Læsetid: 5 min.

Subkulturens Blekingegadebande

De overlevende fra den tidlige punk og omegn mødtes for nylig i Rockmaskinen. Og pludselig føltes punken relevant igen, nu da lavkonjunktur og kommende massearbejdsløshed truer, mens post hipster-consumer-nonsens-gøglet, som vi fylder vores banale liv med, har tabt den sidste energi
Fint besøg i Statsministeriet i starten af 80-erne.

Fint besøg i Statsministeriet i starten af 80-erne.

Søren Svendsen

10. oktober 2008

Vi påkaldte et helvede over os selv, men erfaringen gjorde os stærke. Subkulturens svar på Blekingegadebanden mødtes 20 år efter og larmende musik genopstod i et skønt traumefællesskab. Måske er det sådan for alle teenagere - gennem tøj, rusmidler og musik tror man, at den formative periode fra barn til voksen er magisk, betyder noget særligt, unikt ... og bom står man der igen mange år efter, med vidner til ens mest følsomme spæde skridt ind i voksenlivet. Jeg fik fat i et skateboard, da jeg var 11, så jeg var ude af huset, så de gamle kunne blive skilt i fred. Jeg mødte de andre gadebørn, der viste deres utilfredshed med senhalvfjerdsernes uniforme post-hippie korrekthed og simulerede blødhed ved at bære deres utilfredshed og hellige had uden på tøjet. Et plastik-spejlæg og et blindearmbånd, en kilt og tre mm hår. Gade-dada. Man kunne ikke engang få sorte jeans dengang. Vi kaldte os ikke punks, men det var det, massen kaldte os, og de havde svært ved at stille skarpt på, hvad vi var, og hvad vi ville - ligesom vi selv havde det.

Dog vidste vi, at vi ikke var nazister, narkomaner eller voldspsykopater, men blot individualister, der havde tilkæmpet os et frirum og skabte nye situationer med tøj, kunst og musik; som bar bevidstheden om, at noget var galt, men der var andre muligheder - uden på tøjet. Vi droppede ud af normalitetens løgnehistorier og lavede nye eventyr og nyt slang. Det var et hårdt liv, hvor man fik dårlige karakterer, blev jagtet af rockere, politi, grønjakker, Warriors og andre frustrerede mennesker, der afreagerede på vores spinkle, ofte psykedelisk intoxikerede - drengekroppe.

Frisørerne og tøjhandlerne observerede den nye duft i bageriet og afkodede vores lille utopiske autonome rum og hængte deres haluer & holdninger op på os ... eller lukrerede på at være generationstalsmænd. Medierne skabte klonerne, der stereotypt uniformerede sig og blot sad og bællede øl og sugede hash, indtil rockerne hookede hele banden op på speed, der for en dels velkommende ledte til heroin og død. Eller en enorm kreativ aktivitet.

Gammeltorv 81

Vendepunktet kom omkring 83. Pludselig var avantgarden afkodet, de gamle damer, der før rystede på hovedet i signalforvirring gav en tier til hårlak, fordi det var så festligt i gadebilledet med nogen, der havde antennerne ude. De diskere, der bankede dig året før købte kopierne i Deres og hørte Clash. Tid til at rykke videre - og heldigvis var punkens nihilistiske insisteren på år 0 starten til en enorm vifte af spændende DIY-sager (DoItYourself) for en ung knægt: bz, kunst, hjemmestudiemusikproduktion, fanzines, den spæde techno & hiphop - alle kunne prøve kræfter med alt og gøre det selv, bare man ville. Hvorfor sidde på et torv og lege en stamme, der endte som de skrigende halse? Tiden var gået, punk røg på museum ved siden af rockabillys og mods, en fast afkodet ... og endte som klamme Green Day og co.

2008. På fem minutter laver jeg en lukket gruppe for gamle punks på Facebook - Gammeltorv 81, da det undrer mig, hvad der er skete med mine gamle kumpaner, udover de sædvanlige mistænkte, man nikker til i trafikken. Ingen journalister bliver lukket ind, kun folk der beviseligt var der. Ikke noget med at læse i Politiken om en bande autonome, nazister, narkomaner, HA-supportere og andre salgbare vinkler denne gang. Navnet er Gammeltorv 81, det år punken døde for mig og blev en kliché. På kort tid eksploderer gruppen, jeg fatter ikke, der var så mange punks dengang, og så mange billeder. En af trådene på debatforummet handler om alle dem, der døde af det hårde liv. Det var ikke så få. Det er noget så sjældent som intimt internet, et traumefællesskab og en fælles flashbackbank. Selvom punken var før mobiltelefonkamera er der en billedbank på tusindvis af private fotos. Der bliver arrangeret en koncert på de afdøde Bullshit-rockeres (dem med en tyr på toilet på ryggen) skydebane, Rockmaskinen, men uden Makrellen, nazi-negeren Lobo og alle de andre plageånder fra fortiden.

Det var som et møde i legionærklubben, Hvidestensgruppen, Cobra eller blandt gamle situationister. Hvis alle der claimer, de var punks, da det talte, skulle have været der, skulle det have været holdt i Forum. Trods en aldersgrænse på 40 sms'er de unge punks, at de vil storme stedet, når de er færdige med at rode med nazier i Roskilde ... præcis som vi ville have gjort i 81. Arven går videre.

Død som keramik og billedvæv

Et par x-punk millionær-popstjerner støjer frydefuldt, og er overkommet en 25 år gammel konflikt om, hvem der smed hvem ud af bandet, og hvem der har de bedste læderbukser. Alle var generte af minder, men det ender i en vild pogo, hvor bankdirektører og bistandsklienter kaster hinanden rundt uden varige mén. Det lyder for det meste ad helvede til. Invalidepensionister, it-millionærer og et bredt cast af københavnske originaler deler igennem årtiers erfaringer med et liv uden for regelsættet, med frihed under ansvar. Selv gamle fjender, der sidst sås da den ene part sprøjtede tåregas i den andens lsd-udvidede pupiller, krammer. For punken har siden den døde i firserne været at finde subkult-kliché-kataloget, og musikken har for mine ører været så død som keramik og billedvæv. Men lige denne nat føles den relevant igen, nu lavkonjunktur og måske kommende massearbejdsløshed truer, og den rådne stank fra post hipster-consumer-nonsens-gøglet, som vi fylder vores banale liv med, har tabt den sidste energi.

Det er et blandet men forbløffende sobert klientel, da mange er straight edge efter de mange dødsfald i miljøet. Nogle ligner casuals, andre har neutralt funktionelt tøj på uden for målgruppe. Nogle er i stadig i fuldt ornat. Mange har stadig kærligheden til de nye huller i samfundsprogrammet og er aktive i alt fra hooliganisme, neo-69, satanisme til medieavantgarde. Mange har udviklet specialkompetencer i en bred vifte af nicher i samfundet, men har bevaret DIY-attituden og det antiautoritære - en formidabel klub af ægte københavnere. Ingen Vibskov-klædte tilflyttere på identitetssafari her.

Det var sjovt at blive mindet om en tid, hvor tøj virkelig betød noget, lavede nye situationer omkring én og nye fællesskaber. Men hvem er nutidens punks, efter at internettet gør, at intet kan udvikle sig i fred? Mit tip er stadig de unge drenge i bøsset pastelfarvet stramt logotøj, komplet med orange fejlfarve frisk fra solsengen. Yuppiebøsseperkerne alle hader. Hyper-post Nik & Jay.

Alt det retrokrammeri var for meget, så klokken 01 kaldte nutiden på Iphonen - Jackie Navorro, dubstep, nonstop, stylister, vip-lister, mms-flyers, krak-champagne, Bushs bud på planøkonomi-revival, mdma og alt det andet nymodens plat punkterede tidsboblen.

Morten Vammen er blevet kaldt den uudnævnte professor i københavnsk club-, sub- og nattekultur. Som en deltagende antropolog har han gennem flere år skrevet bøger, lavet musik og dokumentar fra undergrunden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu