Læsetid: 7 min.

Populærkultur er da politisk

Den politiske kunst har bredt sig fra kunsthaller og undergrundskultur til prime time på DR og sågar popmusikken. Men er det sundt for demokratiet, eller fjerner det fokus fra de væsentlige spørgsmål i samfundet
Fokus. Jeg tror faktisk, at Natasjas tragiske død har spillet en rolle, fordi den skabte ekstra opmærksomhed på hendes kritiske sange, siger Ditte Maria Bjerg.

Fokus. Jeg tror faktisk, at Natasjas tragiske død har spillet en rolle, fordi den skabte ekstra opmærksomhed på hendes kritiske sange, siger Ditte Maria Bjerg.

Carsten Seidel

1. november 2008

Jeg har trådt på andre, jeg har været jaloux. i 2001 stemte jeg på Anders Fogh. Men jeg ved bedre nu – Nik fra Nik & Jay i singlen 'Kommer Igen'

Engang sang de om at leve, mens man gør det, og elske, mens man tør det. Hvis de havde én dag tilbage, ville de glemme alle problemerne, købe en ny bil og køre på stranden for at feste med alle dem, de elsker.

Nu synger de om samfundsproblemer, narkomaner og politik.

Popduoen Nik & Jay er to af Danmarks bedst sælgende kunstnere og et spejl af tidsånden. Alle steder i samfundet ser man politiske budskaber skyde op, hvad enten det gælder kriminalromaner, biograffilm eller DR's tv-serier i den bedste sendetid søndag aften. Folket vil have substans.

"Tidsånden har i en lang periode handlet om at få så meget som muligt af det hele, og inden for en håndfuld år har den skiftet karakter. Nu skal det hele ikke bare være underholdende, det skal også have politisk kant," siger samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.

Tv- og litteraturanmelder ved Politiken Bo Tao Michaëlis har også lagt mærke til det.

"Nik & Jay har stukket en finger op i tidsånden," siger han.

"Længe har det været sådan, at hvis en kunstner havde en politisk holdning, så vrængede folk ad det og kaldte det 70'er-agtigt. Men nu er det lige så stille vendt om, så film og musik begynder at handle om noget."

Uddrag af Nik & Jay ’Kommer igen’:

For her nede fortæller forsiderne mig

At hele verden går den forkerte vej.

Jeg prøver på ik’ at tro på alt hvad jeg læser.

Prøver på at tro på det bedste i mennesker.

Der sidder fire mænd på en trappesten.

Tomme blikke, Heroin.

Byen vokser, Kaster skygger.

Byen kan slå liv i stykker.

Så hvordan kan jeg tænke på de penge jeg

skal bruge,

og om boligmarked mon vender nu.

Trækker hætten over hovedet, går over vejen.

for mon ik’ det trækker op til regn.

Hvor kommer det fra, hvor ender det henne.

Dem du møder på vej op møder du på vej ned.

kan jeg gøre det hele bedre når jeg

kommer igen.

og sig mig, fik vi satset nok på kærligheden?

Jeg har tanker for ti, tænker ting itu.

Jeg har trådt på andre, jeg har været jaloux.

i 2001 stemte jeg på Anders Fogh.

Men jeg ved bedre nu

Greenpeace light

Et andet eksempel henter Bo Tao Michaëlis fra DR, der trækker over en million seere til skærmen hver søndag med serien Sommer. Her vender den unge idealist Jakob Sommer hjem fra Malawi, hvor han arbejder for Læger uden Grænser.

Hjemme venter det etablerede samfund i skikkelse af hans syge far, den respekterede læge Christian Sommer. Over 20 afsnit ruller familiens konflikter med temaer som idealisme, ansvar og familieværdier.

Det er et markant stilskifte fra DR's tilsvarende seriesucces fra 2002, Nikolaj og Julie.

"Hvor Nikolaj og Julie var en hymne til yuppie-Danmark, reklamebranchen og ejendomsmæglerne, så kommer Sommer med en sang for de middelklasseværdier, som er forsvundet inden for de sidste syv år," siger Bo Tao Michaëlis.

Han mener, at det er typisk for den nye generation af manuskriptforfattere, at de bringer politik, klima og religion ind i historien.

"Det sælger, fordi det har bid i tidens publikum," siger han og nævner serien 2900 Happiness som et kuriøst eksempel på den tendens. Et afsnit diskuterer, om man kan servere foie gras for eleverne på et gymnasium.

"Det er jo latterligt men også interessant, at selv overklassens børn beskæftiger sig med en slags Greenpeace light," siger han.

I filmens verden bragte Kongekabale den politiske thriller tilbage med stor succes, og selv animationsfilmen Rejsen til Saturn forsøger sig med politisk satire.

I en scene tager Anders Fogh Rasmussen af statskassen, fordi han er ved at tabe et spil matador til rigmanden Kurt Maj, der er en karikatur af Mærsk McKinney-Møller.

På samme måde fletter populærlitteraturen storpolitiske emner ind i historierne.

I Dronningeofret krydrer Hanne-Vibeke Holst hovedhistorien med terror og Afghanistan-soldater. Og i Else Egholms Liv og Legeme står hovedpersonen pludselig midt i en sag om traffiking og ulovlig organhandel i nutidens Århus.

Håb om forandring

Listen er lang, og ifølge teaterinstruktør Ditte Maria Bjerg hænger den stigende interesse for det politiske direkte sammen med terror, krig og Anders Fogh Rasmussen: "Efter syv stride år præget af angst, paranoia og krig er der rigtigt mange mennesker, som har massivt lyst til forandring. Vi har brug for håb. Jeg har i hvert fald," siger Ditte Maria Bjerg med en reference til Barack Obamas valgslogan.

Hun er kurator på teatret Camp X og fortæller selv om stor interesse for teatrets kapitalistiske søndagsprædikener i foråret og nu for forestillingen Calcutta in a box.

"Mange oplever et behov for at forstå mere om de globale sammenhænge og for at udvikle en global empati. Vi er blevet mere bevidste om, at når vi ser og fortolker verden fra vores hvide sted, bliver det vanskeligt at forstå den," mener Ditte Maria Bjerg.

Derfor ser hun det som en naturlig forlængelse af den tendens, at også populærkulturen har taget den politiske kommentar til sig.

"Jeg tror faktisk, at Natasjas tragiske død har spillet en rolle, fordi den skabte ekstra opmærksomhed på hendes kritiske sange. De er også et tegn på interesse for en omverden," siger Ditte Maria Bjerg.

Bo Tao Michaëlis mener, man skal tilbage til Flemmins Jensens teaterstykke Spindoctor fra 2002 for at finde skiftet til den politiske tid.

"Flemming Jensen var den lille Lunte fra Nissebanden og i mine øjne borgerskabets mest harmløse form for humor. Så pludselig kører han hele sit spin-show, og selv om han siger, det ikke har noget med partipolitik at gøre, så er det et angreb på Foghs spindoktori," siger Bo Tao Michaëlis.

Samfundsforsker Johannes Andersen finder det særdeles positivt, at politiske emner har fundet vej til populærkulturen.

"Gudskelov bliver der stadigvæk lavet film med skarpe kanter, der udfordrer vores vanetænkning. Det er godt, at massekulturen nogle gange kan få en succes, så de folk, der ikke læser bøger, også har en mulighed for at blive udfordret," siger Johannes Andersen. Han mener dog, at politiske budskaber let bliver patetiske, når rockstjerner stiller op for Barack Obama, eller når Sanne Salomonsen siger, vi skal være gode ved Jorden.

"Det bliver et løsrevet udsagn uden indholdsmæssigt substans. Det er langt mere interessant, når kunstnere vil rykke lidt ved konventionerne og det etablerede. Det er det fede ved Nik & Jay, at de er så respektløse. Så får deres publikum også en påmindelse om, at politik er vigtigt," siger Johannes Andersen.

Men ifølge forfatter og dramatiker Jokum Rohde har det taget overhånd. Han mener, det er at spænde kategorien 'politisk kunst' meget bredt, hvis man tillægger Nik & Jay et politisk udsagn:

"Der er gået inflation i politisk kunst generelt, og politik i populærkulturen er en naturlig følge af den inflation, fordi politik er blevet underholdning. Og hvis politik er blevet underholdning, så handler det ikke længere om politik, men om noget andet. Om følelser," siger Jokum Rohde.

Følelser er farlige

Han mener, det er farligt for demokratiet, når politik og kultur bliver blandet sammen, for så handler debatten ikke længere om politiske spørgsmål, men om kulturel identitet. Som eksempel nævner han EU, der ikke optager danskerne, mens diskussionen om det danske fylder mere og mere.

"Lige i øjeblikket er det et hæderstegn for en teaterkunstner, hvis han har fornærmet Dansk Folkeparti. Og det er selvfølgeligt fint nok, hvis man kan ødelægge bare én nattesøvn for Pia Kjærsgaard," siger Jokum Rohde og griner. Men han bliver straks alvorlig igen.

"Samtidig skal man passe på, for kunstnere er forbundet med Dansk Folkeparti, når de bruger følelser og forurettelse. Dansk Folkeparti har kun magt i samfundet, så længe samfundet er grebet af noget følelsesladet. Den dag samfundet bliver koldsindigt igen, vil alle se, at Dansk Folkeparti ingen politik har," mener Jokum Rohde.

Den opfattelse er teaterinstruktør Ditte Maria Bjerg lodret uenig i. Hun ser den politiske bevidsthed som en positiv bevægelse, der ikke bare er et modefænomen, der stopper, når Anders Fogh Rasmussen og George Bush er væltet af pinden.

"I den ny globale virkelighed er vi i færd med at indse, at vi er politiske individer, og at vi påvirker verden, hver gang vi tænder og slukker lyset. Vi er stadig langt bag efter at forstå, hvordan vores egne handlinger påvirker de globale sammenhænge, men den indsigt er vi langsomt ved at få i forhold til CO2, og når vi køber varer fra Kina. Det tror jeg ikke bare er en bølge. Jeg er overbevist om, det kommer til at præge den politiske, den kulturelle og forhåbentligt også den kunstneriske diskurs de næste år," siger Ditte Maria Bjerg.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Nik & Jay.

Film

  • ’Fluerne på væggen’ - Åke Sandgren
  • ’Kongekabale’ - Nikolaj Arcel
  • ’Flammen & Citronen’ - Ole Christian Madsen
  • ’Rejsen til Saturn’ – Craig Frank, Thorbjørn Christoffersen, Kresten Vestbjerg Andersen
  • ’Det som ingen ved’ – Søren Kragh-Jacobsen

Serier

  • ’Sommer’
  • ’Forbrydelsen’
  • ’Krøniken’
  • ’2900 Happiness’

Musik

  • ’Gi’ mig Danmark tilbage’ – Natasja
  • ’Kommer igen’ – Nik & Jay
  • ’Har vi feber’ – Dicte
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udmærket artikel.
Det er bare lidt uinteressant, at 99% af det politiske populærkultur er et udtryk for samme politiske overbevisning, der er gennemsyret af en ungdommelig naivitet, der ærligt talt bliver kedelig ret hurtigt.

Det sjove ved det hele er, at Jokum Rohde, som jeg ser det har både ret og uret. For politik har aldrig været og bliver aldrig befriet for underholdningsværdi og følelser. Det kan han lige så godt glemme. Når det er sagt, er det jo fint set, at en fornærmelse af Pia Kjærsgaard er gratis point og på den måde helt omkostningsfri og harmløs for enhver kunstner idag. Man kan skam sagtens være en småfascistoid skiderik og række tunge af Pia K samtidig. Fornærmelser af DF tjener ofte som et skalkeskjul for at man ikke rigtigt har noget politisk at sige. Det gør fornærmelser i det hele taget. Æv bæv bussemand.

På den anden side ved jeg at Nik og Jay virker stærkt provokerende på mange selvgode middelklassedanskere. Der har de et stærkt kort. Først og fremmest er de nogle Briandrenge, der spiller blød Brianmusik. Middelklassen ser, som alle ved, ned på Brian. Og så kommer han oven i købet i skikkelse af et syng-med-nummer og fortæller dem, at de er altfor fokuserede på økonomiske egeninteresser. Jeg har personligt en et meget nært bekendtskab, der ligger lunt i lige netop det sving. Kernemiddelklassedansker, der boligspekulerer og foragter de lavtuddannede. Og hun, der altid er meget hurtig til at "synge med", når Pia K. skal latterliggøres, HADER Nik & Jay. Nik & Jay er ikke harmløs underholdning. De er farlige.

Hvor kan man komme til at høre de der Nik & Jay? Jeg har kun set en parodi på dem, tror jeg nok - og det var før deres politiske fase.

Michael Skaarup

pop-kultur er ikke politisk, hvis det ikke sælger.
Hvis drenge i nik og jay, er ved at blive vokse og modne, og efter et blik i spejlet er kommet til konklusionen," jeg ligner og lyder sgu en fra 4. klasse", og derfor har indset at deres tidligere udgivelser er ligeså politisk slagfaste som flødeskum.
Nik og jay, skal selvføgelig have respekt, for at have videreudvikliet pædotilonkel typen bubber, til rene konfetti....

Der har altid været masser af politisk musik og kunst i væsktlaget, og på de alternative scener, hvis pop-kulturen anvender politik, er det resualtatet af en cost-benefit analyse.

@Mikael Skaarup

Præcis det samme kunne man have sagt om stenrige John Lennon og alle de andre, der skrev politisk populærmusik i tresserne og halvfjerdserne. De udkom alle på kommercielle pladeselskaber, startede alle med at poppe det hele op (medmindre karrieren først startede midt i den politiserede æra) og tjente alle kassen. Ikke desto mindre synger man stadig mangemillionæren Lennons numre til demoer.

Med det prøver jeg ikke at sige, at Nik & Jay er store kunstnere. Jeg prøver bare på at sige, at deres motiver næppe er mindre rene (eller beskidte) end eksempelvis tressernes og halvfjerdsernes populære musikeres var.

I modsætning til dine højtelskede såkaldte "alternative" musikere, når Nik & Jay (og Natasha) også ud til alle dem, der ikke læser avis. Og det er i virkeligheden dem, der har det allerstørste behov for politiske forandringer. Ikke de smarte "alternative".

Michael Skaarup

V. Nielsen..

hvad er din pointe??
at john lennon var ond?
At deres inkonsistens imellem en lennon sang, og afsenderen (lennon), fordi sangen har tjent penge???

Alt alle er onde, og egoistiske, hvis vi kigger nok efter???

fint at stile et indlæg til mig, men så sørg dog for at stave mit navn rigtigt, og hav en klar pointe, som vi kan diskutere....

@Michael (forfængelig) Skaarup

Nej, jeg siger ikke, at Lennon var ond. Jeg siger at Lennons musik var populærkultur. Det er dig, der skriver "...hvis pop-kulturen anvender politik, er det resultatet af en cost-benefit analyse." Hvis det forholder sig sådan, må det også forholde sig sådan med et nummer som "Working Class Hero". Eller fx nogle af Jefferson Airplanes stærkt venstreorienterede numre fra sentresserne. Det er såmænd min pointe. Jeg er dog ikke enig med dig i din (eller Alexander Herefords) analyse. Som du kan læse, stavefejl eller ej.

Michael Skaarup

V. Nielsen..

fair nok.... . lad os antage at Lennon og Jefferson, tillagde deres musik politisk budskaber for at tjene flere penge.... Det understøtter jo netop min tese....

Jeg er dog helt enig med Alexanser Herefords, i det han beskriver, de konkrete forhold iunderholdningens velgørenhedens industri...
"Pop-kulturenen vil aldrig bide den hånd der fodrer den. Derfor besidder den også et kraftigt element af behagesyge forklædt som kontroversialitet."

Hvad fanden skal vi bruge socalbusinees VIP'er som bono, al gore og geldorf til og hvorfor vil Nik og Jey ind det selvskab, hvis det ikke var for profilere sig selv, i andres nød, nøjagtigt som de andre herrer.

Så er det jo dig og Hereford, der mener at Lennon var ond og at alle de venstreorienterede, der stadig synger med på "Working Class Hero" er dumme. Ikke mig. Nå, men jeg har en travl lørdag, så I må diskutere videre med nogle andre.

Michael Skaarup

V- Nielsen

"Så er det jo dig og Hereford, der mener at Lennon var ond og at alle de venstreorienterede, der stadig synger med på "Working Class Hero" er dumme. Ikke mig." .. det er vrøvl, det som du skriver her.

du tillægge mig meninger jeg ikke har givet udtryk for, så dine argumenter kan virke solide...

Nej, jeg vrøvler sgu ikke. Det er dig, der ikke vil indse, hvad din grundlæggende påstand implicerer. Du skriver:

"pop-kultur er ikke politisk, hvis det ikke sælger." "...hvis pop-kulturen anvender politik, er det resualtatet af en cost-benefit analyse."

Hereford skriver:

"Pop-kulturenen vil aldrig bide den hånd der fodrer den. Derfor besidder den også et kraftigt element af behagesyge forklædt som kontroversialitet."

"Hvis man var lidt ondskabsfuld, kunne man mistænke kunstnerne for at benytte sagerne som markedsføringsstunts til at kickstarte og vedligeholde karrierer."

Du skriver derpå:

"Jeg er dog helt enig med Alexanser Herefords, i det han beskriver, de konkrete forhold iunderholdningens velgørenhedens industri..."

Hvis din "hvis...så" sætning skulle være holdbar, skulle det forholde sig sådan, at populærkulturens kunstnere altid skulle skabe på baggrund af en cost-benefit-analyse. Ergo er Natasjas og Lennons kunst skabt på baggrund af en sådan, da de begge er pop-stjener, sælger i store tal og udkommer på store kommercielle pladeselskaber. Det vil sige, at de holder folk for nar, hvis de påstår noget andet - dermed er de onde, eller i hvert fald løgnagtige og forrædderiske. Man kan ikke stole på, at de mener noget med deres tekster - andet end at lave flere penge. Og dem, der lader sig narre (i disse to tilfælde venstrefløjen), må jo være dumme. Det er den logiske konsekvens af jeres påstånde.

"Listen er lang, og ifølge teaterinstruktør Ditte Maria Bjerg hænger den stigende interesse for det politiske direkte sammen med terror, krig og Anders Fogh Rasmussen: "Efter syv stride år præget af angst, paranoia og krig er der rigtigt mange mennesker, som har massivt lyst til forandring. "

-------------

En varmhjertet tak til Fogh for at have bibragt så mange: Massive ønsker om forandring.

Med den slags fjender behøver man ikke venner.
------------

"Engang sang de om at leve, mens man gør det, og elske, mens man tør det"

Det er vel stadig det kunstnere flest går ind for -
nu retter de blot kritik imod de samfundstrukturer
som hindrer mulighederne for det.

Michael Skaarup

v. nilsen

"Og dem, der lader sig narre (i disse to tilfælde venstrefløjen), må jo være dumme. Det er den logiske konsekvens af jeres påstånde." - men det er jo din påstand.
hvorfor jeg mener at du vrøvler.
Du forsøger at give mit udsagn end anden kontekst, der passer til dit udsagn. nemlig er folk er dumme, fordi lytter til de sangtekster af afdøde lennon og natajsa....

Lennon var nu nok ikke så rød endda -
selvom hans samfundkritik ofte rammer godt
( bla.a. i: Working Class hero ),
udtrykte han vist nærmere: At det er astrologi ( og næppe kommunismen ) der er løsningen.

Hvis der er penge i det, så er, eller kommer der masser af politisk kunst og kultur. På den måde afspejler kunstnerene Danmark udmærket.
I de seneste mange år (egoismens tidsalder) har den politiske kunst været marginaliseret, fjernet fra sendefladerne, og set ned på.
Ændrer samfundet sig, vil kunst og kultur følge med..
Så simpelt er det..
Claus.

Med henblik på Nik & Jay's sang "Kommer Igen", så synes jeg at den er vigtig af en grund alene: Nik & Jay er(var?) de største forbilleder for den del af ungdommen, der er fuldstændig ligeglad med politik og verden omkring sig og kun tænker på sig selv. Nogle vil måske påstå at det rent faktisk var dem, som startede denne metroseksuelle/succes hvad end det må koste/muskler frem for personlighed kultur i Danmark.
Når de så spørger om de måske lige havde glemt kærligheden, kunne det jo forhåbenligt få disse unge til at genoverveje deres prioriteter en gang til.
Hvilket er en fordel for alle uanset politisk fløj.
Og til dem der er så hurtige til at lange ud efter venstrefløjen, så er det jo ikke sikkert at de mener at venstrefløjen er det rette valg, når de synger "i 2001 stemte jeg på Anders Fogh, men jeg ved bedre nu".
Det kunne lige så vel være at de mente DF var den rette løsning ( selvom jeg også finder det usandsynligt).

"Med henblik på Nik & Jay's sang "Kommer Igen", så synes jeg at den er vigtig af en grund alene: Nik & Jay er(var?) de største forbilleder for den del af ungdommen, der er fuldstændig ligeglad med politik og verden omkring sig og kun tænker på sig selv."

Nik og Jay gør jo heller ikke noget for at ændre på det. De stiller sig bare op som to almindelige fyre fra forstæderne, der bare vil nyde livet. Men hvad gik der så galt oig hvad blev der af kærligheden og blablabla. Der er jo ikke nogen dybere analyse i det . Og så kører de rundt i byen med deres cool solbriller og ser sig bekymrede om og ryster på hovedet. over verdens miserable tilstand. Såvidt jeg ved, har de selv mistet nogle millioner på grund af spekulation. Hvorfor laver de ikke en sang om det. De kunne eventuelt kalde den for "Markedet virker". Bortset fra det er deres musik temmlig letbenet. Man skaber ikke en bedre verden ved at lave dårlig musik. De kunne evt. starte med at kigge på det.

Jeg er lidt usikker på hvordan det er henvist til mig Søren..?

Men hvis du tror at jeg skam roser dem for deres intiativ, så tager du fejl. Det er jo netop af samme grund jeg skriver EN god ting. Ja resten har jeg jo skrevet..
Og som du hentyder, er det jo ikke de største filosoffer vi har med at gøre her. Men de har stadig en betydelig impakt på deres fans, så det er da altid bedre at de opfodre dem til at bekymre sig, end til at lade være.