden

Hans egen far havde fået udmålt den straf , da han under en overfart på en flodpram angreb en hvid mand og skubbede ham i vandet. Boston Cox blev solgt til en plantage i North Carolina og permanent adskilt fra sin hustru og sine børn på Fauntleroy-plantagen i Virginia.

På et eller andet tidspunkt i 1862 dukkede James Landon Cox op ved en flådestation i en nordstat og anmodede om at blive hyret på et krigsskib som stik-i-rend-dreng. Efter lidt diskussion frem og tilbage blev James Landon Cox rekrutteret af de hvide nordstatsofficerer og ansat som tjener på krigsskibet USS Jacob.

I 1910 blev den nu for længst befriede slave far til sit yngste og sidste barn Ruth Cox, der i dag er 98 år gammel og bor i et sort kvarter i Baltimore. Selv døde han i 1941 - som en af de sidste overlevende slaver i Amerika. Hans yngste datter er i dag en af de få overlevende børn af en slave i USA, og på tirsdag vil hun efter alt at dømme kunne glæde sig over at se den første sorte mand blive valgt til landets højeste politiske embede.

Fra James Landon Coxs fødsel i 1850 ind i en tilværelse som negerslave og hele vejen frem til afro-amerikaneren Barack Obamas sandsynlige sejr i 2008 er gået 168 år af landets historie. Først var der befrielsen, så borgerkrigen, herefter genopbygningen af unionen uden slaveøkonomi, en lang periode med raceadskillelse i sydstaterne fra 1877 til 1950'erne og 1960'erne og tilsidst den sorte og hvide borgerrettighedsbevægelse under bl.a. Martin Luther King Jr. og Robert F. Kennedy.

Datter af en slave

Ruth Cox tilbringer det meste af dagen på 2. sal i sin datter Hazels hus. Hun tager imod sengeliggende. Kroppen er blevet skrøbelig, men forstanden er der ikke noget i vejen med. Hun taler i klart formulerede sætninger.

"Jeg havde aldrig troet, at mine børn skulle opleve en sort præsident," fortæller hun. "Barack Obama er et hæderligt og ærligt menneske, som risikerer sit liv for andre. Han føler, det er værd at sætte sit liv på spil for en større sag. Jeg kan godt lide, at han ignorerer alle de ubehagelige angreb på hans personlige integritet fra den anden side. Han er en rigtig gentleman. Ja, det er lige, hvad han er."

Tre af hendes døtre og to kvindelige børnebørn er samlet i værelset omkring famliens ældste, som fornylig blev tip-tip-tip oldemor. Der er seks generationer fra hende og ned til en baby på fem måneder.

Barnebarnet Benjene Swift, 58, er sygeplejerske på Sinai-hospitalet i Baltimore og aktiv i lokal fagforeningspolitik.

"Hvis det ikke var for min bedstemor, havde vores familie intet have vidst om vores oldefar. Hans liv og eksempel betyder utroligt meget for os. Da han vendte tilbage til landsbyen, byggede han en farm og blev en toneangivende leder i lokalsamfundet, der altid passede på de fattige og undertrykte," fortæller hun.

Kvinderne viser billeder af deres oldefar frem. De har papirer på hans optagelse i flåden og hans afmønstring. På sine gamle dage kunne han og børnene leve på en god militærpension udbetalt fra Washington. De har også et billede af hans gravsted ved baptistkirken. Mindepladen står tæt op ad buskadset, hvor slaverne ligger begravet.

På dette tidspunkt siger Benjene Swift til Ruth Cox: "Bedstemor! Jeg planlægger at leje en bus og køre alle børnene og børnebørn - i alt 50 - til Warsaw og baptiskirken søndagen efter præsidentvalget. Jeg vil gerne have, at vi alle sammen knytter os til fortiden; at vi forstår, hvor langt vi er kommet fra din far som slave til Barack Obama som præsident. Det kan vi takke Gud for. Men vi kan også takke dig for alt det, du har lært os om vores allesammens Papa."

Bedstemoren smiler og siger, at hun kun tager med, hvis hun har det godt næste søndag.

Adskilte liv i Virginia

Warsaw er som så mange andre små provinsbyer i USA inde i en økonomisk overgangsperiode. Industrien er flyttet væk, og de unge er flyttet med. Hospitalet og to fængsler er de største arbejdsgivere. Nogle af beboerne arbejder i Virginias hovedstad Richmond eller i Washington, D.C., hvilket kræver lang tids daglig bilkørsel.

Den hvide og sorte befolkning lever stadig separate tilværelser. De hvide bor i byens bedste kvarterer, og de sorte i de dårligste. Det eneste fælles arrangement i årets løb er oktoberfesten.

"Vi holder en parade på byens hovedgade, hvor både hvide og sorte deltager. Det er faktisk en ganske god begivenhed," fortæller Michael Reed, pastor ved Clarksville baptistkirke. Alle nationale og religiøse helligdage fejres adskilt.

"Den eneste undtagelse er blandede ægteskaber, hvor den hvide og sorte del af familien normalt mødes til højtider," siger James Ashton, diakon ved kirken og til dagligt fængselsvagt.

Ikke desto mindre føler den sorte befolkning i Warsaw sig generelt miskendt og set ned på af hvide.

"Hvide forbinder sort hudfarve med noget negativt. Det er nok at have 10 pct. sort blod i sin krop, så er man afro-amerikaner. Jeg kender en kvinde, der kun er en brøkdel afrikansk. Hun er gift med en hvid mand, men bliver anset for at være sort, selvom ingen kan se det på ansigt eller hud," fortæller Ashton.

Blandede ægteskaber

Forskelsbehandlingens kommer skarpt og smerteligt til udtryk i, at skilsmissebørn i blandede ægteskaber placeres hos den sorte ægtefælle. "Fordi den ene forælder er sort - som i Obamas tilfælde - anses barnets identitet for at være afroamerikansk: Så der er tradition for, at den hvide mor eller far ikke får varetægt," siger pastor Reed.

"Det svarer til nogle hvides fokusering på den hvide side af Obama. Når de bliver spurgt om hans raceidentitet, svarer de, at han jo ikke er rigtig sort. Det er, som om det ville være besudlende at have en sort præsident, så hellere tænke på hans hvide side."

Afro-amerikanere er vant til altid at skulle være flere gange bedre end hvide, hvis de skal gøre sig håb om at blive optaget på et universitet og bestå afgangseksamen, eller hvis de søger om et job i det private erhvervsliv. Parallellen til Obama og de krav, som det hvide samfund har stillet til ham i valgkampem, er slående.

"Hvis Obama begik fejl som Bush eller McCain, ville han være ude i løbet af et øjeblik. For at være succesrig bliver han nødt til at være perfekt til fingerspidserne," mener James Ashton.

"Jeg ser forskelsbehandling i vores retssystem. Hvad tror du, der sker med en hvid fyr, som bliver grebet med narko. Han bliver sendt til et rehaliteringsscenter. Den sorte fyr ryger lige i spjældet. Jeg ved det, fordi jeg som fængselsvagt ser det med mine egne øjne."

Ingen officiel fejring

Så afro-amerikanere i Warsaw, Virginia er forsigtige med at knytte for store håb til en præsident Obama.

"Vi er sikre på, at nogle hvide amerikanere vil være efter ham hele tiden. De vil ikke holde sig tilbage, før de har fået ham ned med nakken. Nogle af dem foretrækker et økonomisk ruineret land fremfor en succesrig præsident Obama," vurderer pastor Reed.

Samtidig indrømmer Ashton og Reed, at det vil falde dem helt naturligt at forsvare Obama mod enhver kritik. "Sådan havde jeg det også, dengang vi i Virginia valgte den første sorte guvernør i USA - Douglas Wilder. Jeg kunne ikke tage, når hvide kritiserede ham. Det fik mig straks til at fare i flint," erindrer pastor Reed.

Hvis Obama vinder, planlægger kirkens præst, diakoner og menighed ikke nogen særlig markering andet end at takke Gud under gudstjenesten den næste søndag og bede ham om at holde hånden over den nye præsident.

To mænd i midten af 70'erne lyder direkte skeptiske, når man spørger dem, om racereltionerne i USA vil blive bedre under en sort præsident. Raymond Cornin og Levern Matthew har følt raceadskillelsestiden-tiden i USA's sydstater på deres egen krop.

"Det var meget barske tider, og der er stadig meget diskrimination. Nogle af vores venner tror ikke på forandring. De orker ikke at stemme," fortæller Corbin.

Den yngre Ashton planlægger at skåle i æblecider med sin kone. Deres religion forbyder dem at indtage alkohol. Men han indskærper, at en stemme på Obama ikke primært drejer sig om raceidentitet.

"Jeg vil selvfølgelig være utrolig stolt, men det afgørende er hans politik. Han ville ikke få min stemme, hvis han var for de rige," betoner diakonen og fængselsvagten.

Diskrimination i Baltimore

I begyndelsen og midten af det 20. århundrede flyttede størsteparten af de tidligere sorte slaver og deres efterkommere fra Virginia nordpå. Mange bosatte sig i storbyerne Washington D.C. og Baltimore, Maryland. Hele James Landon Coxs familie slog sig ned i Baltimore. Men det betød ikke automatisk en forbedring af deres forhold i det hvidt dominerede samfund.

Benjene Swift husker, hvordan en hvid leder af en restaurant i en golfklub flirtede med hende, da hun kom for at søge om et job som tjener for mange år siden.

"Han fortalte mig, at han blev nødt til at ansætte en hvid kvinde. Men jeg kunne få lov at vaske op i køkkenet ude bagved," husker hun.

På hendes nuværende arbejdsplads, Sinai Hospital i Baltimore, er forskelsbehandlingen åbenlys.

"Misforstå mig ikke. Selve institutionen er ikke racistisk. Det er de enkelte ledere. Vi sorte sygeplejersker bliver altid sat til at passe de mest syge patienter, til det mest beskidte arbejde. Vi bliver ikke forfremmet til lederstillinger. Immigranter fra Filippinerne og Indien modtager en bedre behandling end os sorte. Og tænk på, at vi er indfødte amerikanere og statsborgere."

Hendes veninde Pat Kelly siger det lige ud. "Baltimore er en racistisk by. Et af de værste steder i USA."

Kelly er formand for en lokal afdeling af de offentlige ansattes fagforening AFSCME. "Jeg husker dengang, Ronald Reagan vandt over Jimmy Carter. Jeg og en veninde tog på restaurant. Den var næsten tom. Vi kaldte gentagne gange på en tjener. Vi ventede i 45 minitter og blev aldrig betjent. De ville ikke have sorte gæster, så vi måtte gå - ydmyget."

Mærkbare fremskridt

Kelly voksede op i Bolton, North Carolina i raceadskillelsens sidste årtier. Sorte og hvide havde hver deres offentlige toiletter. Vi kunne ikke gå ind i restauranter ad hovedingangen, men måtte hente maden ved en lem og spise den andetsteds. Som ung kvinde deltog hun i boykot af raceadskilte spisesteder i North Carolina.

"Der er ingen tvivl om, at vi afro-amerikanere har gjort enorme fremskridt. At have en sort præsidentkandidat er en bekræftelse på, at flere og flere hvide har ændret syn på os. Men vi er ikke ved vejs ende. Stadig ser vi racismen stikke sit grimme fjæs frem, som det er sket i denne præsidentvalgkamp," siger Pat Kelly.

De to sorte kvinder kan ikke lade være med at fortælle anekdoter om 'Obamanien' blandt sorte børn. Den anden dag overhørte Benjene Swift en baby på 15 måneder skrige: Obama! Obama! "Jeg tror, at det efter ordet mor var det første, barnet havde lært," fortæller hun sin veninde.

Efterhånden som valgdagen nærmer sig, bliver de to kvinder gradvist mere nervøse. De tror, at Obama vil vinde, men frygter det værste.

"Jeg tror ikke, at vi får den endelige afgørelse i de første par uger. Republikanerne vil garanteret bestride resultatet i nogle stater. Måske skal vi helt hen i slutningen af november, før vi ved, om Obama har vundet," forudser Benjene Swift.

Hvis Obama taber -

Og hvis Obama taber? "Jeg vil stadig have håb og tiltro til vores land," svarer Benjene. "Tænk, at vi er kommet så tæt på præsidentposten. Det må være det vigtigste at fokusere på. Så jeg vil være meget skuffet, men ikke deprimeret. Vi afro-amerikanere har lært af mange århundreders modgang at være fleksible og modstandsdygtige. Jeg og min familie må forberede os på fire år mere med et republikansk regime."

Pat Kelly er ikke så villig til at være fleksibel som sin veninde.

"Jeg vil virkelig skrige til himlen, hvis Obama taber. Der er så megen ulighed og uretfærdighed i vores land, som vi har en chance for at udbedre med en demokratisk præsident. Jeg vil græde for alle de amerikanere, som må fortsætte med at leve i fattigdom uden basale ting som sygesikring. Vi vil have mistet en chance for at rette op på USA's slette omdømme i verden," mener hun.

Både Benjene og Pat er stærkt religiøse og føler sig overbevist om, at Obama er skikket af forsynet, ligesom Martin Luther King efter deres mening var.

"King vidste, at han risikerede sit liv, og der var mange nætter, hvor han vågnede op og spurgte sig selv, om det var det rigtige, han gjorde. Sådan forholder det sig også med Barack Obama. Han ved, at han er den udvalgte. Det er en mission," siger Kelly.

Midaldrende og ældre sorte amerikanere kan blive stærkt følelsesladede, når man spørger dem, hvad de ville sige om en præsident Obama til deres forældre eller bedsteforældre, hvis de var i live i dag. Eller udfritter dem om, hvordan de vil reagere på et nederlag 4. november.

Den højest rangerende kvindelige sorte fagforeningsleder i USA , Sheila Cochran, gav sig til at græde åbenlyst og næsten uden kontrol. "Jeg har meget vanskeligt ved at tænke på et nederlag til Obama," snøfter hun gennem en kleenex.

Cochrans ekstraordinært lange svar - det strækker sig over en halv time - springer fra et emne til et andet. Det overordnede tema synes at være familien. I slutningen af august blev Cochran, leder af sammenslutningen Milwaukee Labor Council, kontaktet af Obama-kampagnen. Den planlagde at sende præsidentkandidaten til Milwaukee på Labor Day (arbejdernes dag), den første mandag i september.

"Jeg kunne ikke sove flere nætter i træk og havde dårlig fordøjelse. Jeg turde ikke sige det til andre end min familie og nærmeste medarbejder af frygt for Obamas sikkerhed. Så skræmt var jeg," fortæller Sheila Cochran.

"Det var vigtigt for mig, at mine forældre fik en chance for at se den første sorte præsidentkandidat, så jeg fik arrangeret, at de sad i forreste række. Jeg husker, at jeg stod på scenen og forberedte noget, inden senatoren ankom og kiggede ned på min fars ansigt. Tænk, at han skulle opleve dette. En mand midt i 80'erne. En stolthedsfølelse vældede op i mig."

Tilbage til slægthistorie

Så ja - dagen efter Obamas sejr vil hun nok tilbringe med sin far, som hun beundrer. Men Cochran får aldrig svaret på, hvad hun gør, hvis Obama taber. I stedet dykker hun dybt ned i sin familiehistorie i Georgia. Hendes bedstemor døde for to år siden - 103 år gammel. Først for nyligt har hun forsonet sig med sit syn på den usædvanligt strenge kvinde:

"Jeg kan nu sympatisere med hendes insisteren på ordentlige bordmanerer og den traditinoelle eftermiddagsthe. Det er skikke fra sydstaterne, som er gået tabt i nordstaterne. Det drejer sig om at have respekt for det, man har. Min bedstemors grandtanter havde været tvunget til at spise af et svinetrug. Så ludfattige var de," erindrer hun.

Fortiden synes altid at ligge lige om hjørnet og true med at genopstå - i ældre sorte amerikaneres fantasi. De har fået historierne om slaveriet og raceadskillelsen fortalt af forældre og bedsteforældre. Hvem ved ikke, at Ku Klux Klan nogle steder i sydstaterne kom ridende i deres hvide klæder på heste midt om natten ind i sorte landsbyer for at intimidere og skræmme små sorte børn, så de ville nære en frygtbaseret respekt for hvides autoritet, når de voksede op?

Så når borgerettighedskæmperen og kongresmedlemmet John Lewis fornylig advarede John McCain og Sarah Palin mod at bruge samme subtile racistiske budskab som den tidligere sydstatsdemokrat George Wallace i 1968, bliver Cochran - en særdeles standhaftig kvinde - skræmt.

Højreekstremisters reaktion

"Jeg græder aldrig i biografen. Men tårerne trillede ned ad mine kinder, da King og Bobby Kennedy blev myrdet. Jeg blev fuldstændig fikseret af Nelson Mandelas skæbne. Jeg husker den dag, John F. Kennedy blev skudt. Min mor greb fat i en støvsuger og slap den ikke i en time. Den gik frem og tilbage over det samme tæppe. Jeg kan ikke få det billede ud af mit hoved i disse dage," siger Cochran.

Hun husker optøjerne i Milawaukees sorte kvarterer efter mordet på dr. King og spørger sig selv, om noget lignende kan ske, hvis Obama taber på tirsdag.

"Jeg tror det ikke. Obama og demokraterne har ikke dæmoniseret McCain og Palin. Min frygt går snarere på, at nogle ekstremistiske elementer på højrefløjen, der har lyttet til republikanernes argumenter, om at Obama er en risiko, og at han omgås terrorister og socialister og marxister, vil reagere med voldelige midler. En del af ansvaret skal også lægges på Fox TV og konservative radiostationer, som har pisket en hadsk stemning op mod Obama," mener Sheila Cochran.

Hun konkluderer: "Obama-kampagnen har virkelig gennemtænkt det hele. Det er ikke et tilfælde, at de i de sidste uger af valgkampen har lagt vægt på at fremstille ham som en potentiel præsident. Folk skal vænnes til ideen, fordi han er sort og anderledes. Det kan hjælpe os over den pukkel. Men jeg tror, at overgangsperioden fra valgsejren til indvielsen 20. januar vil byde på mange udfordringer. Det kommer ikke til at gå stille af."

En sort guvernørs erindringer

Selv en så garvet politiker som Douglas Wilder, 77 og tidligere guvernør i Virginia, falder tilbage på sin slægtshistorie, når han bliver spurgt, hvad han ville have sagt til sine bedsteforældre (der var slaver), hvis de var i live.

"Jeg fik aldrig mødt dem. Men min mor fortalte mig altid, at der ingen grænser er for, hvad man kan udrette, hvis man har viljen. Mine forældre indprentede mig altid, at intet kunne holde os sorte tilbage. Vi skulle kæmpe for hvert fremskridt. Min far hadede en hvid guvernør, vi havde i Virginia i tiden med raceadskillelse, som nægtede statsstøtte til uddannelse på highschool, og som afviste at fjerne det gebyr, som sorte skulle betale for at få lov at stemme," fortæller Wilder.

Som barn plejede han at sidde og lytte til de voksne mænds politiske diskussioner.

"Da jeg blev indsat som guvernør, sagde jeg i min tale, at det i virkeligheden var mine forældres sejr. Så for mig er Obamas kandidatur et skridt i retning af at bryde gennem den tågede tankegang, at det enkelte individ ikke kan forbedre sin tilværelse og stige i graderne. I stedet bør man have håb døgnet rundt. Det gælder om at handle, som min far sagde."

"En sejr til Obama vil være en katharsis, fordi det frigør alle amerikanere til at tro, at de kan nå lige så langt som Obama. For mig ville det ikke alene være en virkeliggjort drøm. Det ville være en storslået ting for Amerika og hele verden, fordi det bekræfter, at vi er et folk og en verden. Det kan åbne portene for lancering af mange nye projekter."

Følg med i valget på bloggen Amerikanske Perspektiver
http://luftskibet.information.dk/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Wauw. Tak for en bevægende og berigende reportage. En af de bedste jeg har læst længe.

Obama har en bedre politik og et bedre udsyn end McCain, men derudover får han også en enorm positiv dynamik foræret takket være symbolikken omkring hans kandidatur. Mindre diskrimination og større accept af de sorte vil alt andet lige føre til større udfoldelse af de sorte amerikaneres menneskelige og økonomiske potentialer og dermed styrke den amerikanske økonomi. Jeg krydser fingre.

Yep. Denne artikel var hele avisens pris værd i dag.
En meget bevægende historie om menneskers værdighed.