Læsetid: 4 min.

De satans typografer

'De 141 dage' var en arbejdskonflikt, der handlede så meget om politik, at Overdanmark gjorde alt for at glemme den bagefter. Men den er faktisk værd at huske på
1. november 2008

Her i NYC kan vi også. Holde os orienteret om finanskrisen og de for vort land så alvorlige følger, den meget vel kan gå hen at få. Cepos er allerede krøbet i skjul nu, hvor ulighed ikke længere er noget, man agiterer for, men noget der helst ikke skulle blive så åbenbar for enhver, at vi oveni en finans- og økonomikrise måske også får det værste af alt, nemlig en politisk krise, med udsigt til social uro og fede tider for socialistiske ballademagere.

Folk er allerede begyndt at hviske i krogene om, at Marx måske havde ret i mangt og meget. Så Cepos er ikke til at drive ind foran et tv-kamera nu, og i det omfang det alligevel lykkes at lokke dem i fælden, har de tillagt sig et vældig udglattende mæle, helt klædeligt faktisk, men måske kun lige knap nok udtryk for deres sande jeg. Men lad nu dem ligge, som de selv har redt.

B.T.-konflikten

En almindelig, halvgrå hverdagsaften her i NYC samles en lille politisk og historisk interesseret skare i Kulturforsyningen, der ligger lige over for den splinternye Kvickly, som man smagfuldt har opført oven på en af Grundlovsfædrenes bene. Det snakkede man meget om for nogle år siden. Kunne man virkelig tillade sig at lægge et supermarked lige der, hvor både biskop Monrad og andre ligger begravet? Svaret var: Ja, det kan man. Så nu står det der, det åbner om ganske få dage og vi ser allerede frem til gode åbningstilbud, velkonserveret kødpølse, gode gnaveben og den slags. Sylte. Det bliver dejligt.

Men det tænker vi nu ikke på ovre i Kulturforsyningen. Os, skaren. Vi er kommet for at høre den gamle fagforeningsmand, den gamle typograf og den gamle kommunist Dan Lundrup fortælle om B.T.-konflikten i 1977. Han har tidligere på efteråret udgivet en erindringsbog med titlen De satans typografer, og den vil vi gerne høre om.

Det er i øvrigt en god bog. Den handler langtfra kun om B.T.-konflikten, den er også historieskrivning om tiden fra lidt før Anden Verdenskrig og frem til nutiden. Ikke akademisk historieskrivning, der måske nok er mere videnskabelig korrekt, men som også kan give indtryk af, at historie er et slags standardiseret, neutralt fagområde, som egentlig ikke har meget med levende mennesker at gøre. Den slags undgår man, hvis man læser Lundrups bog. Men det er foredraget, vi er kommet for at høre. En enkelt teenager er faktisk til stede, men ellers er det mest 50+'ere som Nielsen, der har fundet vej i efterårsmørket.

Opbakning

I 1977, da jeg var 26 år gammel, var B.T.-konflikten, typografstrejken på Berlingske Tidende, der senere blev kaldt 'De 141 dage', en af de begivenheder, der gjorde størst indtryk på befolkningen. Sindene kogte. Strejken gjorde et langt større indtryk end den borgerlige offentlighed brød sig om. Den handlede i ildevarslende grad om politik, og ikke politik forstået som endnu en dag på Christiansborgs kontorer, men politik som vaskeægte konfliktstof, der tydeligt viste, at vores nysselige lille kongerige stadig var et klassesamfund. Der var et Over- og et Underdanmark. I strejkens begyndelse var der en vis brovten hos Overdanmark, der havde en eller anden idé om, at der nu var en mulighed for at tryne Under-, men det skiftede nu hurtigt.

Efterhånden som de 141 dage skred frem, blev det tydeligt, at de satans typografer havde langt større opbakning i befolkningen end de fleste mennesker havde forestillet sig. Det var skam ikke kun de venstreorienterede, der holdt med dem, selv min gamle mor, der afgjort ikke brød sig om hverken socialistiske ballademagere eller langhårede demonstranter, kunne til sidst ikke tåle synet af de Berlingske chefer, når de optrådte i fjernsynet.

En løgnehistorie

Det var heller ikke popularitet og folkeyndest, der slog statsminister Anker Jørgensen i møde, da han fra Folketingets talerstol meddelte at typograferne havde truet avisens arbejdsledere, de såkaldte 'faktorer', for at få dem til at holde op med at fremstille en nødavis. Det viste sig senere at være en løgnehistorie, faktorerne var aldeles ikke blevet truet, det fik typograferne rettens ord for. Ifølge Dan Lundrups bog var det i øvrigt den nuværende chefredaktør for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, der som ung journalist plantede historien hos Anker Jørgensen. Der altså absolut ikke blev populær på at bringe den videre fra Folketingets talerstol. I det hele taget var atmosfæren i landet temmelig hadsk i de dage. Nogle af datidens historikere sammenlignede tilstanden med Påskekrisen i 1920'erne, hvor selveste Hans Majestæts forbliven på tronen en kort tid forekom usikker.

Så galt gik det ikke. Typograferne vandt deres konflikt - på kort sigt. På lidt længere gjorde de ikke, som Dan Lundrup også skriver i sin bog. Det var tider dengang, sad man og tænkte under foredraget. Politik handlede om noget.

Teenageren sad lige foran mig, men jeg kender ham lidt, så jeg ved at han er bedre informeret om politik end de fleste af hans jævnaldrende. Og også dem, der er endnu ældre, de 26-årige f.eks. Mange af dem vil se uforstående ud, hvis man skulle finde på at spørge dem, hvad 'De 141 dage' er for noget. Noget fra II World War eller en hungerperiode i Middelalderen vil de måske foreslå. Det kan man ikke bebrejde dem. De 141 dage bliver helst forbigået som en kort episode i vores historie, der på urovækkende vis afslørede, at politik kan være andet og mere end kamp på stregen om ministertaburetterne.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Så gør vi sådan, når vi stopper en avis" sang pakkerne på Berlingske - tidstypisk med kvinder i overtal - mens de saboterede trafikken i Pilestræde. Den stoppede avis var jo alligevel talerør for de borgerlige; og de kvindelige avispakkere var underbetalte. Lige Løn for Lige Arbejde! Vi ses til Land og Folk Festival!

Inger Sundsvald

Strejkerne dengang handlede naturligvis om løn. Smede, typografer og skraldemænd var nogle af dem, som tjente bedst, og som kæmpede, ikke alene for sig selv, men også for ordentlige lønninger og arbejdsforhold i bred forstand.

Men lige i ’de 141 dage’ i 1977, var det nedbrydningen af faggrænser, der især var på tapetet – blandt andet.

Overgangen til ’ny teknik’, hvor arbejdsgiverne – her bladudgiverne – så en mulighed for at komme de ’satans typografer’ til livs (en helt politisk målsætning, hvor det kom bag på bladudgiverne, hvor stor opbakning der var i befolkningen, som godt kunne se, hvor det bar hen).
Med indførelsen af fotosats og edb, kunne journalisterne jo lige så godt klare den sag selv, mente de.

Typograferne var ikke helt uvillige m.h.t. den nye teknik, men de kunne ikke se, at deres 4 læreår skulle være spildt, og at deres arbejde skulle overtages af journalister, som ikke havde det mindste begreb om typografi.

På længere sigt tabte typograferne, men det blev ikke billigere af den grund, for man var nødt til at ansætte reklamefolk og layoutere, for at få et bare nogenlunde læseværdigt produkt. Der kom en tid, hvor man måtte korse sig, fordi journalister fik tryksagerne til at ligne det billigste reklamediscount, med fed skrift og versaler i stor målestok. Stave kunne de heller ikke, og at korrekturen også røg sig en tur, kan man den dag i dag se eksempler på i Information. (Seneste lidt morsomme eksempel er en overskrift: ”Forskellen på kvinder og mænds bagdele”. Det er så almindeligt at glemme et ’s’ i genitiv, at det næsten er blevet tilladt. Det er dog lidt for meget, når man køber tomater, og der står på emballagen, at her ligger Katrine sammen med Alfreds tomater – så kan man godt føle sig lidt snydt).

Journalisterne var ikke dengang specielt solidariske med typograferne, og i dag kan enhver jo tage et billede – så hvad skal man bruge fotografer til? Men den dag hvor avisernes papirudgaver droppes, og det er læserne der producerer aviserne på nettet med både tekst og billeder og hvad de sådan lige har oplevet på ferien, så …?

Der kan være mange gode grunde til at nedbryde de stive faggrænser, men der er også mange dårlige. Den dag hvor en tømrer bliver ansat til at mure, og måske klare blikkenslagerens arbejde i samme omgang – så er vi ikke langt fra, at et almindeligt folketingsmedlem kan blive ansat som dommer (uha, uha). – Men hvad skal vi med jurister? Er vi ikke alle sammen eksperter?

Jeg skal ikke beklage, at vi kom væk fra blyet. Men jeg kan godt beklage kvalitetstabet, selv om det i de fleste tilfælde udlignes, fordi man indser, at der var en kvalitet, som man så må rette op på. Men billigere bliver det ikke.

Lars Peter Simonsen

Ja, ja, I Sundsvald! I det mindste har sætternissen da overlevet og tilpassset sig til de nye tider i cyberspace ;-). I øvrigt er jeg helt enig med dig...

''Den handlede i ildevarslende grad om politik, og ikke politik forstået som endnu en dag på Christiansborgs kontorer, men politik som vaskeægte konfliktstof, der tydeligt viste, at vores nysselige lille kongerige stadig var et klassesamfund.''

Ovenstående hentyder sandsynligvis til at blokaderne blev forsøgt brudt af et talstærkt politiopbud og at fagforeningerne mobiliserede "kampenheder" bestående af unge arbejdere og lærlinge, der blev kørt til Pilestrædet i busser ... Jeg husker en gadens generaler: "Nu skal vi i fængsel drenge -- fremad" . Politet havde knipler og der blev givet igen med knytnæver. Det var tider dengang. :-)

Inger Sundsvald

”Politiet havde knipler og der blev givet igen med knytnæver. Det var tider dengang. :-)”.

Mon ikke!

I dag er der helt andre slagkraftige sager i brug. Tåregas i tykke tåger f.eks., så børn og uskyldige mennesker må flygte for livet.

Men dengang var det naturligvis ikke utilpassede og uopdragne unge, eller socialistiske ballademagere, men almindelige lærlinge og arbejdere. De blev ganske vist kaldt for kommunister, hvilket var lige så søgt en forklaring som dem man bruger i dag. Jeg har kendt rigtig mange typografer i mit liv, hvoraf kun et par stykker var kommunister.

Da sygeplejersker og hjemmehjælpere gik på gaden sidst, fik jeg helt bogstaveligt opfrisket hukommelsen. Desværre er den slags altid dømt til at mislykkes, i sidste ende.

I. Sundsvald skrev
"..Desværre er den slags altid dømt til at mislykkes, i sidste ende..."

Jeg mener jo at den danske arbejderbevægelse har fået al sin kraft fra den slags aktioner - se bare hvor kapitalejerne kæmper for at begrænse aktionsretten..

PS
Er en kommunist ikke bare en socialist, der er parat til at gå hele vejen - og forsvare det der er opnået - Eller er en kommunist stadig at sammenligne med en antidemokrat?

Hvordan var det nu lige med Euro-kommunismen, blev den færdig-defineret eller blev den opsuget i de moderne socialistiske begreber ?

Inger Sundsvald

Jeg har altid betragtet en kommunist som en super idealist, med forskellige grader af opfattelse af hvor langt de ville gå.

I nutidens Danmark er de socialister, som bruger rigtig meget af den idealisme, til at forsvare de rettigheder der er opnået. – Sådan ser verden ud ifølge min ’ordbog’ :-).

Inger Sundsvald

De var f.eks. glimrende tillidsmænd, og nogle ’hårde hunde’ i lønforhandlingerne med arbejdsgiverne. Måske derfor havde typografer så gode lønforhold dengang – når de nu ikke kunne overtage produktionsmidlerne ;-).