Læsetid: 5 min.

Omsider er det forbi

Hurra for krisen. 00'ernes fede opsving med svinske Porche Cayenne, Riskjær som helt og viagra i stedet for lidenskab, er slut. Er det noget at være så ked af ?
Nye tider. Vi lever i fremtiden lige nu, og der er ikke tid til mere retrosovs. Stem med dine penge, dine ord og dine handlinger nu.

Nye tider. Vi lever i fremtiden lige nu, og der er ikke tid til mere retrosovs. Stem med dine penge, dine ord og dine handlinger nu.

Morten Vammen

24. oktober 2008

Stakkels alle jer, der nu danser stoledans om kaffemaskinen på jobbet i krampagtig fyringsangst. Og stakkels alle jer yuppier, konceptmagere, spekulanter, ludomaner og regnearksrøvere. Og stakkels jer, der sidder med en kone og en chef, I ikke elsker, men er nødt til at blive hos, fordi I ikke kan løbe fra den overbelånte hytte og de fede livsstilssymboler.

00'ernes fede opsving, der kom efter 11. septemberkrisen, er forbi. Måske lukker det op for poesi, intuition og vision, for viljen, fokus og fordybelsen?

00'erne var svinske Porsche Cayenne, bøvede Van Duch kasketter, Riskjær som helt, briller uden glas i, kokain som dessert og senere hovedret, gourmetmad i stedet for politik, reality som livsstil, livstil som religion, netværk i stedet for venskab, coaching i stedet for selvindsigt, viagra i stedet for liderlighed, Fontex i stedet for reaktioner på livet, spin i stedet for virkelighed, grå fladskræme med legopixels, look i stedet for indhold, design i stedet for kunst. Et årti, hvor fortrængning var fedt, hvor man lod de gamle industrier køre af sporet, selvpromovering og meningsløs canceragtig vækst var gud.

Bulimisk grådighed

Store dele af befolkningen blev boligspekulanter og levede i uhyggelige sterile showrooms, så de kunne imponere nye allierede og lokke dem ind i deres netværksmafiaer, der afløste traditionelle venskaber med terapi og coaching som lynafleder, så man ikke blev for intime og kunne nøjes med at konversere om konsum. Ægteskaber blev fornuftsalliancer. Vennerne var nogen, man positionerede sig via og brandede sig med.

Man gav efter for bulimisk grådighed. I erkendelse af, at verden var forvirrende, faldt man tilbage på gamle værdier, der kunne måles og vejes, og man kunne spejle sig i.

Narcissismen havde kronede dage, eksponering var en kvalitet i sig selv, og alle var på i et uendeligt realityshow. Form blev vigtigere end indhold, stil vigtigere end oplevelser. Vi levede mere for, hvordan tingene så ud, end hvordan de føltes, for vi havde ikke tid.

Musik blev et museum eller en gladiatorkamp. Det var mere spændende at se ret banale retrostjerner udspille den dødsyge myte om den smukke unge døde, og pladeselskaberne spillede på dem som kamphaner. Hvornår dør Pete og Amy? Bliver 50 Cent ikke snart skudt som Biggie og 2Pac? Fuck hvordan det lyder, men vi køber historien. 'Undergrunden' domineredes af tom techno, der fjernede tidsfornemmelsen og undertrykte lytteren med en diæt af tørre tapas-tæsk af vand og brød, så man ikke blev bange under weekendens regulerede knark-arobic-poseri.

Fra kulturstof til livsstilsstof

Politisk levede vi i et land, der hellere vil købe over 40 jagerfly til over 400 kroner millioner stykket trods det faktum, at Danmark aldrig har deltaget i en luft til luft-kamp.

Endnu mere hul danskhed, Tv-metermålt retrorøvballe, folkekomedieplatteri, tomme pseodoavantgardestiløvelser, offentligt navlepilleri - alt møntet på den laveste fællesnævner, ingen kender. Al humor sparket ned på det pinlige og taberagtige - aldrig op mod magten. Ofte var det kun sjovt, fordi det var pinligt.

Hele serier blev bygget over 'ugens glade handicappede'-konceptet. PR-firmaer fyldte medierne med identiske historier. Tordenskjolds soldater trampede manegen ned. Hvis tv-branchen var restaurantsbranchen, var der kun Big Macs på menuen.

Fordybelsen forsvandt, da det kun er toppen af den kulturelle fødekæde - læs dem, der netværker og brander - som kan leve fuldtid af kultur - resten er reduceret til hobbyister, landsbytosser og youtube-fyld. Radio blev standuppere, jingler og preprogrammerede playlists, der hånede ideen om wear-out effekten. Musik du kender - allerede.

Livsstilsstof overtog meget af kulturstoffets plads, og vinkling og research blev erstattet af oversættelser, googleri, lobbyisme og copy/paste. Politik blev spinnet endnu mere væk fra virkeligheden til fordel for formidling og generalister.

CBS blev hot og KUA not

Mode blev set som kunst, ikke som en uøkologisk lukreren på folks mere eller mindre ubevidste usikkerhed over social og seksuel utilfredshed og identitetsjagt. Og der var penge i at stimulere og made denne usikkerhed systematisk. Livsstilsfængsler skød op overalt. Woofy-lednings-skjulere til 1.200 kroner, samtalekøkkener med chat, dekorativ formalistisk ny dansk kunst uden indhold, vip-klubber med glatbarberet hybridmusik fra TDC-reklamer uden følelser. Alt var prøvet, troede vi. Det eneste, der udviklede sig, var elektronikken. Den blev brugt som smykker, ikke værktøj.

Et firma prøvede at køre dankort, telefon-GPS og sygesikringsdata sammen og sælge det til marketingguruerne for at ramme dig overalt med endnu større præcision... nu ved google ads, hvad du vil have.

00'erne handlede også om, at hvis det gik godt for toppen af samfundet, ville det dryppe ned på os andre... Nu betaler alle skatteydere snart til stakkels krakkede bankers mislykkede spekulationer...

Gabet mellem, hvad tingene reelt var, og det image, de blev købt for, blev endnu større. Mænd blev metroficeret eller holdt infantiliceret som bøvs i evig barndom, eller klædte sig som et mix af Bronx 81 og en retarderet farveblind farmerdreng, der er faret vild i Krystalgade.

København blev Østerbroificeret, lignede en branded Stockholmer-arkade fyldt med svinske gratisaviser, ingen gad læse. CBS blev hot og KUA not, champagne og Riskjær gik fra at være anakronismer til at være toppen. Charme blev en pose pulver, undergrund blev en brille, alle kunne tage på i weekenden, musik blev tinitus-tone dansemuzak.

Det selvfede opsving havde også nogen, der ikke ejede noget, og de rodede med mere misbrug og mere vold. Normalisering og polarisering var ikke bare ord. De nye niggers er lige bag din ryg og lige uden for dit kvarter.

Men nu står du i dine 'Vote Obama' designerunderbukser og tror, at et Benetton-fjæs kan redde det hele. Jeg tror nu Westinghouse, Lockheed og de andre tunge drenge, der trækker i kulissen, har det under kontrol. Et bedre bud på en ny vej er at læse krisen som en masse nye muligheder, at fokusere på visioner frem for vækst - vi lever i fremtiden lige nu, og der er ikke tid til mere retrosovs. Drop ud nu.

Stem med dine penge, dine ord og dine handlinger nu.

Der skal ske noget helt nyt.

PS. Så slemt var det ikke. Skal nok skrive en 'Mine fede nuller' en dag, når fortrængningens rosenrøde skumring indfinder sig. Jeg mærker 00-retroen er lige om hjørnet...

Morten Vammen er blevet kaldt den uudnævnte professor i københavnsk club-, sub- og nattekultur. Som en deltagende antropolog har han gennem flere år skrevet bøger, lavet musik og dokumentar. Han ejer ikke en skid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frederikke Lindholm

Dette er den bedste og mest substantielle danske artikel, jeg længe har læst. Tak hr Vammen. Tak for hvad, jeg bestemt vil kalde et længe-ventet eksempel på den efterlyste poesi, intuition og vision, vilje, fokus og fordybelse.

Finanskrise for the win! Destroy and rebuild.

ATT: Hr. Vammen - når nu du rent faktisk har noget at sige... Så få hovedet ud af din røv og koncentrer dig om at sige noget med substans - istedet for at bruge al din energi på at få din tekst til at lyde fancy. Du er journalist - ikke rockstar.

Claes Varming

Godt trillet Mr. Vammen.
Rune, så tag da lige og læs hvad der står, poesi har absolut også ret til at deltage i debatten.
Og så husk lige en ting, det er sku vigtigt at kunne grine af sig selv, og smile til andre, ellers blir det sku for trist.