Læsetid: 5 min.

De rene mennesker

'Menneskets kamp mod magten er hukommelsens kamp mod glemselen', skrev Milan Kundera engang. I denne uge blev han beskyldt for at have været stikker, og det er pludselig svært at se, om han står på erindringens eller glemslens side ...
Engle. Det er som Tage Skou-Hansen har sagt: De rene helte og de rene skurke findes ikke i virkeligheden.

Engle. Det er som Tage Skou-Hansen har sagt: De rene helte og de rene skurke findes ikke i virkeligheden.

Henrik Vering

18. oktober 2008

De reneste rene og de fineste fine mennesker findes. Der skrives i hvert fald om dem, og de skriver ofte selv bøger. Og de bliver tiltalt som mennesker med særlig samvittighed og ekstraordinær integritet. Det er dem, man ser op til i offentligheden, og det er dem, som trækker de store linjer. Og det giver altid enormt spektakel, når det viser sig, at de ikke var helt rene og fine alligevel.

Den tyske forfatter Günter Grass var en af dem, der talte som 'forbundsrepublikkens samvittighed' og fortalte borgerne, hvad de burde mene, og hvad de burde være imod. Som både forfatter og intellektuel har han kritiseret både nazismens frontløbere og medløbere. Og som så ofte blandt den slags store stemmer holdt og holder han sig ikke for god til at moralisere. Man kan også sige det på en anden måde: Han skelner hårdt mellem det rigtige og det forkerte. Så da Grass selv i 2006 i et interview fortalte, at han som meget ung havde været med i Waffen SS i den sidste fase af krigen, faldt han som et rent og fint menneske. Der var nogen, der blev vrede, og andre, som blev skuffede. De, der aldrig havde brudt sig om Grass som socialdemokratismens humanistiske førsteviolin, hoverede: Han troede, han var bedre end andre mennesker. Men det var han slet ikke. Og nogle af dem, der havde læst og lyttet til Grass med respekt og beundring, blev desillusionerede: Hvorfor havde han ikke sagt det før? Hvordan kunne han tale så meget om nazisme i alle disse år uden at nævne denne episode. Det viste sig så, at han faktisk havde nævnt det i 60'erne. Men det var glemt igen. Det vigtige er, at det ikke var det, som Grass havde gort som ung, der udløste vreden og skuffelsen. Det var ikke det, der blev afsløret som sådan, der var problemet. Det var derimod det forhold, at han selv havde dækket over det. Det var ikke den fortidige gerning. Det var fortrængningen af den og efterspillet, som var problemet. Som den tyske historiker Joacim Fest skrev: "Bekendelsen kommer efter 60 år, det er lidt for sent. Jeg kan ikke forstå, hvordan det på den baggrund kunne lykkes ham at optræde som moralsk autoritet i årtier."

Skurke og helte

Man kan sige noget tilsvarende om sagen om forfatteren Ole Wivel og museumsdirektøren Knud W. Jensen. Ingen kan betvivle, at de to med deres engagement har opereret offentligt i den gode sags tjeneste. Da det kom frem, at de under Anden Verdenskrig med fascination af den store fører og nazistiske paroler havde animeret to unge mænd til at rejse til Østfronten, hvor den ene faldt, og den anden blev hånet for ikke at turde tage af sted, var det igen meget længe efter, det var sket. De havde ikke bare flirtet med idéerne. De havde gjort mere end det. Men den offentlige forargelse syntes knyttet til det forhold, at de selv havde fortiet det. Hvis bare de havde sagt det selv, havde det vakt en vis opstandelse, men det var gået over. Men pludselig kunne man se den samme Ole Wivel, som havde været aktiv i Russell-tribunalet, bruge sin stemme til brutalt og ikke overvældende troværdigt at nedgøre den mand, som havde afsløret den grimme fortid, i pamfletten 'En ondskabsfuld klodsmajor'. Igen gik meget forargelse på, at Wivel og Jensen havde udnyttet deres privilegerede stilling til at fortie historien. Men som Tage Skou-Hansen siger i Anita Brask Rasmussens bog Hånden over Ole: "Det er umuligt at forblive helt alle sine dage, og det er umuligt at forblive skurk. Findes de overhovedet? Jeg tror det ikke."

Erindring og glemsel

Det er lige så banalt, som det er overset: De rene mennesker skuffer og bliver til skurke. Og der er få forfattere, der som den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera over de seneste årtier er blevet set og hørt som Den Store Europæiske Intellektuelle. Han var anti-totalitær, og han var humanist efter de store fortællingers død. "Gud ler, når mennesket tænker," sagde han som indledning til en tale om romankunsten, som han holdt i Israel for mange år siden. Og han sluttede talen med at vende tilbage til denne indsigt som erkendelse af, at mennesket ikke ser alt og ikke ved alt. Der er ikke noget sted, hvorfra mennesket kan overskue den splintrede verden. Romankunsten starter ved Guds latter over menneskets begrænsninger. Den forsoner og trækker tråde i verden, der ellers ikke hænger sammen. Det sjove er, at Kundera på den ene side blev kendt for sit store opgør med kitsch og på den anden side er endt med at skrive små let parfumerede og perfekte prosafiktioner som Langsomheden og Identiteten. Kundera beskrev tilbøjeligheden til følelsesfordobling som kitsch: Man bliver bevæget over, hvor bevæget man er, og man føler efter på sine egne følelser. Men han beskrev også de dekorerede og ornamentale luksustoiletter i Prag som kitsch: De gemte lortet væk. De fornægtede stedets beskidte ekspedition. Kitsch er ifølge Kundera også behovet for at se sig selv i forskønnende løgne og blive rørt over synet. Da det i denne uge blev afsløret, at Kundera som ung skulle have angivet en agent fra Vesten, som bragte ham 14 år i fængsel, var det, som om hans eget værk vendte sig imod ham. Den humanist, der regnede den store idealisme og den lange march for kitsch, blev selv udstillet. Og den samme stemme, som sagde, at "menneskets kamp mod magten er hukommelsens kamp mod glemslen", udtalte via sit forlag, at beskyldningerne var løgn fra ende til anden.

Man kan selvfølgelig kynisk sige, at det rene menneske måske igen blev afsløret som skurk. De store ord dækkede over små motiver, og hans egne bøger kan læses som ornament og dekoration rundt om hans egen sorte huller. Men det vil netop være en læsning bestemt som kontrast til drømmen om det rene menneske, skurken som figur på desillusionen. Den kynisme overser, at Kundera - hvis historien om angiveriet er sand - er fanget i sine egne billeder og fortællinger på en måde, som hverken gør ham til en helt eller skurk, men bryder akkurat de to billeder. Det er ingen retfærdiggørelse. Det er en pointering af, at kritikken kommer et andet sted fra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu