Sønderjyderne adskiller sig på mange måder stadig fra resten af landet bl.a. på det religiøse felt. Hvis man tilhører missionen, er man f.eks. som hovedregel indifferent til det danske og tysksindet. Man har i det hele taget en lang tradition for at forholde sig rationalistisk til tilværelsen i landsdelen. Sønderjyder ønskede derfor ikke, at Rødding Højskole, da den startede i 1844, skulle beskæftige sig med det religiøse. Det var en privatsag. Skolen skulle i stedet have fokus på demokrati, det nationale og det faglige.
Når forfatteren Erling Jepsen i DR2 forleden noterede, at Sønderjylland er fyldt med missionshuse, så er det ikke rigtigt. Næppe i nogen anden landsdel i Danmark har missionen stået svagere end i netop Sønderjylland. Det er derfor i den sammenhæng paradoksalt, at de mest kendte sønderjyske forfattere i det 20. århundrede i mange tilfælde kommer fra missionen og små kår.
Landet med de store gårde
Haderslev Øst Amt, som er området mellem Haderslev Fjord og Kolding Fjord, betegnes som "Landet med de store gårde". Her var aftægtet rene villaer, stuehusene palæer, og bønderne havde i århundreder været selvejere. De havde franske og tyske huslærere. Man sagde derfor om befolkningen her, at de var så fornemme, at hvis de fik en splint i røven, så var den af mahogni.
Det var disse bønder, som ville et demokrati og folkehøjskolen. Det var derfor ikke tilfældigt, at disse rige bønder holdt det andet Skamlingsbankemøde på den amerikanske uafhængigheds dag i begyndelsen af 1840'erne. De havde selvtillid og var ikke bange for at udfordre enevælden.
Den truede firkant
Da den kendte vestjyde Skrumsager, som blev en berømt og afholdt leder af danskheden under fremmedherredømmet, mødte op på Rødding Højskole, forlangte eleverne fra Haderslev Øst Amt, at han skulle sige De til dem. De ønskede også, at man skulle lære tysk på skolen. De følte sig højt hævet over nørrejyderne og kaldte sig med stolthed: Slesvigere.
De protesterede imod, at administrationen i København (det tyske Kancelli) udsendte deres forordninger på tysk til det danske Nordslesvig (fortyskningen af Sønderjylland er op til 1864 foregået fra København).
De rige bønder på Angel, syd for Flensborg, havde også fokus på demokratiet. De ønskede blot, at sproget skulle være tysk. Nationalkampen var derfor ikke et national-romantisk opkog. Nej, den udsprang primært af den omstændighed, at demokrati fordrer en fælles offentlighed.
Sønderjylland er internt meget forskellig i kulturel forstand, hvilket skyldes, at landsdelen havde forskellige kirkeordninger, og blev reageret af mange hertuger samtidig. I Tønderområdet og i den truede firkant (de blakkede/indifferente områder), som Information bragte en artikel om i forrige uge, har dansk og tysk stået overfor hinanden som to modsætninger siden 1830'erne. Danskheden er her et valg - og mentaliteten er derfor forskelligt fra det øvrige Sønderjylland.
Balance
På Als, i Haderslev Øst Amt og i Røddingområdet er danskheden således forankret. Her er den en selvfølgelighed. Selvværdet er stort. Her trives frisindet, åbenheden og udsynet.
Den sønderjyske kultur har generelt været kendetegnet, ved at man er national og tænker mod syd og taler tysk. I hvert fald er det gældende for den ældre del af befolkningen, dvs. dem over 35 år. De unge er engelsk orienteret. Og det er ærgerligt, eftersom vores traditionelle kompetencer i tysk har givet landsdelen mange fordele.
Politikere og førende kulturfolk bør derfor begynde at handle proaktivt for at få genetableret den kulturelle og sproglige balance. Man kunne f.eks. genoptage Flensborgdigteren Willy August Linnemanns visioner for regioner.
Linnemann syslede bl.a. med tanker om et klassisk tysk-dansk universitet i Flensborg, dvs. et universitet, hvor man fokuserer på humaniora, samfundsvidenskaber og naturvidenskab. Et universitet, som ikke skal være en filial af Syddansk Universitet i Odense, men porten til Tyskland og Skandinavien.
