Læsetid: 6 min.

Det populære værk og det store paradigme

Hannah Arendts berømte bog fra 1963 om Adolf Eichmann er indsigtsfuld og tankevækkende, men den må kompletteres med nyere forskning og indsigterne fra hendes eget værk om det totalitære samfund
1. november 2008

Eichmann i Jerusalem læste jeg første gang i 70'erne i en studiekreds i Israel. Jeg genoptog i 80'erne læsningen af forfatterskabet, da jeg skrev speciale om Hannah Arendt og det jødiske holocaust.

Det var derfor med en vis spænding, at jeg genlæste Eichmann i Jerusalem, som netop er udkommet på Gyldendal. Havde jeg ændret mit syn på værket, eller så jeg på det med nye og friske øjne.

Og hertil kan jeg så sige, at værket faktisk forekommer mig mere indsigtsfuldt og nuanceret, end jeg antog i 70'erne og 80'erne. Det ændrer imidlertid ikke ved, at bogen primært er et populært værk skrevet ind i en journalistisk diskurs.

Arendt klargør i bogen ikke paradigmet for Holocaust. Og hun får heller ikke præciseret ontologien, mellemregningerne eller analyserne, sådan som hun gør under oparbejdelsen af holocaust-paradigmet i hovedværket Det totalitære samfundssystems oprindelse fra 1951. Hensigten har været en anden.

Den amerikanske kulturskribent Mary MacCarthy, som var Arendts nære veninde, har senere noteret, at Arendt betroede hende, at Eichmann-bogen blev skrevet i en tilstand af eufori.

Måske netop derfor kom værket til at virke udfordrende og provokerende på den jødiske offentlighed ved udgivelsen i 1963. Kritikken af bogen i Israel gik bl.a. på, at Arendt ikke gør sig nævneværdige anstrengelser for at analysere de nuancer, der lå til grund for, hvorfor de jødiske ghettoledere handlede, som de gjorde.

Ondskabens banalitet

Hvis jeg skal spidsformulere mit indtryk af Eichmann i Jerusalem, vil jeg hævde, at Arendts holocaust-paradigme ikke kommer tilstrækkeligt til syne i bogen.

Værket har, efter min vurdering, lige så lidt med paradigmet at gøre som Sartres populære værk Eksistentialisme er humanisme har med Sartres eksistentialisme at gøre. Man skal derfor være varsom med at drage alt for vidtgående konklusioner på Arendts refleksioner i bogen.

Blandt psykologer, teologer og journalistiske kulturskribenter har der været en tendens til at se 'ondskabens banalitet' som et alment fænomen. En konklusion, som er nærliggende at drage, når man alene forholder sig til bogen.

En sådan almen ahistorisk konklusion er der imidlertid ikke grobund for at drage i hovedværket fra 51. Her analyseres antisemitismen, ondskaben og det totalitære historisk og ikke ahistorisk. Ja, modernitetens socialitet deles faktisk også op i en række regier, som hver for sig har deres socio-økonomiske baggrund.

Når Arendt taler om 'ondskabens banalitet' som tankefigur, så er det udledt fra et massesamfund, hvor tilliden er ophørt og erstattet af ideologisk konsekvens.

Arendt gør derfor i hovedværket opmærksom på, at SA's voldsorgier ikke var banale, tankeløse eller anonyme. SA's vold var derimod motiveret af had til jøder, intellektuelle og kunstnere m.m. Den vold, som SA repræsenterede i kz-lejrene, var personlig og konkret. Arendt betegner derfor SA's had i hovedværket som den sidste rest af menneskelighed, som Hitlerismen kunne mobilisere.

Det er først, da massemennesket føres ind i SS'ernes ideologiske anonyme helvede, at det bliver muligt at dræbe millioner af mennesker.

Kontormand

Det er derfor en misforståelse at tro, at nazisternes ondskab pr. definition er tankeløs, anonym og abstrakt. Ondskabens banalitet er nemlig kun mulig i et massesamfund. Og i intet samfund svarer massesamfundet til sit begreb. De nazistiske karaktertyper er derfor altid blandingsprodukter, hvilket Arendt ikke får klarlagt, men kun antydet.

Når man læser Arendts konklusioner i Eichmann bogen, så fremstilles Eichmann som et lidenskabsløst, indifferent menneske, som både kunne agere kontormand på Rønshoved Højskole og i Auschwitz. Han ligner faktisk til forveksling det billede, som Arendt forsøger at tegne af Himmler i hovedværket. Men Arendts beskrivelser af Eichmann i populærværket afslører imidlertid en diskrepans mellem konklusionerne og beskrivelserne.

Eichmann beskrives således i populærbogen som en person fyldt med et massivt mindreværdskompleks, som han tilsyneladende skal kompensere for ved at gøre karriere i SS. Arendt beskriver ham som fuldstændig besat af at gøre karriere. Ja, det forekommer, som om han kunne have likvideret både venner og familie for at få kompensation for de nederlag, han led i ungdommen.

Nyere forskning har da også afsløret, at Eichmann ikke svarede 100 pct. til det indifferente massemenneskes tankeløse karakter.

Et frådende had

Historikeren Terkel Stræde, som har skrevet et både nødvendigt, klogt og præcist efterord til Eichmannbogen, gør gældende, at nyere forskning har afsløret, at Eichmann slet ikke var et anonymt, lidenskabsløst normalmassemenneske. Stræde refererer bl.a. til Hans Safrians undersøgelse af korrespondancen mellem Eichmanns medarbejdere og Eichmann.

Korrespondancen afslører, at Eichmann og kredsen omkring ham faktisk besad "et frådende jødehad". Hvis man skal renoncere på Arendts holocaust-paradigme, hvilket mange historikere aktuelt forsøger, så er det derfor vigtigt at få afgjort, om Eichmann udviklede et jødehad i kølvandet på den radikalisering, der sker i overgangen fra fascismen til totalitarismen, eller om jødehadet var til stede før etableringen af det totalitære.

Det er nemlig en pointe i hovedværket fra 1951, at SS skulle "fanatiseres" til jødehadet ved at blive placeret i indsatsgrupperne og i Auschwitz. Kun derved kunne nazismens inderkreds kontrollere SS og masserne.

Ja, en af hovedgrundene, til at inderkredsen besluttede sig for angrebet på Sovjet, var ifølge Arendt, at her fandtes gode muligheder for at socialisere masserne til det utænkelige. De skulle bevæges og holdes i bevægelse i al evighed. Kun derved kunne man fastholde magten over masserne.

De tyske historikere Klee, Dressen og Riess bekræfter indirekte dette syn på totaliseringsprocessen, da de i 1988 udgav bogen Schöne Zeiten - Judenmord aus der Sicht der Täter und Gaffer. Her dokumenteres, at værnemagten blev inddraget i holocaust. Enten som bødler, publikum eller vidner.

Også historikeren David Cesarani har i det fremragende værk Eichmann - hans liv og forbrydelse kritiseret Arendts holocaust-paradigme og Eichmann-bogen. Cesarani dokumenterer, at Eichmann ikke kan reduceres til et 100 pct. viljeløst massemenneske, som var lidenskabsløst. Nej, Eichmann var viljebestemt, lidenskabelig og præget af ekstreme ambitioner.

På retur

Den alvorligste kritik af Arendts totalitarisme og holocaust-paradigme og dermed af, hvordan 'ondskabens banalitet' iscenesættes som begreb i Eichmann i Jerusalem, kommer fra Margareth Canovan værk fra 1974 The Political Thought of Hannah Arendt. Canovan kritiserer her Arendts forsøg på at udlede totalitarismen, ondskabens banalitet og holocaustparadigmet fra kapitalismen.

Canovan undrer sig således over, at England og USA aldrig har haft totalitære tendenser, når de var de førende industrinationer i det 19. og 20. århundrede. Ikke engang Tyskland blev totalitær i Arendts forstand før i slutningen af 30'erne. Nej, den rabiate totalitære antisemitisme, sådan som Arendt definerer denne, udsprang i det multinationale Central- og Østeuropa.

Hvor om alting er: Eichmann i Jerusalem er et spændende værk. Men det kan ikke læses isoleret. Det må komplementeres med hovedværket, og det må suppleres med ny forskning, sådan som Stræde indirekte også gør sig til talsmand for i efterordet.

Arendts holocaust-paradigme, som har domineret forskningen i 40 år synes umiddelbart på retur. Ja, det er, som om Arendts kulturelle og fagfilosofiske indflydelse, er vokset lige så hurtigt, som hendes holocaust-paradigme er blevet reduceret i betydning.

Det er måske forklaringen på, at hverken Pahuus, Øverenget eller Schanz har haft fokus på holocaust-paradigmet i deres ny- udkomne bøger om Arendt.

Derfor er den sidste bog ikke skrevet om Arendt. Canovans fremragende bog er nemlig til dato det eneste værk, som har fokus på at sammentænke Arendts tænkning med holocaust-paradigmet. Et paradigme som jeg anser som det helt centrale i Arendts produktion!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

vedr. Rettelse i mandagsudgaven af information, rettes det i den oprindelige tekst anførte SS til SA. Men den oprindelige tekst var rigtig nok idet Hitler d.30.06 1934, lod gennemføre en aktion,"de lange knives nat", hvor SS likviderede hele SA´s ledelse incl. Ernst Röhm, lederen af SA. Herefter spillede SA kunen underordnet rolle under SS. Så hvad Koncentrationslejrene angår var det SS der stod komandoen af disse, og dermed også af volden det medførte.
Med venlig hilsen
Erik Jespersen
Gl. Kongevej 179, 2th
1850
Frderiksberg C.
llf 33242848
E-mail. e.jespersen@Youmail.dk