Læsetid: 8 min.

Reykjavik by night

Islændingene er surrealistisk ligeglade med finanskrisen - 'lad os leve, for i morgen skal vi dø', er stemningen i den islandske hovedstad
Krise. Islændingene fester, selv om finanskrisen har ramt landet hårdt. -Vi kan lige så godt lide på første klasse,- siger Baldur, hvis firma lige er gået konkurs.

Krise. Islændingene fester, selv om finanskrisen har ramt landet hårdt. -Vi kan lige så godt lide på første klasse,- siger Baldur, hvis firma lige er gået konkurs.

Jonathan Smith

Moderne Tider
18. oktober 2008

Aftenstilheden svæver over Odinsgata. Lygtepæle, tavshed og otte graders varme med spredte byger. Det føles som begyndelsen på en dårlig kriminalroman - eller måske 101 Reykjavik - den engang så omtalte succesroman af Hallgrimur Helgason.

Der er ikke nogen at snakke med, heller ikke David, som havde sat mig stævne på dette sted i udkanten af Reykjavik.

Jeg vender mig til taxichaufføren:

"Kan vi vente lidt," spørger jeg - på dansk. Taxachaufføren svarer - også på dansk

"Gerne for min skyld. Du betaler i danske kroner?"

"Jo, hvis det er o.k. med dig. Du tager ikke kort, vel?"

Jeg kender svaret. Ingen tager kreditkort på Island i disse dage.

Taximanden - Haldor hedder han - siger ikke meget. Det gør de generelt ikke her.

"Det er lidt underligt. I de seneste dage har der været mange udenlandske kunder. Du ved den der type med solbriller og sorte frakker. Dem, der ikke siger noget, men som betaler i dollar. Do you know what I mean?" Siger han og slår over i engelsk.

Selv træerne ryster

David kommer ikke og tager ikke sin telefon. Vi kører tilbage til centrum til Laugavegur; hovedgaden - Reykjaviks svar på Strøget i København - men med den forskel, at den islandske hovedstad er mindre end Aalborg - cirka 120.000 indbyggere er her. Der er lave huse, og træerne langs gaden står og ryster, næsten som om de også var bange.

Intet sted i verden er mere tjekket og mere cool end hovedstaden på den nordatlantiske vulkanø. Dolce & Gabbana, Boss, Lacoste, Burberry, de er her alle sammen; de store og multinationale designernavne.

"Tidligere var det sådan, at man afprøvede trendene på Island. Vi var cool, vi var rige, og vi var symbolet på de unge, de rige og de meget smukke. Så hvis det solgte i Island, ville det være en succes andre steder," siger Helga Gunnarsdottir, der arbejder i modebutikken Kronkron.

Hun er stadig en af de smukke; høj, blond og en hud, der er så ren, at man skulle tro, at hun var et retoucheret billede.

Hun er ikke bekymret - ikke udadtil i hvert fald. "Det skal nok gå - det plejer det at gøre. Lad os more os i dag - og bekymre os i morgen."

"Det er svært at forstå"

Hendes kæreste - eller manden, der er med hende - er lidt ældre; har grånende, rødligt hår og en bringe som en bodybuilder. Han hedder Thor Helgason og ligner en tegneserieudgave af den nordiske krigsgud. Han taler med en buldrende baryton, der minder om sangeren Barry White:

"Det er lidt forvirrende det hele. Jeg har selv svært ved at tage det alvorligt. De siger alle de dér store tal. Men det er svært at forstå. Jeg har en søster i Århus - der har jeg også selv boet - måske tager jeg ned til jer. Jeg kan godt dansk," siger han.

Jeg møder dem på Bar 11 - en natklub i downtown Reykjavik. Udenfor hænger et skilt med skriften Lead us into temptation - det er en parafrase fra fadervor og betyder 'Led os i fristelse'. Og mange er blevet ledt ind i syndens hule i Island - men det er mere mammon end kødets lyst, de har været fristet af.

Og det er det, der er historien fra denne halvtriste fiskerby, der via et kapitalistisk mirakel nu er blevet et nordatlantisk fattighus. Hvad skete der?

Thor fortæller om sin bekendte. Han hedder Bjorgolfur.

"Han var en af dem, der levede højt på bølgen - mens den varede. I 1993 tog han til Rusland. Startede en flaskefabrik. Han solgte den til Pepsi - tjente penge og købte et lokalt bryggeri. Den hollandske ølgigant Heineken var pludselig interesseret. Bjorgolfur solgte hele molevitten for 400 millioner dollar og investerede pengene i aktier i den nu nationaliserede Landsbanki. Nu har han intet tilbage. Vi ser ham ikke mere. Jeg ved ikke, hvad der er sket med ham. Måske er han flygtet. Måske havde han penge i et andet land."

Jeg betaler min regning med danske kroner - ingen spørger efter kronur.

"De er intet værd. Lige som fucking Zimbabwe-penge," siger en mand i baren. Han vil ikke sige, hvad han hedder.

"Vi er et lille samfund. Og jeg vil ikke være illoyal," siger han.

Griner hysterisk

Det er igen, som om de har mere galgenhumor end andre steder. Da der var krise i London, sad de deprimerede og drak sig fra sans og samling. Det gør de ikke i Island. Der griner de hysterisk over deres egen ulykke. Det findes der givetvis en psykologisk forklaring på.

Måske er det et eksempel på fortrængninger, eller også er det en forsvarsmekanisme. Den tyske filosof Peter Sloterdijk skrev engang i bogen Kritik af den Kyniske Fornuft, at man først begynder at grine, når det ser sortest ud. Måske er Reykjavik et bevis på hans hypotese. Der er heller ikke den samme skadefro, som man så i London City for to uger siden.

"Det er vel, fordi vi alle kender hinanden. Alle her er dybest set i familie med hinanden. Der er kun 300.000 af os. At slås indbyrdes virker ikke. Det så vi i sagatiden. Det fører bare til blodfejder. Vi må stå sammen. Vi får intet ud af at finde skyldnere," siger bartenderen uden navn.

Men der er også vrede; vrede over for dem, der svigtede. 'De tidligere venner' kalder de dem. Det er et kodeord for englænderne. Og i virkeligheden er de fjender.

De har længe haft et problematisk forhold til hinanden. I 1970'erne var der næsten åben krig mellem de to nordatlantiske lande. Island havde udvidet fiskerigrænsen - det gjorde det umuligt for engelske fiskere at fange torsk. Briterne sendte kanonbåde til Island. De kaldte det torskekrigen. Hvem der vandt den, er ikke klart. Begge parter hævder, at de var sejrherren.

Men denne historie er ikke den eneste grund. Længe før torskekrigen - og længe før den britiske regering indefrøs islandske indeståender på britiske konti med hjemmel i terrorlovgivningen - var der meget had imod London.

Arbejdere på amfetamin

Da briterne invaderede Island i 1940 var det officielt for at hindre Hitler i at erobre et brohoved i Nordatlanten. Briterne kom til et land, der var fastfrosset i det 19. århundrede; der var ingen lufthavne, ingen veje, ingen infrastruktur. Briterne mere eller mindre tvang islændingene til at opbygge deres land - og rygtet vil vide, at de gav arbejderne amfetamin for at effektivisere arbejdet.

Det er muligvis en vandrehistorie. Men myter er også sande, selv om de ikke har hold i virkeligheden som sådan.

Stofmisbruget har hængt ved, siger Eva Johannesdottir. Hun "arbejder på en bar", som hun siger. Hvad hun laver, er ikke helt klart.

Hun ligner de andre islandske kvinder; 180 cm og flagrende blondt hår.

"Vi har haft store stofproblemer her i Island. I hvert fald tidligere. Nu tror jeg ikke, vi længere har råd. En bane kokain koster 20 dollar. Altså jeg bruger det ikke selv, men det har jeg hørt ..."

Hun gentager historien om englænderne "der gjorde os hooked på stoffer". Det er alt sammen deres skyld. Synes hun at sige.

Det mener Baldur også. Han havde et lille firma, der lavede boblebade - eller jacuzzibadekar, som han kalder dem. Det er gået ned nu. Men det er ikke bankernes skyld.

"Nej," siger han. "Jeg burde have fået støtte af Egnsudviklingsfonden, men det fik jeg ikke. Så jeg tog min uddannelse færdig. Og blev økonom. Den uddannelse er nok ubrugelig i dag. Men det går nok. Det plejer det at gøre," siger Baldur og fortsætter:

"Det er ikke rigtigt, når de siger, at der var skuffeselskaber. Island havde en sund økonomi, men den var bare ikke bred nok. Vi var for snævert fokuserede, og så blev vi ladt i stikken af englænderne." Igen - fristes man til at sige.

Fogh som nordmand

Men hverken Baldur eller bartenderen er meget for, at russerne kommer ind.

"Det er at lave en pagt med fanden selv. Russerne er vilde efter at kontrollere Nordpolen. Det er deres interesse. Dem skal vi ikke i lommen på. Vi håber på de nordiske lande," siger Baldur. Han er fuld af roser over for Anders Fogh og de andre, der har hjulpet.

"Måske skulle vi indføre den norske krone. Det er der nogle, der mener. Det er ikke nogen dårlig idé. Det er godt at have venner i nødens stund." Jeg nænner ikke at sige, at Fogh ikke er nordmand, men dansker.

Udenfor kører en Porsche forbi. Dem er der mange af. Der er også mange, der kører i BMW, Mercedes og Bentley.

"Ja, vi har levet godt. Og hvem gider at købe en dyr bil nu. Vi kan lige så godt lide på første klasse," siger Baldur - og selskabet morer sig. Vi står ude på Laugavegur og snakker. Det er sent på aftenen, og det er blevet halvkoldt, men mange vil gerne sige noget til journalisten fra København.

"Jeg læste Information som student," fortæller Einar. "Jeg boede ved søerne i København," fortæller han og lyner sin dyrt udseende vindjakke.

Gråvejr og tristesse

'Hvad mener du om krisen?' 'Berører den dig personligt?' Det er mine spørgsmål fra blokken. Dem jeg har skrevet ned uden at vide meget om Island. De virker alle sammen irrelevante. Selv om det er svært at forstå.

Det er blevet morgen. Det regner stadig, men det er ikke koldt. Island lever ikke op til sit navn. Jeg tager en taxi til Grafarvorgur for at møde min gamle ven Einar. Han siger, at han kender Reykjavik "så godt som James Joyce kender Dublin".

Og efter nogle timer sammen føles det næsten, som om vi er pendanter til Buck Mulligan og Stephen Dedalus fra Ulysses.

Vi går ned gennem de regnvåde gader og kigger ud over det samme snotgrønne Atlanterhav, som Joyce skrev om fra det dengang ludfattige Irland.

"Nu er Island lige så fattigt som Irland i år 1900," siger min følgesvend, da vi kommer til det sted, hvor Thorsgata krydser Baldursgata. Det er gråvejr og tristesse.

Min guide kører mig op til Hallgrímskirkja. Den mastodontiske domkirke i byen og den eneste berømte arkitektoniske perle i en by, der først rigtig blev bygget i dette århundrede.

Gud spiller stadig en stor rolle på Island. Som alle andre lande i Norden er Island lutheransk, men på en måde, der minder mere om Vestjylland end om København.

En af de hårdeste kritikere af krisen er bispen Karl Sigurbjörnson.

"Hvad vil der ske, når støvet lægger sig?" spørger han. "Mange mennesker vil blive meget vrede."

Men støvet har endnu ikke lagt sig. Befolkningen er stadig i en slags choktilstand.

"Vi er et meget litterært folk," siger min følgesvend. Selv statsministeren citerer W.H. Auden - den engelske digter, der i 1930'erne skrev en berømt rejseskildring fra landet. Et digt fra bogen lyder - i min oversættelse:

"Lykkelige ø/ Hvor alle mænd er lige/ Hvor intet er vulgært - ikke endnu."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her