Læsetid: 5 min.

At være gift med overklassen

Selv om man kommer fra en familie, hvor alt, hvad man eventuelt arver, er hinandens skeletter i skabet, kan man godt flirte med de fine og tillægge sig dyre vaner
Social arv. -Jeg har ud over diverse dyre vaner, rejser og alment livsnyderi også datet højt og lavet økonomisk overscoring på overscoring,- skriver Djuna Barnes.

Social arv. -Jeg har ud over diverse dyre vaner, rejser og alment livsnyderi også datet højt og lavet økonomisk overscoring på overscoring,- skriver Djuna Barnes.

17. oktober 2008

Egentlig burde jeg fryde mig. I disse tider. Børskrak - bare ordet dufter så nydeligt af, at de onde græder, og de gode ler. De frie markedskræfter har endnu en gang troet sig større og stærkere, end vingerne kunne bære, og er fløjet mod solen i et blindt raid af åndsfravær og friværdi. Kapitalismen er p.t. globalt lammet og ligger og ømmer sig af forstoppelse og overload. Så det ville jo være oplagt, at gamle socialister som mig mødtes og lige hævede glasset og sagde skål og 'hvad sagde vi'.

Ja, det ville faktisk være rigtig hyggeligt. Hvis det ikke lige var, fordi jeg altid har ligget i - med fjenden. Jeg har på en eller mærkelig måde altid flirtet med de fine - piger fra familier, hvor der altid har været noget på kistebunden, selv om jeg selv kommer fra noget, hvor alt, hvad man eventuelt arver, er hinandens skeletter i skabet. Der er to slags mennesker, fortalte min gode ven mig engang, og dette simple hierarki har siddet dybt i mig siden: Der er dem, der gør rent, og så er der dem, der får gjort rent. Sådan. Og jeg har gjort rigtigt meget rent, og med hele den service-hær, min familie kan stille med - taxachauffører, pædagoger, socialrådgivere, hjemmehjælpere osv. - så er vi nok overrepræsenteret i den første gruppe.

En fest at gå på toilettet

Jeg kommer altså fra den lavere del af middelklassen, og det har jeg altid gjort en dyd ud af at pointere. "jeg er jo født på Amagerbrogade," og "vi havde jo hverken bil, fjernsyn eller revisor". Og for nu at male med hele den store arbejder-romantiske pensel - Erik Clausen-style- så kommer der lige en historie: I de hårde kartoffelkursramte 80'ere, hvor der var dømt livrem og seler, og mine forældre sad benhårdt i det i et hus, som de mente kernefamilien manglede, optog de et ekstra lån. 10.000. Det krævede et bankskifte. Det var dengang. I dag kan teenagere få udbetalt et lignende beløb på deres glatte ansigt. Eller det var måske før, krisen for alvor gik i gang. Nå, men dengang var det afsindigt mange penge, og de skulle bruges på et nyt badeværelse. Med varme i gulvet. Det blev færdigt engang før jul, og fuck, var det nu en fest at gå på toilettet. Hele søndage blev tilbragt derude på det brandvarme gulv. Morgenmad blev indtaget i rundkreds siddende i slåbrok. Vi var usårlige. Og omgivet af pludselig luksus.

Kernefamilien gik som sædvanlig i opløsning, og huset blev solgt på det værst tænkelige tidspunkt, og semi-enlig mor til to flyttede i lejlighed og til et konvolutsystem til at styre budgettet, der nok var smalt - men mere skudsikkert end en bachelor fra CBS. Indholdet fra konvolutterne matchede altid rudekuverterne, og når Schlüter-checken kom, var der byture og bøf bearnaise.

Jeg har altså så absolut ikke lidt nogen nød, og alligevel slægter jeg benhårdt min far - og hans julemærkehjemsforhutlede fortid - der har snobbet temmelig effektivt opad, på. Han har med sine daglige Værnedamsvejs-indkøb, dyre italienske sofaer og rejser til Provence hævet standarden, lixtallet og det generelle look af vores gren. Senest har han foretaget en ægte investering - nu har vi endelig et sommerhus i vores familie!

Jeg har så ud over diverse dyre vaner, rejser og alment livsnyderi også datet højt og lavet økonomisk overscoring på overscoring. Jeg har investeret mig gennem en finere jysk lægefamilie, hvor man sgu ikke fik noget forærende, noget gedigent Gentofte, noget gammel jødisk mønt og senest en smuksak af en dottir fra den islandske fiskemafia.

Forskel på nye og gamle penge

Og hvad er forskellen så. Er den sociale arv ligesom ikke død? Og determinismen so last season? Sikkert. Men som min gamle ven fra før indigneret og højlydt proklamerede en gammel aften, hvor det personlige og politiske blev blandet temmelig effektivt: Man kan være en ulykkelig lesbisk punker - mange steder - men det hjælper nok lidt på humøret, at der er havudsigt, ikke? Det er jo logisk nok. Men det tager jo også noget. Havudsigten skyller jo ligesom i land igen. Hvis man altid liiige kan ringe til far, må man jo også forvente, at far ringer igen. Ikke for at låne penge, men bare lige for at høre, hvad man har gang i. Og hvor der er penge, er der er jo ambitioner - om at se dem gro. Og hvad rummer den største slat af frihed? Er det en million fra onkel, når du fylder 18? Hvis nu hver en penny spent er fyldt med skam, hvad skylder du så den anden vej?

Jeg har lært, at der er forskel på nye og gamle penge, og de nye er altid de mest shiny og omgange i baren og guldløver i forhaven og i den dur. Men fælles for de fleste med lidt eller vildt meget på lommen er ud, over en ekstrem angst for, at de skal forsvinde, en underlig selvsikkerhed omkring de mindste små dagligdagsting. De rige er vant til god betjening, lækre råvarer, luksusprodukter og varme i gulvet. De har som regel set lidt mere og smagt lidt mere på livet, og de er ret sikre på, at verden står klar til at servicere dem - om det så er rengøringsdamer, skrankepaver eller mig. Mig, der altid spiser helt pinligt op, når jeg er på restuarant. Mig, der altid prøver at betale med sedler, så ingen ikke tror, at jeg er en cheap-ass. Mig, der er sygeligt bevidst om månedens termin, for er jeg er på røven, hedder det tomme flasker, og det går sgu ikke, nu hvor jeg er så fandens og djævlens advokat - tæt på at blive en af dem. Jeg har dog stadig et par hængepartier; noget ordentligt undertøj, et kørekort, det at snyde lovligt i skat, nogle pænere negle og få slebet den sidste rest af ungdommelig socialistisk indignation af. Følger du lige op på den, James?

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! Had, Dunst og pt: Jolene Bar. Hun skriver derudover kulturjournalistik og er musikkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu