Læsetid: 6 min.

'De siger, det går over af sig selv'

Gennem to børnefødsler og næsten tre år lider 34-årige Tina Hare af en fødselsdepression, der truer hendes og børnenes liv - men hendes tilstand blev ikke taget alvorligt, før hun ville bortadoptere sin datter
Gennem to børnefødsler og næsten tre år lider 34-årige Tina Hare af en fødselsdepression, der truer hendes og børnenes liv - men hendes tilstand blev ikke taget alvorligt, før hun ville bortadoptere sin datter
10. oktober 2008

Dagen efter scanningen, som viser, at det fem måneder gamle foster er en dreng, hamrer hun løs på sin voksende mave med knyttede hænder.

Barnet skal ud. Da det mislykkes, sætter hun sig ud i sin bil og kører mod skoven.

I seks timer overvejer hun, hvordan hun skal gøre en ende på sit liv.

"Jeg var bange for at miste forstanden. Træerne var mærkelige og krogede imellem hinanden, tankerne rasede. Min samvittighed havde det forfærdeligt, jeg kunne jo ikke blive mor, når jeg havde det sådan her? Det eneste, jeg var mere bange for end at dø, var, hvis jeg ikke fik gjort det ordentligt."

Senere i telefonen beroliger sundhedsplejersken; det kan ikke skade fosteret, at Tina er faldet over en stol ...

Tina Hare er 28 år gammel, da hun og hendes mand Peter i 2003, flytter til Aalborg. Tina får job som film- og TV-tekniker på TV2 Nord Digital, og de planlægger at få et barn. Hun elsker at være to, men ægteskabet har varet otte år, og Peter vil så gerne være tre.

"Efter scanningen var jeg vred og ked af det. Jeg var sikker på, at min krop ikke kunne bære en dreng. Kun piger. Det var et nederlag; det kunne min krop ikke tillade sig mod mig. Peter blev så vred, at han stod ud af bilen og gik, da jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det."

Ulykkelig gravid

Under graviditeten med Oscar kaster Tina op seks timer om dagen, og derfor skal hun indlægges ambulant med drop for væsketab to gange om ugen på Aalborg Sygehus.

"Jeg lignede én, der fik bank, fordi jeg havde blodsprængte øjne af at kaste op, og jeg tabte mig. Jeg følte ikke, at jeg var klar til at blive mor, selvom jeg var 29 år."

En fra Peters familie kontakter jordemoren, som arrangerer én ugentlig samtale med et tværfagligt team af en psykolog, en socialrådgiver, en sundhedsplejerske og en pædagog.

"Jeg skiftevis grinede og græd helt hysterisk på vej hjem, for jeg troede virkelig på, at det var overstået."

Da Oscar endelig bliver født og lagt i hendes arm, fint tørret af, som hun har bedt om, er Tina overrasket.

"Jeg havde forestillet mig, at min krop ville lave et misfoster, men her var jo et rigtigt barn! Han var hverken grim, underlig, skæv eller snasket."

Tina vil gerne være alene, men sygeplejerskerne mener, at han skal være hos sin mor, så det bliver aften, før hun er alene på stuen.

"Det er først, da jeg vil låse ham inde i mit skab, at jeg kan se, at det er sindssygt. Jeg havde bare brug for at gå en lille tur og få noget frisk luft, men jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle stille op med Oscar. Man er sindssyg under en fødselsdepression, men heldigvis kommer rationaliteten ind og forhindrer, at tankerne bliver til handling."

Hver tiende gravid oplever en fødselsdepression; nogle går over af sig selv, mens andre kræver behandling. Kun hver tredje depressive gravid får terapeutisk eller medicinsk hjælp.

Hjemme igen

Peter har sat flag på døren, da de kommer hjem fra hospitalet. Han er lykkelig, mens Tina føler sig som den nye au pair-pige.

"Jeg ville ikke kaldes mor, det skar i ørerne. Jeg skulle tage mig af Oscar og være kærlig, men jeg behøvede ikke føle noget. Barnet var bare mit job det næste lange stykke tid. "

Ret tidligt begynder Oscar at græde. Konstant. Gennem fire måneder har han kolik, og hele dagen går Tina alene hjemme med det skrigende barn, mens hun skubber barnevognen gennem gaderne i Aalborg om natten, så Peter kan få søvn.

"Oscar sov en halv time ad gangen, så når Peter kom hjem fra arbejde, sad jeg og vuggede Oscar, mens jeg græd. Så fik jeg lidt søvn om eftermiddagen."

Bortset fra den konstante gråd er overfladen pletfri. Huset er rent, Oscar får mad, rent tøj og omsorg, men Tinas verden er gået i stå. Opkastningerne bliver ved, hun har brystbetændelse og vand i kroppen. Lægen diagnosticerer alt fra overvægt til nyresten og B12 vitaminmangel. En knude i brystet planter mistanken om brystkræft.

"Hvis det nu var en kræftknude, så blev jeg endelig taget seriøst. Det ville være håndgribeligt. Så kunne folk ikke bare skubbe mig væk, når jeg sagde, at jeg havde det af helvede til."

Men brystkræften viser sig at være en mælkeknude, så da Oscar er et år, flytter familien ind i et halvrenoveret hus, som de har købt udenfor Aalborg. Peter har arbejdet nat og dag på huset, og selvom familien ved, at de har det svært, opdager ingen, at Tina er alvorligt syg.

"Så får jeg omgangssyge, indtil det går op for mig, at jeg er gravid igen. I lang tid har vores tilværelse været ren overlevelse, og da vi stort set ikke har haft sex, har jeg ikke beskyttet mig."

"Jeg traskede op og ned af gangen i to timer. Peter var så glad, og vi havde jo det hele, så jeg kunne ikke få mig selv til at få en abort."

Da Tina ringer til sin jordemor og spørger, om hun kan bortadoptere sit kommende barn, henviser en bleg jordemor hende endelig til Victoriahuset i Aalborg, der hjælper kvinder med fødselsdepressioner.

Den 16. september 2006 sætter lægerne på Randers Sygehus fødslen i gang.

"Efter fire timer, hvor jeg var skræmt fra vid og sans, løfter jordemoren barnet, og jeg tænker, at den må være klemt ind mellem benene. Jeg løfter barnets ben. Det er en pige..."

Diagnosen

Fire måneder efter Claras fødsel går Tina i terapi i Victoriahuset, og sundhedsplejersken tjekker hende jævnligt. Hun får al den hjælp, hun har ønsket sig siden Oscars fødsel. Alle gør så meget, så hun er nødt til at få det bedre.

Alligevel står Tina på husets dørtrin med Clara. Hun låser sig ind:

"Jeg levede på en løgn. Jeg ville tage livet af begge børnene og mig selv. De skulle ikke vide, at de havde en mor, der ikke ville have dem. Jeg måtte tage konsekvensen af det, jeg selv havde startet, så de ikke skulle lide under mine handlinger."

Hun kontakter sin læge, der ordinerer antidepressivaet Cipramil og efter tre uger med kvalme, svimmelhed og utilpashed, sker forandringen langsomt.

"Jeg blev mig igen. Mine tanker blev klare, og jeg følte mig normal igen, jeg kunne tale og sove rimeligt igen. Derfor kunne jeg pludselig bruge min terapi."

Det er psykiateren, der forklarer Tina sammenhængen mellem fødselsdepressionen og en voldtægt, som Tina blev udsat for som 17-årig.

"Voldtægtsofre kan ikke udholde tanken om at bære et drengebarn. Jeg var bange for, at jeg var skyld i, at han blev en af de ustyrlige drenge. Det kunne jeg ikke bære."

I dag er Oscar fire år, og Tinas følelser for ham vokser, selvom hun dagligt skal fordele kærligheden mellem sin søn og datter.

"De siger, det går over af sig selv, men det gør det ikke . Jeg kigger tit på Oscar og føler en stor skyld samtidig med, at jeg føler, at jeg er blevet snydt for en masse med ham. Han er et smukt barn, og jeg tænker, at hvordan kan jeg ikke bare automatisk elske ham? Der er forskel på min kærlighed til ham og til Clara. Hun og jeg er naturligt tæt forbundet, mens det kræver et stort stykke arbejde at få det samme nære forhold til Oscar. Det skal dog nok lykkes med tide."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu