Læsetid: 6 min.

Alessandro Del Pieros fødselsdagsgave

Del Piero løber ikke hurtigt som en gazelle på speed, men han fylder stadig - på forbilledlig vis - rollen som trequartista ud
10-er. Del Piero er ikke ung som en Ramos, naiv som en Drenthe eller oksestærk som Juves enlige front, Amauri; men den 34-årige trequartista bliver bare ved.

10-er. Del Piero er ikke ung som en Ramos, naiv som en Drenthe eller oksestærk som Juves enlige front, Amauri; men den 34-årige trequartista bliver bare ved.

Pierre-Philippe Marcou

8. november 2008

Fire dage før sin 34-års fødselsdag havde Alessandro Del Piero et brændende ønske. Han ville så gerne score et mål på Estadio Santiago Bernabéu, Real Madrids hjemmestadion. Og sammen med resten af Juventus-mandskabet, der ganske vist sloges med skader og hyppige omrokeringer af de aldrende atleter, havde det sympatiske Torino-ikon masser af grund til optimisme forud for onsdagens Champions League-match. To uger tidligere lykkedes det nemlig træner Claudio Ranieri at styre sine tropper sikkert frem til en 2-1-sejr over Los Merengues i støvlelandet. Juves sidste sejr i Madrid var 0-1 tilbage i 1962. Nu skulle det være.

Allerede 17 minutter inde i første halvleg viste Del Piero sin enorme betydning. Marco Marchionni stjal en sjusket bold fra Guti, som Bernd Schuster havde placeret på den centrale midtbane sammen med Mahamadou Diarra, og med den tidligere klubkammerat Fabio Cannavaro som skjold placerede Juves 10'er kuglen i Iker Casillas' blinde vinkel. Det var ikke et larmende mål med hælfinter og trylledriblinger, men derimod et studie i italiensk akkuratesse og et vidnesbyrd om, at Del Piero stadig på forbilledlig vis fylder rollen som trequartista. Det er ham, der ligger i hullet lige bag angriberen, med licens til selv at fyre kanonen af eller måske fryse spillet i få nervedirrende sekunder, mens fløje og andet offensivt creme spurter i position. I mellemtiden var Pavel Nedved som en grå eminence med ekstra batterier søgt mod den fjerneste stolpe, hvis der skulle komme en ripost fra kaptajnens langskud. 0-1 var en kendsgerning, og det samme var fødselsdagsgaven på forskud.

Billedet var velkendt. I store dele af matchen var madrilenerne spilstyrende, men enten var pasningerne for træge og gennemskuelige for det erfarne Juve-folk, eller også fordampede fløjskift og sprint op langs flankerne i vage scoringsforsøg eller tumpede offside-fælder. Man kunne næsten fornemme det på det ængstelige Bernabéu-publikum. Del Pieros fuldtræffer på direkte frispark midt i anden halvleg kom ikke som nogen overraskelse. Her var ingen Roberto Carlos-lignende måltorden eller en krøllet bold med skru og topspin à la Beckham, men derimod et semihårdt vristspark lige dér, hvor Casillas ikke kunne nå hen, og dér, hvor det frustrerede Real-forsvar endnu engang lukkede vinklerne ned i kulsort mørke. Del Piero lavede en lynhurtig analyse af muren, målmanden, boldens kurve og indbyrdes afstande i fjendeland - og bingo, så var der fri passage til 0-2-dødsstødet.

Konspiratorisk slowmotion

Intern uro i hovedstaden var måske også en del af forklaringen på Madrids sitrende panik. Backen Sergio Ramos havde i et miks af åbenhjertighed og ungdommelig arrogance beklaget sig over sin ensomme og alt for udsatte tilværelse som spydspids på Reals højre flanke. Han savnede Beckham. Spillet klumpede sammen på venstrefløjen. Ramos var blevet prygelknabe, en stigmatiseret alfahan, der fik skæld ud, når resten af holdet snorksov rent offensivt, og blev forbigået i forvænt tavshed, når defensiven blot gjorde sit arbejde. Ramos havde mistet spilleglæden. I kølvandet på Reals hårdt tilkæmpede 3-2-sejr over Athletic Bilbao kørte Marca således en lille videooptagelse på deres hjemmeside, hvor man så, hvordan kaptajnen Raúl - selve sindbilledet på den straffende og belønnende myndighed i Real Madrid-kirken - gav hånd til alle på bænken. Bortset fra Ramos. Det var næsten for indlysende til at være sandt, og få dage efter kunne spanske Quatro med brug af konspiratorisk slowmotion dokumentere, at Raúl og Ramos skam rørte ved hinanden. Som så meget andet i mediernes verden gik det bare så tjept, at man næsten ikke kunne se det. Og samtidig stormede rivalerne FC Barcelona frem med lækre trekantskombinationer og mål i spandevis.

Juventus brugte sejren i Torino i oktober som springbræt til at kravle støt opad i Serie A, senest med en 2-0-sejr over Roma. For madrilenerne derimod var det startskuddet til en slingrende kurs, hvor holdet indtil videre har lukket mål ind ni kampe i træk. Defensiven er ustabil, og det hjælper heller ikke på nattesøvnen, at uendeligt meget hviler på Arjen Robbens glasben og Ruud van Nistelrooys målnæse. Læg dertil, at Pepe og Robben ikke blev fit for fight op til onsdagskampen, og man forstår Schusters dybe panderynker.

Hypermoderne bold

Og nu til den taktiske kløft mellem Real og Juve. Spanierne stillede i en superoffensiv 4-1-3-2-opstilling, mens gæsterne indtog banen med en fleksibel 4-4-1-1, som efter behov kunne forvandles til en langt mere defensiv og spilstabiliserende formation, nemlig 4-3-2-1. Vi kender den sidste fra AC Milan. Det er det såkaldte 'juletræ'. Raúl og Nistelrooy lå på toppen, om end de på skift søgte ned i banen som spilstation og playmaker. Diarra var musklerne i maskinrummet, og Guti var manden med overblikket, de dybe pasninger og tværafleveringer til de energiske fløje. Når det går godt, er det besnærende at se på, og så kan fodbold næsten ikke blive mere moderne.

Reals taktik giver nemlig mulighed for at skifte mellem tre indbyggede systemer: 4-4-2, 4-3-3 og 4-6-0. Schuster benytter 4-4-2, når han enten vil stresse modstanderens opspil og lægge højt pres eller satse på mere stationære bullet men, der kan håndtere lange bolde. Den ene back vil som regel blive tilbage, mens til gengæld midtbanen har carte blanche til at komme med i angrebet som anden bølge. 4-3-3 benyttes derimod, når de hvidblusede er spilstyrende med base i midtbanen, hvilket kræver fløje med god tålmodighed og en ferm dirigent omkring midtercirklen, som kan spotte hullerne i defensiven. Gonzalo Huguain på højre og Robben på venstre side trives i sådan en strategi. Og endelig er der det forwardløse 4-6-0-system, som Roma i sin tid opfandt, og som Manchester United i store dele af sidste sæson praktiserede med Rooney, Tevez og Ronaldo som ultrafleksible fronter. 4-6-0 er ofte synonymt med kontrafodbold, hvor den traditionelle forward er transformeret til spilstation, der så giver bolden videre til en hær af offensive midtbanefolk. Nistelrooy er omdrejningspunktet i den moderne rotation, idet man kan udnytte hans store evne til at holde på bolden, mens resten af midtbanen, inklusiv de to backs, kommer med frem.

Ej en gazelle, ej oksestærk og ej ung

Hvorfor gik det galt for Real Madrid? En af forudsætningerne for den moderne taktiske fleksibilitet er det gigantiske ansvar, der hviler på den centrale, defensive midtbane. Især, når man kun spiller med én af slagsen, og ikke mindst, når højre flanke (altså Ramos) meget ofte blander sig i de offensive raids. Læg dertil en anden systemtrend, nemlig den igangsættende, centrale defensiv (à la Pepe eller vores egen Daniel Agger), og det bliver tydeligt, hvor vigtig koordinationen mellem bund og top er. Typer som Madrids Diarra og Fernando Gago har som opgave at dække af i siderne og samtidig lukke hullet i den 'utætte firkant' i defensiven, som opstår, når den centrale forsvarsspiller bliver hængende oppe på banen. Og endelig skal der være en intim forståelse med makkeren på midten, som i moderne tid nærmest har udviklet sig til halvt offensiv libero og halvt defensiv playmaker. Resultatet er 'nye 10'ere' som Milans Andrea Pirlo og Reals Guti. I det lys er Christian Poulsens overhængende skadesfare ikke så underlig.

For Diarra var det endnu en dag på jobbet. Opgaverne blev løst. Men foran ham gik det helt galt. Én af synderne var hollandske Royston Drenthe, som stadig virker som en galoperende lilleput, der slet ikke magter taktiske lækkerier. Han kan ikke styre bolde ind i feltet, han har ikke blik for medspillere, der løber i position, og hvad der er allerværst i 4-6-0-systemet: han falder i offside-fælder gang på gang.

Og desto mere træffende fremstod Del Pieros dobbelte fødselsdagsgave som fodboldklassicismens stille oprør mod alskens dynamik. Den konservative trequartista løber ikke hurtigt som en gazelle på speed. Han er ikke ung som en Ramos, naiv som en Drenthe eller oksestærk som Juves enlige front, Amauri. Her er ingen pludselige armbevægelser som Inters Ibrahimovic eller flæbende offside-hurlumhej som hos Milans Inzaghi. Heldigvis bliver trequartista'en bare ved med at være 10'er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu